Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den mest værdifulde arv der findes

Den mest værdifulde arv der findes

Den mest værdifulde arv der findes

KORT før sin død skrev den aldrende apostel Johannes: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ — 3 Johannes 4.

Den trofaste apostel talte her om sine åndelige børn. Og mange forældre i dag kan tilslutte sig apostelens ord i forbindelse med deres egne børn. De har gjort sig umage for at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“ og kan nu glæde sig over at se at de som voksne „vandrer i sandheden“. (Efeserne 6:4) Ja, forældre som lærer deres børn at gå på vejen der fører til evigt liv, giver dem den mest værdifulde arv der findes. For gudhengivenhed, der indebærer at man lever efter Jehovas normer, „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. — 1 Timoteus 4:8.

Jehova, den fuldkomne Fader, værdsætter gudfrygtige forældre der bestræber sig for at give deres børn en god åndelig oplæring. Børn der reagerer positivt på oplæringen, opnår stor glæde ved at tilbede Jehova sammen med deres forældre. Under deres opvækst får de mange gode oplevelser som de senere kan tænke tilbage på. Nogle husker med glæde første gang de var med på Den Teokratiske Skole. * Eller de tænker måske tilbage på første gang de læste et skriftsted i forkyndelsen sammen med deres forældre. De glemmer sikkert heller aldrig de stunder hvor forældrene læste højt for dem fra Min bibelhistoriebog eller fra Vi lytter til den store Lærer. * Gabriel fortæller om noget han kom til at holde meget af: „Jeg kan huske fra jeg var fire år, at min mor hver dag sang for mig mens hun lavede mad. Jeg husker specielt en af Rigets sange som gjorde et stort indtryk på mig. Senere hjalp denne sang mig til at se hvor vigtigt det er at tjene Jehova.“ Måske kan du også huske den smukke sang som Gabriel refererer til? Den har nummer 157 i sangbogen Syng Jehovas pris og hedder „Tjen Jehova i din ungdom“.

Sangen begynder med ordene: „Jesus blev hyldet på kongelig vis;/’spæde og diende’ bragte ham pris.“ Der var faktisk børn som havde den forret at være sammen med Jesus, og deres oprigtige og ligefremme væremåde var uden tvivl til stor glæde for ham. Jesus fremhævede små børns lærvillighed som eksempel for sine disciple. (Mattæus 18:3, 4) Så børn kan med rette deltage i tilbedelsen af Jehova. Og sangen fortsætter da også med ordene: „Børnenes stemmer kan ophøje Gud.“

Mange børn har været til ære for Gud og for deres familie ved at have en god opførsel i hjemmet, i skolen og andre steder. Det er en stor fordel for børnene at have „kristne forældre, som sandhed har kær“. (5 Mosebog 6:7) Kristne forældre ser hen til Gud, der som en kærlig Fader lærer sine børn at vandre på den rette vej. Og hvilke velsignelser kan det give forældrene? Når de oplærer deres børn, kan de få den glæde at børnene følger det der står i sangen: „Adlyd dem, børn, så de glæde kan få.“ (Esajas 48:17, 18) Angélica, som nu tjener på Jehovas Vidners afdelingskontor i Mexico, siger: „Mine forældre gjorde meget for altid at anvende Bibelens principper i praksis. Det har givet mig en dejlig og lykkelig barndom.“

Kristne med en sådan baggrund synes at det er indsatsen værd at værne om deres gode åndelige arv. Hvis du er ung og vokset op i en familie der sætter det åndelige højt, giver sangen dig denne tilskyndelse: „Du som er ung, hold din vej fri for skam.“ En dag må du træffe dine egne beslutninger, så „stol på Jehova og støt dig til ham“.

Sangen fortsætter: „Dårlige venner kan gøre dig svag.“ Det er sket at unge er begyndt at komme sammen med nogle som tilsyneladende er søde og rare, men som ikke er interesserede i Bibelens normer. Det er der et eksempel på i videofilmen Unge spørger: Hvordan får jeg virkelige venner? Enhver ung kristen som får venner der ikke ønsker at tjene Gud, vil før eller siden opdage at „farligt er ønsket om verdens behag“, som der siges i sangen. Hvis du fejlagtigt mener at det vigtigste i livet er at være populær, kan al den oplæring du får, være forgæves og dine fremtidsperspektiver være spoleret. Ønsket om verdens behag kan hurtigt nedbryde de gode vaner som du gennem årene har opbygget.

Det skal indrømmes at det er en udfordring at leve efter Guds normer. Men sangen fortsætter med tilskyndelsen: „Husk på din Skaber i ungdommens vår./Tjen ham i sandhed og ånd, år for år.“ Hvis du følger denne opfordring, giver det dig et godt grundlag for at blive virkelig lykkelig, ja, „glæde og lykke vil følge din vej“. Du vil da erfare Jehovas kærlige omsorg, og så vil du opdage at intet kan hindre dig i at gøre hvad der er ret i hans øjne. Så hvis du reagerer positivt på din kristne opdragelse, vil du blive en moden og gudfrygtig voksen. Ja, „Gud vil da glædes i hjertet ved dig“. (Ordsprogene 27:11) Hans godkendelse er den største velsignelse et menneske kan få.

Du som er ung, husk altid på at Jehova og dine kristne forældre har givet dig en værdifuld oplæring. Lad den kærlighed de har til dig, tilskynde dig til at gøre det Jehova synes om. Du kan ligesom Jesus og den unge, trofaste Timoteus gøre din himmelske Fader og dine forældre glade. Og hvis du en dag selv får børn, vil du sikkert tilslutte dig det Angélica siger: „Hvis jeg nogen sinde får børn, vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at de skal komme til at elske Jehova fra de er helt små og lade kærligheden til ham lede dem ad den vej de skal gå.“ Ja, at lære at gå på vejen der fører til evigt liv, er den mest værdifulde arv der findes.

[Fodnote]

^ par. 4 På denne skole, som afholdes i Jehovas Vidners menigheder, kan både unge og ældre deltage i det bibelske undervisningsprogram.

^ par. 4 De nævnte publikationer er udgivet af Jehovas Vidner.