Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Enok vandrede med Gud i en ugudelig verden

Enok vandrede med Gud i en ugudelig verden

Enok vandrede med Gud i en ugudelig verden

DJÆVELEN påstår at han kan vende alle mennesker bort fra Gud, og undertiden har det virkelig set ud som om han havde held til det. I næsten fem hundrede år efter Abels død var der ingen der skilte sig ud fra den øvrige verden ved trofast at tjene Jehova. Tværtimod var en syndig og ugudelig adfærd blevet det normale.

Det var i dette tidsrum hvor en åndeligt degenereret menneskeslægt satte sit præg på verden, at Enok blev født. Ifølge Bibelens tidsregning skete det i 3404 f.v.t. Til forskel fra sine samtidige var Enok en mand som Gud kunne godkende. Apostelen Paulus nævner ham blandt de tjenere for Jehova hvis tro er et eksempel for de kristne. Hvem var Enok? Hvilke udfordringer stod han over for? Hvordan klarede han dem? Og har hans eksempel nogen betydning for os i dag?

På Enosj’ tid, det vil sige næsten fire hundrede år før Enok, „begyndte man at påkalde Jehovas navn“. (1 Mosebog 4:26) Guds navn var blevet brugt siden menneskets skabelse, så det man begyndte på da Enosj levede, var åbenbart ikke en påkaldelse af Jehova i tro og som udtryk for ren tilbedelse. Nogle hebraiske lærde mener at Første Mosebog 4:26 burde gengives „begyndte man vanhelligende at påkalde“ Jehovas navn, eller „da begyndte vanhelligelsen“ af Jehovas navn. Nogle har måske brugt Jehovas navn om sig selv eller andre mennesker som de mente de kunne nærme sig Gud igennem. Eller måske har de hæftet Guds navn på afguder.

’Enok vandrede med den sande Gud’

Skønt Enok var omgivet af en ugudelig verden, „vandrede han fortsat med den sande Gud“, Jehova. Det siges der ikke om hans forfædre — Set, Enosj, Kenan, Mahalal’el og Jered. I hvert fald gjorde de det ikke så konsekvent som Enok, der åbenbart adskilte sig fra dem ved sin måde at leve på. — 1 Mosebog 5:3-27.

At Enok kunne vandre med Jehova og leve i overensstemmelse med hans vilje, forudsatte at han kendte Jehova og havde et fortroligt forhold til ham. Jehova godkendte Enok. Den græske Septuaginta siger ligefrem at Enok var „velbehagelig“ for Gud, en tanke som apostelen Paulus også giver udtryk for. — 1 Mosebog 5:22, fodnote; Hebræerne 11:5.

Det som lå til grund for Enoks gode forhold til Jehova, var hans tro. Han må have troet på Guds ’kvindes’ lovede „afkom“. Hvis Enok kendte Adam personligt, kunne han gennem ham have fået at vide hvordan Gud havde handlet over for de første mennesker i Eden. Den kundskab Enok havde om Gud, gjorde ham til en som ’ivrigt søgte ham’. — 1 Mosebog 3:15; Hebræerne 11:6, 13.

I Enoks tilfælde gjaldt det — sådan som det gælder for os — at et godt forhold til Jehova kræver mere end at man blot kender ham. Er det ikke rigtigt at hvis vi sætter stor pris på en bestemt person, bliver vore tanker og handlinger påvirket af hvad vedkommende tænker og gør? Vi undgår ord og handlinger der kan ødelægge venskabet, og hvis vi overvejer at gøre en forandring i vort liv, vil vi så ikke også tænke på hvordan det vil berøre vort forhold til vedkommende?

Ønsket om at bevare et nært forhold til Gud vil ligeledes have indflydelse på hvad vi gør. Den første forudsætning er at vi har nøjagtig kundskab om hvad der behager ham, og hvad der ikke behager ham. Derefter må vi lade os lede af denne kundskab og bestræbe os for at behage ham både i tanke og handling.

For at vandre med Gud må vi altså behage ham. Det gjorde Enok i hundreder af år. Den form af det hebraiske udsagnsord der bruges i forbindelse med at Enok „vandrede“ med Gud, viser i virkeligheden at der er tale om en gentagen eller fortsat handling. (Formen er derfor gengivet med „vandrede fortsat“.) En anden trofast mand der ’vandrede med Gud’, var Noa. — 1 Mosebog 6:9.

Enok havde kone og børn. Der siges at han „blev fader til sønner og døtre“. En af disse sønner var Metusalem. (1 Mosebog 5:21, 22) Der er ingen tvivl om at Enok gjorde alt for at styre sit hus godt, men omgivet som han var af en ugudelig verden, har det ikke været let for ham at tjene Gud. Lemek, der senere blev far til Noa, har muligvis været den eneste af hans samtidige som også troede på Jehova. — 1 Mosebog 5:28, 29.

Hvad hjalp Enok til at forblive trofast? Han er sikkert ikke kommet sammen med dem der vanhelligede Jehovas navn, eller med andre som det ikke passede sig for ham at omgås. At søge Jehova i bøn må også have hjulpet ham til at holde fast ved beslutningen om at undgå alt hvad der kunne mishage Skaberen.

En profeti mod de ugudelige

Det kan være svært nok at blive ved med at følge høje normer når man er omgivet af ugudelige. Men ud over at leve et eksemplarisk liv forkyndte Enok også kompromisløst et domsbudskab over de ugudelige. Ledet af Guds ånd udtalte han profetisk: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ — Judas 14, 15.

