Paulus organiserer nødhjælp til de hellige

SANDE kristne er frem for alt optaget af åndelige interesser. Men andres fysiske behov ligger dem også på sinde. Ofte har de hjulpet nogle i trængsler. Det er broderkærlighed der motiverer kristne til at hjælpe trosfæller i nød. — Johannes 13:34, 35.

Det var denne kærlighed Paulus nærede til sine brødre og søstre, der fik ham til at organisere en pengeindsamling i menighederne i Achaia, Galatien, Makedonien og provinsen Asien. Hvorfor var det nødvendigt? Hvordan blev nødhjælpsarbejdet organiseret? Hvordan var reaktionen i menighederne? Og hvorfor bør vi være interesserede i det der skete dengang?

Situationen for menigheden i Jerusalem

Mange tilrejsende jøder og proselytter som var blevet kristne ved pinsen i år 33, blev boende nogen tid i Jerusalem for at lære mere om den sande tro. Hvor det var nødvendigt, var deres trosfæller glade for at hjælpe til med at dække de ekstraudgifter der var forbundet med et sådant forlænget ophold. (Apostelgerninger 2:7-11, 41-44; 4:32-37) Situationen kan være blevet forværret af de uroligheder som skyldtes at jødiske nationalister ophidsede til oprør og pøbeloverfald. Så man foranstaltede en daglig uddeling af mad til de nødlidende enker for at ingen af Kristi disciple skulle komme til at sulte. (Apostelgerninger 6:1-6) Senere begyndte Herodes at forfølge menigheden, og i midten af det fjerde årti blev Judæa hærget af hungersnød. Dette kan for Jesu disciples vedkommende have resulteret i „at man røvede hvad [de] ejede“, og i det Paulus kaldte „lidelser“ og „trængsler“. — Hebræerne 10:32-34; Apostelgerninger 11:27–12:1.

Omkring år 49 var situationen stadig alvorlig. Det blev besluttet at Paulus i sin forkyndelse skulle koncentrere sig om ikkejøderne, hvorefter Peter, Jakob og Johannes tilskyndede ham til at „huske de fattige“. Og det bestræbte Paulus sig for at gøre. — Galaterne 2:7-10.

Indsamlingen bliver organiseret

Paulus førte tilsyn med en hjælpefond til de fattige kristne i Judæa. Cirka år 55 skrev han til korintherne: „Angående indsamlingen til de hellige, gør da I også sådan som jeg har givet besked om til menighederne i Galatien. Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til . . . [Da] skal jeg sende dem som I ved breve godkender, så de kan bringe jeres venlige gave til Jerusalem.“ (1 Korinther 16:1-3) Året efter oplyste Paulus at menighederne i Makedonien og Achaia også deltog i indsamlingen. At der  var delegerede fra provinsen Asien med i gruppen som skulle bringe de indsamlede midler til Jerusalem, tyder på at menighederne i det område også havde bidraget. — Apostelgerninger 20:4; 2 Korinther 8:1-4; 9:1, 2.

Ingen blev presset til at give mere end han eller hun havde råd til. Det var snarere et spørgsmål om der kunne finde en udligning sted sådan at enhver overflod kunne afhjælpe de helliges mangel i Jerusalem og Judæa. (2 Korinther 8:13-15) Paulus sagde: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinther 9:7.

Apostelen gav korintherne nogle gode grunde til at være gavmilde. Jesus ’var blevet fattig for deres skyld, for at de kunne blive rige’ i åndelig henseende. (2 Korinther 8:9) De ville sikkert gerne efterligne hans villige indstilling til at give. Og eftersom Gud berigede dem med henblik på „enhver form for gavmildhed“, var det på sin plads at de hjalp med at dække de helliges behov. — 2 Korinther 9:10-12.

Deltagernes indstilling

Vi kan lære meget om det at give frivillige bidrag ved at betragte den indstilling der prægede dem som deltog i nødhjælpsaktionen til gavn for de hellige i det første århundrede. Pengeindsamlingen var mere end blot et udtryk for at man bekymrede sig for sine fattige trosfæller. Det var også et udtryk for at jødiske og ikkejødiske kristne var knyttet sammen i et brodersamfund. At give og modtage bidrag var et udtryk for enhed og venskab mellem disse ikkejøder og jøder. De var ikke kun fælles om noget materielt, men også om noget åndeligt. — Romerne 15:26, 27.

Paulus havde måske ikke oprindelig bedt de kristne i Makedonien om at deltage — de levede selv i dyb fattigdom. Alligevel ’blev de ved med at bede om at måtte øve velgørenhed’. Selv om de måtte udholde „en stor prøve med megen trængsel“, gav de med glæde „over evne“. (2 Korinther 8:1-4) Deres store prøve har tilsyneladende indbefattet at de blev anklaget for at udøve en tro som det ikke var tilladt romere at antage. Eftersom deres judæiske brødre oplevede lignende vanskeligheder, kunne de forståeligt nok sætte sig i deres sted. — Apostelgerninger 16:20, 21; 17:5-9; 1 Thessaloniker 2:14.

