Sandheden om Jesus

DA JESUS havde fået at vide hvad folk mente om ham, spurgte han sine apostle: „Men I, hvem siger I jeg er?“ Ifølge Mattæusevangeliet svarede Simon Peter: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ (Mattæus 16:15, 16) Andre havde den samme opfattelse. For eksempel sagde Natanael, der senere blev en af apostlene, til Jesus: „Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.“ (Johannes 1:49) Jesus nævnte selv at han indtager en vigtig plads: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) Ved forskellige lejligheder kaldte han sig „Guds søn“. (Johannes 5:24, 25; 11:4) Og han underbyggede denne påstand ved at udføre mirakler, endog ved at oprejse døde.

Velbegrundet tvivl?

Men kan vi være sikre på at evangeliernes skildring af Jesus er sand? Nu afdøde F.F. Bruce, som var professor i bibelkritik og bibelfortolkning ved University of Manchester i England, har skrevet: „Almindeligvis er det ikke muligt ved hjælp af historiske argumenter at stadfæste sandheden i hver enkelt detalje i gamle skrifter, bibelske eller ikkebibelske. Det er tilstrækkeligt at have rimelig tiltro til en skribents generelle pålidelighed; hvis man kan fastslå den, er der en a priori [på tankeslutninger byggende] sandsynlighed for at han taler sandt om detaljerne. . . . At de kristne anser Det Nye Testamente for at være ’hellige’ skrifter, gør det ikke mindre sandsynligt at det er historisk pålideligt.“

Efter at have undersøgt det billede som evangelierne tegner af Jesus, og som nogle betvivler, skriver James R. Edwards, der er professor i teologi ved Jamestown College i North Dakota, USA: „Vi kan med fuld tillid slå fast at det vi ser fastholdt i evangelierne, er en samling af mangfoldige og vægtige vidnesbyrd om hvad den egentlige sandhed om Jesus er. . . . Den mest logiske grund til at evangelierne skildrer Jesus sådan som de gør, er at det i alt væsentligt var sådan han var. Evangelierne gengiver trofast det indtryk hans disciple havde af ham, nemlig at han var godkendt af Gud som hans søn og bemyndiget til at være hans tjener.“ *

Teologernes søgen efter Jesus

Jesus omtales også i ikkebibelske kilder. Hvilken betydning tillægges de? I historiske værker af Tacitus, Svetonius, Josefus, Plinius  den Yngre og nogle få andre klassiske forfattere findes der adskillige henvisninger til Jesus. Om dem siger The New Encyclopædia Britannica (1995): „Disse uafhængige oplysninger beviser at end ikke kristendommens modstandere i gammel tid betvivlede at Jesus virkelig havde levet, hvilket blev bestridt første gang og med mangelfuld begrundelse af flere forfattere i slutningen af det 18. århundrede og videre gennem det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede.“

Vore dages teologer har i deres søgen efter den „virkelige“ eller „historiske“ Jesus desværre skjult hans sande identitet under et tykt lag af grundløse spekulationer, teorier og meningsløs tvivl. I en vis forstand har de gjort sig skyldige i den mytedannelse som de med urette anklager evangelieskribenterne for. Nogle er så ivrige efter at vinde anerkendelse og efter at lægge navn til en ny og opsigtsvækkende teori at de ikke ærligt undersøger vidnesbyrdene om Jesus. Og samtidig skaber de en „Jesus“ der er et produkt af deres tankespind.

De der ønsker at finde sandheden om Jesus, kan finde den i Bibelen. Luke Johnson fra det teologiske fakultet ved Emory University, professor i Det Nye Testamente og kristendommens opståen, argumenterer for at megen forskning omkring den historiske Jesus ikke tager højde for hensigten med de bibelske beretninger. Han siger at det kan være interessant at undersøge de sociale, politiske, antropologiske og kulturelle sammenhænge der knytter sig til Jesu liv og den tid han levede på. Men han tilføjer at Skriftens formål ikke er at oplyse os om det teologerne kalder den historiske Jesus, men „mere er at skildre Jesu personlighed“,  hans budskab og hans rolle som genløser. Hvad er da Jesu sande personlighed og budskab?

