Alexander VI — en pave som Rom ikke har glemt

„FRA et katolsk standpunkt kan man ikke fordømme Alexander VI skarpt nok,“ står der i værket Geschichte der Päpste seit dem Ausgang des Mittelalters (Pavernes historie siden Middelalderens slutning). Et andet værk siger samstemmende: „Hans privatliv kan umuligt undskyldes . . . Vi må indrømme at hans embedsperiode som pave ikke er til ære for kirken. Borgia-familiens samtidige var vant til lignende optrin, men de iagttog dens ugerninger med en usigelig rædsel, som endnu, fire hundrede år senere, ikke helt har lagt sig.“ — L’Église et la Renaissance (1449-1517) (Kirken og renæssancen).

Hvorfor er respekterede historiebøger om den katolske kirke så strenge i deres bedømmelse af en pave og hans slægt? Og hvad gjorde kritikken velfortjent? Udstillingen I Borgia — l’arte del potere (Borgiaerne — Kunsten at herske) belyste hvordan især Rodrigo Borgia, der under navnet Alexander VI var pave fra 1492 til 1503, udnyttede de særrettigheder som pavestolen engang gjorde krav på. Udstillingen blev afholdt i Rom fra oktober 2002 til februar 2003.

Vejen til magten

Rodrigo Borgia blev født ind i en fremtrædende familie fra Játiva i det spanske kongedømme Aragonien i 1431. Hans morbroder Alfonso de Borgia, der var biskop af Valencia, førte tilsyn med sin nevøs uddannelse og sørgede for at han allerede som teenager fik indbringende kirkelige embeder. Morbroderen blev kardinal, og med ham som velynder flyttede Rodrigo som 18-årig til Italien for at studere jura. Alfonso blev senere pave under navnet Calixtus III og udnævnte Rodrigo og endnu en nevø til kardinaler. Han udnævnte desuden en anden Borgia til guvernør over forskellige byer. Snart blev Rodrigo udpeget til kirkens vicekansler, en post han besad under flere paver. I denne stilling havde han mulighed for at tilegne sig talrige velbetalte kirkeembeder, ophobe overdådige rigdomme, udøve kolossal magt og leve som en fyrste i vellevned og pragt.

Rodrigo var veltalende, begavet, en velynder af kunst og særdeles ærgerrig. Han stod i forhold til flere kvinder og blev fader til en del børn. Med sin livslange elskerinde fik han fire. Da pave Pius II irettesatte ham for  hans hang til „den mest lastefulde“ underholdning og for „hæmningsløs nydelsessyge“, sad han det overhørig.

Ved pave Innocens VIII’s død i 1492 trådte kardinalerne sammen for at vælge hans efterfølger. Det er hævet over enhver tvivl at Rodrigo Borgia med rundhåndethed og utilsløret kynisme købte stemmer nok til at blive valgt som ny pave under navnet Alexander VI. Hvordan bestak han sine kardinalkolleger? Med tilbud om lukrative kirkelige embeder, paladser, slotte, byer, klostre og bispedømmer. Man forstår hvorfor en kirkehistoriker omtalte Alexander VI’s embedsperiode som „skændselens og forargelsens dage for romerkirken“.

Ikke bedre end verdslige fyrster

Med sin åndelige myndighed som kirkens overhoved mæglede Alexander VI mellem Spanien og Portugal i striden om de nyopdagede områder i Amerika. Han sad inde med verdslig magt som overhoved for Kirkestaten med besiddelser i Mellemitalien, og han herskede stort set som enhver anden renæssancefyrste. Derfor blev hans styre i lighed med forgængernes og efterfølgernes præget af bestikkelse, nepotisme og en række mistænkelige dødsfald.

Adskillige magter kæmpede om italienske landområder i disse urolige tider, og paven var ingen passiv tilskuer. Formålet med hans politiske spil og de alliancer han indgik og brød, var at skaffe ham størst mulig magt, fremme hans børns karriere og give Borgia-slægten en førende stilling. Hans ene søn, Juan, ægtede en kusine til kongen af Castilien og blev hertug af Gandía i Spanien. En anden søn, Jofré, blev gift med et barnebarn af den napolitanske konge.

