Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

At søge Riget først giver et trygt og lykkeligt liv

At søge Riget først giver et trygt og lykkeligt liv

Livsberetning

At søge Riget først giver et trygt og lykkeligt liv

FORTALT AF JETHA SUNAL

Vi hørte det i radioen efter morgenmaden: „Der er nedlagt forbud mod Jehovas Vidner, og deres arbejde er ulovligt.“

DA DETTE skete i 1950, var jeg og tre andre kvinder i tyverne missionærer for Jehovas Vidner i Den Dominikanske Republik. Vi var kommet dertil året før.

Det har ikke altid været mit mål at blive missionær. Jeg gik ganske vist i kirke som barn, selv om min far var holdt op med det allerede under den første verdenskrig. Da jeg i 1933 blev konfirmeret i den episkopale kirke, læste biskoppen kun ét vers fra Bibelen, og derefter begyndte han at tale om politik. Mor blev så vred at hun aldrig mere gik i kirke.

Vores liv ændrer sig

Mine forældre, Mary og William Karl Adams, fik fem børn. Drengene hed Don, Joel og Karl. Min søster, Joy, var den yngste, og jeg var den ældste. Jeg må have været 13 den dag jeg kom hjem fra skole og så at mor læste i en brochure udgivet af Jehovas Vidner. Den hed Riget, Verdens Haab. „Det her er sandheden,“ sagde hun til mig.

Mor snakkede med os alle om det hun lærte ud fra Bibelen. I ord og handling viste hun os hvor vigtigt det er at følge Jesu råd: ’Søg først riget og hans retfærdighed.’ — Mattæus 6:33.

Jeg havde ikke altid lyst til at høre på hende. Engang sagde jeg: „Mor, hvis du ikke holder op med at prædike for mig, vil jeg ikke tørre af mere når du vasker op.“ Men hun blev taktfuldt ved med at tale med os. Hun plejede også at tage alle os børn med til nogle bibeldrøftelser der blev holdt hos Clara Ryan, som boede så tæt ved vores hjem i Elmhurst, Illinois, USA, at vi kunne gå derhen.

Clara gav også klaverundervisning. Når hendes elever gav koncert en gang om året, benyttede hun lejligheden til at fortælle om Guds rige og opstandelseshåbet. Fordi jeg var glad for musik og havde gået til violinspil siden jeg var syv, lyttede jeg til det Clara sagde.

Inden længe begyndte vi børn at overvære menighedsmøderne sammen med mor i den vestlige del af Chicago. Det var en lang tur med bus og sporvogn, men den lærte os tidligt i livet hvad det vil sige at søge Riget først. I 1938, tre år efter at mor var blevet døbt, tog jeg med hende til et stævne som Jehovas Vidner holdt i Chicago. Ved den lejlighed var 50 byer bundet trådløst sammen. Det jeg hørte ved stævnet, gjorde et dybt indtryk på mig.

Men kærligheden til musik trak i en anden retning. Jeg gik ud af highschool i 1938, og far havde planlagt at jeg skulle studere på det amerikanske musikkonservatorium i Chicago. I de næste to år studerede jeg derfor musik, spillede i to orkestre og overvejede at gøre musikken til min levevej.

Min violinlærer, Herbert Butler, var emigreret fra Europa til USA. Jeg gav ham derfor brochuren Flygtninge, * som jeg regnede med at han ville læse. Det gjorde han også, og efter violintimen den følgende uge sagde han: „Jetha, du spiller godt, og hvis du bliver ved med at tage undervisning, kan du få arbejde i et radioorkester eller som musiklærer. Men,“ tilføjede han, mens han tankefuldt lod sine fingre glide hen over den brochure jeg havde givet ham, „jeg tror dit hjerte hænger ved det her. Hvorfor gør du ikke det til din livsvej?“

Det tænkte jeg alvorligt over. I stedet for at fortsætte på konservatoriet tog jeg imod mors indbydelse til Jehovas Vidners stævne i Detroit, Michigan, i juli 1940. Vi boede i telte på campingpladsen. Jeg havde selvfølgelig min violin med og spillede i stævneorkesteret. Men på campingpladsen mødte jeg mange pionerer (heltidsforkyndere). De var alle sammen så glade. Jeg besluttede at lade mig døbe og ansøge om pionertjeneste. I en bøn til Jehova bad jeg om hjælp til at fortsætte i heltidstjenesten hele livet.

