Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Husker du?

Husker du?

Husker du?

Har du haft udbytte af at læse de seneste udgaver af Vagttårnet? Prøv din hukommelse ved hjælp af følgende spørgsmål:

Hvordan kan „evnen til at tænke“ beskytte os? (Ordsprogene 1:4)

Den kan varsle om åndelige farer og motivere os til at planlægge den rette reaktion, for eksempel med hensyn til at afvise seksuelle fristelser på arbejdspladsen. Den hjælper os til at erkende at vore trosfæller er ufuldkomne, og det kan forhindre os i at fare op når noget går os på. Den kan også sætte os i stand til at modstå et materialistisk pres som åndeligt set kan slå os ud af kurs. — 15/8, side 21-24.

Hvordan kan man blive en god nabo?

Man kan blive en god nabo ved at være villig til at yde og være taknemmelig for at modtage. Det er værdifuldt at være gode naboer i modgangstider. Jehovas Vidner bestræber sig for at være gode naboer ved at advare om en forestående begivenhed, hvor Gud gør ende på al ondskab. — 1/9, side 4-7.

Hvem er ifølge Bibelen helliget af Gud, og hvordan kan de gavne os?

Bibelen betegner alle de første kristne som hellige, og det var Gud og ikke mennesker eller organisationer der afgjorde om de var hellige. (Romerne 1:7) De hellige der bliver oprejst til et himmelsk liv, vil sammen med Kristus velsigne trofaste mennesker på jorden. (Efeserne 1:18-21) — 15/9, side 5-7.

Hvorfor kan det være gavnligt for kristne at vide noget om idrætskampene i antikkens Grækenland?

Peters og Paulus’ breve indeholder illustrationer der er baseret på antikkens idrætslege. (1 Korinther 9:26; 1 Timoteus 4:7; 2 Timoteus 2:5; 1 Peter 5:10) Det var vigtigt for fortidens sportsmænd at have gode trænere, udvise selvbeherskelse og være målrettede. Det samme gælder i åndelig forstand kristne i dag. — 1/10, side 28-31.

Hvilke vanskeligheder og fordele er der ved at børn vokser op i et fremmed land?

Mange børn er hurtigere til at tilegne sig et andet sprog end deres forældre, der derfor kan have svært ved at forstå børnenes reaktioner og deres måde at tænke på. Og børnene har måske ikke så let ved at få fat i de bibelske principper på forældrenes sprog. Alligevel kan familiebåndene blive styrket ved at børnene lærer forældrenes sprog og således får kendskab til to sprog og føler sig som en del af to kulturer. — 15/10, side 22-26.

Hvorfor er det vigtigt at lære at sige undskyld?

En oprigtig undskyldning kan være det der skal til for at genoprette det gode forhold. Bibelen indeholder eksempler på hvad en undskyldning kan udvirke. (1 Samuel 25:2-35; Apostelgerninger 23:1-5) Når to er på kant med hinanden, har de ofte begge en del af skylden. Det er derfor nødvendigt at begge parter må gøre indrømmelser og sige undskyld. — 1/11, side 4-7.

Hvorfor bør man ikke spille om penge, også selv om der kun er tale om små beløb?

Hasardspil fremmer egoisme, en usund konkurrenceånd og begærlighed, hvilket fordømmes i Bibelen. (1 Korinther 6:9, 10) Mange ludomaner begyndte i en tidlig alder med at satse små beløb. — 1/11, side 31.

Hvorfor har der været behov for at oversætte Bibelen til græsk, når mange af dens bøger er skrevet på græsk, og hvad har det medført?

Det græske sprog i vor tid adskiller sig meget fra det der bruges i Septuaginta — en oversættelse til græsk af Bibelens Hebraiske Skrifter — og fra sproget i De Kristne Græske Skrifter. I århundredernes løb er der blevet gjort mange forsøg på at oversætte hele Bibelen eller dele af den, til nutidsgræsk. Der findes i dag omkring 30 oversættelser af hele Bibelen eller dele af den som kan læses og forstås af den menige græker. En af dem er den græske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, som blev udgivet i 1997. — 15/11, side 26-29.

Hvorfor er det ikke et krav til kristne at de skal betale tiende?

Under Loven som Gud i fortiden gav Israel, betalte man tiende for at støtte levitterne og dem der var i nød. (3 Mosebog 27:30; 5 Mosebog 14:28, 29) Ved sin offerdød ophævede Jesus Loven og dens bud om at betale tiende. (Efeserne 2:13-15) I de første kristne menigheder gav hver enkelt efter sin formåen og som han havde besluttet i sit hjerte. (2 Korinther 9:5, 7) — 1/12, side 3-7.

Kan man af Åbenbaringen 20:8 udlede at Satan vil vildlede et meget stort antal mennesker når den endelige prøve finder sted?

Skriftstedet siger at de der bliver vildledt, vil være „som sandet ved havet“. I Bibelen betyder dette udtryk ofte et ukendt antal, uden at der menes at det er umådelig stort. Abrahams afkom, der skulle være „som sandskornene der er ved havets bred“, viste sig at komme til at udgøre i alt 144.000 — foruden Jesus Kristus. (1 Mosebog 22:17; Åbenbaringen 14:1-4) — 1/12, side 29.