Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan man sejrer over menneskelig svaghed

Hvordan man sejrer over menneskelig svaghed

Hvordan man sejrer over menneskelig svaghed

„At holde sindet rettet mod kødet betyder . . . død.“ — ROMERNE 8:6.

1. Hvordan betragter nogle menneskelegemet, og hvilket spørgsmål bør vi overveje?

„JEG vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ (Salme 139:14) Sådan sang salmisten David om et af Jehovas mesterværker — menneskelegemet. Visse religiøse lærere priser ikke menneskelegemet på denne måde, men betragter det som syndens bolig og redskab. Menneskelegemet er blevet kaldt „uvidenhedens klædning, lasternes arnested, fordærvets lænker, ondskabens fængsel, et levende lig, en omvandrende grav“. Det er rigtigt at apostelen Paulus skrev: ’I mit kød bor der intet godt.’ (Romerne 7:18) Men vil det sige at vi er fanget i et syndigt legeme, og at der ikke er noget håb?

2. (a) Hvad vil det sige „at holde sindet rettet mod kødet“? (b) Hvilken kamp mellem „kødet“ og „ånden“ finder sted i dem som ønsker at gøre Guds vilje?

2 I Bibelen bruges udtrykket „kødet“ ofte om det ufuldkomne menneskelegeme, mennesket i sin ufuldkomne og syndige tilstand som en efterkommer af den oprørske Adam. (Efeserne 2:3; Salme 51:5; Romerne 5:12) Denne arv fra Adam har resulteret i ’kødets svaghed’. (Romerne 6:19) Og Paulus sagde advarende: „At holde sindet rettet mod kødet betyder . . . død.“ (Romerne 8:6) „At holde sindet rettet mod kødet“ vil sige at være behersket og motiveret af det faldne køds ønsker. (1 Johannes 2:16) Hvis vi søger at gøre Guds vilje, foregår der en stadig kamp i vort indre mellem det åndelige og det kødelige, det syndige kød, som ubønhørligt vil have os til at gøre „kødets gerninger“. (Galaterne 5:17-23; 1 Peter 2:11) Efter at Paulus har beskrevet den smertelige kamp der rasede i hans indre, udbryder han: „Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?“ (Romerne 7:24) Var Paulus et forsvarsløst offer som intet kunne stille op mod fristelser? Bibelen svarer med et afgjort nej!

Fristelser og synd en realitet

3. Hvordan ser mange på synd og fristelser, men hvordan advarer Bibelen mod denne holdning?

3 For mange i dag er synd et uacceptabelt begreb. Nogle bruger ordet humoristisk som en gammeldags betegnelse for små menneskelige svagheder. De erkender ikke at „vi . . . alle [skal] frem i lyset foran Messias’ dommersæde, for at hver enkelt kan få løn for det der er gjort gennem legemet, efter det han har øvet, hvad enten det er godt eller slet“. (2 Korinther 5:10) Andre siger måske med et blink i øjet: „Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser!“ Nogle lever i en kultur hvor man vil have sine ønsker opfyldt straks. Det gælder både med hensyn til mad, sex, underholdning og det at se resultater. De vil ikke bare have det hele, men de vil have det her og nu! (Lukas 15:12) De ser ikke ud over den øjeblikkelige nydelse og frem til de kommende glæder der hører „det virkelige liv“ til. (1 Timoteus 6:19) Bibelen lærer imidlertid at man skal tænke sig om og være fremsynet, så man undgår alt hvad der kan skade én åndeligt og på andre måder. Et inspireret ordsprog lyder: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig; de uerfarne der går videre, må bøde.“ — Ordsprogene 27:12.

4. Hvilken advarsel gav Paulus i Første Korintherbrev 10:12, 13?

4 Da Paulus skrev til de kristne i Korinth — en by der var kendt for sit moralske fordærv — gav han en realistisk advarsel mod fristelser og mod syndens magt. Han skrev: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder. Ingen fristelse har mødt jer bortset fra hvad der er almindeligt for mennesker. Men Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ (1 Korinther 10:12, 13) Vi bliver alle, både unge og gamle, mænd og kvinder, udsat for mange fristelser — i skolen, på arbejdspladsen eller andre steder. Lad os derfor se nærmere på Paulus’ ord og hvad de betyder for os.