Jeg begyndte som pioner i min hjemby. Senere kom jeg til Chicago, og i 1943 flyttede jeg til Kentucky. Den sommer, lige før områdestævnet, fik jeg en indbydelse til den anden klasse på Gileadskolen, hvor jeg ville blive oplært til missionærtjenesten. Undervisningen skulle begynde i september 1943.

Under stævnet den sommer boede jeg hos en forkynder der tilbød mig alt hvad jeg ville have, fra hendes datters garderobe. Datteren var gået ind i hæren og havde givet sin mor besked på at forære alle hendes ejendele bort. For mig var dette en opfyldelse af Jesu løfte: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) De fem måneder på Gilead gik hurtigt, og efter afslutningshøjtideligheden den 31. januar 1944 glædede jeg mig meget til at begynde som missionær.

Andre heltidstjenere i familien

Mor var begyndt som pioner i 1942. Dengang gik mine tre brødre og min søster stadig i skole. Efter skoletid hentede mor dem ofte for at tage dem med i forkyndelsen. Hun lærte dem også at hjælpe til derhjemme. Selv var hun jævnlig oppe sent om aftenen for at stryge og ordne andre nødvendige ting, så hun kunne være i forkyndelsen om dagen.

I januar 1943, mens jeg var pioner i Kentucky, begyndte min bror Don også som pioner. Det var far skuffet over, for han havde håbet at alle hans børn ville tage en universitetsuddannelse, ligesom han og mor havde. Da Don havde været pioner i knap to år, blev han indbudt til at fortsætte sin heltidstjeneste på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.

Joel begyndte som pioner i juni 1943, mens han boede hjemme. Omkring samme tid forsøgte han at overtale far til at tage med til et stævne — dog uden held. Men da det ikke lykkedes Joel at oprette et bibelstudium i sit distrikt, gik far med til at lade ham studere „Sandheden skal frigøre jer“ med ham. Han besvarede spørgsmålene med største lethed, men forlangte at Joel beviste det der stod i bogen, ud fra Bibelen. Det hjalp Joel til selv at få en fast tro på den bibelske lære.

Joel håbede at han ville blive fritaget for militærtjeneste som en ordets tjener, ligesom Don var blevet. Men da de ansvarlige embedsmænd lagde mærke til hvor ung Joel så ud, ville de ikke betegne ham som en ordets tjener og sendte ham en indkaldelse til militærtjeneste. Da han ikke mødte op til sessionen, blev der udstedt en arrestordre. FBI fandt frem til hvor han var, og han kom til at sidde i Cook County-fængselet i tre dage.

Far stillede vores hus som sikkerhed for kaution. Derefter gjorde han det samme for andre unge forkyndere der stod i den situation. Far var meget vred fordi hele sagen var så uretfærdig, og han tog med Joel til Washington, D.C., for at undersøge om afgørelsen kunne appelleres. Til sidst fik Joel status som ordets tjener, og sagen blev afvist. Far skrev til mig i mit missionærdistrikt: „Vi må nok give Jehova æren for den her sejr!“ Sidst i august 1946 blev også Joel indbudt til at tjene på hovedkontoret i Brooklyn.

