Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Giv agt på Guds profetiske ord

Giv agt på Guds profetiske ord

Giv agt på Guds profetiske ord

’Vi har det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på.’ — 2 PETER 1:19.

1, 2. Giv eksempler på nogle der har givet sig ud for at være Messias.

I ÅRHUNDREDER har falske messiasser forsøgt at forudsige fremtiden. I det 5. århundrede efter vor tidsregning overbeviste en mand der kaldte sig Moses, jøderne på Kreta om at han var Messias, og at han ville udfri dem fra undertrykkelsen. Da jødernes befrielsesdag oprandt, fulgte de med ham op til et højt udsigtspunkt der lå ud mod Middelhavet. Denne Moses sagde til dem at hvis blot de kastede sig i havet, ville det dele sig foran dem. Mange af dem der sprang i havet, druknede, og den falske messias flygtede fra stedet.

2 I det 12. århundrede fremstod en „messias“ i Yemen. Da kaliffen, eller herskeren, bad ham om et tegn på at han virkelig var Messias, foreslog denne messias at kaliffen halshuggede ham og lod hans snarlige opstandelse tjene som et tegn. Det gik kaliffen med til — og så var det slut med den „messias“.

3. Hvem er den sande Messias, og hvad var hans tjeneste et vidnesbyrd om?

3 Falske messiasser og deres profetier kommer fuldstændig til kort, men at give agt på Guds profetiske ord fører aldrig til skuffelse. Den sande Messias, Jesus Kristus, opfyldte mange af Bibelens profetier. Evangelieskribenten Mattæus citerede for eksempel fra Esajas’ profeti da han skrev: „’Zebulons land og Naftalis land, langs vejen til havet, på den anden side af Jordan, nationernes Galilæa! det folk som sad i mørke, så et stort lys, et lys steg op for dem der sad i dødsskyggens land.’ Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“ (Mattæus 4:15-17; Esajas 9:1, 2) Jesus var dette ’store lys’, og hans tjeneste var et vidnesbyrd om at han var den profet som Moses havde forudsagt ville fremstå. De der ikke ville høre på Jesus, ville blive udryddet. — 5 Mosebog 18:18, 19; Apostelgerninger 3:22, 23.

4. Hvordan opfyldte Jesus ordene i Esajas 53:12?

4 Jesus opfyldte også de profetiske ord i Esajas 53:12: „Han udtømte sin sjæl til døden og blev regnet blandt overtrædere; og det var ham der bar manges synd, og for overtræderne trådte han mæglende ind.“ Da Jesus vidste at han inden længe måtte give sit menneskeliv som en løsesum, styrkede han sine disciples tro. (Markus 10:45) Det gjorde han på en enestående måde ved forvandlingen på bjerget, også kaldet „forklarelsen“.

Forvandlingen styrker troen

5. Hvordan vil du med egne ord beskrive Jesu forvandling?

5 Jesu forvandling var en profetisk begivenhed. Jesus sagde: „Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle . . . Jeg skal sige jer en sandhed: Der er nogle af dem som står her der slet ikke skal smage døden førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.“ (Mattæus 16:27, 28) Var der nogen af apostlene der så Jesus komme i sit rige? I Mattæus 17:1-7 siges der: „Seks dage senere tog Jesus Peter og Jakob og hans broder Johannes med og førte dem op på et højt bjerg hvor de var for sig selv. Og han blev forvandlet for øjnene af dem.“ Det må have været noget helt specielt. „Hans ansigt skinnede som solen, og hans yderklæder blev blændende som lyset. Og se! Moses og Elias viste sig for dem, i samtale med ham.“ Der siges videre at de blev ’overskygget af en lysende sky’, og de hørte Guds stemme sige: „’Dette er min søn, den elskede, som jeg har godkendt; hør på ham.’ Da disciplene hørte dette, faldt de på deres ansigt og blev meget bange. Så kom Jesus hen og rørte ved dem og sagde: ’Rejs jer og vær ikke bange.’“

6. (a) Hvorfor kaldte Jesus forvandlingen et syn? (b) Hvad var forvandlingen en forudskildring af?