Hvilken virkning ville dette budskab have på fordærvede mennesker uden tro? Mon ikke sådanne sviende og fordømmende ord har gjort Enok upopulær, måske fremkaldt hån, spot og trusler? Nogle har uden tvivl ønsket at bringe ham til tavshed for bestandig. Men Enok lod sig ikke skræmme. Han vidste hvad der var sket med den retfærdige Abel, og Enok var besluttet på at tjene Gud ligesom Abel, komme hvad der ville.

„Gud havde taget ham“

Enoks liv var øjensynlig i fare da ’Gud tog ham’. (1 Mosebog 5:24) Jehova tillod ikke at hans trofaste profet blev påført lidelser af fanatiske fjender. Ifølge apostelen Paulus „blev Enok taget bort så han ikke så døden“. (Hebræerne 11:5) Nogle siger at Enok ikke døde, men at Gud tog ham til himmelen, hvor han levede videre. Jesus sagde dog helt tydeligt: „Ingen [er] steget op til himmelen undtagen han som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen.“ Jesus var ’forløberen’ for alle som optages til himmelen. — Johannes 3:13; Hebræerne 6:19, 20.

Så hvad skete der med Enok? Det at han „blev taget bort så han ikke så døden“, kan betyde at Gud lod ham falde i en profetisk trance og sørgede for at hans liv endte mens han befandt sig i denne tilstand. På denne måde kom Enok ikke til at opleve dødens veer. Derefter „var [han] ingen steder at finde“, øjensynlig fordi Jehova skaffede hans lig af vejen, ligesom han skaffede Moses’ lig af vejen. — 5 Mosebog 34:5, 6.

Enok levede i 365 år — ikke nær så længe som de fleste af hans samtidige. Men det vigtigste var at han forblev trofast til det sidste, og det véd vi at Enok gjorde, for „før han blev taget bort fik han . . . det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag“. Bibelen fortæller ikke hvordan Enok fik dette at vide, men før sin død fik han altså forsikring om at han havde Guds godkendelse, og vi kan være sikre på at Jehova vil huske ham i opstandelsen.

Efterlign Enoks tro

Vi kan efterligne gudfrygtige menneskers tro. (Hebræerne 13:7) Det var ved tro Enok tjente som den første trofaste profet for Gud. Verden på Enoks tid var som verden er i dag — voldspræget, vanhellig og ugudelig. Men Enok var anderledes. Han havde sand tro og var eksemplarisk i sin gudsfrygt. Jehova gav ham et vigtigt budskab at forkynde og gav ham kraft til at forkynde det. Enok udførte modigt sin opgave, og Jehova beskyttede ham mod hans fjender.

Hvis vi har en tro som Enoks, vil Jehova også give os kraft til at forkynde i disse sidste dage. Han vil hjælpe os når vi møder modstand, og vores gudsfrygt vil gøre os anderledes end de ugudelige. Troen vil sætte os i stand til at vandre med Gud og at handle på en måde der glæder hans hjerte. (Ordsprogene 27:11) Ved tro kunne Enok vandre med Gud i en ugudelig verden, og det samme kan vi gøre.

[Ramme på side 30]

Citerer Bibelen fra Enoks Bog?

Enoks Bog er et pseudepigrafisk, apokryft skrift. Den tilskrives med urette Enok. Den er forfattet i det andet og første århundrede før vor tidsregning og er en samling fantasifulde, uhistoriske jødiske sagn, der sandsynligvis er et forsøg på at videreudvikle den korte beretning om Enok i Første Mosebog. For dem der elsker Guds inspirerede ord, er dette grund nok til at afvise den.

Kun Judas’ Brev i Bibelen indeholder Enoks profetiske ord: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ (Judas 14, 15) Mange forskere mener at den profeti Enok udtalte mod sine ugudelige samtidige, er et direkte citat fra Enoks Bog. Er det sandsynligt at Judas brugte et upålideligt apokryft skrift som kilde?

Bibelen siger intet om hvorfra Judas havde sit kendskab til Enoks profeti. Han kan ganske enkelt have citeret en fælles kilde, en pålidelig overlevering fra gammel tid. Paulus gjorde øjensynlig noget lignende da han nævnte Jannes og Jambres, to magere ved Faraos hof som modstod Moses, og hvis navne ikke findes i Første Mosebog. Hvis den der har forfattet Enoks Bog, havde adgang til et sådant kildeskrift, kunne det samme så ikke være tilfældet med Judas? * — 2 Mosebog 7:11, 22; 2 Timoteus 3:8.

Hvordan Judas fik oplysningen om Enoks profeti er mindre væsentligt. Profetiens pålidelighed bekræftes af at Judas skrev under guddommelig inspiration. (2 Timoteus 3:16) Guds hellige ånd tjente som en beskyttelse mod at han skrev noget som ikke var sandt.

[Fodnote]

^ par. 28 Den kristne discipel Stefanus nævnte også noget som ikke findes andetsteds i Bibelen. Han fortæller at Moses fik en ægyptisk opdragelse og uddannelse, at han var fyrre år da han flygtede fra Ægypten, at han opholdt sig i Midjan i fyrre år, og at Moseloven blev givet ved engle. — Apostelgerninger 7:22, 23, 30, 38.

[Illustration på side 31]

Enok overbragte modigt budskabet fra Jehova