Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor kan man få gode råd?

Hvor kan man få gode råd?

Hvor kan man få gode råd?

Det at virke som rådgiver eller konsulent er nu næsten blevet en „industri“, ja, et milliardforetagende. Folk vil have hjælp. Heinz Lehmann, der er specialist i mentalhygiejne, siger: „[I vore dages samfund] er der store mangler på det undervisningsmæssige og sociale område. Religiøse værdier er ikke hvad de har været. Familielivet er meget mindre stabilt . . ., og folk ved derfor ikke hvor de skal vende sig hen.“ Forfatteren Eric Maisel siger: „De der engang søgte hjælp hos deres medicinmand, præst eller læge for at få løst deres psykiske, åndelige og fysiske problemer, søger nu svar i bøger til selvhjælp.“

DEN Amerikanske Psykologforening har nedsat en arbejdsgruppe der skal undersøge denne voksende industri. Den har oplyst at der er „et stort potentiale til at hjælpe folk til at forstå sig selv og andre“, men tilføjer at „de salgsfremmende påstande og titler der ledsager disse programmer, bliver stadig mere overdrevne og sensationsprægede“. En skribent i avisen The Toronto Star siger: „Vær på vagt over for halvreligiøse efterligninger. . . . Pas især på alle selvhjælpsbøger, bånd eller kurser som lover alt for meget på alt for kort tid, med alt for lidt anstrengelse og selvdisciplin.“ Sandt nok er der mange som oprigtigt ønsker at hjælpe andre i nød. Men kendsgerningerne viser desværre at mange skruppelløse personer forsøger at slå mønt af andres ensomhed og problemer uden at være i stand til at yde dem nogen virkelig hjælp.

Hvor kan man finde pålidelig hjælp og praktisk vejledning som altid duer?

En aldrig svigtende vejledning

Den amerikanske præst Henry Ward Beecher, der levede i det 19. århundrede, har sagt: „Bibelen er Guds søkort til dig at navigere efter. Den holder dig fra havets bund og viser dig hvor havnen er, og hvordan du kan nå derhen uden at støde på klipper og revler.“ En anden har sagt: „Ingen vokser fra Bibelen; bogen får mere bredde og dybde for én jo ældre man bliver.“ Hvorfor bør man tage Bibelen alvorligt?

Bibelen siger selv: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2 Timoteus 3:16, 17) Bibelen stammer fra livets kilde, Jehova Gud. (Salme 36:9) Som sådan ved han præcis hvordan vi er sammensat, hvilket fremgår af Salme 103:14: „Han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ Af den grund kan vi have fuld tillid til Bibelens værdi.

Bibelen indeholder faktisk mange principper og anvisninger som vi kan bruge i alle livets forhold. Det er gennem Bibelen at Gud siger: „Dette er vejen. Gå på den!“ (Esajas 30:21) Kan Bibelen virkelig dække menneskenes behov? Lad os se.

Bibelen dækker:

Vores behov for hjælp til at klare livets bekymringer. Den siger: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Filipperne 4:6, 7) Har bøn vist sig at være en hjælp til at klare det følelsesmæssige pres der er forbundet med økonomisk modgang, seksuelt og verbalt misbrug eller et dødsfald i familien? Læg mærke til følgende erfaring.

Efter at Jackie havde fundet ud af at hendes datter var blevet seksuelt misbrugt, erkendte hun: „Den skyldfølelse man får over at man ikke har været i stand til at beskytte sit barn, kan ikke beskrives med ord. Jeg har måttet kæmpe med bitterhed, uvilje og vrede. Disse følelser var begyndt at forgifte min tilværelse. Jeg havde desperat brug for at Jehova beskyttede mit hjerte.“ Efter at have læst Filipperbrevet 4:6, 7 igen og igen arbejdede hun ihærdigt på at følge vejledningen. Hun fortæller: „Hver dag beder jeg gentagne gange til Jehova om styrke til ikke at blive overvældet af negative følelser, og han har hjulpet mig til at opdyrke ro og glæde i hjertet. Jeg føler virkelig en indre fred.“

Måske er du også i en situation som du ikke selv er herre over eller kan løse, en situation som berører dig følelsesmæssigt. Ved at følge Bibelens tilskyndelse til at bede vil du være langt bedre i stand til at klare dine problemer. Salmisten opmuntrer os med disse ord: „Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind.“ — Salme 37:5.

