En god nyhed om fred bringes til højlandet i Chiapas

„I delstaten Chiapas blev 45 forsvarsløse bønder samt 13 børn myrdet af en gruppe . . . bevæbnede mænd i den værste massakre i mands minde.“ Sådan beskrev avisen „El Universal“ det der fandt sted i Acteal i staten Chiapas den 22. december 1997.

CHIAPAS grænser op til Guatemala og er den sydligste stat i Mexico. I januar 1994 iværksatte en gruppe indfødte mayaindianere en væbnet opstand under navnet Ejército Zapatista de Liberación Nacional (EZLN, Zapatisternes Nationale Befrielseshær). Forhandlinger om en fredelig løsning på konflikten blev modstået. Både oprørerne og regeringstropperne foretog plyndringer og overfald, hvilket har resulteret i blodsudgydelser og død. Oprøret fik mange bønder i området til at flygte i sikkerhed.

Under disse usikre forhold var en gruppe fredselskende mennesker imidlertid forblevet neutrale i forbindelse med den politiske kamp, nemlig Jehovas Vidner. De opfordrer ihærdigt folk til at se hen til Guds rige som kan løse menneskers problemer både lokalt og globalt. (Daniel 2:44) I lydighed mod Jesu befaling gør de hvad de kan for at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til de mest isolerede områder af højlandet i Chiapas. (Mattæus 24:14) Hvordan er det at forkynde under sådanne omstændigheder, og hvordan er det gået?

„Jeg er et af Jehovas Vidner“

Adolfo er en ung mand der for nylig er blevet forkynder. Mens han en dag arbejdede på en radiostation i Ococingo, blev der pludselig banket hårdt på døren. En gruppe hætteklædte mænd trængte ind og sigtede på ham med et gevær. De fór ind i det rum hvor transmissionen foregik, tiltvang sig udstyret og meddelte over radioen at de havde erklæret krig mod regeringen.

En af de bevæbnede mænd vendte sig mod Adolfo og beordrede ham til at slutte sig til dem. „Jeg er et af Jehovas Vidner,“ svarede Adolfo, selv om han endnu ikke var døbt. Han fortalte dem at det kun er Guds rige der kan skabe fred, og uden vaklen afslog han at tage imod den uniform og det gevær de rakte ham. Da de så hvor afgjort han var, lod de ham gå. Adolfo siger at episoden virkede meget trosstyrkende på ham.

Med tiden blev forholdene mere stabile, men militæret kontrollerede stadig området. Da de lokale ældste spurgte Adolfo om han havde lyst til at samarbejde med en isoleret gruppe kristne i det pågældende område, tog han med glæde imod udfordringen. Ved de kontrolposter han skulle passere, viste soldaterne ham respekt da han  fortalte at han var et af Jehovas Vidner. Han blev senere døbt og fik den glæde at hjælpe den isolerede gruppe til at blive en af Jehovas Vidners menigheder. „Nu da jeg er blevet døbt, kan jeg med fuld overbevisning sige at jeg er et af Jehovas Vidner,“ siger Adolfo.

„Jehova styrkede os“

Kort efter at EZLN over radioen erklærede regeringen krig, flygtede folk ud af byen. Francisco, som er heltidsforkynder, eller pioner, fortæller hvordan Jehova styrkede ham og hans kone under det de kom ud for.

„Vi besluttede os for at søge tilflugt i et område der lå tre timers gang fra hvor vi boede. I det område var der en menighed, så vi kunne være sammen med brødrene. Vi skulle kort efter til kredsstævne i Palenque. Min kone og jeg så frem til det særlige møde med pionererne, men fandt ud af at EZLN havde lavet vejspærring. Vi besluttede os derfor til at tage gennem junglen, selv om det tog os ni timer at gå den vej. Alligevel ankom vi tidsnok til at overvære mødet med pionererne. Vi glædede os meget over dette møde samt hele kredsstævneprogrammet.

Ved hjemkomsten fandt vi ud af at vores hus var brændt ned, og at dyrene var blevet  stjålet. Alt hvad der var tilbage, var en lille kuffert med tøj. Vi var bedrøvede over at have mistet alt, men brødrene i Ococingo åbnede venligt deres hjem for os. De viste os også hvordan man gør ting som vi bønder aldrig før havde prøvet. En broder lærte mig at fotografere, og en anden lærte mig at reparere sko. Derfor var det hele tiden muligt for mig og min kone at forsørge os selv, uden at holde op i pionertjenesten. Når vi tænker på hvad der er sket, kan vi se at Jehova gav os styrke til at fortsætte i den svære tid.“

Forkyndelsen bærer frugt

Forkynderne i delstaten Chiapas lod ikke genvordighederne og farerne forhindre dem i at gøre en ekstra indsats for at bringe den gode nyhed ud til folk i området. I 1995 uddelte de ligesom deres trosfæller i hele verden Rigets Nyheder nr. 34, der havde den meget aktuelle titel Hvorfor er livet så fyldt med problemer?

