Løfter man kan stole på
Løfter man kan stole på
PROFETEN MIKA vidste at løfter ofte er utroværdige. På hans tid kunne man ikke engang regne med at ens nærmeste altid var loyale, så han skrev advarende: „Tro ikke på en ven. Stol ikke på en fortrolig. Vogt dig for at åbne din mund over for hende der ligger i din favn.“ — Mika 7:5.
Tillod Mika sig at blive skeptisk over for alle løfter på grund af dette sørgelige faktum? Nej. Han udtrykte fuldstændig tillid til sin Guds, Jehovas, løfter med ordene: „Jeg vil spejde efter Jehova. Jeg vil vente på min frelses Gud.“ — Mika 7:7.
Hvorfor havde Mika så stor tillid? Fordi han vidste at Jehova altid holder ord. Alt hvad Gud havde tilsvoret Mikas forfædre, var blevet til virkelighed. (Mika 7:20) Fordi Jehova altid havde været trofast, havde Mika al grund til at tro at Jehova også fremover ville holde sine løfter.
’Ikke ét ord er slået fejl’
Mika vidste for eksempel at Jehova havde udfriet israelitterne fra trældom i Ægypten. (Mika 7:15) Josua, som var med dengang, tilskyndede siden sine landsmænd til at tro på alle Guds løfter. Hvad var hans begrundelse? Han mindede dem om følgende: „I véd med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl at ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ — Josua 23:14.
Ja, israelitterne vidste udmærket at Jehova havde udrettet noget storslået for dem. Han havde opfyldt sit løfte til deres gudfrygtige forfader Abraham om at hans afkom skulle blive talrigt som stjernerne og tage Kana’ans land i eje. Jehova havde også fortalt Abraham at hans efterkommere ville blive mishandlet i 400 år, men ville få Kana’ans land i eje „i fjerde generation“. Alt dette var sket. — 1 Mosebog 15:5-16; 2 Mosebog 3:6-8.
Israelitterne var blevet godt modtaget i Ægypten dengang Jakobs søn Josef levede. Senere havde ægypterne tvunget dem til hårdt trællearbejde, men som Gud havde lovet, udfriede han Abrahams efterkommere fra trældommen da fire slægtled havde levet i Ægypten. a
I de følgende 40 år havde israelitterne fået flere beviser for at Jehova altid indfrier sine løfter. Da amalekitterne uprovokeret havde angrebet dem, havde Gud kæmpet for dem og beskyttet dem. Han havde dækket alle deres materielle behov i løbet af den 40 år lange ørkenvandring og derefter ført folket ind i det forjættede land. Da Josua opregnede det Jehova havde gjort for Abrahams afkom, kunne han tillidsfuldt sige: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ — Josua 21:45.
Opbyg tillid til Guds løfter
Hvordan kan vi opbygge samme tro på Jehovas løfter som Mika og Josua havde? Tænk blot på hvordan vi opbygger tillid til andre. Det gør vi jo ved at lære dem bedst muligt at kende. Når vi for eksempel lægger mærke til at nogle altid gør deres bedste for at være ordholdende, konkluderer vi at de er til at stole på. Og vores tillid vokser i takt med at vi lærer dem bedre at kende. På samme måde kan vi opbygge tro på Guds løfter.
Det kan vi blandt andet gøre ved at tænke over skaberværket og de love der styrer det. Videnskabsmændene har tillid til disse love, for eksempel dem der styrer den proces hvorved en enkelt celle gennem en lang række delinger bliver til de billioner af celler vores legeme består af. Det virker indlysende at de love der gælder for stof og energi i universet, må være fastsat af en Salme 139:14-16; Esajas 40:26; Hebræerne 3:4.
fuldstændig pålidelig Lovgiver. Og når vi kan stole på lovene i skaberværket, må vi afgjort også kunne stole på ham der står bag dem. —Gennem profeten Esajas, der levede samtidig med Mika, beskrev Jehova hvor troværdigt hans ord er, og illustrerede det med årstidernes skiften og det forbløffende vandkredsløb. Hvert år væder regnskyllene jorden og gør det muligt at så og høste. I den forbindelse sagde Jehova: „Ligesom skylregnen og sneen kommer ned fra himmelen og ikke vender tilbage dertil før den har vædet jorden og fået den til at bære og spire, og givet sæd til den der sår, og brød til den der spiser, sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Esajas 55:10, 11.
Sikre løfter om et paradis
At vide noget om skaberværket kan opbygge tillid til Skaberen, men der skal mere til hvis man gerne vil kende de løfter der omfattes af det „ord som går ud af [hans] mund“. Hvis vi skal kende dem så godt at vi kan stole på dem, må vi undersøge Guds inspirerede ord og sætte os ind i hans hensigt med jorden og det han har gjort for os mennesker. — 2 Timoteus 3:14-17.
Som nævnt havde Mika tillid til Jehovas løfter. Vi har adgang til endnu mere af Guds inspirerede ord end Mika havde. Efterhånden som vi læser i Bibelen og tænker over indholdet, får vi grundlag for at tro på at Gud vil indfri sine løfter. De gælder ikke kun Abrahams efterkommere, men alle mennesker. Jehova gav denne gudfrygtige patriark løftet: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (1 Mosebog 22:18) Abrahams afkom er i første række Messias, Jesus Kristus. — Galaterne 3:16.
Gennem Jesus Kristus vil Jehova velsigne lydige mennesker. Hvad er det Gud har lovet at udrette i vor tid? Mika 4:1, 2 giver dette profetiske svar: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene, og folkeslag skal strømme til det. Og mange nationer skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg og til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’“
De der lærer om Jehovas veje, ’smeder deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive’. Det vil sige at de aflægger alle krigeriske tilbøjeligheder. Snart vil jorden blive fyldt med retskafne mennesker, og ingen får dem til at skælve af frygt. (Mika 4:3, 4) Ja, Bibelen lover at når Jesus er konge i Guds rige, vil Jehova befri jorden for alle undertrykkere. — Esajas 11:6-9; Daniel 2:44; Åbenbaringen 11:18.
Selv de der har måttet lide og dø som følge af menneskets oprør mod Gud, vil blive oprejst og få mulighed for at leve evigt på jorden. (Johannes 5:28, 29) Ondskabens ophav, Satan og hans dæmoner, vil blive fjernet, og Jesu genløsningsoffer vil ophæve virkningerne af Adams synd. (Mattæus 20:28; Romerne 3:23, 24; 5:12; 6:23; Åbenbaringen 20:1-3) Hvordan vil det gå de lydige mennesker? De vil få et fuldkomment helbred og komme til at leve evigt i et paradis der omfatter hele jorden. — Salme 37:10, 11; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3-5.
Det er betagende løfter, ikke? Er de til at stole på? Naturligvis, for det er ikke løfter fra velmenende mennesker der ikke evner at føre deres forsæt ud i livet. Det er løfter fra den almægtige Gud, der ikke kan lyve, og som ’ikke er langsom med hensyn til sit løfte’. (Hebræerne 6:13-18; 2 Peter 3:9) Vi kan trygt stole på alle løfter i Bibelen, for de er fremsat af Jehova, „sandhedens Gud“. — Salme 31:5.
[Fodnote]
a Se Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2, side 846. Udgivet af Jehovas Vidner.
[Tekstcitat på side 6]
„Ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl.“ — JOSUA 23:14
[Illustrationer på side 4, 5]
Jehova holdt sine løfter til Israel ved Det Røde Hav og i ørkenen
[Illustrationer på side 7]
Jehova indfriede sit løfte til Abraham. Hans afkom, Jesus Kristus, vil bringe mennesker velsignelser