Gode gerninger kan herliggøre Gud
Gode gerninger kan herliggøre Gud
SANDE KRISTNE kan bringe Gud ære ved deres gode gerninger og adfærd. (1 Peter 2:12) Det fremgår af noget der er sket i Italien i de senere år.
I september 1997 blev store dele af regionerne Marche og Umbrien ramt af et voldsomt jordskælv, og næsten 90.000 hjem blev ødelagt. Straks tilbød grupper af Jehovas Vidner at hjælpe deres trosfæller og andre. De skaffede campingvogne, soveposer, ovne, generatorer og andre fornødenheder. Dette nødhjælpsarbejde gik ikke upåagtet hen.
I avisen Il Centro kunne man læse: „De første der ankom med nødhjælp på ulykkesstedet, var Jehovas Vidner fra Roseto [i provinsen Teramo] . . . Disse trofaste tjenere for Jehova nøjes ikke kun med at bede, men gør noget praktisk ved at række de nødlidende en hånd uden at bekymre sig om hvilken trosretning de tilhører.“
Borgmesteren i Nocera Umbra, en af de værst ramte byer, skrev til Jehovas Vidner: „Jeg vil gerne udtrykke en personlig og varm tak for den hjælp I har ydet befolkningen i Nocera, og jeg tror at jeg taler på alle indbyggernes vegne.“ Ud over dette gav Indenrigsministeriet Congregazione Cristiana dei Testimoni di Geova (Den kristne menighed af Jehovas Vidner) et diplom og en medalje „som anerkendelse af det arbejde de havde gjort, og for den flid de havde lagt for dagen i forbindelse med den krisesituation der opstod i Umbrien og Marche“.
I oktober 2000 blev Piemonte-regionen i det nordlige Italien ramt af ødelæggende oversvømmelser. Igen sørgede Jehovas Vidner for straks at yde nødhjælp. Her blev de gode gerninger også bemærket. Piemonte-regionen belønnede Jehovas Vidner med en plakette for „det værdifulde arbejde de frivilligt havde ydet til støtte for de beboere i Piemonte der var berørt af oversvømmelsen“.
Jesus Kristus sagde til sine disciple: „I [skal] lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ (Mattæus 5:16) Jehovas Vidner søger ikke deres egen ære. Men ved at gøre „gode gerninger“ ærer de Gud, samtidig med at de kommer deres medmennesker til hjælp både åndeligt og fysisk.