Vi gør vort bedste

„GØR dit bedste.“ Dette praktiske råd gav en fra Jehovas Vidners Styrende Råd engang en missionær. Men hvorfor gav han en erfaren forkynder et så elementært råd? Har de fleste missionærer ikke vist at de modigt klarer forskellige prøvelser i hverdagen, såsom kryb, slanger, stærk varme og sygdom?

Jehovas Vidners missionærer er i virkeligheden ganske almindelige mænd og kvinder hvis dybe kærlighed til Jehova og deres næste har fået dem til at tjene i fremmede lande. De bestræber sig for at tjene Jehova så godt de formår, idet de ser hen til ham efter styrke. — Efeserne 6:10.

Lad os forestille os at vi tilbringer en dag i et typisk missionærhjem i Vestafrika for på den måde at få noget mere at vide om missionærtjenesten.

En dag i missionærtjenesten

Vi ankommer til missionærhjemmet lige inden klokken 7 om morgenen, tidsnok til at være med i drøftelsen af dagens tekst. De ti missionærer byder os hjerteligt velkommen og gør plads til os omkring spisebordet. Efterhånden som vi får hilst på hinanden, begynder en af de trofaste missionærer gennem mange år at fortælle en pudsig oplevelse som hun har haft i forkyndelsen. Men hun må holde inde da broderen der skal lede drøftelsen af dagens tekst, siger at det er tid til at begynde. Drøftelsen skal foregå på fransk. Selv om vi ikke kan fransk, fornemmer vi tydeligt at de udenlandske missionærer behersker sproget vældig godt.

Efter drøftelsen af dagens tekst bliver der bedt en bøn, og så er det tid til morgenmad. Mens vi indtager vores morgenmad, opfordrer en af missionærerne os til at komme bananskiver på maden. Vi siger at vi ikke bryder os så meget om bananer, men han forsikrer os om at vi vil skifte mening når først vi har smagt de bananer der dyrkes her. Vi prøver derfor med nogle få skiver. Han har ret. Bananerne er gode — søde og meget velsmagende. Morgenbrødet der serveres, er friskbagt og kommer fra en lille butik som ligger lige over for missionærhjemmet.

Efter morgenmaden skal vi tilbringe dagen sammen med et missionærpar, som vi kan kalde Bent og Karen. Vi har hørt om den store interesse for sandheden der er i dette vestafrikanske land, og vi glæder os til at få det bekræftet.

Da vi kommer hen til busstoppestedet, står der en halv snes mennesker og venter.  Inden længe har vores missionærvenner fået en livlig samtale i gang med en mor og hendes søn om et bibelsk emne. Da vi ikke taler sproget, kan vi kun se smilende til. Idet kvinden tager imod bladene Vågn op! og Vagttårnet, ankommer bussen, og alle prøver at komme ind på samme tid. Mens vi er ved at stige op, presser mængden på bagfra. Det er svært at holde balancen mens vi kæmper os ned gennem bussen. Da den sætter i gang, indstiller vi os på det værste. Med jævne mellemrum holder chaufføren ved et stoppested, og endnu flere maser sig ind. Vi smiler til vore medpassagerer, og de smiler tilbage. Bare vi kunne kommunikere med dem!

Da vores bus kører videre, kigger vi nysgerrigt ud på det travle gadeliv. To kvinder går side om side med tunge byrder på hovedet, den ene flot balancerende med en stor beholder med vand. En mand har bredt et tæppe ud på fortovet og udstillet nogle få smykker som han håber at sælge. Overalt er der mennesker som prøver at købe eller sælge et eller andet.

Pludselig mærker Bent, som står ved siden af mig, noget som napper ham i benet. Hvad kan det være? Bussen er virkelig overfyldt, og nu mærker han det igen. Det lykkes ham at se ned. I en kurv bag ham er der en levende and, som nu og da stikker hovedet ud af kurven og napper ham. Bent mener at ejeren sikkert skal hen og sælge den på markedet.

Da vi når frem til distriktet, er vi glade for at se at vi skal forkynde i en typisk afrikansk landsby. Da vi når det første hus, klapper Bent energisk i hænderne for at påkalde sig beboerens opmærksomhed. Det er den måde man „banker på“ i denne del af verden. En ung mand kommer til syne og fortæller at han har travlt, men spørger om vi kan komme igen senere på formiddagen.

