Kan spiritisme dække menneskets åndelige behov?

VI MENNESKER har ikke blot et materielt behov, men også et åndeligt. Mange stiller derfor spørgsmål som: „Hvad er meningen med livet? Hvorfor er der så mange der lider? Hvad sker der med os når vi dør?“ Mange oprigtige mennesker søger svar på disse og lignende spørgsmål ved seancer hvor de rådspørger et medium, i håb om at de på den måde kan kommunikere med de afdødes ånder. Denne praksis kaldes spiritisme.

Tilhængere af spiritisme findes i mange lande, og de samles i menigheder og kirker. I Brasilien anslås det for eksempel at fire millioner spiritister følger den lære som blev formuleret af Hippolyte Léon Denizard Rivail, en lærer og filosof fra det 19. århundrede som skrev under navnet Allan Kardec. Hans interesse for spiritistiske fænomener begyndte i 1854. Senere rådspurgte han medier mange forskellige steder og nedskrev svarene i The Book of Spirits, som blev udgivet i 1857. Allan Kardec skrev også The Mediums’ Book (Mediernes Bog) og The Gospel According to Spiritism, to andre værker.

Man har forbundet spiritisme med religiøse handlinger som voodoo, heksekunst, magi og satanisme. De der er tilhængere af Allan Kardecs lære, hævder imidlertid at deres tro ikke har noget med det at gøre. Deres publikationer citerer ofte Bibelen, og de omtaler Jesus som „eksempel og vejleder for hele menneskeheden“. De siger at Jesu lære er „det reneste udtryk for guddommelig lov“. Allan Kardec betragtede spiritistiske skrifter som en tredje åbenbaring af Guds lov til menneskeheden. Den første var den lære Moses fremholdt, den anden var Jesu lære.

Spiritisme tiltrækker mange fordi dens fortalere lægger vægt på næstekærlighed og velgørenhed. En spiritistisk læresætning siger: „Uden velgørenhed er der ingen frelse.“ Mange spiritister tager aktivt del i socialt arbejde og yder støtte til hospitaler, skoler og andre institutioner. Sådanne bestræbelser er prisværdige. Men harmonerer spiritisternes tro med den lære Jesus fremholdt ifølge Bibelen? Lad os se på to eksempler: Håbet for de døde, og årsagen til de mange lidelser.

Hvilket håb er der for de døde?

Mange spiritister tror på reinkarnation. I en spiritistisk publikation siges der: „Reinkarnationslæren er den eneste lære der modsvarer menneskets opfattelse af guddommelig retfærdighed; det er den eneste lære der kan fortælle os om fremtiden og styrke vort håb.“ Spiritister forklarer at sjælen, eller „den inkarnerede ånd“, forlader legemet når man dør, som en sommerfugl der kommer ud af sin kokon. De tror at disse ånder senere bliver reinkarneret som mennesker for at blive renset fra synder de har begået i et tidligere liv. De har dog ingen erindring om disse tidligere synder. „Gud fandt det mest hensigtsmæssigt at kaste et slør over fortiden,“ siger The Gospel According to Spiritism.

„At benægte reinkarnationen er det samme som at benægte Kristi ord,“ skrev Allan Kardec. Men Jesus brugte aldrig ordet „reinkarnation“. Han talte aldrig om et sådant begreb. (Se rammen „Findes reinkarnationslæren i Bibelen?“ på side 22.) Jesus fremholdt læren om de dødes opstandelse. Under sin jordiske tjeneste oprejste han tre personer — enkens søn fra Nain, synagogeforstanderens datter og sin nære ven Lazarus. (Markus 5:22-24, 35-43; Lukas 7:11-15; Johannes 11:1-44) Lad os undersøge en af disse bemærkelsesværdige begivenheder lidt nærmere og se hvad Jesus mente med ordet ’opstandelse’.

 Lazarus’ opstandelse

Jesus havde hørt at hans ven Lazarus var syg. To dage senere sagde han til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ Disciplene forstod ikke hvad han mente, så Jesus sagde rent ud: „Lazarus er død.“ Da Jesus endelig nåede frem til Lazarus’ grav, havde hans ven været død i fire dage. Alligevel befalede Jesus at stenen der var rullet hen for indgangen, skulle tages bort. Så råbte han: „Lazarus, kom ud!“ Og så skete der noget forbløffende: „Manden som havde været død kom ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler og ansigtet indhyllet i et tørklæde. Jesus sagde til dem: ’Løs ham og lad ham gå.’“ — Johannes 11:5, 6, 11-14, 43, 44.

Her var der tydeligvis ikke tale om reinkarnation. Jesus sagde at Lazarus sov, at han var uden bevidsthed. Som Bibelen udtrykker det, var ’hans tanker gået til grunde’. Som død ’vidste han slet ingenting’. (Salme 146:4; Prædikeren 9:5) Den opstandne Lazarus var ikke en anden person med en reinkarneret ånd. Han havde den samme personlighed, den samme alder og de samme erindringer. Han genoptog den samme tilværelse som han alt for tidligt havde forladt, og vendte tilbage til sine kære som havde sørget over hans død. — Johannes 12:1, 2.

