Har vi brug for religiøse bygninger?
Har vi brug for religiøse bygninger?
I tusindvis af pilgrimme i farverige gevandter fra forskellige dele af Mexico, grupper af indianere som til lyden af trommer opførte danse fra tiden før spanierne kom til landet, samt troende der kravlede på deres smertende knæ gennem menneskemængden hen imod helligdommen, fyldte pladsen foran basilikaen og de omkringliggende gader.
SÅDAN beskrev avisen El Economista en stor folkemængde på omkring tre millioner som i december 2001 besøgte basilikaen i Mexico City for at vise deres tro på Jomfruen af Guadalupe. Andre religiøse bygningsværker, som for eksempel Peterskirken i Rom, tiltrækker også store skarer af besøgende.
Mange mennesker der ønsker at tilbede Gud, nærer særlige følelser for religiøse bygninger. Maria fra Brasilien har fortalt: „For mig var kirken et sted hvor jeg følte mig nærmere Gud. Det var et helligt sted. Jeg troede at jeg fik renset sjælen ved at gå i kirke, og at det var en synd ikke at gå til messe og til skrifte hver søndag.“ Consuelo fra Mexico fortæller: „Jeg satte stor pris på kirken, for den gav mig en stærk følelsesmæssig oplevelse. Når jeg var i kirke, følte jeg at jeg var i himmelen.“
Mange tillægger kirker stor betydning, mens andre tvivler på at de er nødvendige for at dyrke Gud. En katolsk præst i England, Peter Sibert, siger i forbindelse med den dårlige kirkegang: „[Folk] vælger det i religionen de synes bedst om. Mange ældre mennesker er praktiserende katolikker, men blandt de yngre er der intet engagement.“ I Londonavisen Daily Telegraph for 20. november 1998, stod der: „I England er der siden 1979 blevet lukket 1500 kirker, mens 495 nye kirker
er blevet taget i brug og andre 150 er blevet renoveret.“I 1997 skrev den tyske Münchenavis Süddeutsche Zeitung: „Kirker omdannes til biografer og boliger: De troende holder sig borte, og de religiøse bygninger bliver brugt til andre formål. . . . Det som allerede er blevet helt almindeligt i Holland og England, finder nu også sted i Tyskland.“ Avisen tilføjer: „Det har vakt en del opsigt at omkring 30 til 40 tyske kirker er blevet solgt til lignende formål i løbet af de sidste par år.“
Er det nødvendigt med religiøse bygninger for at tilbede Gud? Er der bibelsk belæg for at opføre basilikaer og rigt udsmykkede kirker? Hvilke bygninger er blevet brugt i forbindelse med tilbedelsen af den levende og sande Gud? Viser det noget om hvorvidt der er brug for religiøse bygninger, og hvad der bør foregå disse steder?