Livet i en flygtningelejr

HVAD ser du for dig når du hører ordet „flygtningelejr“? Har du nogen sinde besøgt en? Hvordan ser der egentlig ud i en flygtningelejr?

Da denne artikel blev skrevet, var der 13 forskellige flygtningelejre i det vestlige Tanzania. Myndighederne i Tanzania har i samarbejde med De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) hjulpet omkring 500.000 som på grund af borgerkrige er blevet tvunget ud af andre afrikanske lande. Hvordan former livet sig i en sådan lejr?

Ved ankomsten

En teenagepige ved navn Kandida fortæller hvad der skete da hun og hendes familie ankom som flygtninge til Tanzania for nogle år siden: „Vi fik et rationeringskort med et id-nummer, og hele familien blev sendt til flygtningelejren Nyarugusu. Der fik vi tildelt et matrikelnummer og et husnummer. De viste os hvor vi kunne fælde træer og samle græs til at bygge os et lille hus. Vi lavede mursten af ler. Af UNHCR fik vi et stort stykke plasticfolie til at lægge på taget. Det var et slid, men vi var glade da vores beskedne hus var færdigt.“

Man har brug for rationeringskortet hver anden onsdag. Kandida fortæller videre: „Vi står i kø ved kantinen for at få de mest nødvendige fødevarer, som uddeles af UNHCR.“

Hvad står dagsmenuen på?

„Vi får hver omkring 3 kopper majsmel, en kop ærter, 20 gram sojamel, 2 spiseskefulde madolie og 10 gram salt pr. person. En gang imellem får vi også et stykke sæbe, som skal holde en hel måned.“

Hvad med rent vand? Kan man få det? En ung kvinde som hedder Riziki, svarer: „Ja,  der pumpes vand op fra nærliggende floder. Det ledes gennem nogle rør til store beholdere. Vandet tilsættes klor og pumpes ud til de vandposte som findes forskellige steder i lejrene. Vi bestræber os alligevel for at koge vandet inden vi drikker det, for ikke at blive syge. Ofte går hele dagen med at hente vand og vaske tøj ved vandposten. Vi kan kun få halvanden spand vand om dagen.“

Kører man igennem en af lejrene, ser man at der er skoler for forskellige aldersklasser. Der kan endda være klasser for voksne. Som en sikkerhedsforanstaltning er der en politistation og et offentligt kontor lige uden for lejren. Du ser måske også et stort marked med mange boder hvor flygtningene kan købe grøntsager, frugt, fisk, høns og andre nødvendige fødevarer. Beboere fra lokalområdet kommer hen på markedet for at gøre forretninger. Men hvor får flygtningene penge fra? Nogle har en lille urtehave og sælger produkterne på markedet. Andre sælger måske lidt af det mel eller de ærter de får, så de på den måde kan købe lidt kød eller frugt. Ja, lejren ligner nok mere en stor landsby end en lejr. Man ser ofte at folk ler og morer sig på markedet ligesom de ville have gjort derhjemme.

Hvis du kigger ind på lejrens hospital, fortæller en af lægerne dig måske at der er klinikker i lejren som tager sig af de mest  almindelige ting, hvorimod nødstilfælde og alvorligt syge behandles på hospitalet. I betragtning af at der i en lejr med 48.000 flygtninge kan forekomme omkring 250 fødsler om måneden, spiller fødeafdelingen og fødestuen naturligvis en vigtig rolle.

En god åndelig tilstand

Rundt om i verden er der sikkert mange Jehovas Vidner som bekymrer sig for hvordan deres åndelige brødre og søstre i Tanzanias flygtningelejre har det. Der er i alt omkring 1200 Jehovas Vidner i lejrene, fordelt på 14 menigheder og 3 grupper. Hvordan klarer de sig?

Noget af det første disse oprigtige kristne gjorde da de kom til lejrene, var at anmode om et stykke jord hvor de kunne opføre en rigssal. Så vidste alle i flygtningelejrene hvor Jehovas Vidner var, og hvor man kunne overvære deres ugentlige møder. I lejren i Lugufu er der 7 menigheder med i alt 659 aktive Jehovas Vidner. Normalt kommer der omkring 1700 til møderne om søndagen i disse 7 menigheder.