Senere døde Lazarus igen. Hvilket formål havde hans opstandelse tjent? Sammen med de andre opstandelser Jesus udvirkede, forstærker den vores tillid til Guds løfte om at hans trofaste tjenere vil blive oprejst fra de døde når hans tid er inde til det. Disse mirakler gør følgende udtalelse af Jesus langt mere betydningsfuld: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Johannes 11:25.

Angående den opstandelse der vil finde sted i fremtiden, sagde Jesus: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [min] røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Johannes 5:28, 29) Ligesom i Lazarus’ tilfælde vil det blive en opstandelse af døde mennesker. Der vil ikke blive tale om en genforening af bevidste ånder og opstandne legemer som er blevet nedbrudt og måske endda helt eller delvis optaget i andre levende organismer. At oprejse de døde ligger helt klart inden for rammerne af Skaberens kapacitet. Himmelens og jordens Skaber besidder umådelig visdom og kraft.

Viser læren om opstandelsen, sådan som Jesus fremholdt den, ikke Guds store kærlighed til os mennesker som enkeltpersoner? Men hvad med det andet af de spørgsmål vi nævnte tidligere?

Hvad er årsagen til de mange lidelser?

Mange af de lidelser som plager menneskeheden, er opstået som følge af ukloge, uerfarne eller onde menneskers handlinger. Men hvad med de tragiske begivenheder som man i hvert fald ikke direkte kan give mennesker skylden for? Hvorfor sker der for eksempel så mange ulykker og naturkatastrofer? Hvorfor bliver nogle børn født med et handicap? Allan Kardec opfattede den slags ting som afstraffelser. Han skrev: „Hvis vi bliver straffet, må det være fordi vi har gjort noget forkert. Hvis det urette ikke er noget vi har begået i vort nuværende liv, må det stamme fra en tidligere tilværelse.“ Spiritister lærer at bede følgende bøn: „Herre, du  er retfærdig i alt. Den sygdom du fandt det passende at påføre mig, må jeg have fortjent at få . . . Jeg tager imod den som en bod for det jeg tidligere har gjort, og som en prøve på min tro og villighed til at underlægge mig din velsignede vilje.“ — The Gospel According to Spiritism.

Indeholdt Jesu lære denne tanke? Nej. Jesus kendte Bibelens udtalelse: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ (Prædikeren 9:11) Han vidste at sørgelige og negative hændelser slet og ret forekommer. De er ikke en straf for synder man har begået.

Tænk over følgende begivenhed i Jesu liv: „Da han nu gik videre så han en mand som var blind og som havde været det fra fødselen. Og hans disciple spurgte ham: ’Rabbi, hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?’“ Jesu svar var meget oplysende: „’Hverken denne mand eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde.’ Efter at han havde sagt dette, spyttede han på jorden og lavede ler med spyttet, og han kom sit ler på mandens øjne og sagde til ham: ’Gå hen og vask dig i dammen Siloam’ . . . Og så gik han hen og vaskede sig og kom seende tilbage.“ — Johannes 9:1-3, 6, 7.

Jesu udtalelse viste at hverken den blinde selv eller hans forældre var skyld i hans medfødte blindhed. Jesus støttede på ingen måde tanken om at den blinde mand blev straffet for synder som han havde begået i et tidligere liv. Det er sandt at Jesus vidste at alle mennesker har arvet synden, men det er fra Adam de arver denne synd. Det er ikke synder som de har begået før de blev født. Adams synd er årsagen til at alle mennesker bliver født ufuldkomne og underlagt sygdom og død. (Job 14:4; Salme 51:5; Romerne 5:12; 9:11) I virkeligheden var dette et af de problemer Jesus blev sendt til jorden for at afhjælpe. Johannes Døber sagde at Jesus var „Guds lam som tager verdens synd bort!“ — Johannes 1:29. *

 Læg også mærke til at Jesus ikke sagde at Gud forsætligt lod denne mand blive født blind med det formål at Jesus en dag kunne komme forbi og helbrede ham. Det ville have været grusomt og kynisk af Gud at handle på den måde. Ville det have været noget der bragte Gud lovprisning? Nej. Jesu mirakuløse helbredelse af den blinde mand var derimod med til at ’gøre Guds gerninger kendt’. Ligesom de mange andre helbredelser Jesus udførte, genspejlede den Guds oprigtige kærlighed til den lidende menneskehed. Dette mirakel bekræftede troværdigheden af Guds løfte om at gøre ende på al sygdom og lidelse når hans tid er inde til det. — Esajas 33:24.