Da paven søgte en allieret til at styrke båndene til Frankrig, hævede han sin 13-årige datters, Lucrezias, trolovelse med en adelsmand fra Aragonien og gav hende til en af den milanesiske hertugs slægtninge. Men da den forbindelse ikke længere tjente Alexanders hensigt, opløste han den under et påskud og giftede Lucrezia bort til Alfonso af det rivaliserende dynasti Aragonien. I mellemtiden havde Lucrezias ærgerrige og hensynsløse broder, Cesare Borgia, sluttet forbund med Ludvig XII af Frankrig, og søsterens nylige giftermål med en ætling af huset Aragonien var ubekvemt. Ifølge en kilde blev den stakkels Alfonso derfor „såret af fire attentatmænd på Peterskirkens trappe. På sygelejet blev han stranguleret af en af Cesares tjenere.“ Med tanke på nye strategiske alliancer arrangerede paven et tredje ægteskab for sin nu 21-årige datter med den mægtige hertug af Ferrara.

Cesares løbebane er blevet kaldt „en beretning om skruppelløshed, farvet rød af blod“. Som 17-årig var han af sin fader blevet udnævnt til kardinal, men snedig, ambitiøs og gennemkorrupt som han var, havde han mere håndelag for krig end kirkeliv. Han frasagde sig derfor sine gejstlige embeder. Derpå ægtede han en fransk prinsesse, blev hertug af Valentinois og indledte ved hjælp af franske tropper et felttog med belejringer og snigmord for at underlægge sig Norditalien.

 Vel vidende at fransk militær støtte var nødvendig for Cesares hensigter, gav paven Ludvig XII af Frankrig sit samtykke til en belejlig, men skandaløs skilsmisse der banede vej for at kongen kunne ægte Anne af Bretagne og indlemme hendes hertugdømme i riget. I realiteten „ofrede paven kirkens prestige og de principielle krav for at skaffe sin familie timelige fordele,“ siger et opslagsværk.

Kritik af pavens udskejelser

Borgia-familiens udskejelser skaffede den fjender og kritik. Som regel vendte paven det døve øre til sine kritikere; men én af dem, Girolamo Savonarola, lod sig ikke ignorere. Savonarola var dominikanermunk, en ilter prædikant og politisk forgrundsskikkelse i Firenze. Han fordømte ikke blot pavehoffets laster, men også selve pavens person og politik. Savonarola krævede at Alexander blev afsat og kirken reformeret. Henvendt til de højtstående gejstlige tordnede han: „Om natten går I til jeres elskerinder, og om morgenen til jeres sakramenter.“ Senere sagde han om dem: „[De] er skamløse; deres ry er til skade for kirken. Jeg siger jer at de ikke bekender sig til den kristne tro.“

Paven forsøgte at bestikke Savonarola til tavshed med et tilbud om at gøre ham til kardinal, men fik afslag. Det står hen i det uvisse om det var Savonarolas pavefjendske politik eller hans prædikener der førte til hans undergang. I hvert fald blev han ekskommunikeret, arresteret, aftvunget en tilståelse under tortur og derpå hængt og brændt.

Dybtgående spørgsmål

Nu melder nogle vægtige spørgsmål sig: Hvordan forklarer man at en pave giver sig af med intriger og uret adfærd? Hvordan forklarer historikerne det? De anfører forskellige hypoteser.

Mange mener at Alexander VI skal betragtes i historisk sammenhæng. De forklarer hans verdslige og kirkelige politik med et formodet ønske om at opretholde freden, bevare magtbalancen mellem rivaliserende stater, styrke båndene til allierede som ville forsvare pavedømmet, og holde kristenhedens monarker samlet som bolværk mod truslen fra osmannerne.