I alle lejrene holder Jehovas Vidner også større og mindre stævner. Ved det første områdestævne man holdt i lejren i Lugufu, var der 2363 til stede. Forkynderne havde lavet et dåbsbassin lige uden for stævneområdet. De havde gravet et stort hul i jorden og foret det med plasticfolie for at gøre det vandtæt. Nu skulle brødrene hente vand fra en flod omkring 2 kilometer derfra. Det foregik på cykel, og da de kun kunne køre med 20 liter ad gangen, blev det til mange ture. De 56 dåbskandidater stillede sig op til dåben, som foregik ved fuldstændig nedsænkning i vand. En heltidsforkynder der blev interviewet ved stævnet, fortalte at han ledede bibelstudier med 40 forskellige mennesker. Fire af dem blev døbt ved stævnet.

 Jehovas Vidners afdelingskontor sørger for at der regelmæssigt kommer rejsende tilsynsmænd på besøg. En af dem siger: „Vores brødre er nidkære i forkyndelsen. De har et stort distrikt, og i en af menighederne bruger hver forkynder omkring 34 timer i forkyndelsen om måneden. Mange leder fem eller flere bibelstudier med interesserede. En pioner [heltidsforkynder] sagde at hun ikke kunne forestille sig et bedre distrikt at forkynde i. Folk i lejrene sætter stor pris på vores bøger og blade.“

Hvordan kommer den bibelske litteratur ud til lejrene? Afdelingskontoret sender den med tog til Kigoma, en by ved Tanganyikasøens østlige kyst. Her modtager brødrene publikationerne og sender dem videre til menighederne. Det sker at de lejer en pickup og selv bringer litteraturen ud til lejrene. Turen tager tre eller fire dage på meget ujævne veje.

Materiel hjælp

Jehovas Vidner i Frankrig, Belgien og Schweiz har været særdeles gavmilde med hjælp til flygtningene i disse lejre. Nogle af dem har med tilladelse fra indenrigsministeriet og UNHCR besøgt lejrene i Tanzania. Forkynderne i Europa har indsamlet store mængder af sojamælk, tøj, sko, skolebøger og sæbe. Dette er blevet uddelt som en foræring til alle flygtningene i overensstemmelse med det bibelske princip: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ — Galaterne 6:10.

Denne humanitære hjælp har ført meget positivt med sig og er kommet mange flygtninge til gavn. En lejrkomité gav udtryk for værdsættelse med disse ord: „På hele lejrens vegne har vi den ære at overbringe jer en tak for den humanitære håndsrækning jeres organisation tre gange har givet os . . . Tøjet er kommet 12.654 mænd, kvinder, børn og nyfødte til gavn. . . . I flygtningelejren i Muyovozi bor der i øjeblikket 37.000. Heraf er 12.654 blevet hjulpet, hvilket udgør 34,2 procent af alle beboerne.“

I en anden lejr fik 12.382 flygtninge hver tre stykker tøj, og i en tredje lejr blev der uddelt tusinder af skolebøger til forskellige klassetrin. En af UNHCR’s administrative medarbejdere sagde: „Vi er meget taknemmelige for det vi har fået, det dækker et stort behov hos lejrenes beboere. Den sidste sending bestod af 5 containere med bøger, som vores hjælpearbejdere har uddelt blandt beboerne. . . . I skal have mange tak.“

Også lokale aviser har kommenteret den hjælp der er ydet. Sunday News for den 20. maj 2001 havde en overskrift som lød: „Tøj til flygtninge i Tanzania på vej.“ I udgaven for 10. februar 2002 stod der: „Flygtningene i lejren påskønner gaven, for nogle af børnene var holdt op med at gå i skole fordi de manglede tøj, men kommer der nu regelmæssigt.“

Trængt, men ikke uden udvej

For de fleste flygtninge tager det et års tid at tilpasse sig det nye liv i lejren. De lever meget enkelt. Jehovas Vidner i disse lejre bruger meget af deres tid på at tale med andre flygtninge om Bibelens gode nyhed. De fortæller at der vil komme en ny verden hvor alle „skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ Og til den tid skal „hver [sidde] under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for Hærstyrkers Jehovas mund har talt“. Ja, med Guds velsignelse vil det blive en verden uden flygtningelejre. — Mika 4:3, 4; Salme 46:9.

[Illustration på side 8]

Huse i lejren i Nduta

[Illustrationer på side 10]

Rigssalen i Lukole (til højre) Dåb i Lugufu (herunder)

[Illustration på side 10]

Områdestævne i lejren i Lugufu