Sandheden om Jesus

Evangelierne — de fire bibelske beretninger om Jesu liv — skildrer en person med stor indfølingsevne. Bevæget af medlidenhed og medfølelse hjalp Jesus syge, blinde og andre i en svær situation. (Mattæus 9:36; 14:14; 20:34) Da Jesu ven Lazarus døde og Jesus så den sorg som ramte Lazarus’ søstre, ’stønnede han og gav tårerne frit løb’. (Johannes 11:32-36) Ja, evangelierne viser hele registeret af Jesu følelser. Vi læser om hans medlidenhed med en spedalsk, hans store glæde over disciplenes gode resultater, hans harme over følelseskolde paragrafryttere og hans bedrøvelse over at Jerusalems indbyggere afviste ham som Messias.

Når Jesus udførte et mirakel, pegede han ofte på at den han havde hjulpet, selv havde gjort noget, og sagde derfor: „Din tro har gjort dig rask.“ (Mattæus 9:22) Han roste Natanael med ordene: „Se, sandelig en israelit i hvem der ikke er svig.“ (Johannes 1:47) Og da nogle syntes at en kvinde var for ødsel da hun gav udtryk for sin værdsættelse, forsvarede Jesus hende og sagde at beretningen om hendes gavmildhed længe ville blive husket. (Mattæus 26:6-13) Han viste sig at være en virkelig ven, en sand støtte for sine disciple, og ’han elskede dem lige til det sidste’. — Johannes 13:1; 15:11-15.

Evangelierne viser også at Jesus var hurtig til at leve sig ind i andres situation. Hvad enten han talte med en kvinde ved en brønd, en religiøs lærer i en have eller en fisker ved en sø, blev de dybt berørt. Efter at Jesus havde indledt samtalen, begyndte mange af disse mennesker at afsløre deres inderste tanker for ham. Hans ord vandt genklang hos dem. Skønt man dengang sikkert har holdt sig på passende afstand af en myndighedsperson, flokkedes folk om Jesus. De kunne godt lide at være sammen med ham. Også børn følte sig godt tilpas i hans selskab. Da han engang skulle bruge et barn til at illustrere noget, stillede han ikke blot barnet foran disciplene, men „lagde armene om det“. (Markus 9:36; 10:13-16) Evangeliernes skildring af Jesus viser at hans udstråling var så stærk at folk blev hos ham i tre dage for at lytte til hans fængslende ord. — Mattæus 15:32.

At Jesus var fuldkommen, gjorde ham ikke overkritisk, arrogant eller hoverende over  for de ufuldkomne, syndige mennesker som han levede iblandt og forkyndte for. (Mattæus 9:10-13; 21:31, 32; Lukas 7:36-48; 15:1-32; 18:9-14) Jesus stillede heller aldrig for store krav til sine medmennesker. Han lagde ikke ekstra byrder på folk. I stedet sagde han: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder . . ., og jeg vil give jer ny styrke.“ Hans disciple opfattede ham som et menneske der havde ’et mildt sind og var ydmyg af hjertet’; hans åg var skånsomt, og hans byrde var let. — Mattæus 11:28-30.

Jesu personlighed skildres i evangelierne med et tydeligt præg af ægthed. Det er ikke let for fire personer at opdigte en usædvanlig skikkelse og derefter fremstille ham konsekvent i fire forskellige beretninger. Og det ville være så godt som umuligt for fire forskellige skribenter at skildre den samme skikkelse og konsekvent tegne det samme billede af ham hvis denne skikkelse aldrig havde eksisteret.

Historikeren Michael Grant stiller et meget tankevækkende spørgsmål: „Hvordan kan det være at der i alle evangelietraditionerne uden undtagelse bliver tegnet et forbløffende skarpt portræt af en tiltalende ung mand som frit omgås kvinder af enhver slags, selv dem med et decideret dårligt rygte, uden nogen antydning af sentimentalitet, unaturlighed eller snerpethed, og alligevel på alle punkter bevarer sin retskafne karakter?“ Den mest logiske grund må være at der faktisk har levet en sådan mand, og at han har handlet sådan som Bibelen siger.