Ved det næste besøg møder vi en kvinde der taler en dialekt som Bent ikke kan forstå. Hun kalder på sin søn og beder ham oversætte det Bent siger. Da han har fortalt hvad vi kommer for, modtager kvinden en brochure om Bibelen, og hendes søn lover at fortælle hende hvad der står i den. Uden for det tredje hus sidder der en del unge mennesker. To af dem rejser sig hurtigt for at overlade deres stole til de besøgende. Der følger en livlig samtale om brugen af kors i den kristne tilbedelse. Man træffer aftale om at mødes igen den følgende uge for at fortsætte drøftelsen. Vi skal nu tilbage og besøge den unge mand vi mødte ved det første hus. På en eller anden måde har han hørt om vores samtale med de unge mennesker længere nede ad gaden. Han har mange bibelske spørgsmål og vil gerne have et bibelstudium. Bent rådfører sig med sin kalender inden han lover at komme igen ved samme tid ugen efter. Da vi begiver os på vej tilbage til missionærhjemmet, forklarer Bent og Karen at man let kan få mange flere bibelstudier end man kan overkomme, og derfor er nødt til at planlægge sin tid meget omhyggeligt.

Vi roser missionærparret for at de har lært at tale så godt fransk. Bent fortæller at han og Karen har været missionærer i seks år, og at de nu er ved at blive dus med det franske sprog. Det har ikke været let, forsikrer de os, men deres udholdenhed har båret frugt.

Klokken 12.30 sidder alle missionærerne igen omkring bordet, der er dækket op med middagsmad. Vi finder ud af at missionærerne skiftes til at forberede morgen- og middagsmaden og til at tage opvasken bagefter. I dag har en af missionærerne lavet en ret som får vores tænder til at løbe i  vand — stegte kyllinger, pommes frites og tomatsalat, som er hendes speciale.

Hvad er Bent og Karens planer for eftermiddagen? De fortæller at alle holder sig inden døre fra klokken 13 til 15 på grund af solen, så missionærerne plejer at bruge middagsstunden til at studere i eller til at hvile sig i. Karen siger med et glimt i øjet at det som regel ikke tager de nye missionærer ret lang tid at vænne sig til denne skik.

Efter siestaen tager vi igen ud i forkyndelsen. En interesseret mand som Bent flere gange har forsøgt at træffe, er stadig ikke hjemme, men da Bent klapper i hænderne, kommer to unge mænd ud til døren. Det viser sig at manden som bor der, har fortalt dem om Bents besøg og stærkt anbefalet dem bibelstudiebogen Kundskab der fører til evigt liv. Vi er glade for at kunne give dem et eksemplar. Derefter tager vi en bus ud til et sted hvor Karen skal lede et bibelstudium med en interesseret kvinde.

På vej gennem de tæt befærdede gader fortæller Karen os at hun var kommet i forbindelse med hende i en taxa fyldt med passagerer. Karen havde givet hende en traktat som hun kunne læse mens de kørte. Da damen havde læst den, spurgte hun Karen om hun havde andre. Den næste læste hun med endnu større interesse. Inden de skiltes, blev det aftalt at Karen skulle besøge hende, og der blev påbegyndt et livligt bibelstudium over brochuren Hvad kræver Gud af os? I dag skal de studere den femte lektion i brochuren.

Det har været en meget spændende dag i forkyndelsen, men vi har stadig nogle spørgsmål om hvordan det er at være missionær. Vore værter har tænkt sig at tilberede et let måltid til os når vi er kommet hjem, og så vil der være lejlighed til at få spørgsmålene besvaret.

Hvordan man klarer livet på et missionærhjem

Under måltidet med spejlæg, brød og ost, får vi mere at vide om missionærlivet. Om mandagen plejer missionærerne at slappe af eller ordne private ting. Noget af dagen bruges normalt til at skrive breve til familie og venner. Det er meget vigtigt for missionærerne at høre nyt hjemmefra, og de glæder sig både over at skrive og modtage breve.