Vores behov for opmuntring. Salmisten gav udtryk for værdsættelse på denne måde: „Jehova, jeg elsker det hus som er din bolig, ja, det sted hvor din herlighed har hjemme. Min fod skal stå på et jævnt sted; i menighedsforsamlinger vil jeg velsigne Jehova.“ (Salme 26:8, 12) Bibelen tilskynder os til regelmæssigt at komme sammen for at tilbede Jehova. Hvordan kan et sådant samvær gavne dig? Hvilke erfaringer har andre gjort i den forbindelse?

Becky fortæller: „Mine forældre tjener ikke Jehova, og de modarbejder mig hver gang jeg prøver at gøre noget der vedrører tilbedelsen af Gud. Det kræver en stor indsats af mig at komme til møderne.“ Becky føler at hun er blevet rigt velsignet fordi hun har bestræbt sig for trofast at overvære de kristne møder. „Møderne styrker min tro så jeg kan modstå det daglige pres jeg udsættes for som elev, datter og tjener for Jehova. Folk i rigssalen er meget anderledes end dem jeg går i skole med. De er omsorgsfulde og hjælpsomme, og vore samtaler er altid opmuntrende. De er sande venner.“

Ved at følge Bibelens påbud om regelmæssigt at komme sammen med trosfæller kan Jehova dække vores behov for opmuntring. Det er dér vi kan erfare sandheden i salmistens ord: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde.“ — Salme 46:1.

Vores behov for et tilfredsstillende og meningsfyldt arbejde. „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren,“ anbefaler Bibelen. (1 Korinther 15:58) Giver „Herrens gerning“ sand tilfredshed? Udretter den kristne tjeneste noget værdifuldt?

Amelia har denne kommentar: „Jeg har ledet et bibelstudium med et ægtepar som stod over for at skulle skilles. Jeg har også hjulpet en kvinde hvis datter havde lidt en voldsom død. Det der nagede kvinden, var at hun ikke vidste noget om de dødes tilstand. I begge tilfælde gav Bibelens lære dem fred og håb i deres liv. Jeg føler stor glæde og tilfredshed ved tanken om at jeg har haft en andel i at hjælpe dem.“ Scott siger: „Hvis man har haft en god oplevelse i tjenesten, oprettet et nyt bibelstudium eller opnået gode resultater ved at forkynde uformelt, kan man tale om det i årevis. Man genoplever de samme følelser og den samme begejstring hver gang man fortæller oplevelsen. Forkyndelsen er det der giver én den største og mest varige glæde.“

At følge Bibelens befaling om at forkynde har tydeligvis opfyldt de ovennævntes behov for at have et tilfredsstillende og meningsfyldt arbejde. Du indbydes også til at være med i arbejdet med at undervise andre i Guds veje og principper, hvilket samtidig vil være til gavn for dig selv. — Esajas 48:17; Mattæus 28:19, 20.

Drag nytte af Guds ord

Det kan ikke bestrides at Bibelen indeholder vejledning der er pålidelig og praktisk anvendelig i vore dages verden. For at få gavn af Bibelen må vi gøre en vedvarende indsats. Vi må læse regelmæssigt i den, studere den og grunde over den. Paulus formanede: „Grund over disse ting, fordyb dig i dem, så din fremgang må være tydelig for alle.“ (1 Timoteus 4:15; 5 Mosebog 11:18-21) Gud garanterer at det vil gå dig godt hvis du følger hans vejledning, som findes i Bibelen. Den giver os dette løfte: „Stol på Jehova . . . Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ — Ordsprogene 3:5, 6.

[Illustrationer på side 31]

At følge Bibelens vejledning gør livet tilfredsstillende og meningsfyldt