Men hvad med hans generalieblad? „I kirken har der til alle tider både været dårlige kristne og uværdige præster,“ skriver en forsker. „Og for at ingen skulle tage anstød af det, forudsagde Kristus det selv. Han sammenlignede sin kirke med en mark hvori der vokser ukrudt ved siden af den gode hvede, og med et vod hvori der findes gode såvel som dårlige fisk, ligesom han også tålte en Judas blandt sine apostle.“ *

Førnævnte forsker fortsætter: „Ligesom en dårlig indfatning ikke forringer en ædelstens værdi, sådan kan en præsts syndighed ikke forvolde væsentlig skade . . . på den lære han fører. . . . Guld forbliver guld, uanset om det bliver uddelt af en ren eller en uren hånd.“ En katolsk historiker fremfører at oprigtige  katolikker i tilfældet med Alexander VI bør følge den vejledning Jesus gav sine disciple angående de skriftlærde og farisæerne: ’Gør som de siger, men ikke som de gør.’ (Mattæus 23:2, 3) Lyder det overbevisende?

Er det sand kristendom?

Ifølge Jesus kan en enkel prøve afsløre om folk er ægte kristne: „I kan kende dem på deres frugter. Man plukker aldrig druer af tjørn eller figner af tidsler, vel? På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter; et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Det er altså på deres frugter I skal kende disse mennesker.“ — Mattæus 7:16-18, 20.

Har de religiøse ledere gennem tiden levet op til de kriterier for sand kristendom som Jesus fastsatte, og som hans sande disciple omsatte i praksis? Lad os se på blot to områder: politisk engagement og privatliv.

Jesus var ingen fyrste. Han levede så beskedent at han, som han selv sagde, ’ikke havde noget sted at hvile sit hoved’. Hans rige var „ikke en del af denne verden“, og hans disciple skulle ’ikke være en del af verden, ligesom han ikke var en del af verden’. Jesus nægtede at lade sig inddrage i datidens politik. — Mattæus 8:20; Johannes 6:15; 17:16; 18:36.

Er det ikke en kendt sag at trossamfund i mange hundrede år har haft for vane at indynde sig hos politiske magthavere for at opnå magt og økonomiske fordele, også selv om det har medført lidelser for menigmand? Er det ikke også sandt at mange gejstlige lever et luksusliv der står i skærende kontrast til levevilkårene for dem de burde betjene?

Jesu halvbroder Jakob skrev: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Jakob 4:4) Hvorfor kan man ikke være „ven med verden“ uden at blive „fjende af Gud“? Fordi „hele verden ligger i den ondes magt“, som det siges i Første Johannesbrev 5:19.

Om Alexander VI’s moral skrev en datidig historiker: „Hans levevis var udsvævende. Han kendte hverken til skam eller oprigtighed, hverken til tro eller religion. Han var besat af umættelig havesyge, umådeholden ambition, barbarisk grusomhed og en brændende lidenskab for at hjælpe sine mange børn frem i livet.“ Han var naturligvis ikke den eneste i kirkens hierarki der bar sig sådan ad.

Hvad siger Bibelen om den adfærd? „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige?“ spurgte apostelen Paulus. „Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller . . . ægteskabsbrydere eller . . . havesyge . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Korinther 6:9, 10.

Et af de erklærede formål med udstillingen om Borgia-familien var at „placere disse store personligheder i deres historiske sammenhæng . . . at forstå dem, men afgjort ikke undskylde dem eller fordømme dem“. Det var op til de besøgende selv at drage deres konklusion. Hvilken konklusion er du nået til?

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Rodrigo Borgia, pave Alexander VI

[Illustration på side 27]

Lucrezia Borgias fader brugte hende til at øge sin magt

[Illustration på side 28]

Cesare Borgia var ambitiøs og korrupt

[Illustration på side 29]

Da Girolamo Savonarola ikke ville lade sig tvinge til tavshed, blev han hængt og brændt