Eftersom missionærerne bor og arbejder tæt sammen, er det vigtigt at alle kommunikerer godt med hinanden ved også at komme sammen privat og ved at drøfte åndelige ting. Ud over deres eget personlige bibelstudieprogram har de hver mandag aften for eksempel et fælles bibelstudium ved hjælp af Vagttårnet. Bent lægger ikke skjul på at der altid vil være delte meninger om nogle ting når missionærer fra forskellige dele af verden bor sammen, men det åndelige fællesskab de har ved familiestudiet, hjælper dem til at bevare en fredelig atmosfære og at leve sammen i enhed. Han siger at det er godt ikke at tage sig selv for højtideligt.

 Det er også vigtigt at være ydmyg. Missionærer bliver ikke sendt ud for at lade sig betjene, men for selv at tjene. Vores missionærvenner har gjort den iagttagelse at noget af det der er vanskeligst at sige på næsten alle sprog, er „undskyld“, navnlig når man har sagt eller gjort noget uoverlagt. Bent minder os om eksemplet fra Bibelen med Abigajil, som undskyldte sin mands opførsel — og derved fik afværget en alvorlig situation der kunne have udviklet sig til en katastrofe. (1 Samuel 25:23-28) Evnen til at ’holde fred med andre’ er en vigtig egenskab hvis man skal være en god missionær. — 2 Korinther 13:11.

En gang om måneden har missionærerne et møde hvor de drøfter forskellige familieanliggender, for eksempel planlægningen og fordelingen af arbejdet i missionærhjemmet. Derefter hygger de sig gerne med en lækker dessert. Det forekommer os at være et meget praktisk — og tiltalende — arrangement.

Efter det lette aftensmåltid bliver vi vist rundt på missionærhjemmet. Vi lægger mærke til at missionærerne bor enkelt og beskedent, men at de bestræber sig for at holde hjemmet pinligt rent. Der er køleskab, vaskemaskine og ovn. Karen fortæller at man i nogle tropiske lande som dette i Vestafrika også har aircondition. Passende boligforhold, en god og nærende kost og enkle sundhedsforanstaltninger hjælper missionærerne til at bevare et godt helbred og klare det daglige arbejde.

Fokuserer på det positive

Alt det vi har set, har gjort indtryk på os. Vi overvejer om missionærtjenesten er noget for os. Hvordan kan vi finde ud af det? Vores værter nævner et par ting som vi kan tage med i vores overvejelser.

Det første de gør os opmærksomme på, er at kristne missionærer ikke rejser ud af eventyrlyst. De søger efter oprigtige mennesker som ønsker at lære om Guds storslåede løfter. Missionærerne har som mål at nå 140 timer i forkyndelsen om måneden, så det er absolut nødvendigt at være glad for tjenesten.

’Men hvad med slanger, øgler og kryb,’ spørger vi? De findes i mange lande hvor der er missionærer, og det er et spørgsmål om tilvænning, siger Bent. Men han tilføjer at hvert missionærdistrikt har sin helt egen skønhed, og at det er sådanne positive ting missionærerne med tiden fokuserer på. Forhold man tidligere betragtede som „anderledes“, bliver hurtigt „hverdagsagtige“ og, i visse tilfælde, noget man ligefrem finder sig godt til rette med. En missionær som har tjent i Vestafrika i mange år inden hun af personlige grunde var nødt til at rejse hjem, siger at det var sværere for hende at forlade sit missionærdistrikt end det i sin tid havde været for hende at forlade sit eget land. Missionærdistriktet var blevet hendes hjem.

Er det noget for dig?

Bent og Karen har givet os noget at tænke over. Hvad med dig? Har du nogen sinde overvejet om du kunne tjene som missionær i et fremmed land? Så er målet måske ikke så uopnåeligt som du havde forestillet dig. Noget grundlæggende er at man må være glad for heltidstjenesten og kunne lide at gøre noget for andre. Husk at missionærer ikke er overmennesker, men ganske almindelige mænd og kvinder der gør deres bedste for at udføre et meget vigtigt arbejde.

[Illustrationer på side 27]

Hver dag begynder man med en drøftelse af dagens tekst

[Illustration på side 29]

Livet som missionær kan være meget berigende

[Illustrationer på side 29]

Scener fra Afrika