Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Valdenserne — Fra kætteri til protestantisme

Valdenserne — Fra kætteri til protestantisme

Valdenserne — Fra kætteri til protestantisme

Året var 1545. Stedet var Sydfrankrig, nærmere betegnet det smukke Lubéron i Provence. En hær havde samlet sig for at udføre en frygtelig ordre der var blevet udstedt som følge af religiøs intolerance. Der fulgte en uge med blodsudgydelser.

LANDSBYER blev jævnet med jorden, og indbyggere fængslet eller dræbt. Grusomhederne blev begået af brutale soldater i en massakre som fik Europa til at gyse. Omkring 2700 mænd blev dræbt, og 600 blev sendt til galejerne. Heller ikke kvinder og børn blev skånet. Den officer der stod i spidsen for dette massemord, blev rost af den franske konge og af paven.

Reformationen havde allerede på dette tidspunkt splittet Tyskland, og den katolske kong Frans I af Frankrig var så bekymret for protestantismens udbredelse at han begyndte at indhente oplysninger om de såkaldte kættere i sit rige. Myndighederne i Provence fandt ikke blot nogle få isolerede tilfælde af kætteri, men opdagede at der fandtes hele landsbyer af religiøse afvigere. Der blev udstedt et edikt om at udrydde dette kætteri, hvilket førte til massakren i 1545.

Hvem var disse kættere? Og hvorfor mødte de så stor religiøs intolerance?

FRA RIGDOM TIL FATTIGDOM

De der blev slået ihjel i massakren, tilhørte en religiøs bevægelse der kan føres tilbage til det 12. århundrede, og som fandtes mange steder i Europa. Den måde hvorpå trossamfundet bredte sig og overlevede i flere hundrede år, gør det til noget ganske særligt i historien om religiøse afvigere. De fleste historikere er enige om at bevægelsen opstod omkring år 1170. I den franske by Lyon blev en velhavende købmand ved navn Petrus Valdes meget interesseret i at finde ud af hvordan man fik et godt forhold til Gud. Det var tilsyneladende beretningen om hvordan Jesus opfordrede en rig mand til at sælge sine ejendele og give pengene til de fattige, der fik Valdes til at opgive sin rigdom for at forkynde evangeliet efter at han havde sikret sin familie materielt. (Mattæus 19:16-22) De tilhængere der inden længe sluttede sig til ham, blev senere kaldt valdensere. *

Petrus Valdes koncentrerede sig om at studere Bibelen, forkynde og leve et liv i fattigdom. Det var ikke noget nyt at nogle protesterede mod gejstlighedens velstand. Flere gejstlige afvigere havde i nogen tid fordømt kirkens fordærv og magtmisbrug. Men Valdes var lægmand ligesom de fleste af hans tilhængere. Det er uden tvivl grunden til at han fandt det nødvendigt at Bibelen blev oversat til det talte sprog. Eftersom kirkens latinske udgave af Bibelen kun var tilgængelig for gejstligheden, bestilte han en oversættelse af evangelierne og andre af Bibelens bøger til frankoprovencalsk, det sprog som folk talte i den østlige og centrale del af Frankrig. * De fattige fra Lyon fulgte Jesu befaling om at forkynde og gik derfor ud på gader og stræder for at udbrede deres budskab. (Mattæus 28:19, 20) Historikeren Gabriel Audisio forklarer at valdenserne holdt fast ved at man skulle forkynde for andre, og det var det stridsspørgsmål der fik afgørende betydning for den katolske kirkes holdning til dem.

FRA KATOLIKKER TIL KÆTTERE

På den tid havde kirken suverænt bestemt at det kun var præsterne der måtte forkynde. Gejstligheden betragtede valdenserne som uvidende analfabeter, men i 1179 søgte Petrus Valdes officielt pave Alexander III om bemyndigelse til at forkynde. Han fik tilladelsen på den betingelse at de lokale præster gik med til det. Historikeren Malcolm Lambert skriver at det „næsten var det samme som en total afvisning“. Faktisk forbød Lyons ærkebiskop, Jean Bellesmains, formelt at lægfolk forkyndte. Som svar citerede Valdes Apostelgerninger 5:29: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Da Valdes ikke rettede sig efter forbudet, blev han i 1184 ekskommunikeret af kirken.