6 Denne ærefrygtindgydende begivenhed fandt sandsynligvis sted på en udløber af Hermons Bjerg, hvor Jesus og de tre apostle tilbragte natten. Forvandlingen skete øjensynlig om natten, hvor den må have gjort et særlig stærkt indtryk på apostlene. En af grundene til at Jesus kaldte forvandlingen for et syn, var at Moses og Elias havde været døde længe og ikke bogstaveligt var til stede. Kun Jesus var virkeligt til stede. (Mattæus 17:8, 9) Dette strålende syn gav Peter, Jakob og Johannes en imponerende forudskildring af Jesu nærværelse i Rigets magt. Der er mange lighedspunkter mellem Moses og Elias og Jesu salvede medarvinger, og synet bekræftede på en magtfuld måde det vidnesbyrd Jesus aflagde om sit rige og sit fremtidige kongedømme.

7. Hvordan ved vi at Peter mange år senere tydeligt kunne huske forvandlingen?

7 Forvandlingen var med til at styrke troen hos de tre apostle der skulle føre an i den kristne menighed. At Jesu ansigt skinnede, at hans yderklæder blev blændende som lyset, og at Guds egen stemme sagde at Jesus var hans elskede søn som de skulle høre på, må have virket meget trosstyrkende. Jo, synet tjente sit formål. Men apostlene måtte ikke fortælle andre om det før Jesus var blevet oprejst fra de døde. Cirka 32 år senere kunne Peter stadig tydeligt huske dette syn. Han henviste til det og dets betydning med ordene: „Det var jo ikke snedigt opfundne fabler vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herre Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på Det Hellige Bjerg.“ — 2 Peter 1:16-18.

8. (a) Hvad henledte Guds erklæring om sin søn opmærksomheden på? (b) Hvad var skyen der viste sig under forvandlingen, et vidnesbyrd om?

8 Af allerstørste betydning var Guds erklæring: „Dette er min søn, den elskede, som jeg har godkendt; hør på ham.“ Denne udtalelse henleder opmærksomheden på Jesus som Guds indsatte Konge, som hele skabningen skal adlyde. Den sky der overskyggede dem, tydede på at opfyldelsen af synet ville være usynlig. Den ville kun kunne opfattes af dem der med troens øjne kunne se „tegnet“ på Jesu usynlige nærværelse i Rigets magt. (Mattæus 24:3) Netop det at Jesus påbød apostlene at de ikke måtte fortælle nogen om synet før han var opstået fra de døde, viser at det var efter sin opstandelse at han ville blive ophøjet og herliggjort.

9. Hvorfor bør forvandlingen styrke vores tro?

9 Efter at have omtalt forvandlingen sagde Peter: „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op — i jeres hjerter. For I ved først og fremmest dette, at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2 Peter 1:19-21) Jesu forvandling understreger pålideligheden af Guds profetiske ord. Vi må give agt på dette ord og ikke følge „snedigt opfundne fabler“ som Gud hverken støtter eller godkender. Vores tro på det profetiske ord burde blive styrket af forvandlingen, for denne forudskildring af Jesu herlighed og magt i Riget er blevet en realitet. Ja, vi har ubestridelige vidnesbyrd om at Kristus i dag er nærværende som en mægtig Konge i himmelen.

Hvordan Dagstjernen står op

10. Hvem eller hvad er den „dagstjerne“ Peter omtaler? Forklar nærmere.

10 Peter skrev: „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op.“ Hvem eller hvad er denne „dagstjerne“? Ordet „dagstjerne“ forekommer kun denne ene gang i Bibelen, og det har samme betydning som „morgenstjerne“. I Åbenbaringen 22:16 kaldes Jesus Kristus „den strålende morgenstjerne“. På visse tider af året er sådanne stjerner de sidste der viser sig i horisonten mod øst før solen står op, og de bebuder derfor en ny dag. Peter brugte ordet „dagstjerne“ om Jesus efter at denne har modtaget magten i Riget. På det tidspunkt stod Jesus op som den messianske Dagstjerne der stråler i hele universet. Han bebuder at en ny dag, en ny æra, bryder frem for alle der vælger at adlyde Gud.

11. (a) Hvorfor betyder ordene i Andet Petersbrev 1:19 ikke at „en dagstjerne“ står op i bogstavelige hjerter? (b) Hvordan vil du forklare Andet Petersbrev 1:19?

