Jehova sørger for et hvilested til sit folk
Nyt fra Rigets arbejdsmark
Jehova sørger for et hvilested til sit folk
ET SKYGGEFULDT hvilested på en bjergsti er et kærkomment syn for en udmattet rejsende. I Nepal kalder man et sådant sted for chautara. Det er ikke ualmindeligt at finde et chautara i nærheden af et frodigt baniantræ – under hvis skygge man kan sidde og hvile sig. Det bliver betragtet som en god gerning at sørge for et chautara, og velgørerne forbliver for det meste anonyme.
Oplevelser fra Nepal viser hvordan Jehova Gud er blevet en kilde til glæde og har givet ny styrke til de mange trætte „rejsende“ i denne tingenes ordning. — Salme 23:2.
● Lil Kumari bor i den smukke by Pokhara, hvorfra man har en pragtfuld udsigt til de sneklædte Himalayabjerge. Men da familiens økonomiske problemer tyngede hende, syntes hun ikke der var meget at se frem til. Da et af Jehovas Vidner besøgte hende, blev hun fascineret af det lyse fremtidshåb som Bibelen giver, og bad om at få et bibelstudium.
Selv om Lil Kumari var glad for at læse Bibelen, var det svært for hende at fortsætte på grund af stærk modstand fra familien. Hun gav imidlertid ikke op, men kom regelmæssigt til de kristne møder og praktiserede det hun lærte, især med hensyn til at underordne sig sin mand. Som følge heraf blev både hendes mand og hendes mor klar over at det gavnede hele familien at Lil Kumari beskæftigede sig med Bibelen.
Hendes mand samt en del slægtninge læser nu Bibelen. Ved et stævne som for nylig blev afholdt i Pokhara, overværede Lil Kumari programmet sammen med 15 af sine slægtninge. Hun fortæller: „Mit hjem er blevet et trygt og godt sted at være fordi vores familie nu er forenet i den sande tilbedelse, og jeg har fået fred i sindet.“
● Selv om det i Nepal er ulovligt at inddele folk i kaster, øver kastevæsenet stadig en stærk indflydelse på folks liv. Derfor er mange interesseret i at vide hvad Bibelen har at sige om ligestilling og upartiskhed. Da Surya Maya fandt ud af at „Gud ikke er partisk“, forandrede det livet både for hende og hendes familie. — Apostelgerninger 10:34.
Surya Maya var nedtrykt over kastesystemets uretfærdigheder og diskrimination og den byrde som dybt rodfæstede traditioner og skikke lagde på hende. Surya Maya var en gudfrygtig kvinde, og hun havde i årevis bedt sine afguder om hjælp. Hendes bønner forblev imidlertid ubesvarede. En dag da hun anråbte dem om hjælp, kom hendes seksårige barnebarn Babita hen til hende og spurgte: „Hvorfor beder du afguderne om hjælp når de ingenting kan gøre?“
Det viste sig at Babitas mor læste Bibelen sammen med et af Jehovas Vidner. Babita inviterede glædestrålende sin bedstemor med til et kristent møde. Da Surya Maya overværede mødet, var hun overrasket over at se folk fra forskellige kaster glæde sig over hinandens selskab uden nogen fordomme. Hun bad straks om at få et bibelstudium. Selv om det resulterede i at hendes naboer udelukkede hende fra fællesskabet, mistede hun ikke modet. Og selv om hun kun kunne læse og skrive i begrænset omfang, forhindrede det hende ikke i at gøre åndelige fremskridt.
Der er nu gået otte år, og i den tid er seks i hendes familie blevet Jehovas Vidner, blandt andet hendes mand og tre børn. Surya Maya er i dag heltidsforkynder og er glad for at hjælpe andre til at komme af med deres tunge byrder ved det virkelige hvilested, som kun Gud kan tilvejebringe.