Selv om valdenserne blev fordrevet fra Lyons stift og jaget ud af byen, lader det ikke til at denne første fordømmelse blev taget lige alvorligt overalt. Mange almindelige mennesker beundrede valdenserne for deres oprigtighed og levevis, og visse biskopper fortsatte med at tale med dem.

Ifølge historikeren Euan Cameron lader det ikke til at de valdensiske prædikanter „i og for sig modstod romerkirken“. De ønskede blot „at forkynde og undervise“. Ifølge historikere blev bevægelsen i realiteten drevet til kætteri som følge af en række dekreter der førte til at de gradvis blev helt marginaliseret. Kirkens fordømmelser kulminerede da valdenserne i 1215 blev lyst i band ved det 4. Laterankoncil. Hvilken indvirkning fik det på deres forkyndelse?

VALDENSERNE GÅR UNDER JORDEN

Petrus Valdes døde i 1217, og man iværksatte en forfølgelse af hans tilhængere, der blev spredt til de franske Alpedale, Tyskland, Norditalien og Central- og Østeuropa. Forfølgelsen fik også valdenserne til at slå sig ned ude på landet, hvilket i mange områder begrænsede deres forkyndelse.

I 1229 fuldbyrdede den katolske kirke sit korstog mod katharerne, også kaldet albigenserne, der boede i Sydfrankrig. * Derefter kom turen til valdenserne. Inkvisitionen skulle inden længe skånselsløst blive rettet mod alle kirkens modstandere. Frygten fik valdenserne til at gå under jorden. I 1230 var deres offentlige forkyndelse ophørt. Gabriel Audisio forklarer: „I stedet for at gå ud og søge efter nye får . . . koncentrerede de sig om at tage sig af dem der allerede var konverteret. De skulle hjælpes til at forblive i troen trods det pres og den forfølgelse de blev udsat for.“ Han tilføjer at „forkyndelsen forblev noget centralt, men i praksis havde den fuldstændig ændret sig“.

DERES TRO OG SKIKKE

I begyndelsen deltog både mænd og kvinder i forkyndelsen. Men omkring det 14. århundrede var valdenserne begyndt at skelne mellem forkyndere og troende. Nu var det kun veloplærte mænd der deltog i hyrdegerningen. Disse vandreprædikanter blev senere kaldt for barbes (onkler).

De barbes der besøgte valdenserfamilierne i deres hjem, var mere optaget af at holde bevægelsen i live end i at udbrede troen. Alle vandreprædikanterne kunne læse og skrive, og den oplæring de modtog, var grundlagt på Bibelen og varede op til seks år. De brugte Bibelen på det lokale sprog, hvilket hjalp dem til at forklare den for deres trosfæller. Selv modstandere indrømmede at valdenserne, deriblandt deres børn, var godt kendt med Bibelen, og at de kunne citere lange passager udenad.

De første valdensere forkastede blandt andet læren om skærsilden, sjælemesser, pavelig aflad, løgn og tilbedelsen af Maria og „helgener“. De fejrede også den sidste nadver, Herrens aftensmåltid, én gang om året. Ifølge Malcolm Lambert var deres gudsdyrkelse „i virkeligheden den almindelige lægmands tro“.

„ET DOBBELTLIV“

Valdenserne havde et nært indbyrdes forhold. Man giftede sig inden for bevægelsen, og det har i århundredernes løb medført at der er opstået valdensiske efternavne. I deres kamp for at overleve forsøgte valdenserne imidlertid at lægge skjul på deres holdninger. Den hemmelighedsfulde atmosfære der omgav deres tro og skikke, gjorde det let for modstandere at fremsætte uhyrlige beskyldninger mod dem og for eksempel sige at de gav sig af med djævledyrkelse.

