Mere værd end guld
Mere værd end guld
NOGET af det der gør guld så eftertragtet, er dets skønhed og bestandighed. Guld er attråværdigt, for det bliver ved med at skinne glansfuldt og anløber tilsyneladende aldrig. Det påvirkes ikke af vand, ilt, svovl og almindelige kemikalier. Man har i skibsvrag fundet mange kulturgenstande af guld der har beholdt sin glans selv efter flere hundrede år på havets bund.
Det er dog interessant når Bibelen siger at der er noget der er „af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild“. (1 Peter 1:7) Guld der er ’prøvet’ eller lutret i ild og gennem andre processer, kan holde 999,5 promilles renhed. Men selv guld der er lutret, kan forgå. Det kan opløses i aqua regia (kongevand), som er en blanding af tre dele saltsyre og én del salpetersyre. Bibelen er derfor videnskabeligt korrekt når den slår fast at ’guld forgår’.
I modsætning hertil siges der at den sande kristne tro ’bevarer sjælen i live’. (Hebræerne 10:39) Det er muligt at slå et troede menneske ihjel, som man gjorde med Jesus Kristus. Men de der ejer sand tro, har fået følgende løfte: „Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.“ (Åbenbaringen 2:10) De der har bevaret troen, forbliver i Guds erindring når de er døde, og Han vil oprejse dem. (Johannes 5:28, 29) Det kan selv den største mængde guld ikke formå. I den henseende er tro af meget større værdi end guld. For at troen kan have denne enestående værdi, må den imidlertid også være prøvet, eller lutret. Det er ’den prøvede ægthed af troen’ som ifølge Peters ord har større værdi end guld. Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig med at undersøge Bibelen så du kan få en stærk tro på sandhedens Gud, Jehova, og hans søn, Jesus Kristus. „Dette,“ sagde Jesus, „betyder evigt liv.“ — Johannes 17:3.