Alterets plads i gudsdyrkelsen

INDTAGER alteret en vigtig plads i din religion? For mange som overværer gudstjenesten i en af kristenhedens kirker, er alteret midtpunktet for kirkegængernes opmærksomhed. Har du nogen sinde tænkt på hvad Bibelen siger om brugen af altre i gudsdyrkelsen?

Det første alter der nævnes i Bibelen, er det alter som Noa byggede efter Vandfloden, og som han ofrede dyreofre på da han og hans familie var kommet ud af arken. * — 1 Mosebog 8:20.

Efter sprogforvirringen ved Babel spredtes menneskene over hele jorden. (1 Mosebog 11:1-9) De kom længere og længere bort fra Gud, men med deres iboende trang til at tilbede Gud søgte de at nærme sig ham og som i blinde at „famle sig frem til ham“. (Apostelgerninger 17:27; Romerne 2:14, 15) I de forskellige religioner og kulturer har menneskene siden Noas tid bygget altre til brug for tilbedelsen af deres falske guder. Nogle har gjort brug af grusomme ritualer hvor man bragte menneskeofre, endog børn. Nogle af Israels konger forlod Jehova og rejste altre for hedenske guder, for eksempel Ba’al. (1 Kongebog 16:29-32) Men hvordan forholder det sig med brugen af altre i den sande tilbedelse?

Altre i den sande tilbedelse i Israel

Efter Noa var der andre trofaste mænd der byggede altre til brug for tilbedelsen af den sande Gud, Jehova. Abraham byggede altre forskellige steder: i Sikem, et sted nær Betel, i Hebron og på Morijas Bjerg, hvor han ofrede en vædder som Jehova havde skaffet til veje i stedet for Isak. Senere byggede Isak, Jakob og Moses på eget initiativ altre som de brugte i tilbedelsen af Gud. — 1 Mosebog 12:6-8; 13:3, 18; 22:9-13; 26:23-25; 33:18-20; 35:1, 3, 7; 2 Mosebog 17:15, 16; 24:4-8.

Da Gud gav Israels folk sin lov, befalede han at de skulle rejse en ’teltbolig’, et transportabelt telt, også kaldet „mødeteltet“, som skulle være midtpunktet i den ordning hvorigennem Israels folk kunne nærme sig ham. (2 Mosebog 39:32, 40) I denne teltbolig var der to altre. Det ene, brændofferalteret, var lavet af akacietræ og overtrukket med kobber. Det stod foran indgangen til teltboligen  og blev brugt til at ofre dyreofre på. (2 Mosebog 27:1-8; 39:39; 40:6, 29) Det andet var et røgelsesalter, også lavet af akacietræ, men overtrukket med guld. Det stod inde i teltboligen, foran forhænget ind til Det Allerhelligste. (2 Mosebog 30:1-6; 39:38; 40:5, 26, 27) To gange om dagen, om morgenen og om aftenen, brændte man en særlig røgelse på det. (2 Mosebog 30:7-9) Det stationære tempel som kong Salomon byggede, havde også to altre i lighed med teltboligen.

„Det sande telt“ og det symbolske alter

Den lov som Jehova gav israelitterne, indeholdt meget mere end regler for folkets liv og anvisninger på hvordan man skulle nærme sig ham med ofre og i bøn. Mange af de forskrifter den gav for tilbedelsen, var med Paulus’ ord „en billedlig gengivelse“ eller „en skygge af det himmelske“. (Hebræerne 8:3-5; 9:9; 10:1; Kolossenserne 2:17) Der var altså forordninger i Loven som ikke alene tjente til vejledning for israelitterne indtil Kristi komme, men som også forudskildrede Guds hensigter der skulle opfyldes ved hjælp af Kristus Jesus. (Galaterne 3:24) Ja, visse dele af Moseloven havde en profetisk betydning. For eksempel var påskelammet, hvis blod kom til at betyde frelse for israelitterne, et billede på Jesus Kristus. Han er „Guds lam som tager verdens synd bort“, idet hans blod blev udgydt for at udfri os fra synden. — Johannes 1:29; Efeserne 1:7.

Meget af det som havde relation til tjenesten i teltboligen og templet, var et billede på åndelige virkeligheder. (Hebræerne 8:5; 9:23) Paulus skriver således om „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“. Og han fortsætter: „Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning.“ (Hebræerne 8:2; 9:11) „Det større og fuldkomnere telt“ er Jehovas store åndelige tempelordning. Det fremgår af Bibelen at denne tempelordning er den ordning hvorigennem mennesker kan nærme sig Jehova på grundlag af Jesu Kristi sonoffer. — Hebræerne 9:2-10, 23-28.

Når vi gennem Bibelen bliver gjort bekendt med at Moselovens forordninger og normer er billeder på større, mere betydningsfulde, åndelige virkeligheder, befæster det vores tro på Bibelens inspiration og øger vores værdsættelse af den guddommelige visdom der på en så enestående måde åbenbarer sig i Bibelen. — Romerne 11:33; 2 Timoteus 3:16.