Karl havde været hjælpepioner flere gange i skoleferierne før han gik ud af highschool i begyndelsen af 1947 og blev almindelig pioner. På det tidspunkt var far ikke så rask, så Karl hjalp ham med hans arbejde i en periode før han sagde ja til at rejse til et andet pionerdistrikt. Sidst i 1947 sluttede Karl sig til Don og Joel på hovedkontoret i Brooklyn som medlem af betelfamilien.

Da Joy gik ud af highschool, begyndte hun som pioner, og i 1951 kom hun på Betel ligesom sine brødre. Hun gjorde rent og arbejdede desuden i abonnementsafdelingen. I 1955 blev hun gift med Roger Morgan, der også var medlem af betelfamilien. Omkring syv år senere valgte de at stifte familie og rejste fra Betel. Med tiden fik de to børn, der også tjener Jehova.

Nu hvor alle børnene var i heltidstjenesten, kunne mor give far den tilskyndelse der var nødvendig for at han kunne indvi sig til Jehova. Han blev døbt i 1952. I 15 år, frem til sin død, forkyndte han Rigets budskab med stor opfindsomhed og på mange forskellige måder, selv om hans sygdom pålagde ham nogle begrænsninger.

Efter en kort pause på grund af fars sygdom fortsatte mor som pioner frem til sin død. Hun havde ikke bil, og hun kørte heller ikke på cykel. Hun gik overalt hvor hun skulle hen, ofte langt ud på landet, for at lede bibelstudier.

Ud som missionær

Efter Gileadskolen var vi en flok der var pionerer nord for New York City i et år indtil vi kunne få de nødvendige indrejsepapirer. I 1945 kunne vi endelig tage af sted til vores distrikt, Cuba, hvor vi gradvis vænnede os til en anden måde at leve på. Vi havde gode resultater i forkyndelsen, og inden længe havde vi alle sammen masser af bibelstudier. Sådan fortsatte det i flere år. Derefter fik vi et nyt distrikt: Den Dominikanske Republik. En dag traf jeg en kvinde der opfordrede mig til at besøge en af hendes kunder, en fransk kvinde ved navn Suzanne Enfroy, der gerne ville have hjælp til at forstå Bibelen.

Suzanne var jødisk, og da Hitler gik ind i Frankrig, fik hendes mand flyttet hende og deres to børn til et andet land. Suzanne begyndte snart at fortælle andre om det hun lærte. Først talte hun med den kvinde der havde bedt mig om at besøge hende, og derefter med Blanche, en veninde fra Frankrig. De gjorde begge fremskridt og blev døbt.

„Hvordan kan jeg hjælpe mine børn?“ spurgte Suzanne mig. Hendes søn læste medicin, og hendes datter gik på balletskole i håb om at komme til at danse i Radio City Music Hall i New York. Suzanne sendte dem et abonnement på Vagttårnet og Vågn op! Det førte til at Suzannes søn, hans kone og hans kones tvillingesøster blev Jehovas Vidner. Suzannes mand, Louis, var lidt utryg ved sin kones interesse for Jehovas Vidner fordi regeringen i Den Dominikanske Republik nu havde forbudt vores arbejde. Men efter at hele familien var flyttet til USA, blev også han med tiden et af Jehovas Vidner.

Tjeneste under forbud

Jehovas Vidners arbejde blev forbudt i Den Dominikanske Republik kort tid efter at vi var kommet dertil i 1949, men vi var fast besluttede på at adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. (Apostelgerninger 5:29) Vi fortsatte med at søge Guds rige først ved at forkynde den gode nyhed om dette rige, sådan som Jesus havde sagt at hans disciple skulle gøre. (Mattæus 24:14) Men vi lærte at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“ når vi gik i forkyndelsen. (Mattæus 10:16) Min violin viste sig for eksempel at være en stor hjælp. Jeg havde den med når jeg ledede bibelstudier. Mine elever blev ikke violinister, men flere familier blev Jehovas Vidner!