Nogle valdensere reagerede på disse beskyldninger ved at gå på kompromis og praktisere det som historikeren Euan Cameron kalder for „minimal konformitet“ med den katolske tro. Det gav sig udslag i at de skriftede hos katolske præster, gik til messe, brugte vievand og endda foretog pilgrimsrejser. Malcolm Lambert siger: „I mangt og meget opførte de sig helt som de katolikker de boede iblandt.“ Gabriel Audisio siger uden omsvøb at valdenserne med tiden begyndte at „leve et dobbeltliv“. Han tilføjer: „På den ene side opførte de sig udadtil som katolikker for at sikre sig at de kunne fortsætte med deres forholdsvis fredelige tilværelse; på den anden side holdt de fast ved visse ritualer og skikke der bidrog til trossamfundets fortsatte eksistens.“

FRA KÆTTERI TIL PROTESTANTISME

I det 16. århundrede forandrede reformationen radikalt det religiøse klima i Europa. Intolerancens ofre kunne enten ansøge om juridisk anerkendelse i deres eget land eller måske vælge at udvandre for at opnå mere gunstige levevilkår. Anklagerne for kætteri begyndte desuden at blive betragtet som mindre alvorlige eftersom mange andre nu også satte spørgsmålstegn ved de rodfæstede religiøse autoriteter.

Så tidligt som i 1523 omtalte reformatoren Martin Luther valdenserne. I 1526 kom en af valdensernes barbes tilbage til Alperne med nyheden om den religiøse udvikling i Europa. Derefter fulgte en periode hvor protestantiske trossamfund udvekslede tanker med valdenserne. Protestanterne opmuntrede valdenserne til at bekoste den første oversættelse af Bibelen fra originalsprogene til fransk. Den blev trykt i 1535 og blev senere kendt som Olivétan-bibelen. Ironisk nok kunne de fleste valdensere imidlertid ikke forstå fransk.

Den katolske kirkes forfølgelse fortsatte. Mange valdensere slog sig derfor ned i Provence i Sydfrankrig, ligesom mange protestantiske indvandrere gjorde. Myndighederne blev hurtigt opmærksomme på denne indvandring. Trods de mange positive rapporter om valdensernes levevis og høje moral betvivlede nogle deres loyalitet og beskyldte dem for at være en trussel mod samfundsordenen. Mérindol-ediktet blev udstedt, og det førte til den grusomme blodsudgydelse der er nævnt i indledningen.

Forholdet mellem katolikkerne og valdenserne forværredes. Som reaktion på de angreb der blev rettet mod dem, greb valdenserne endog til våben for at forsvare sig. Denne konflikt skubbede dem ind i den protestantiske fold, og valdenserne allierede sig med protestanterne.

I århundredernes løb er der blevet oprettet valdensiske kirker i lande så langt fra Frankrig som Uruguay og USA. De fleste historikere er dog enige med Gabriel Audisio, der siger at „valdensianismen ophørte på reformationens tid“ da den blev „opslugt af protestantismen“. Men faktisk havde den valdensiske bevægelse allerede flere hundrede år tidligere mistet meget af sin første nidkærhed. Det skete da valdenserne på grund af frygt efterhånden ophørte med deres bibelorienterede forkyndelse og undervisning.

[Fodnoter]

^ par. 7 Valdes, eller Valdo, er den danske gengivelse af købmandens franske navn, Vaudès. Herfra stammer betegnelsen „valdesere“ og „valdensere“. De blev også kaldt „de fattige fra Lyon“.

^ par. 8 Biskoppen af Metz i det nordøstlige Frankrig havde allerede i 1199 beklaget sig til pave Innocens III over at nogle læste og drøftede Bibelen på modersmålet. Biskoppen har sandsynligvis tænkt på valdenserne.

^ par. 15 Se artiklen i Vagttårnet for 1. september 1995, side 27-30, med titlen: „Katharerne — Var de kristne martyrer?“

 

[Kort/illustration på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Områder hvor der fandtes valdensere

FRANKRIG

Lyon

PROVENCE

Lubéron

Strasbourg

Milano

Rom

Berlin

Prag

Wien

[Illustration]

Valdenserne bekostede oversættelsen af Olivétan-bibelen, der udkom i 1535

[Kildeangivelse]

Bibel: © Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris

[Illustrationer på side 20, 21]

Petrus Valdes

To ældre valdensiske kvinder brændes

[Kildeangivelse]

Side 20 og 21: © Landesbildstelle Baden, Karlsruhe