Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tager du ved lære af andres gode eksempel?

Tager du ved lære af andres gode eksempel?

Tager du ved lære af andres gode eksempel?

„I BLEV et eksempel for alle de troende i Makedonien og i Achaia,“ skrev apostelen Paulus til de trofaste kristne i Thessalonika. Det eksempel de satte for deres trosfæller, var al ros værd. Thessalonikerne fulgte samtidig det eksempel som Paulus og hans medarbejdere havde sat. Paulus skrev: „Den gode nyhed vi forkynder, kom ikke til jer med ord alene, men også med kraft og med hellig ånd og med fuld og fast forvisning, ligesom I ved hvilken slags mennesker vi for jeres skyld blev for jer; og I blev efterlignere af os.“ — 1 Thessaloniker 1:5-7.

Ja, Paulus forkyndte ikke blot. Han levede et liv der virkede tilskyndende på andre og var et eksempel med hensyn til tro, udholdenhed og selvopofrelse. Thessalonikerne blev derfor stærkt præget af Paulus og hans medarbejdere, hvilket fik dem til at tage imod sandheden „under megen trængsel“. Men Paulus og hans rejsefæller var ikke de eneste der påvirkede disse troende i en positiv retning. Det eksempel andre satte ved at udholde trængsler, virkede også tilskyndende på dem. Som Paulus skrev til thessalonikerne: „Brødre, I blev efterlignere af de Guds menigheder som er i Judæa og som er i samhørighed med Kristus Jesus, for også I begyndte at lide under jeres egne landsmænd det samme som også de lider under jøderne.“ — 1 Thessaloniker 2:14.

Kristus Jesus — det største forbillede

Paulus satte et efterlignelsesværdigt eksempel, men han undlod ikke at gøre opmærksom på at Jesus Kristus er det vigtigste eksempel kristne skal følge. (1 Thessaloniker 1:6) Kristus var og er vort største forbillede. Apostelen Peter skrev: „Det var jo det I blev kaldet til, for også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ — 1 Peter 2:21.

Jesus afsluttede imidlertid sit jordiske livsløb for næsten 2000 år siden. Nu bor han „i et utilgængeligt lys“ som en udødelig åndeskabning „hvem intet menneske har set eller kan se“. (1 Timoteus 6:16) Hvordan kan vi da efterligne ham? Det kan vi blandt andet ved at studere de fire bibelske beretninger om Jesu liv. Evangelierne giver os et indgående kendskab til hans personlighed, liv og indstilling. (Filipperne 2:5-8) Man kan få yderligere indblik i disse forhold ved omhyggeligt at studere bogen Det største menneske der har levet, som detaljeret og i kronologisk rækkefølge behandler begivenhederne i Jesu liv. *

Jesu selvopofrende eksempel havde en stærk indvirkning på apostelen Paulus. Han sagde til de kristne i Korinth: „Jeg selv vil med største glæde bruge af mine midler og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle.“ (2 Korinther 12:15) Heri efterlignede han i høj grad Kristi indstilling. Når vi tænker over det fuldkomne eksempel Kristus har sat, bør det give os lyst til at efterligne ham i vort eget liv.

Jesus har eksempelvis lært os at have tillid til Guds løfte om at Gud vil dække vore materielle behov. Men han gjorde mere end det. Han viste i hverdagen at han selv troede på Jehova og havde tillid til ham. Jesus sagde: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ (Mattæus 6:25; 8:20) Er det bekymringen for det materielle der styrer dine tanker og handlinger? Eller vidner dit liv om at du søger Riget først? Hvilken indstilling har du til tjenesten for Jehova? Har du den samme indstilling som vort forbillede, Jesus? Bibelen viser at Jesus ikke blot tilskyndede andre til at være nidkære, men selv ved mange lejligheder viste en brændende nidkærhed i handling. (Johannes 2:14-17) Jesus satte desuden et godt eksempel med hensyn til kærlighed. Det var jo af kærlighed at han ofrede sit eget liv for sine disciple! (Johannes 15:13) Efterligner du Jesus ved at vise dine kristne brødre kærlighed? Eller lader du andres ufuldkommenheder hæmme din kærlighed til dem?

Vi kommer ofte til kort i vore bestræbelser for at følge Kristi eksempel. Men Jehova glæder sig over de anstrengelser vi gør os for at ’iføre os Herren Jesus Kristus’. — Romerne 13:14.