Efter at forbuddet var blevet indført, blev vi fire piger — Mary Aniol, Sophia Soviak, Edith Morgan og jeg — flyttet fra missionærhjemmet i San Francisco de Macorís til et missionærhjem på afdelingskontoret i hovedstaden Santo Domingo. Men en gang om måneden tog jeg tilbage til vores tidligere distrikt for at undervise i musik. Så havde jeg åndelig føde med i violinkassen til vores kristne brødre og tog deres forkynderrapporter med tilbage.

Da brødrene fra San Francisco de Macorís blev fængslet i Santiago på grund af deres neutrale, kristne holdning, blev jeg bedt om at besøge dem for at give dem nogle penge, og om muligt nogle bibler, og bagefter fortælle deres familier nyt om dem. Da vagterne ved Santiagos fængsel så at jeg havde violinkassen under armen, spurgte de: „Hvorfor har du den med?“ „For at underholde dem,“ svarede jeg.

En af de sange jeg spillede, var skrevet af en broder der sad i en nazistisk koncentrationslejr. Den har nu nummer 29 i Jehovas Vidners sangbog. Jeg spillede den for at vores fængslede brødre kunne lære at synge den.

Jeg hørte at mange af forkynderne var blevet flyttet til en farm der tilhørte regeringschefen Trujillo. En bus passerede tæt forbi, fik jeg at vide. Ved middagstid steg jeg derfor af bussen og spurgte om vej. Ejeren af en lille butik pegede mod den anden side af en bjergkæde og tilbød mig sin hest og en dreng der kunne vise vej, hvis jeg ville lade violinen blive tilbage som sikkerhed.

På den anden side af bjergene måtte vi krydse en flod. Vi blev siddende på hesten mens den svømmede over. Her så vi en flok papegøjer hvis grønne og blå fjer glinsede metallisk i solen. Det var et utrolig dejligt syn! Jeg takkede Jehova fordi han havde skabt dem så smukke. Klokken fire om eftermiddagen nåede vi langt om længe frem til farmen. Den vagthavende soldat var så venlig at lade mig tale med brødrene, og han gav mig også lov til at give dem alt det jeg havde med til dem, endda en lille bibel.

På tilbageturen bad jeg hele vejen, for nu var det blevet mørkt. Vi kom tilbage til butikken drivvåde af regn. Dagens sidste bus var kørt, så jeg bad butiksejeren om at standse en forbipasserende lastvogn for mig. Turde jeg køre med de to mænd i lastvognen? En af dem spurgte mig: „Kender du Sophie? Hun har studeret med min søster.“ Jeg sagde til mig selv at det var Jehovas svar på min bøn! De sørgede for at jeg kom til Santo Domingo i god behold.

I 1953 var jeg en af de delegerede fra Den Dominikanske Republik der overværede Jehovas Vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York. Hele min familie, også min far, var der. Efter en kort rapport om hvordan det gik med forkyndelsen i Den Dominikanske Republik, havde min missionærmakker, Mary Aniol, og jeg et par minutter til at vise hvordan vi forkyndte under forbud.

Rejsetjenestens særlige glæder

Den sommer mødte jeg Rudolph Sunal, der året efter blev min mand. Hans familie var blevet Jehovas Vidner i Allegheny, Pennsylvania, kort efter den første verdenskrig. Efter at have siddet i fængsel på grund af sin kristne neutralitet under den anden verdenskrig kom han på Betel i Brooklyn, New York. Kort tid efter at vi var blevet gift, blev han indbudt til at besøge menigheder som rejsende tilsynsmand. I de næste 18 år fulgte jeg ham i kredstjenesten.

Vores tjeneste førte os blandt andet til Pennsylvania, West Virginia, New Hampshire og Massachusetts. Vi boede som regel hos vores kristne brødre. Det var dejligt at lære dem godt at kende og at tjene Jehova sammen med dem. De viste os altid en oprigtig, dybtfølt kærlighed og gæstfrihed. Efter at Joel var blevet gift med min tidligere missionærmakker, Mary Aniol, var de i kredstjenesten i tre år og besøgte menigheder i Pennsylvania og Michigan. Derefter, i 1958, blev Joel indbudt til at komme på Betel igen, denne gang sammen med Mary.