Vær ikke selvsikker

5. Hvorfor er det farligt at være selvsikker?

5 Paulus skrev: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ Det er farligt at stole for meget på sin moralske styrke. Det vidner om at man ikke er klar over syndens natur og magt. I betragtning af at mennesker som Moses, David, Salomon og apostelen Peter syndede, er der så nogen grund til at tro at vi er usårlige? (4 Mosebog 20:2-13; 2 Samuel 11:1-27; 1 Kongebog 11:1-6; Mattæus 26:69-75) „Den vise frygter og vender sig fra ondt, men tåben raser og er selvsikker,“ står der i Ordsprogene 14:16. Jesus sagde desuden: ’Ånden er ivrig, men kødet er svagt.’ (Mattæus 26:41) Eftersom ingen ufuldkomne mennesker er immune over for farlige fristelser, bør vi tage Paulus’ advarsel alvorligt og modstå dem. Ellers risikerer vi at falde. — Jeremias 17:9.

6. Hvornår og hvordan bør vi forberede os på fristelser?

6 Det er klogt at være forberedt på vanskeligheder som kan opstå pludseligt og uventet. Kong Asa var klar over at det rette tidspunkt til at opbygge sine forsvarsværker var i en periode med fred. (2 Krønikebog 14:2, 6, 7) Han vidste at det ville være for sent at forberede sig når angrebet kom. På samme måde er det bedst at beslutte sig for hvad man vil gøre når man bliver udsat for fristelser, på et tidspunkt hvor man har ro til at tænke og kan holde hovedet koldt. (Salme 63:6) Daniel og hans gudfrygtige venner havde besluttet at adlyde Jehovas lov før de blev opfordret til at spise af kongens fine mad. Derfor tøvede de ikke med at holde fast ved deres beslutning og lade de urene fødevarer stå. (Daniel 1:8) Lad os træffe en fast beslutning om at forblive moralsk rene, før fristelsen opstår. Så vil vi være i stand til at modstå synd.

7. Hvorfor er det en trøst at vide at andre har modstået fristelser?

7 Vi kan finde stor trøst i Paulus’ ord: „Ingen fristelse har mødt jer bortset fra hvad der er almindeligt for mennesker.“ (1 Korinther 10:13) Apostelen Peter skrev: „Stå [Djævelen] imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ (1 Peter 5:9) Ja, andre har været udsat for lignende fristelser og har med Guds hjælp modstået dem. Det samme kan vi gøre. Men som sande kristne der lever i en fordærvet verden, kan vi alle forvente at blive udsat for fristelser før eller siden. Hvordan kan vi da være sikre på at sejre over menneskelig svaghed og fristelsen til at synde?

Vi kan modstå fristelser!

8. Hvad kan man i første række gøre for at undgå fristelser?

8 Det man i første række kan gøre for ikke at komme til at „trælle for synden“, er så vidt muligt at undgå fristelser. (Romerne 6:6) I Ordsprogene 4:14, 15 får vi denne tilskyndelse: „Kom ikke på de ugudeliges sti, og gå ikke frem ad de ondes vej. Sky den; gå ikke videre ad den; bøj af fra den og gå videre.“ Vi ved ofte på forhånd at nogle bestemte omstændigheder let vil kunne føre til synd. Det er derfor indlysende at man som kristen bør „gå videre“ og holde sig på afstand af alt og alle der kunne vække forkerte ønsker og et urent begær.

9. Hvordan understreges det i Bibelen at man bør flygte fra situationer hvor man kunne blive fristet?

9 En anden vigtig forholdsregel man kan tage for at modstå fristelser, består i at flygte fra en situation hvor man kunne blive fristet. Paulus gav dette råd: „Flygt fra utugt.“ (1 Korinther 6:18) Han skrev også: „Flygt fra afgudsdyrkelsen.“ (1 Korinther 10:14) Apostelen tilskyndede Timoteus til at flygte fra et overdrevent ønske om materiel rigdom og fra „de ønsker der hører ungdommen til“. — 2 Timoteus 2:22; 1 Timoteus 6:9-11.