11 Mange bibeloversættelser giver det indtryk at apostelen Peters ord i Andet Petersbrev 1:19 sigter til det bogstavelige hjerte. Et voksent menneskes hjerte vejer kun 250-300 gram. Hvordan skulle Jesus Kristus, som nu er en herliggjort, udødelig åndeskabning i himmelen, kunne ’stå op’ i nogle små menneskehjerter? (1 Timoteus 6:16) Vort symbolske hjerte har naturligvis betydning i denne forbindelse, for det er med det symbolske hjerte at vi giver agt på Guds profetiske ord. Men hvis man ser nærmere på Andet Petersbrev 1:19, vil man lægge mærke til at Ny Verden-Oversættelsen ved hjælp af tankestreger adskiller ordene „som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op“, fra den første del af sætningen og til udtrykket „i jeres hjerter“. En omformulering af verset kunne lyde: ’Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på som på en lampe der skinner på et mørkt sted, det vil sige, i jeres hjerter, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op.’

12. Hvordan forholder det sig med hjertet hos mennesker i almindelighed, i modsætning til de sande kristne?

12 For mennesker i almindelighed gælder det at deres hjerte er i åndeligt mørke, men det er ikke tilfældet med sande kristne. Det er som om de har en lampe der skinner i deres hjerte, som ellers ville være i mørke. Som det fremgår af Peters ord, var det ved at give agt på Guds oplysende profetiske ord at sande kristne kunne holde sig vågne og oplyste indtil en ny dag brød frem. De ville være klar over at Dagstjernen var ’stået op’, ikke i bogstavelige hjerter, men for hele skabningen.

13. (a) Hvordan kan vi forvisse os om at Dagstjernen allerede er stået op? (b) Hvorfor kan de kristne udholde de vanskelige forhold som Jesus forudsagde ville komme i vor tid?

13 Dagstjernen er allerede ’stået op’. Det kan vi forvisse os om ved at give agt på Jesu store profeti om hans nærværelse. Vi oplever i dag at denne profeti går i opfyldelse i forbindelse med begivenheder som krige i et hidtil ukendt omfang, hungersnød, jordskælv og en verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed. (Mattæus 24:3-14) De vanskelige forhold som Jesus forudsagde, berører også os som kristne, men vi er i stand til at udholde dem med fred og glæde i hjertet. Hvorfor? Fordi vi giver agt på Guds profetiske ord og tror på hans løfter for fremtiden. Vi ved at vi befinder os på tærskelen til den bedste tid af alle fordi vi er meget, meget langt fremme på „endens tid“. (Daniel 12:4) Verden lider under de fortvivlende forhold der er forudsagt i Esajas 60:2: „Se! Mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne.“ Hvordan kan man finde vej i dette mørke? Ved ydmygt at give agt på Guds profetiske ord nu, før det er for sent. Alle der oprigtigt søger sandheden, må vende sig til Jehova Gud, kilden til liv og lys. (Salme 36:9; Apostelgerninger 17:28) Kun ved at gøre dette kan man finde sand oplysning og få håb om den vidunderlige fremtid som Gud har lovet dem der adlyder ham. — Åbenbaringen 21:1-5.

„Lyset er kommet til verden“

14. Hvad må vi gøre for at erfare opfyldelsen af Bibelens storslåede profetier?

14 Bibelen viser klart at Jesus Kristus nu hersker som Konge. Det har han gjort siden 1914, og derfor vil andre storslåede profetier også blive opfyldt. Hvis vi skal opleve det, må vi i ydmyghed tro på Jesus Kristus og angre de synder og overtrædelser vi i vores uvidenhed har begået. De der elsker mørket, vil naturligvis ikke opnå evigt liv. Jesus sagde: „Dette er grundlaget for dommen, at lyset er kommet til verden og menneskene har elsket mørket mere end lyset, for deres gerninger har været onde. For den som øver det der er slet, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret. Men den som gør det der er sandt, kommer til lyset, for at det kan blive kendt at hans gerninger er gjort i harmoni med Gud.“ — Johannes 3:19-21.