På et tidspunkt kølnedes den begejstring som korintherne i begyndelsen havde vist for indsamlingen, og som Paulus havde brugt til at opmuntre makedonierne med. For at motivere korintherne nævnte apostelen nu den gavmildhed som makedonierne havde vist. Han mente det var nødvendigt at minde dem om at tiden var inde til at afslutte det de havde påbegyndt året før. Hvad var der sket? — 2 Korinther 8:10, 11; 9:1-5.

Titus havde påbegyndt indsamlingen i Korinth, men der var opstået problemer som lagde hindringer i vejen for hans arbejde. Efter at have rådført sig med Paulus i Makedonien vendte Titus sammen med to andre brødre tilbage for at støtte menigheden i Korinth og fuldende indsamlingen. Måske var nogen kommet med antydninger om at Paulus havde forsøgt at udnytte korintherne. Det kan være grunden til at han, for at fuldende indsamlingen, sendte tre mænd, som han hver gav sin anbefaling. „Vi [undgår] at nogen skal kunne dadle os i forbindelse med dette rundhåndede bidrag vi som tjenere skal sørge for,“ sagde Paulus. „For ’vi er i forvejen indstillet på  det der er ærligt, ikke blot i Jehovas øjne, men også i menneskers øjne.’“ — 2 Korinther 8:6, 18-23; 12:18.

Bidraget overbringes

I foråret 56 var man parat til at bringe de indsamlede midler til Jerusalem. Paulus skulle følges med en delegation der var udvalgt af bidragyderne. Apostelgerninger 20:4 siger: „Med ham fulgte Pyrrus’ søn Sopater fra Berøa, thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Gajus fra Derbe, og Timoteus, og fra provinsen Asien Tykikus og Trofimus.“ Noget tyder på at Lukas, som måske har repræsenteret de kristne i Filippi, også var iblandt dem. Der var altså mindst ni mænd som tog af sted på denne rejse.

„Disse bidrag må have udgjort en betragtelig sum,“ siger forskeren Dieter Georgi, „for ellers ville de sidste bestræbelser som Paulus og de mange delegerede gjorde sig, ikke have været besværet og udgiften værd.“ Gruppen skulle ikke blot garantere sikkerheden, men også beskytte Paulus mod enhver anklage om at han var uærlig. Disse mænd repræsenterede de ikkejødiske menigheder over for de hellige i Jerusalem.

Hvis delegationen havde sejlet fra Korinth til Syrien, ville den være ankommet til Jerusalem ved påsketid. Men forlydender om at jøderne havde planlagt et anslag imod Paulus for at dræbe ham, førte til at rejseruten blev lagt om. (Apostelgerninger 20:3) Måske havde hans fjender haft til hensigt at dræbe ham under sejladsen.

Der var andre bekymringer som optog Paulus. Inden afrejsen skrev han til de kristne i Rom og anmodede dem om at bede for at han ’måtte blive udfriet fra de ikketroende i Judæa, og at hans tjeneste, som gjaldt Jerusalem, måtte vise sig at være velbehagelig for de hellige’. (Romerne 15:30, 31) De hellige ville uden tvivl være dybt taknemmelige for bidragene, men Paulus kan have været bekymret over den uro som hans ankomst til byen kunne skabe blandt jøderne i almindelighed.

Apostelen huskede virkelig de fattige. Der siges ikke noget i Bibelen om hvornår bidraget blev overbragt, men det var med til at fremme enheden, og det gav de ikkejødiske kristne mulighed for at vise deres judæiske trosfæller taknemmelighed for de åndelige rigdomme som de havde modtaget af dem. Der udbrød optøjer da Paulus kort efter sin ankomst til Jerusalem viste sig i templet, og det førte til at han blev arresteret. Men det gav ham i sidste ende mulighed for at forkynde for landshøvdinger og konger. — Apostelgerninger 9:15; 21:17-36; 23:11; 24:1–26:32.

Bidrag til nødhjælp i dag

Meget har forandret sig siden det første århundrede, men ikke de grundlæggende principper. Kristne bliver med god grund oplyst om hvor der er brug for bidrag. Ethvert bidrag de yder til dem der er i nød, bør gives frivilligt og være motiveret af kærlighed til Gud og næsten. — Markus 12:28-31.

De skridt som blev taget for at yde de hellige nødhjælp i det første århundrede, viser at sådanne indsamlinger skal være organiserede og foregå på en helt igennem redelig måde. Jehova kender selvfølgelig vore behov, og han sørger for sine tjenere så de trods vanskeligheder kan fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Riget. (Mattæus 6:25-34) Men vi kan alle sammen yde vores del, uanset vores økonomiske situation. Derved ’vil den med meget, ikke have for meget, og den med lidt, ikke have for lidt’. — 2 Korinther 8:15.