„Eksempler for hjorden“

Findes der nogen i menigheden i dag vi kan betragte som eksempler? Ja, bestemt! De brødre som er udnævnt til at varetage ansvarsopgaver, må især være et eksempel for andre. Paulus sagde til Titus, som betjente menighederne på Kreta og udnævnte tilsynsmænd, at en udnævnt ældste måtte være uangribelig. (Titus 1:5, 6) Apostelen Peter formanede på lignende måde ældste til at være „eksempler for hjorden“. (1 Peter 5:1-3) Hvad med dem der tjener som menighedstjenere? De må også ’tjene på en god måde’. — 1 Timoteus 3:13.

Nu er det selvfølgelig urealistisk at forvente at samtlige ældste og menighedstjenere vil være meget dygtige til at varetage alle de opgaver den kristne tjeneste omfatter. Paulus skrev til de kristne i Rom: ’Vi har gaver der er forskellige alt efter den ufortjente godhed der er skænket os.’ (Romerne 12:6) Brødrene er forskellige og er dygtige på forskellige områder. Det er urimeligt at forvente at ældste altid vil gøre og sige det rigtige. Bibelen siger i Jakob 3:2: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at tøjle hele sit legeme.“ Men selv om ældste er ufuldkomne, kan de stadig, ligesom Timoteus, være ’eksempler for de troende og trofaste: i tale, i adfærd, i kærlighed, i tro og i renhed’. (1 Timoteus 4:12) Når det er tilfældet, vil hjordens medlemmer villigt følge tilskyndelsen i Hebræerbrevet 13:7: „Husk på dem som fører an iblandt jer, . . . og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd.“

Andre eksempler i dag

Utallige andre har også gennem mange år sat et godt eksempel. Tusinder af selvopofrende missionærer har „forladt huse eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller børn eller marker“ for i fremmede lande at adlyde den befaling Jesus har givet alle kristne. (Mattæus 19:29) Tænk også på de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer, de mænd og kvinder som på frivillighedens basis tjener på et af Vagttårnsselskabets kontorer, og de pionerer der tjener i menighederne. Virker sådanne eksempler motiverende på andre? En kristen forkynder i Asien kan huske en missionær fra den ottende klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Han mindes at denne trofaste broder var „villig til at trodse moskitosværmene og den trykkende fugtighed. . . . Men det gjorde endnu større indtryk at han kunne fremholde budskabet på både kinesisk og malaysisk, skønt han var englænder.“ Hvordan virkede hans gode eksempel? Broderen siger: „Hans ro og tillid indgav mig ønsket om selv at blive missionær når jeg blev voksen.“ Og denne broder blev netop missionær.

I Register til Vagttårnets publikationer findes en liste med livsberetninger som er blevet bragt i bladene Vagttårnet og Vågn op! Disse beretninger handler om kristne der har givet afkald på verdslige karrierer og mål, overvundet svagheder, foretaget store forandringer med hensyn til deres personlighed, bevaret en positiv indstilling i tider med modgang og været flittige, udholdende, loyale, ydmyge og selvopofrende. En læser skrev om disse beretninger: „Det gør mig mere ydmyg og taknemmelig som kristen når jeg læser hvad andre har gennemgået, og det hjælper mig til ikke at tænke i egoistiske baner.“

Man må heller ikke glemme de gode eksempler som findes i ens egen menighed: familieoverhoveder som altid sørger for deres families åndelige og materielle behov; søstre, deriblandt enlige mødre, som klarer presset med at opdrage børn samtidig med at de er aktive i tjenesten; ældre og syge som forbliver trofaste til trods for at de bliver stadig svagere og det går ned ad bakke med deres helbred. Virker sådanne eksempler ikke opmuntrende på dig?

Det er sandt at verden er fyldt med dårlige eksempler. (2 Timoteus 3:13) Men tænk over Paulus’ formaning til de kristne i Judæa. Efter at have fortalt om fortidens eksemplariske troshelte gav Paulus dem denne tilskyndelse: „Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os . . . med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus.“ (Hebræerne 12:1, 2) Kristne i dag er også omgivet af en ’stor sky’ af gode eksempler — både fortidige og nutidige. Tager du ved lære af dem? Det kan du gøre hvis du er besluttet på at ’efterligne, ikke det onde, men det gode’. — 3 Johannes 11.

[Fodnote]

^ par. 6 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 20]

Det er urealistisk at forvente at samtlige ældste og menighedstjenere vil være meget dygtige til at varetage alle de opgaver den kristne tjeneste omfatter

[Illustrationer på side 21]

Ældste skal være „eksempler for hjorden“