Karl havde været på Betel i cirka syv år da han blev sendt ud i kredstjenesten i nogle måneder for at få større erfaring. Derefter blev han lærer på Gileadskolen. I 1963 giftede han sig med Bobbie, der tjente trofast på Betel indtil sin død i oktober 2002.

I løbet af sine mange år på Betel har Don nu og da rejst til andre lande for at betjene dem der arbejder på afdelingskontorerne og i missionærdistrikterne. Han er blevet sendt til Østen, Afrika, Europa og forskellige dele af Nord- og Sydamerika. Dons trofaste kone, Dolores, rejser ofte med ham.

Ændrede omstændigheder

Efter lang tids sygdom døde min far, men forinden fortalte han mig at han var så glad for at vi havde valgt at tjene Jehova Gud. Han sagde at vi havde opnået mange flere velsignelser end vi ville have fået hvis vi havde taget den universitetsuddannelse han havde tænkt sig at vi skulle have. Jeg hjalp mor med at pakke før hun flyttede hen i nærheden af min søster, Joy, og derefter tog min mand og jeg imod et pionerdistrikt i New England, sådan at vi kunne være i nærheden af hans mor, der på det tidspunkt havde brug for vores hjælp. Da hans mor var død, boede min mor hos os i de næste 13 år. Hun fuldførte sit jordiske livsløb den 18. januar 1987, i en alder af 93.

Når vennerne roste mor for at hun havde opdraget alle sine børn til at elske og tjene Jehova, svarede hun ofte: „Jeg har bare tilfældigvis haft en god ’jord’ at dyrke.“ (Mattæus 13:23) Hvor var det en stor velsignelse at have gudfrygtige forældre der var gode eksempler i nidkærhed og ydmyghed!

Vi søger stadig Riget først

Vi er blevet ved med at lade Guds rige komme først i vores liv, og vi har også forsøgt at følge Jesu råd om at dele med andre. (Lukas 6:38; 14:12-14) Til gengæld har Jehova gavmildt givet os alt hvad vi havde brug for. Vi har haft et trygt og lykkeligt liv.

Rudy og jeg har ikke mistet kærligheden til musikken. Vi nyder når andre der også holder af musik, kommer på besøg en aften så vi kan spille sammen. Men musikken er ikke det vigtigste i mit liv — den er bare et krydderi. Nu glæder min mand og jeg os over at se frugterne af vores pionertjeneste, de mennesker vi har hjulpet i årenes løb.

Trods helbredsproblemer kan jeg sige at vi har haft et meget lykkeligt og trygt liv gennem de mere end 60 år vi har været i heltidstjenesten. Hver morgen når jeg vågner, takker jeg Jehova for at han besvarede min bøn da jeg begyndte i heltidstjenesten for så mange år siden, og jeg tænker: ’Nå, hvordan kan jeg så søge Riget først i dag?’

[Fodnote]

^ par. 14 Udgivet af Jehovas Vidner, men udgået af lager.

[Illustration på side 24]

Vores familie i 1948 (fra venstre til højre): Joy, Don, mor, Joel, Karl, mig og far

[Illustration på side 25]

Mor var meget nidkær i forkyndelsen

[Illustration på side 26]

Karl, Don, Joel, Joy og mig i dag, mere end 50 år senere

[Illustration på side 27]

Fra venstre til højre: Mig, Mary Aniol, Sophia Soviak og Edith Morgan som missionærer i Den Dominikanske Republik

[Illustration på side 28]

Sammen med Mary (til venstre) på Yankee Stadium, 1953

[Illustration på side 29]

Sammen med min mand da han var i kredstjenesten