Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Styrk dine hænder’

’Styrk dine hænder’

’Styrk dine hænder’

I BIBELEN nævnes ordene „hånd“ og „hænder“ over 1600 gange, blandt andet i forskellige faste udtryk og ordbilleder. For eksempel betegner udtrykket ’rene hænder’ uskyld. (2 Samuel 22:21; Salme 24:3, 4) At ’åbne sin hånd’ er at vise gavmildhed. (5 Mosebog 15:11; Salme 145:16) Den der udsætter sig for livsfare, siges at ’lægge sin sjæl i sin hånd’. (1 Samuel 19:5) At ’lade hænderne synke’ er et udtryk for mismod. (2 Krønikebog 15:7) Og at ’styrke sin hånd’ vil sige at få handlekraft. — 1 Samuel 23:16.

I vores „kritiske tider som er vanskelige at klare“, har vi et presserende behov for at få styrket vores hænder. (2 Timoteus 3:1) Når vi mister modet, er vi tilbøjelige til at give op og lade hænderne synke. Det er ikke noget særsyn at teenagere afbryder deres uddannelse, at mænd går fra kone og børn, eller at mødre forlader deres børn. Som kristne må vi styrke vores hænder hvis vi som tjenere for Gud skal udholde de prøvelser vi kommer ud for. (Mattæus 24:13) Hvis vi gør det, glæder vi Jehovas hjerte. — Ordsprogene 27:11.

HVORDAN VI FÅR STYRKET VORES HÆNDER

På Ezras tid trængte jøderne til at få styrket deres hænder så de kunne fuldføre genopbygningen af Jehovas tempel i Jerusalem. Hvordan blev de styrket? Beretningen lyder: „De fejrede de usyrede brøds højtid i syv dage med fryd, for Jehova gav dem grund til fryd, og han havde vendt assyrerkongens hjerte om til dem for at styrke deres hænder under arbejdet på den sande Guds, Israels Guds, hus.“ (Ezra 6:22) Med sin ånd påvirkede Jehova åbenbart assyrerkongen til at lade jøderne vende hjem, og Han satte mod i folket så arbejdet blev fuldført.

Da Jerusalems mur siden hen skulle sættes i stand, styrkede Nehemias sine landsmænds hænder til opgaven. Han beskrev det sådan: „Videre fortalte jeg dem om min Guds hånd, hvorledes den havde været god mod mig, og også om de ord som kongen havde sagt til mig. Da sagde de: ’Lad os tage fat og bygge.’ Således styrkede de deres hænder til det gode arbejde.“ Med styrkede hænder lykkedes det Nehemias og de andre jøder at genopføre Jerusalems mur på kun 52 dage. — Nehemias 2:18; 6:9, 15.

På samme måde styrker Jehova vores hænder til at forkynde den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14) Det gør han ved at ’udruste os med alt godt, så vi kan gøre hans vilje’. (Hebræerne 13:21) Han har sørget for redskaber af bedste kvalitet. Vi har Bibelen og materiale til bibelundervisning i form af bøger, blade, brochurer, traktater, lydbånd og videofilm som bliver brugt over hele jorden. Faktisk udgiver vi publikationer på cirka 380 sprog. Desuden sørger Jehova for at vi gennem møder og stævner bliver undervist i at fuldføre vor tjeneste ved hjælp af disse gode redskaber.

Ja, Jehova styrker vores hænder på mange måder, men han forventer også at vi selv gør hvad vi kan. Husk profeten Elisas afsluttende ord til kong Joasj, der opsøgte ham for at bede om hjælp til at kæmpe mod den aramaiske invasionshær. Elisa befalede kongen at tage nogle pile og slå på jorden med dem. Beretningen lyder: „Så slog han tre gange og standsede. Den sande Guds mand blev da harmfuld på ham og sagde: ’Det var meningen at du skulle slå fem eller seks gange! Så ville du have slået Aram til det var færdigt, men nu vil du slå Aram tre gange.’“ (2 Kongebog 13:18, 19) Fordi Joasj ikke var vedholdende, kunne han ikke besejre Aram definitivt.

Det lærer os at vi må lægge kræfterne i hvis vi er besluttet på at fuldføre den opgave Jehova har givet os. I stedet for at bekymre os unødigt om eventuelle hindringer eller vanskeligheder, bør vi ivrigt og helhjertet gøre vores bedste. Vi må styrke vores hænder og se hen til Jehova efter hjælp. — Esajas 35:3, 4.

JEHOVA VIL STYRKE VORES HÆNDER

Jehova vil afgjort hjælpe os og styrke vores hænder så vi kan gøre hans vilje. Naturligvis vil han ikke mirakuløst klare alle udfordringer for os. Han forventer at vi gør vores del ved daglig at læse i Bibelen, forberede os til møderne og regelmæssigt overvære dem, forkynde så tit vi kan, og bede uophørligt til ham. Hvis vi trofast og flittigt gør vores bedste mens vi har lejlighed til det, vil Jehova styrke os til at gøre det han forventer af os. — Filipperne 4:13.

Det oplevede en kristen der i løbet af et år kom ud for at både hans kone og hans mor døde. Mens han sørgede dybt over dét, blev hans søn forladt af sin kone, som vendte ryggen til den kristne livsform. Broderen siger: „Jeg har lært at vi hverken kan vælge hvordan, hvornår eller hvor tit vi bliver prøvet.“ Hvordan fik han styrke til at komme videre? „Bøn og personligt studium har holdt mig oppe. Og mine åndelige brødres og søstres støtte har været til stor trøst. Frem for alt har jeg lært hvor vigtigt det er at opdyrke et nært personligt forhold til Jehova før der opstår en vanskelig situation.“

Uanset hvordan din tilværelse har formet sig, så vær besluttet på at stole urokkeligt på Jehova og gøre god brug af alt det han gør for at styrke vores hænder. Så vil du kunne yde Jehova den bedst mulige tjeneste og derved ære og prise hans dyrebare navn. — Hebræerne 13:15.

[Illustration på side 31]

Fordi Joasj ikke var vedholdende, kunne han ikke besejre Aram definitivt