Findes der et brændende helvede?

SÅ FORSKELLIGT begrebet helvede end opfattes, er de fleste dog enige om at forbinde det med straf for synd. Om synden og dens virkning står der i Bibelen at ’synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet’. (Romerne 5:12) Bibelen siger også: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Eftersom straffen for synd er døden, må vi vide hvad der sker ved døden, før vi kan få klarhed over om der findes et brændende helvede.

Er døden en overgang til et andet liv? Findes der et brændende helvede? Er der håb for de døde? Det svarer Bibelen troværdigt og tilfredsstillende på.

ER DER ET LIV EFTER DØDEN?

Har mennesket en iboende sjæl eller ånd der lever videre når legemet dør? Læg mærke til hvordan det første menneske, Adam, blev til og fik liv. Bibelen beretter: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Selv om åndedrættet opretholdt livet, var der mere forbundet med ’livsånden’ end den luft Gud blæste ind i Adams næsebor, og som fik lungerne til at fungere. Forbundet med livsånden var også den livsgnist som gav Adams livløse legeme liv — den „livets kraft“ som virker i alle jordiske skabninger. (1 Mosebog 6:17; 7:22) Bibelen omtaler også denne livgivende kraft som „ånd“. (Jakob 2:26) Den kan sammenlignes med den elektriske strøm der får en maskine eller et apparat til at fungere. Men ligesom strømmen ikke antager maskinens eller apparatets form og egenskaber, antager livskraften ikke den form og de egenskaber der kendetegner de skabninger den gør levende. Den har ingen personlighed, ingen tankevirksomhed.

Hvad sker der med ånden når et menneske dør? Salme 146:4 svarer: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ Ånden, der jo er uden personlighed, lever ikke videre som et åndevæsen et andet sted. Den „vender tilbage til den sande Gud, som gav den“. (Prædikeren 12:7) Det betyder at ethvert håb om fremtidigt liv helt afhænger af Gud.

De græske filosoffer Sokrates og Platon mente at en iboende udødelig sjæl overlever det enkelte menneskes død. Hvad siger Bibelen om sjælen? Ifølge Første Mosebog 2:7 „blev [Adam] en levende sjæl“. Sjælen var ikke noget han fik — det var noget han blev og var.  Sjælen var hele personen. Ifølge Bibelen kan en sjæl udføre arbejde, længes efter mad, blive kidnappet, være søvnløs og så videre. (3 Mosebog 23:30; 5 Mosebog 12:20; 24:7; Salme 119:28) Ja, mennesket er en sjæl, og den dør når mennesket dør. — Ezekiel 18:4.

Hvilken tilstand befinder de døde sig i? Da Jehova udtalte sin dom over Adam, erklærede han: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Hvor befandt Adam sig før Gud dannede ham af jordens støv og gav ham liv? Han fandtes ganske enkelt ikke. Da han døde, eksisterede han følgelig ikke længere. De dødes tilstand beskrives tydeligt i Prædikeren 9:5, 10, der i den danske autoriserede oversættelse lyder: „De døde ved ingenting! . . . I dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.“ Ifølge Bibelen er døden altså det modsatte af at være til. De døde har ingen bevidsthed. De mærker ikke noget og tænker ingen tanker.

ET STED MED EVIG PINE — ELLER GRAVEN?

Eftersom de døde er uden eksistens og bevidsthed, kan de ikke lide nogen pine i et helvede. Enkelte ældre bibeloversættelser bruger dog ordet helvede om det sted hvor de døde befinder sig, for eksempel om det sted hvor Jesus befandt sig mens han var død. Bibelskribenten Lukas beretter om Jesus at „hverken blev han efterladt i Hades [helvede, King James Version] eller så hans kød forrådnelse“. * (Apostelgerninger 2:31) Hvor var det Jesus kom hen efter sin død? Apostelen Paulus skrev: „Jeg har nemlig overgivet til jer . . . at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne; og at han blev begravet, ja, at han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne.“ (1 Korinther 15:3, 4) Jesus kom med andre ord blot i graven. Og han blev ikke efterladt der, men blev oprejst.

Det er også tankevækkende at den retfærdige Job bønfaldt om at blive udfriet af sine svære lidelser med ordene: „Hvem vil tilstå mig dette, at du vil beskytte mig i helvede [Sheol] og skjule mig indtil din vrede er ovre?“ * (Job 14:13, Douay Version) At Job skulle bede om at blive beskyttet et sted med ild og flammer ville være fornuftstridigt. Det såkaldte helvede var ganske enkelt graven, hvor Jobs lidelser ville være til ende. Det der i nogle bibeloversættelser gengives med „helvede“, er altså menneskehedens fælles grav, hvor alle, onde som gode, kommer hen når de dør.

EN ALTFORTÆRENDE ILD?

Hvis den ild man almindeligvis forbinder „helvede“ med, ikke kan være et symbol på  evig pine, hvad betyder den så? Ifølge Bibelen er Hades ikke et sted med ild, for der siges: „Døden og Hades blev kastet i ildsøen.“ Udtrykket „ildsøen“ må være brugt i symbolsk betydning eftersom døden og Hades, der af nogle kaldes helvede, jo ikke bogstaveligt kan brænde. Om „ildsøen“ siges der: „Dette er den anden død“ — den død hvorfra der ikke er nogen opstandelse. — Åbenbaringen 20:14.

„Ildsøen“ er en parallel til „ilden i Gehenna“ [„Helvedes ild,“ da. aut.], som Jesus talte om. (Mattæus 5:22; Markus 9:47, 48) Ordet Gehenna forekommer 12 gange i De Kristne Græske Skrifter, og det er det græske navn på Hinnoms Dal uden for Jerusalems mure. Da Jesus var på jorden, blev dalen brugt som losseplads „hvor man henkastede ligene af forbrydere, ådsler og alt andet skarn“. (Dr. William Smith’s Dictionary of the Bible) Ilden blev holdt ved lige med svovl som blev kastet ned over affaldet. Jesus brugte ordet som et passende symbol på evig tilintetgørelse.

Ildsøen står for det samme som Gehenna: evig tilintetgørelse. At døden og Hades ’kastes i ildsøen’, betyder at de bliver afskaffet når menneskene er blevet befriet for syndens og dødens fordømmelse. Forhærdede syndere vil også komme i ildsøen og blive udslettet for evigt. (Åbenbaringen 21:8) Men de der befinder sig i Hades, menneskehedens fælles grav, og som Gud har bevaret i sin erindring, vil blive oprejst til nyt liv.

GRAVEN TØMMES!

I Åbenbaringen 20:13 står der: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage.“ Ja, Hades, som i nogle bibeloversættelser forveksles med helvede, vil blive tømt. Jesus gav følgende løfte: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Millioner af døde som ikke lever noget andet sted end i Guds erindring, vil blive oprejst, ført tilbage til livet, i et genoprettet paradis her på jorden. — Lukas 23:43; Apostelgerninger 24:15.

I den nye verden Gud skaber, vil de opstandne der følger hans retfærdige love, aldrig behøve at dø igen. (Esajas 25:8) Jehova „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. Ja, „det som var før er forsvundet“. (Åbenbaringen 21:4) Der er altså et betagende håb for dem der befinder sig i „mindegravene“. Dette håb bør motivere os til at lære Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, bedre at kende. — Johannes 17:3.

[Fodnoter]

[Illustration på side 5]

Job bad om at blive beskyttet i graven — ikke i et pinested

[Illustration på side 6]

„Ilden i Gehenna“ er et symbol på evig tilintetgørelse

[Illustration på side 7]

De der er i mindegravene, skal komme frem