Jesus og din fremtid

Ud over at Jesus i Bibelen bliver skildret som han virkelig var da han gik på jorden, fortælles det også at han havde en førmenneskelig tilværelse som Guds enestefødte søn, „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15) For 2000 år siden overførte Gud sin himmelske søns liv til en jødisk jomfrus moderliv så Jesus kunne blive født som et menneske. (Mattæus 1:18) Under hele sin jordiske tjeneste forkyndte Jesus Guds rige som det eneste håb for den nødstedte menneskehed, og han oplærte sine disciple til at fortsætte dette forkyndelsesarbejde. — Mattæus 4:17; 10:5-7; 28:19, 20.

Den 14. nisan (omkring den 1. april) år 33 e.v.t. blev Jesus arresteret, stillet for retten, dømt og henrettet på falske anklager for at have anstiftet oprør. (Mattæus 26:18-20, 26:48–27:50.) Jesu død har tilvejebragt en løsesum som udfrier alle troende mennesker af deres syndige tilstand og giver dem udsigt til evigt liv. (Romerne 3:23, 24; 1 Johannes 2:2) Den 16. nisan blev Jesus oprejst, og kort efter steg han op til himmelen. (Markus 16:1-8; Lukas 24:50-53; Apostelgerninger 1:6-9) Den opstandne Jesus har, som Jehovas udnævnte konge, bemyndigelse til at gennemføre Guds oprindelige hensigt med menneskene. (Esajas 9:6, 7; Lukas 1:32, 33) Ja, Jesus bliver i Bibelen fremstillet som en nøglefigur, som den der skal fuldføre Guds hensigter.

I det første århundrede anerkendte store skarer af mennesker Jesus som den han var — den lovede Messias, eller Kristus, der var sendt til jorden for at hævde Jehovas suverænitet og dø som en løsesum for mange. (Mattæus 20:28; Lukas 2:25-32; Johannes 17:25, 26; 18:37) Hvis folk i en tid med voldsom forfølgelse havde været i tvivl om hvem han var, ville de næppe have følt sig motiverede til at blive hans disciple. Men de fulgte modigt og nidkært hans befaling om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Mattæus 28:19.

I dag ved millioner af oprigtige og oplyste kristne at Jesus ikke er er en sagnfigur. De anerkender ham som den konge Gud har indsat i sit oprettede rige i himmelen, et rige som snart vil regere uindskrænket over jorden. Det er en god nyhed, for denne regering vil løse verdens problemer. Sande kristne støtter loyalt Jehovas udvalgte konge ved at forkynde „denne gode nyhed om riget“. — Mattæus 24:14.

De der støtter Riget ved Kristus, „den levende Guds søn“, vil komme til at leve evigt og erfare varige velsignelser. Du kan også få del i disse velsignelser. Udgiverne af dette blad vil med glæde hjælpe dig til at lære sandheden om Jesus at kende.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Hvad andre har sagt

„Jeg betragter Jesus fra Nazaret som en af de største lærere verden har kendt. . . . Til hinduerne vil jeg sige at I vil mangle noget i livet hvis ikke I respektfuldt undersøger Jesu lære.“ — Mohandas K. Gandhi, The Message of Jesus Christ.

„En personlighed der skildres så konsekvent, og som er så karakteristisk, så helstøbt, så fuldkommen, så menneskelig, og som alligevel er langt hævet over menneskers storhed, kan ikke være opdigtet. . . . Det ville kræve en der var større end Jesus, at finde på Jesus.“ — Philip Schaff, History of the Christian Church.

„At nogle ganske få og jævne mænd i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel der var endnu mere utroligt end nogle af dem der berettes om i evangelierne.“ — Will Durant, Caesar and Christ.

„Det kan forekomme ubegribeligt at en verdensomspændende religiøs bevægelse skulle være blevet sat i gang af en person der ikke har eksisteret, en person der var blevet ’fabrikeret’ til at dække nogle virkelige menneskers behov, mennesker som havde forsøgt at finde en tro, men for hvem det ikke var lykkedes.“ — Gregg Easterbrook, Beside Still Waters.

’Uanset hvordan evangelierne er opstået, er jeg som litteraturhistoriker helt overbevist om at de ikke er legender. De er ikke kunstfærdige nok til at være legender. Det meste af Jesu liv kender vi intet til. Ingen som finder på en legende, ville lade så meget være usagt.’ — C.S. Lewis, God in the Dock.

[Illustrationer på side 7]

Evangelierne viser hele registeret af Jesu følelser