10. Hvilke to eksempler med hvert sit forløb viser værdien af at flygte fra en fristelse?

10 Da kong David af Israel fra taget af sit palads fik øje på en smuk kvinde der badede sig, opstod der et uret begær i hans hjerte. Han burde have forladt taget og være flygtet fra fristelsen. I stedet forhørte han sig om kvinden — Batseba — og resultatet blev katastrofalt. (2 Samuel 11:1–12:23) Som modsætning hertil har vi Josef, der handlede helt anderledes da hans herres umoralske hustru gjorde tilnærmelser til ham. Beretningen fortæller: „Det viste sig, skønt hun talte til Josef dag efter dag, at han ikke hørte på hende med hensyn til at ligge ved hende, at være sammen med hende.“ Selv om han ikke havde Moseloven, der endnu ikke var blevet givet, svarede Josef hende med ordene: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ En dag greb hun fat i ham og sagde: „Lig hos mig.“ Blev Josef stående for at prøve at ræsonnere med hende? Nej. Han „flygtede og løb udenfor“. Josef gav ikke den seksuelle fristelse en chance for at få overtaget. Han flygtede! — 1 Mosebog 39:7-16.

11. Hvad kan man måske gøre hvis man udsættes for en tilbagevendende fristelse?

11 Nogle vil betragte det som fejt at flygte, men det er ofte klogt at fjerne sig helt bogstaveligt fra en situation. Måske bliver man udsat for en tilbagevendende fristelse på arbejdspladsen. Der er måske ikke mulighed for at skifte arbejde, men det er muligt at man kan fjerne sig fra situationen på en anden måde. Det er nødvendigt at flygte fra det man ved er forkert, og man bør være besluttet på kun at gøre det der er rigtigt. (Amos 5:15) I andre tilfælde kan det at flygte fra en fristelse kræve at man undgår pornografiske hjemmesider på Internettet og tvivlsomme forlystelsessteder. Det kan også betyde at man må smide et blad ud eller finde nye venner — nogle der elsker Gud og måske er i stand til at hjælpe en. (Ordsprogene 13:20) Hvad der end kan være en fristelse til synd, vil det være klogt beslutsomt at vende det ryggen. — Romerne 12:9.

Hvordan bøn kan hjælpe

12. Hvad beder vi Gud om når vi siger: „Før os ikke ind i fristelse“?

12 Paulus gav denne opmuntrende forsikring: „Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ (1 Korinther 10:13) Én måde hvorpå Jehova hjælper os, er ved at besvare vore bønner om hjælp til at modstå fristelser. Jesus Kristus lærte os at bede: „Før os ikke ind i fristelse, men befri os fra den onde.“ (Mattæus 6:13) Som svar på en sådan inderlig bøn vil Jehova ikke overlade os til fristelsen; han vil udfri os fra Satan og hans listige anslag. (Efeserne 6:11) Vi bør bede Gud om hjælp til at få øje på fristelserne og få styrke til at modstå dem. Hvis vi beder ham indtrængende om ikke at lade os bukke under når vi fristes, vil han hjælpe os så vi ikke bliver overlistet af Satan, „den onde“.

13. Hvad bør vi gøre når vi udsættes for en vedvarende fristelse?

13 Vi må især bede inderligt når vi udsættes for en vedvarende fristelse. Nogle fristelser kan forårsage voldsomme indre kampe med tanker og holdninger der konstant minder os om hvor svage vi i virkeligheden er. (Salme 51:5) Hvad kan vi for eksempel gøre hvis vi plages af erindringen om noget forkert vi tidligere har gjort? Hvad kan vi gøre hvis vi føler os fristet til at gøre det igen? I stedet for blot at prøve at undertrykke følelsen, kan vi fremlægge sagen for Jehova i bøn — om nødvendigt flere gange. (Salme 55:22) Med kraft fra sit ord og sin hellige ånd kan han hjælpe os til at rense vort sind for urene tilbøjeligheder. — Salme 19:8, 9.

14. Hvorfor er det nødvendigt at bede for at kunne modstå fristelser?

14 Da Jesus så hvor døsige hans apostle var i Getsemane Have, sagde han: „Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse. Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ (Mattæus 26:41) En måde hvorpå man kan overvinde fristelser, er ved at være opmærksom på de forskellige former som fristelsen kan antage, og være vågen for en snigende fare. Det er også vigtigt at vi straks beder angående fristelsen, sådan at vi er åndeligt rustede til at modstå den. Eftersom en fristelse rammer os på det punkt hvor vi er mest sårbare, kan vi ikke modstå den i egen kraft. Det er nødvendigt at bede fordi den kraft Gud giver, kan styrke vores forsvar mod Satan. (Filipperne 4:6, 7) Måske har vi også brug for åndelig hjælp fra „menighedens ældste“ og for deres bøn. — Jakob 5:13-18.

