Spørgsmål fra læserne

I hvilket omfang skal en trofast kristen hustru modsætte sig en skilsmisse som hendes mand tager skridt til?

Da ægteskabsordningen blev indstiftet, sagde Gud at mand og hustru skulle holde sammen. (1 Mosebog 2:18-24) Som følge af menneskenes ufuldkommenhed er mange ægteskaber hjemsøgt af problemer; men det er stadig Guds vilje at ægtefæller skal holde sammen. Apostelen Paulus skrev: „De gifte befaler jeg, dog ikke jeg men Herren, at en hustru ikke må skille sig fra sin mand; men hvis hun virkelig skiller sig fra ham, så lad hende forblive ugift eller også forlige sig med sin mand; og en mand må ikke forlade sin hustru.“ — 1 Korinther 7:10, 11.

Dette er skrevet i erkendelse af at nogle ægteskaber mellem ufuldkomne mennesker bliver opløst på initiativ af den ene af parterne. Paulus sagde at hvis det sker, skal begge „forblive ugift“. Hvorfor? Fordi en sådan skilsmisse ikke ophæver det ægteskabelige bånd i Guds øjne. Paulus kunne sige dette på grundlag af den norm Jesus havde fastsat for kristne ægtepar: „Enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt [græsk: porneiʹa] og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ (Mattæus 19:9) Ja, det eneste bibelske grundlag for at opløse et ægteskab er „utugt“, det vil sige kønslig umoralitet. Øjensynlig havde ingen af parterne i det tilfælde Paulus henviste til, begået umoralitet, så uanset om det var manden eller hustruen der tog skridt til at opløse ægteskabet, var det stadig gyldigt i Guds øjne.

Paulus omtalte dernæst det tilfælde at en kristen er gift med en ikketroende som vil skilles. I så fald gjaldt følgende anvisning: „Hvis den ikketroende vil skilles, så lad ham skilles; en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred.“ (1 Korinther 7:12-16) Hvad kan en trofast hustru gøre hvis hendes ikketroende mand går fra hende og søger skilsmisse?

Hun foretrækker måske at bevare ægteskabet. Det kan være at hun stadig holder af sin mand og tænker på deres gensidige følelsesmæssige og seksuelle behov. Hun konkluderer måske også at hun og eventuelle mindreårige børn har behov for materiel støtte. Måske håber hun tilmed at hendes mand med tiden vil komme til troen og opnå frelse. Men hvis han har taget skridt til at ophæve ægteskabet på et ubibelsk grundlag, kan hun ’lade ham skilles’, som Paulus skrev. Det samme gælder hvis en kristen ægtemand tilsidesætter Guds bud om ægteskabet og forlanger skilsmisse.

I en sådan situation er det måske nødvendigt at hun sikrer sig selv og børnene juridisk. Hun ønsker sikkert at bevare forældremyndigheden over sine børn så hun fortsat kan dække deres behov for en mor, præge dem med gode værdinormer og indgive dem tro på grundlag af Bibelens sunde lære. (2 Timoteus 3:15) En skilsmisse kunne betyde at hun mister retten til dette. Derfor beslutter hun måske at søge juridisk bistand for at sikre sig ret til samkvem med børnene og sikre sig at manden bliver pålagt sin del af ansvaret for at forsørge den familie som han står i begreb med at opløse. Nogle steder kan en kvinde som modsætter sig en skilsmisse, underskrive nogle juridiske dokumenter der fastsætter fordelingen af forældremyndigheden, og som indeholder en aftale om underholdsbidraget, uden dermed at indvillige i den skilsmisse som hendes mand har taget initiativ til. Andre steder er dokumenterne formuleret sådan at hun ved at skrive under giver sit samtykke til separationen eller skilsmissen. Hvis hendes mand har gjort sig skyldig i umoralitet, vil det at hun underskriver separations- eller skilsmissepapirer være ensbetydende med at hun forstøder ham, altså benytter sig af sin ret til at opløse ægteskabet.

Der vil næppe være ret mange i lokalsamfundet og menigheden der kender sagens enkeltheder. For eksempel vil der sikkert ikke være ret mange der ved om skilsmissen er opnået på et bibelsk grundlag. Før det kommer så vidt, vil det derfor være tilrådeligt at hustruen (helst skriftligt) oplyser den præsiderende tilsynsmand og en anden  ældste i menigheden om sagens rette sammenhæng. Det sikrer at de ældste er bekendt med de faktiske forhold, hvis der på det tidspunkt eller senere skulle opstå spørgsmål om hvordan det forholder sig.

Lad os igen se på Jesu udtalelse: „Enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ Hvis en mand har begået umoralitet, men gerne vil forblive sammen med sin hustru, må hun — den uskyldige part i det eksempel Jesus opstillede — vælge om hun vil tilgive ham og fortsætte det ægteskabelige samliv eller forstøde ham. Hvis hun er villig til at tilgive sin mand og fortsat leve sammen med ham, er der ikke noget moralsk forkert i det. — Hoseas 1:1-3; 3:1-3.

Hvis en ægtemand som har begået umoralitet, søger skilsmisse, er hustruen måske stadig indstillet på at tilgive ham, og hun håber måske at han vil vende tilbage til hende. Hun må på grundlag af sin samvittighed og sin situation afgøre om hun vil modsætte sig hans krav om skilsmisse. Nogle steder har en kvinde som modsætter sig en skilsmisse, mulighed for at underskrive nogle dokumenter der fastsætter fordelingen af forældremyndigheden og indeholder en aftale om underholdsbidraget, uden at hun dermed indvilliger i skilsmissen. Hvis hun vælger at skrive under på sådanne dokumenter, er det ikke i sig selv ensbetydende med at hun forstøder ham. Andre steder kan en hustru der modsætter sig separation eller skilsmisse, blive anmodet om at underskrive dokumenter der tilkendegiver hendes samtykke til separationen eller skilsmissen. Hvis hun underskriver sådanne dokumenter, viser hun utvetydigt at hun forstøder sin skyldige ægtemand.

Også under sådanne omstændigheder er det tilrådeligt at en troende hustru der ligger i skilsmisseforhandlinger, forebygger misforståelser ved at overdrage menighedens ældste et brev med en redegørelse for de skridt der er ved at blive taget, og en beskrivelse af hvilke holdninger der ligger til grund for dem. Hun kan oplyse at hun har meddelt sin mand at hun er villig til at tilgive ham og fortsat være hans hustru. Dermed tilkendegiver hun at skilsmissen sker imod hendes ønske, og at hun, frem for at forstøde sin mand, stadig er rede til at tilgive. Når hun således har gjort det klart at hun er villig til at tilgive sin mand og bevare ægteskabet,  vil det at hun underskriver dokumenter der udelukkende drejer sig om økonomi og forældremyndighed, ikke betyde at hun forstøder sin mand. *

Når en hustru efter skilsmissen på denne måde har vist villighed til at tilgive sin mand, indebærer det at hverken hun eller manden er fri til at indgå ægteskab med en anden. I tilfælde af at en uskyldig hustru hvis ønske om at tilgive er blevet afvist, senere beslutter at forstøde manden på grund af hans umoralitet, er begge fri til at indgå et nyt ægteskab. Jesus viste at den uskyldige part har ret til at træffe en sådan afgørelse. — Mattæus 5:32; 19:9; Lukas 16:18.

[Fodnote]