Brændofferalteret har også en profetisk betydning. Det ser ud til at det repræsenterer Guds „vilje“, det vil sige hans villighed til at tage imod Jesu fuldkomne menneskelegeme som et offer. — Hebræerne 10:1-10.

Senere i Hebræerbrevet fremsætter Paulus denne interessante udtalelse: „Vi har et alter hvorfra de som yder hellig tjeneste ved teltet ikke har ret til at spise.“ (Hebræerne 13:10) Hvilket alter talte han om?

Mange katolske bibelfortolkere hævder at det alter der nævnes i Hebræerbrevet 13:10, er det der bliver brugt under eukaristien, den hellige nadvers „sakramente“, hvor Kristi offer siges at blive fornyet under messen. Af sammenhængen kan man imidlertid se at det alter Paulus taler om, er et symbolsk  alter. Flere bibelforskere tillægger alteret en symbolsk betydning i dette skriftsted. For jesuitten Giuseppe Bonsirven er dette „i fuld overensstemmelse med hele symbolikken i brevet [til hebræerne]“. Han siger: „I kristen sprogbrug blev ordet ’alter’ til at begynde med kun brugt i symbolsk betydning, og det var først efter Irenæus, og især efter Tertullian og Skt. Cyprian, at det blev brugt om eukaristien, eller nadveren, og i særdeleshed om nadverbordet.“

Et katolsk tidsskrift anfører at brugen af altre bredte sig på kejser Konstantins tid med „opførelsen af [kristne] basilikaer“, og det arkæologiske tidsskrift Rivista di Archeologia Cristiana siger: „Man ved med sikkerhed at der i de to første århundreder ikke fandtes et bestemt tilbedelsessted, men at man havde liturgiske forsamlinger i private hjem . . . i rum som efter gudstjenesten straks igen blev brugt til deres egentlige formål.“

Brugen af altre i kristenheden

Det katolske tidsskrift La Civiltà Cattolica siger: „Alteret er midtpunktet ikke alene i kirkebygningen, men også i den levende Kirke.“ Jesus Kristus indstiftede imidlertid ikke en eneste religiøs ceremoni der skulle udføres ved et alter, og han befalede heller ikke sine disciple at udføre ceremonier ved et alter. Det alter Jesus nævner i Mattæus 5:23, 24 og andre steder, er det alter jøderne brugte til deres ofre, og der er intet der viser at hans disciple skulle bruge et alter i forbindelse med tilbedelsen af Gud.

Den amerikanske historiker George Foot Moore (1851-1931) siger: „Hovedtrækkene i den kristne gudsdyrkelse har altid været de samme, men med tiden blev de enkle ceremonier som Justinus beskriver i midten af det 2. århundrede, til en prægtig og imponerende kult.“ De katolske ritualer og offentlige religiøse ceremonier er så talrige og indviklede at de ved de katolske præsteseminarier udgør et helt fag for sig — liturgi. George Foot Moore siger videre: „Denne tendens, som gør sig gældende ved alle ritualer, intensiveredes yderligere ved indflydelse fra Det Gamle Testamente, da de kristne præster med tiden blev betragtet som efterfølgere af præsterne under den jødiske religiøse ordning. Ypperstepræstens overdådige klædning, de øvrige præsters dragter, de højtidelige processioner, koret af levitiske sangere, skyerne af røgelse fra svingende røgelseskar — alt sammen lod det til at være et guddommeligt mønster for gudsdyrkelsen som berettigede kirken til at konkurrere med antikkens religioner ved at bruge det samme pompøse ceremoniel.“

Det er måske overraskende at få at vide at mange ritualer, ceremonier, præstedragter og andre ting som hører til gudstjenesten i kirkerne, ikke er i overensstemmelse med evangeliernes kristne lære, men stammer fra jødiske og hedenske skikke og ceremonier. Det katolske opslagsværk Enciclopedia Cattolica anfører at den katolske kirke „har arvet brugen af alteret fra jødedommen og til dels fra hedenskabet“. Minucius Felix, en af det tredje århundredes apologeter, skrev at de kristne ’havde hverken templer eller altre’. Det italienske religionsleksikon Religioni e Miti (Religioner og myter) siger ligeledes: „De første kristne forkastede brugen af alteret for at skille sig ud fra både den jødiske og hedenske gudsdyrkelse.“

Da kristendommen først og fremmest hviler på principper der anerkendes og følges i hverdagen og gælder i alle lande, var der ikke længere brug for en hellig stad på jorden eller et bogstaveligt tempel med altre, eller for jordiske præster af en bestemt rang eller med en særlig klædedragt. „Den time kommer,“ sagde Jesus, „da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen. . . . De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:21, 23) Brugen af altre og de indviklede ritualer i mange kirker er ikke i overensstemmelse med Jesu ord om hvordan den sande Gud ønsker at blive tilbedt.

[Fodnote]