Hvem er skyld i skovdøden?
Hvem er skyld i skovdøden?
PÅ BIBELENS tid regnede man træer for at være meget værdifulde. Da Abraham for eksempel købte et gravsted til sin elskede hustru, Sara, blev træerne på marken omtalt i forbindelse med overdragelsen af ejendommen. — 1 Mosebog 23:15-18.
Også i dag tillægges træer stor værdi, og bevaring af skovene nyder stor international bevågenhed. Bogen State of the World 1998 oplyser: „Mange mennesker i de nordlige lande udtrykker bekymring for tropeskovene, men er måske ikke klar over at skovene i det tempererede klima i deres egne lande er de mest truede af alle skovarter.“ Hvad er det der udgør en trussel for skovene i de nordlige områder af Europa og Nordamerika? Mange peger på skovhugsten. Men der er noget andet, noget der snigende og så at sige blad for blad og nål for nål er i gang med at ødelægge træerne. Hvad er det? Luftforurening og syreregn. Denne forurening kan langsomt svække træerne så de lettere bliver angrebet af skadedyr og sygdomme.
Miljøaktivister og andre som bekymrer sig om miljøet, har i årtier advaret om behovet for at beskytte Jordens økosystem. Efter at naturforskere i Tyskland havde studeret virkningen af luftforurening og syreregn på miljøet, nåede de i 1980’erne til følgende konklusion: ’Hvis ikke der gøres noget, må man omkring år 2000 nøjes med at beundre skovene på gamle fotografier og på film.’ Men på grund af Jordens enestående evne til at forny sig selv er det heldigvis endnu ikke gået så galt som man dengang forudsagde.
På længere sigt er det dog Gud der vil sørge for at bevare vores økosystem. „Han vander bjergene fra sine tagkamre“ og „lader grønt græs spire frem til dyrene, og planter til menneskenes tjeneste“. Og han har lovet „at ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Salme 104:13, 14; Åbenbaringen 11:18) Hvor bliver det dejligt når Jordens indbyggere vil kunne glæde sig over en verden uden forurening. — Salme 37:9-11.