Kæmp for at modstå fristelser

15. Hvad må man gøre for at modstå fristelser?

15 Foruden at undgå fristelse når det er muligt, må man modstå fristelsen aktivt indtil den forsvinder eller situationen ændrer sig. Da Jesus blev fristet af Satan, modstod han fristelsen indtil Djævelen forlod ham. (Mattæus 4:1-11) Disciplen Jakob skrev: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (Jakob 4:7) Kampen for at kunne modstå fristelser begynder med at man styrker sit sind med Guds ord og træffer en fast beslutning om at holde fast ved hans normer. Det vil være godt at hæfte sig ved nogle skriftsteder som siger noget om den svaghed man kæmper med, indprente sig dem og tænke over dem. Det vil også være godt at finde en moden kristen — måske en ældste — som man kan betro sig til og søge hjælp hos når man fristes. — Ordsprogene 22:17.

16. Hvordan kan vi forblive moralsk retskafne?

16 Bibelen tilskynder os til at iføre os den nye personlighed. (Efeserne 4:24) Det vil sige at vi må lade Jehova forme og forandre os. Til sin medarbejder Timoteus skrev Paulus: „Jag efter retfærdighed, gudhengivenhed, tro, kærlighed, udholdenhed, mildhed. Kæmp troens gode kamp, få et fast greb om det evige liv, som du blev kaldet til.“ (1 Timoteus 6:11, 12) Vi kan ’jage efter retfærdighed’ ved at studere Guds ord flittigt med det mål at lære hans personlighed godt at kende og ved derefter at leve i overensstemmelse med hvad han kræver. Det er også vigtigt at vi er travlt optaget af kristne aktiviteter, som for eksempel at forkynde den gode nyhed og overvære møderne. At komme nær til Gud og i fuld udstrækning drage nytte af de åndelige foranstaltninger han har tilvejebragt, vil hjælpe os til at vokse åndeligt og forblive moralsk retskafne. — Jakob 4:8.

17. Hvordan ved vi at Gud ikke vil svigte os når vi udsættes for fristelser?

17 Paulus forsikrer os om at vi aldrig vil blive udsat for en fristelse som vi ikke kan modstå med Guds hjælp. Jehova ’vil skabe en udvej, så vi kan modstå den’. (1 Korinther 10:13) Ja, Gud vil ikke tillade at en fristelse bliver så overvældende at vi ikke har tilstrækkelig åndelig styrke til at bevare vores uangribelighed, hvis vi hele tiden stoler på ham. Han ønsker at det skal lykkes os at modstå fristelsen til at gøre noget der er forkert i hans øjne. Desuden kan vi stole på dette løfte fra ham: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ — Hebræerne 13:5.

18. Hvorfor kan vi være sikre på at vi kan sejre over menneskelig svaghed?

18 Paulus var ikke i tvivl om resultatet af hans personlige kamp mod menneskelig svaghed. Han betragtede ikke sig selv som et ynkeligt og hjælpeløst offer for sine kødelige ønsker. Nej, han sagde tværtimod: „[Jeg] løber . . . ikke som i det uvisse; jeg retter mine slag således at jeg ikke slår i luften; men jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (1 Korinther 9:26, 27) Vi kan også vinde kampen mod det ufuldkomne kød. Gennem Bibelen, bibelske publikationer, kristne møder og modne trosfæller har vor kærlige himmelske Fader sørget for en vejledning som hele tiden vil hjælpe os til at gøre det rette. Med hans hjælp kan vi sejre over menneskelig svaghed!

Husker du dette?

• Hvad vil det sige „at holde sindet rettet mod kødet“?

• Hvordan kan man forberede sig på at modstå fristelser?

• Hvordan kan man overvinde en fristelse?

• Hvilken betydning har bønnen i forbindelse med fristelser?

• Hvordan ved vi at det er muligt at sejre over menneskelig svaghed?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 10]

Bibelen lærer ikke at vi er hjælpeløse ofre for vore kødelige ønsker

[Illustration på side 12]

Man kan undgå synd ved at flygte fra en fristelse