Har røgelse en plads i den sande tilbedelse?

„GUDER elsker vellugt.“ Sådan sagde man blandt de gamle ægyptere. For dem var afbrænding af røgelse en væsentlig del af deres tilbedelse. De brændte hver dag røgelse i deres templer og på deres husaltre, ja, selv når de var i gang med deres forretninger, fordi de mente at guderne derved kom dem nærmere. Andre folkeslag havde lignende skikke.

Ordet røgelse bruges både om den substans der brændes for at fremkalde en vellugtende røg, og om selve røgen. Stoffet fremstilles af aromatiske harpikser som virak og balsam. De stødes til pulver og blandes ofte med for eksempel krydderier, træbark og blomster for at frembringe forskellige dufte, alt efter hvad de skal bruges til.

Før i tiden var røgelse en efterspurgt, og derfor også betydningsfuld, handelsvare. Karavaner der fulgte handelsruterne, var læsset med disse aromatiske stoffer fra fjerne lande. Måske husker du at Jakobs søn Josef blev solgt til ismaelitiske købmænd som ’kom fra Gilead’. „Deres kameler bar på ladanum og balsam og harpiksholdig bark og var på vej for at bringe det ned til Ægypten.“ (1 Mosebog 37:25) Fordi efterspørgselen var så stor, blev vejen efterhånden stærkt befærdet af købmænd der solgte røgelse, og den „virakvej“ der herved opstod, var faktisk med til at åbne vejen for rejser mellem Europa og Asien.

I dag bruger mange religioner stadig røgelse i deres ceremonier og ritualer. Desuden vælger flere og flere at brænde røgelse i deres hjem blot for at nyde dens behagelige aroma. Hvordan skal kristne se på brugen af røgelse? Har Gud behag i at man bruger det i tilbedelsen af ham? Lad os se hvad Bibelen har at sige om det.

„Hellig for Jehova“

I fortidens Israel var afbrænding af røgelse en vigtig del af præsternes pligter ved teltboligen. McClintock og Strongs Cyclopedia siger: „Hebræerne anså åbenbart afbrænding af røgelse for at være en tilbedelseshandling eller en hellig offerhandling i så høj grad at de ikke brugte det til andre formål; i hvert fald læser vi ikke om anden brug iblandt dem.“

Jehova Gud foreskrev fire ingredienser som skulle blandes og brændes ved teltboligen: „Tag dig vellugtende stoffer: staktedråber og onyks og vellugtende galbanum og ren virak; det skal være lige dele af hvert. Og du skal lave det til en røgelse, en krydderblanding, som salveblanderen laver den, saltet, ren, hellig. Og du skal støde noget af det til et fint pulver og lægge noget af det foran Vidnesbyrdet, i mødeteltet.“ (2 Mosebog 30:34-36) Forskere mener at rabbinske jøder senere føjede flere ingredienser til tempelrøgelsen.

 Røgelsen der blev brændt ved teltboligen, var hellig og blev udelukkende brugt i tilbedelsen af Gud. Jehova påbød: „Den røgelse som du laver med denne sammensætning, må I ikke lave til jer selv. Hellig for Jehova skal den fortsat være for dig. Den der laver en røgelse som den for at nyde dens duft, skal udryddes af sit folk.“ (2 Mosebog 30:37, 38) To gange om dagen brændte præsterne røgelse på det såkaldte røgelsesalter. (2 Krønikebog 13:11) Og på forsoningsdagen ofrede ypperstepræsten røgelse i det Allerhelligste. — 3 Mosebog 16:12, 13.

Det var ikke alle røgelsesofre Gud havde behag i. Da nogle som ikke var præster, overmodigt ofrede røgelse, blev de straffet af Gud. (4 Mosebog 16:16-18, 35-40; 2 Krønikebog 26:16-20) Den røgelse israelitterne ofrede, virkede frastødende på Jehova når de samtidig tog del i falsk tilbedelse og deres hænder var fulde af udgydt blod. Deres hykleri fik Jehova til at sige: „Røgelse — det er en vederstyggelighed for mig.“ (Esajas 1:13, 15) Med tiden afveg israelitterne i den grad fra den foreskrevne tilbedelse af Jehova at de lukkede templet og begyndte at brænde røgelse på andre altre. (2 Krønikebog 28:24, 25) Senere blev hellig røgelse endda brugt i forbindelse med den moralsk fordærvede tilbedelse af falske guder. Sådanne handlinger var en vederstyggelighed for Jehova. — Ezekiel 16:2, 17, 18.