Er det ikke en stor trøst at opdage at vor himmelske Fader, i stedet for at være årsag til lidelser, vil give „noget godt til dem der beder ham“? (Mattæus 7:11) Det vil i sandhed ære den Højeste når de blindes øjne åbnes, de døves ører lukkes op, og den halte vil kunne gå, springe og løbe. — Esajas 35:5, 6.

Menneskets åndelige behov bliver dækket

Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Mattæus 4:4) Ja, vores åndelige behov bliver dækket når vi læser i Bibelen og lever et liv der er i harmoni med dens normer. Vi kan ikke få dækket dette behov ved at rådspørge åndemedier. At give sig af med den slags bliver faktisk fordømt i de skrifter Allan Kardec kaldte den første åbenbaring af Guds lov. — 5 Mosebog 18:10-13.

Mange, heriblandt spiritister, erkender at Gud er Det Højeste Væsen, fuldkommen i absolut forstand, evig, kærlig, god og retfærdig. Men Bibelen fortæller langt mere om ham. Den afslører at han har et personligt navn, Jehova, som vi må ære på samme måde som Jesus gjorde. (Mattæus 6:9; Johannes 17:6) Den fremstiller Gud som en virkelig person, en som mennesker kan opnå et nært forhold til. (Romerne 8:38, 39) Når man læser i Bibelen, lærer man at Gud er barmhjertig. „Han har ikke handlet mod os efter vore synder; og han har ikke gengældt os efter vore misgerninger.“ (Salme 103:10) Gennem sit skrevne ord har den suveræne Herre Jehova åbenbaret sin kærlighed, overhøjhed og rimelighed. Det er ham der leder og beskytter lydige mennesker. At lære Jehova og hans søn, Jesus Kristus, at kende „betyder evigt liv“. — Johannes 17:3.

Bibelen forsyner os med alle de oplysninger om Guds hensigt som vi har behov for, og den fortæller os hvad vi må gøre hvis vi ønsker at behage Gud. En grundig undersøgelse af Bibelen giver os nøjagtige og fuldt tilfredsstillende svar på vores spørgsmål. Bibelen giver os også vejledning om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og den fremholder et pålideligt håb. Den forsikrer os om at Gud i nær fremtid „vil tørre hver tåre af [menneskehedens] øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:3, 4) Ved hjælp af Jesus Kristus vil Jehova befri menneskeheden for den nedarvede synd og ufuldkommenhed, og de der adlyder ham, vil arve evigt liv på en paradisisk jord. Til den tid vil både deres fysiske og åndelige behov blive fuldstændig dækket. — Salme 37:10, 11, 29; Ordsprogene 2:21, 22; Mattæus 5:5.

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

Findes reinkarnationslæren i Bibelen?

Finder reinkarnationslæren støtte i Bibelen? Lad os se på nogle af de skriftsteder som tilhængerne af denne lære har henvist til:

„Alle, Profeterne og Loven, har nemlig profeteret indtil Johannes . . . Han er ’Elias som skal komme’.“ — Mattæus 11:13, 14.

Var Johannes Døber Elias der var blevet født igen? Da Johannes blev spurgt: „Er du Elias?“, svarede han klart og tydeligt: „Det er jeg ikke.“ (Johannes 1:21) Det var imidlertid blevet forudsagt at Johannes ville gå forud for Messias „med Elias’ ånd og kraft“. (Lukas 1:17; Malakias 4:5, 6) Johannes Døber var med andre ord Elias i den forstand at han udførte et arbejde der kunne sammenlignes med det Elias udførte.

„Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige. Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: ’I må nødvendigvis fødes igen.’“ — Johannes 3:3, 7.

En af apostlene skrev senere: „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.“ (1 Peter 1:3, 4, den danske autoriserede oversættelse af 1948; Johannes 1:12, 13) Det er tydeligt at den genfødsel Jesus henviste til i Johannes 3:3, 7, var en åndelig oplevelse som disciplene ville få mens de endnu levede, ikke en fremtidig reinkarnation.

„Når en mand er død, lever han for evigt: når mine levedage på Jorden er forbi, vil jeg vente, eftersom jeg vil vende tilbage igen.“ — „Græsk oversættelse“ af Job 14:14, citeret i The Gospel According to Spiritism.

Den danske autoriserede oversættelse gengiver dette vers på følgende måde: „Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom.“ Læser man verset i sin sammenhæng, fremgår det at de døde venter i graven indtil „afløsningen“ kommer. (Vers 13) I mellemtiden eksisterer de slet ikke. „En mand der er død, er helt borte; og når en dødelig er faldet, er han ikke mere.“ — Job 14:10, Septuaginta ifølge Bagster.

[Illustration på side 21]

Håbet om en opstandelse viser Guds store interesse for os mennesker som enkeltpersoner

[Illustrationer på side 23]

Gud vil gøre ende på alle menneskelige lidelser