I denne kampagne besøgte Ciro, som er pioner, en hacienda ved navn Pueblo Nuevo, og her boede en familie der viste interesse for budskabet. Da han kom igen tre dage efter, begyndte de sammen at studere Bibelen. Men da Ciro og en anden forkynder kom for at fortsætte bibelstudiet, var manden i familien ikke hjemme. Derimod var der en gruppe hætteklædte mænd som ventede på ham for at gøre ham fortræd. De spurgte Ciro og den anden forkynder hvad de kom for, og truede med at dræbe dem. Efter at have bedt en stille bøn til Jehova forklarede de to forkyndere modigt at de var kommet for at undervise familien i Bibelen. Tilfredse med den forklaring lod de hætteklædte mænd dem gå. Af en eller anden grund kom manden i familien slet ikke hjem den dag.

Da der var gået tre år, fik Ciro til sin overraskelse en dag besøg af denne mand. Ciro blev meget glad da han hørte at hele familien var blevet døbt, og at de nu tilhørte en menighed i Guatemala. En af døtrene var pioner.

Værdsættelse af den åndelige føde

En områdetilsynsmand fortæller at til trods for at der stadig er urolige forhold i Chiapas, forstår Jehovas folk i området vigtigheden af at komme sammen. (Hebræerne 10:24, 25) Han har fortalt hvad der skete ved en af de særlige stævnedage for nylig. Efter planen skulle den begynde om morgenen så alle de tilstedeværende kunne nå hjem  mens det endnu var lyst og forholdsvis trygt. Da programmet begyndte klokken syv, var alle mødt op selv om de fleste af dem havde måttet gå mere end tre timer gennem junglen for at komme til stævneområdet. Blandt tilhørerne var der seks medlemmer af EZLN, som lyttede, klappede og så ud til at kunne lide programmet. De havde også gået i tre timer for at overvære stævnet. I den lokale rigssal kom der tyve medlemmer af denne gruppe til den årlige højtid til minde om Kristi død.

En ung mand som var tilsluttet guerillabevægelsen, havde fået ordre til at patruljere i et bestemt område i junglen. Da han ankom til det lille lokalsamfund, hvoraf de fleste var Jehovas Vidner, var alle beboerne flygtet. Han slog sig derfor ned i et af husene. Han havde imidlertid ikke noget at give sig til, så han fandt nogle bøger rundt omkring i hjemmet og begyndte at læse dem. Det var nogle af Jehovas Vidners publikationer som beboerne havde efterladt. Den unge mand sad i sin ensomhed og begyndte at grunde over det han læste. Han nåede til den konklusion at han var nødt til at ændre sit liv og ophøre med at bære våben. Han kom hurtigt i kontakt med nogle Jehovas Vidner og fik et bibelstudium. Seks måneder senere var han selv optaget af at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Han og tre i hans familie som også har sympatiseret med guerillabevægelsen, er nu døbte Jehovas Vidner.

En positiv synsvinkel

Selv om konflikten var forbundet med mange lidelser, var den faktisk med til at gøre folk mere positivt stemt over for forkyndelsen. En ældstebroder fra den by hvor opstanden begyndte, fortæller: „Omkring fem dage efter at opstanden brød ud, fik vi organiseret forkyndelsen både i og uden for byen. Folk var meget lydhøre når vi forkyndte. Der blev uddelt mange publikationer og oprettet mange bibelstudier. I et område hvor en del havde været imod sandheden, har stridighederne nu ført til at de gerne vil lytte, studere Bibelen og komme til møder og stævner.“

Brødrene er glade for at de har været i stand til at holde fast ved deres teokratiske aktiviteter under de meget usikre forhold. Med regeringens og EZLN’s vidende bliver de ved med at holde stævner, som styrker dem åndeligt. Besøg af rejsende tilsynsmænd har også ansporet dem til at fortsætte med at udføre forkyndelsesarbejdet. Det interessante er at endog dem der deltager i konflikten, ofte opmuntrer og tilskynder forkynderne til at blive ved med at forkynde.

Selv om de prøvelser og vanskeligheder som folk i Chiapas har gennemgået, med tiden er aftaget noget, er de dog ikke forbi. Men én ting er sikker — Jehovas Vidner er besluttede på uden ophør at fortsætte med at bringe fredens gode nyhed fra Guds ord, Bibelen, ud til folk. (Apostelgerninger 10:34-36; Efeserne 6:15) De erkender som profeten Jeremias „at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Kun Guds rige under ledelse af hans søn Jesus Kristus kan rette op på den uretfærdighed og fattigdom der er i verden. — Mattæus 6:10.

[Kort på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CHIAPAS

GUATEMALA

Den Mexicanske Golf

Stillehavet

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 9]

Jehovas Vidner i færd med at forkynde i højlandet i Chiapas