15. Hvad vil der ske hvis vi er uinteresserede i den frelse som Gud har givet os mulighed for at opnå ved sin søn?

15 Det åndelige lys er kommet til verden ved Jesus, og det er vigtigt at vi lytter til ham. Paulus skrev: „Gud, som for længe siden ved mange lejligheder og på mange måder har talt til vore forfædre ved profeterne, har ved slutningen af disse dage talt til os ved en søn, som han har indsat som arving til alle ting.“ (Hebræerne 1:1, 2) Hvad vil der ske hvis vi lader hånt om den frelse som Gud har givet os mulighed for at opnå ved sin søn? Paulus fortsatte: „Hvis det ord der blev udtalt gennem engle viste sig at stå fast, og enhver overtrædelse og ulydighed fik retfærdig straf, hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresserede i en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre og blev bekræftet for os af dem som hørte ham, mens Gud sluttede sig til med sit vidnesbyrd, med såvel tegn som undere og forskellige kraftige gerninger og med tildelinger af hellig ånd i overensstemmelse med sin vilje?“ (Hebræerne 2:2-4) Ja, Jesus er den som forkyndelsen af det profetiske ord centrerer sig om. — Åbenbaringen 19:10.

16. Hvorfor kan vi have fuld tillid til alle Jehova Guds profetier?

16 Som nævnt sagde Peter: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning.“ Mennesker kan aldrig på egen hånd fremsætte sande profetier, men vi kan have fuld tillid til alle Guds profetier. De stammer fra Jehova Gud selv. Gennem den hellige ånd har han hjulpet sine tjenere til at forstå hvordan Bibelens profetier går i opfyldelse. Vi er Jehova taknemmelige for at vi siden 1914 har været øjenvidner til opfyldelsen af mange af disse profetier. Og vi er helt overbeviste om at de resterende profetier om afslutningen på denne onde tingenes ordning også vil gå i opfyldelse. Det er meget vigtigt at vi bliver ved med at give agt på Guds profetier mens vi lader vort lys skinne. (Mattæus 5:16) Vi er dybt taknemmelige for at Jehova lader ’lys skinne for os i det tætte mørke’ der indhyller jorden i dag. — Esajas 58:10.

17. Hvorfor har vi behov for åndeligt lys fra Gud?

17 Bogstaveligt lys gør det muligt for os at se. Det får også planterne til at gro og forsyne os med en rig variation af fødevarer. Vi ville ikke kunne eksistere uden bogstaveligt lys. Hvordan forholder det sig med det åndelige lys? Det giver os vejledning og kundskab om den fremtid som Guds ord, Bibelen, lover. (Salme 119:105) Jehova Gud udsender kærligt ’sit lys og sin sandhed’. (Salme 43:3) Vi bør vise dyb værdsættelse af disse foranstaltninger. Lad os derfor gøre alt hvad vi kan, for at tilegne os dette lys, „den herlige kundskab om Gud“, så vort symbolske hjerte kan blive oplyst. — 2 Korinther 4:6; Efeserne 1:18.

18. Hvad er Jehovas „dagstjerne“ nu parat til?

18 Det er et privilegium at vide at Jesus Kristus, Dagstjernen, ’stod op’ i 1914 og kunne ses i hele universet da synet af forvandlingen begyndte at få sin profetiske opfyldelse. Jehovas „dagstjerne“ er nu nærværende og parat til at gennemføre Guds hensigt i forbindelse med en videre opfyldelse af forvandlingen — „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14, 16) Når denne gamle tingenes ordning er blevet fejet bort, vil Jehova opfylde sit løfte om „nye himle og en ny jord“, hvor vi for evigt kan prise ham som universets suveræne Herre, den Gud der er ophav til alle sande profetier. (2 Peter 3:13) Lad os, indtil denne store dag oprinder, blive ved med at vandre i det guddommelige lys ved at give agt på Guds profetiske ord.

Hvad vil du svare?

● Hvordan vil du beskrive Jesu forvandling?

● Hvordan kan forvandlingen styrke vor tro?

● Hvem eller hvad er Jehovas „dagstjerne“, og hvornår stod den op?

● Hvorfor bør vi give agt på Guds profetiske ord?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 13]

Kan du forklare hvad forvandlingen skal skildre?

[Illustration på side 15]

Dagstjernen er allerede ’stået op’. Ved du hvordan og hvornår?