Ikoner — Religiøse billeder med en lang tradition

„Ved hjælp af ikoner kan vi blive forenet med Guds og helgenernes godhed og hellighed.“ — DET GRÆSK-ORTODOKSE ÆRKEBISPEDØMME I AUSTRALIEN.

PÅ DENNE trykkende varme augustdag bager solens stråler ubarmhjertigt ned på den cementtrappe som fører op til ’den hellige Gudsmoders’ kloster på den græske ø Tinos i Det Ægæiske Hav. Den brændende hede forhindrer ikke de mere end 25.000 nidkære græsk-ortodokse pilgrimme i langsomt at bevæge sig frem mod den overprydede ikon af Jesu moder.

En invalid ung pige med et forpint ansigtsudtryk trodser smerterne og kravler af sted på sine stærkt blødende knæ. Ikke langt fra hende slæber en ældre dame sig frem på sine trætte fødder, udmattet efter en lang rejse. En forventningsfuld midaldrende herre forsøger svedende og utålmodigt at bane sig vej gennem den tætte menneskemængde. De ønsker alle at få lov at kysse en ikon af Maria og kaste sig ned for den.

Deres ønske om at tilbede Gud udspringer uden tvivl af sand oprigtighed. Men hvor mange er mon klar over at brugen af ikoner kan spores tilbage til førkristen tid?

IKONERNES UDBREDELSE

I den ortodokse verden findes der ikoner overalt. I kirkerne indtager ikoner af Jesus, Maria og mange „helgener“ en central plads. De troende viser ofte disse ikoner ærbødighed ved at kysse dem og brænde røgelse og kerter for dem. I de fleste ortodokse hjem har familiens ikoner deres plads i „det skønne hjørne“, hvor man beder. Det er ikke ualmindeligt at høre ortodokse kristne give udtryk for at de forener sig med Gud når de tilbeder en ikon. Mange tror at ikoner kan gøre mirakler og er fyldt med guddommelig nåde.

De ville sikkert blive overraskede over at få at vide at de kristne i det første århundrede ikke bifaldt brugen af ikoner i tilbedelsen. I bogen Det byzantinske rige siges der: „De første kristne, der endnu delte jødedommens modvilje mod billedkult, havde set skævt til enhver form for anvendelse af billeder under gudstjenesten. Men fra det 5. århundrede blev billeder af Kristus, Jomfru Maria og helgenerne mere og mere almindelige både i privathuse og  i kirker.“ Hvis ikke det var de kristne i det første århundrede der begyndte at bruge religiøse ikoner, hvorfra stammer så denne tradition?

RØDDER I HEDENSKABET

Forskeren Vitalij Ivanovitj Petrenko har skrevet: „Brugen af billeder og traditionerne bag dem opstod længe før den kristne æra og har sine ’rødder i hedenskabet’.“ Mange historikere er enige heri og siger at ikontilbedelsens oprindelse kan spores tilbage til de gamle babyloniske, ægyptiske og græske religioner. I oldtidens Grækenland havde man billedstøtter som man tillagde guddommelige kræfter. Folk troede at nogle af billedstøtterne var faldet ned fra himmelen. Ved særlige højtider blev disse kultgenstande båret i procession rundt i byen, og man bragte ofre til dem. „De fromme anså kultgenstanden for at være en guddom, selv om man forsøgte at . . . drage en skillelinje mellem guddommen og afbilledet af den,“ siger Petrenko.

Hvordan fandt sådanne idéer og skikke vej ind i den kristne tro? Ifølge samme forsker blev den kristne lære, især i Ægypten, i århundrederne efter Kristi apostles død „påvirket af en ’hedensk sammensmeltning’ af ægyptiske, græske, jødiske, orientalske og romerske skikke og opfattelser, som man praktiserede side om side med kristendommen“. Som følge heraf „tilpassede kristne håndværkere sig dette ved at sammenføje elementer fra flere trosretninger og indarbejde hedenske symboler, som de anbragte i en anden sammenhæng uden at rense dem helt for hedensk indflydelse“.

Snart blev ikoner tillagt betydning både i hjemmet og i kirken. I Verdens Kulturhistorie, bind 11, side 131 og 132 beskriver historikeren Will Durant hvordan det gik til. „Efterhånden som antallet af tilbedte helgener steg, opstod der et behov for at kunne identificere og huske dem, og billeder af dem og af Jomfru Maria fremstilledes i stort antal. For Kristi vedkommende blev ikke blot hans billedlige skikkelse, men også hans kors genstand for ærbødig hyldest — for enfoldige sjæle endog til magiske talismaner. Folkefantasiens naturlige frihedstrang gjorde efterhånden de hellige relikvier,  billeder og statuer til genstand for tilbedelse; mennesker kastede sig i støvet foran dem, kyssede dem, tændte kerter og brændte røgelse foran dem, kronede dem med blomster og forventede mirakler af deres okkulte indflydelse. . . . Kirkefædre og konciler forklarede gentagne gange, at billederne ikke var guddomme, men kun menneskeværk til deres ihukommelse; men folket bekymrede sig ikke om slige nuancer.“

I dag vil mange der bruger ikoner, sikkert også hævde at billederne udelukkende er genstand for respekt og ikke tilbedelse. De påstår måske at religiøse billeder er legitime — ja uundværlige — hjælpemidler i tilbedelsen. Måske er du af samme mening? Men spørgsmålet er hvad Gud mener om det. Kunne det at vise en ikon ærefrygt være det samme som at tilbede den? Kan der ligge skjulte farer i at følge denne tradition?

[Ramme/illustration på side 4]

Hvad er en ikon?

I modsætning til billedstøtter er ikoner todimensionelle billeder af Kristus, Maria, „helgener“, engle, personer og fortællinger fra Bibelen eller begivenheder i den ortodokse kirkehistorie. De fleste ikoner er malet på bærbare trætavler.

Ifølge den ortodokse kirke „har ikonmalerne ikke forsøgt at få helgener til at ligne almindelige mennesker af kød og blod“. Ikonerne bliver malet med „et omvendt perspektiv, det vil sige at den del af en ting, som er i forgrunden, er mindre end den del af tingen, som er i baggrunden“. * Der er sædvanligvis heller ingen „skyggevirkninger“ og intet der viser om det er dag eller nat. Man har den tro at træet eller billedet af ikonen „er belyst af det guddommelige lys“.

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

Brugen af billeder er af hedensk oprindelse

[Kildeangivelse på side 3]

© AFP/CORBIS