Røgelse og de første kristne

Lovpagten — og dermed også ordningen med at præsterne skulle ofre hellig røgelse — ophørte da Kristus i år 33 satte den nye pagt i kraft. (Kolossenserne 2:14) Der findes ingen oplysning om at de kristne i det første århundrede brændte røgelse i religiøs sammenhæng. McClintock og Strongs Cyclopedia oplyser: „Det står fast at røgelse ikke blev brugt [af de første kristne]. Brugen af røgelse blev betragtet som hedenskab . . . Hvis en lagde nogle få røgelseskorn på et hedensk alter, blev det betragtet som en tilbedelseshandling.“

De første kristne nægtede også at brænde røgelse for at anerkende den romerske kejsers „guddommelighed“, selv om det kunne koste dem livet. (Lukas 4:8; 1 Korinther 10:14, 20) Den afguderiske brug af røgelse betød at de første kristne end ikke ville handle med det.

Brugen af røgelse i dag

Hvordan bliver røgelse brugt i dag? I flere af kristenhedens kirker indgår det i liturgien og ceremonierne. Mange asiatiske familier brænder røgelse i templer og foran husaltre for at ære deres guder og beskytte de døde. I religiøse ritualer bruges røgelse til forskellige formål, som at sprede vellugt, helbrede, rense og beskytte.

I den senere tid har der været en stigende interesse for røgelse, selv blandt dem der ikke  bekender sig til en religion. For eksempel brænder nogle røgelse i forbindelse med meditation. En håndbog foreslår at man bruger røgelse for at ’komme i kontakt med bevidsthedsniveauer og energier’ der ligger uden for den fysiske verden. Hvis man vil finde løsninger på livets problemer, anbefaler bogen også at man bruger visse røgelsesritualer som bringer én i forbindelse med „overnaturlige væsener“. Er det noget kristne kan være med til?

Jehova fordømmer direkte dem der blander falske religiøse skikke med den rene tilbedelse. Apostelen Paulus citerede Esajas’ profeti og anvendte den på kristne, idet han tilskyndede dem til at holde sig fri af falsk religions urene indflydelse: „’Gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene’“; „’og jeg vil tage imod jer.’“ (2 Korinther 6:17; Esajas 52:11) Sande kristne må sikre sig at de undgår alt hvad der har forbindelse med falsk religion og det okkulte. — Johannes 4:24.

Er enhver brug af røgelse forkert i betragtning af at det indgår i religiøse ceremonier og spiritistiske handlinger? Ikke nødvendigvis. Måske vil man gerne brænde røgelse i sit hjem blot for at nyde den skønne duft. (Ordsprogene 27:9) Der er dog visse faktorer som kristne bør tage i betragtning hvis de overvejer at bruge røgelse. Vil folk i nabolaget forbinde brugen af røgelse med en religiøs handling? Bliver røgelse ofte forbundet med spiritistiske ritualer der hvor man bor? Eller bliver det fortrinsvis brugt til ikkereligiøse formål?

Hvis man beslutter sig for at brænde røgelse, bør man forinden have overvejet hvordan det vil påvirke ens egen samvittighed og andres følelser. (1 Korinther 10:29) Her gælder apostelen Paulus’ ord til romerne: „Lad os . . . jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse. Hold op med at nedbryde Guds værk blot for madens skyld. Alt er ganske vist rent, men det er skadeligt for det menneske som spiser og derved giver anledning til snublen. Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ — Romerne 14:19-21.

Bønner der „beredes som røgelse“

Ofring af røgelse blandt israelitterne var et passende symbol på bønner der høres af Gud. Derfor sang salmisten David til Jehova: „Måtte min bøn beredes som røgelse for dit ansigt.“ — Salme 141:2.

Trofaste israelitter betragtede ikke ofringen af røgelse som et tomt ritual. De var meget omhyggelige med at forberede og brænde røgelsen på den måde Jehova havde foreskrevet. I stedet for at bruge bogstavelig røgelse beder kristne i dag bønner der afspejler dyb taknemmelighed mod og respekt for deres himmelske Fader. Ligesom den vellugtende røgelse der blev ofret af tempelpræsterne, ’har de retskafnes bøn Guds velbehag’. — Ordsprogene 15:8.

[Illustrationer på side 29]

Den røgelse der blev brugt ved teltboligen og templet, var hellig

[Illustration på side 30]

Er meditation under afbrænding af røgelse noget for kristne?