Bevæger din tro dig til handling?

CENTURIONEN var overbevist om at Jesus kunne helbrede hans træl der var ramt af lammelse. Men centurionen indbød ikke Jesus til at komme hen og besøge ham, måske fordi han følte sig uværdig, eller fordi han ikke var jøde. I stedet fik han nogle af jødernes ældste til på hans vegne at henvende sig til Jesus og sige: „Herre, jeg er ikke god nok til at du skal gå ind under mit tag, men sig blot et ord og min tjener vil blive helbredt.“ Denne mands tro på at Jesus kunne helbrede endog på afstand, fik Jesus til at sige til folkemængden der fulgte ham: „Jeg vil sige jer en sandhed: Hos ingen i Israel har jeg fundet så stor en tro.“ — Mattæus 8:5-10; Lukas 7:1-10.

Denne episode henleder vores opmærksomhed på et væsentligt aspekt ved tro. Sand tro er ikke passiv; den kommer til udtryk i handling. Bibelskribenten Jakob sagde: „Troen [er], hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ (Jakob 2:17) Dette bliver endnu tydeligere når vi betragter et eksempel på hvad der kan ske når troen bliver inaktiv.

I 1513 f.v.t. blev Israels nation knyttet til Jehova Gud ved hjælp af Lovpagten. Moses, der var pagtens mellemmand, overbragte  Israels sønner følgende ord fra Gud: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive . . . en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:3-6) Ja, israelitternes hellighed var betinget af at de var lydige.

Mange århundreder senere begyndte jøderne at tillægge studiet af Loven større betydning end dét at følge dens principper. Alfred Edersheim skriver i sin bog The Life and Times of Jesus the Messiah: „[Rabbinerne], ’de store vismænd’, havde for længst afgjort sagen — studium gik forud for gerninger.“

Det er rigtigt at israelitterne i fortiden fik befaling til at studere Guds krav nøje. Gud sagde: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Men var det på noget tidspunkt Jehovas mening at studium af Loven skulle prioriteres højere end gerninger som er i harmoni med den, eller som kan udledes af den? Lad os se nærmere på det.

De lærdes studium af Loven

En jødisk overlevering sagde at Gud selv brugte tre timer hver dag på at studere Loven. I betragtning heraf kan det have forekommet israelitterne at være rimelig at lægge meget stor vægt på studiet af den. Derfor er det måske ikke så mærkeligt hvis nogle jøder tænkte: ’Når nu Gud studerer Loven daglig, burde hans jordiske skabninger så ikke også være fuldt optaget af at gøre det samme?’

I det første århundrede efter vor tidsregning havde rabbinernes store iver efter at analysere og fortolke Loven fuldstændig fordrejet deres tankegang. „De skriftlærde og farisæerne . . . siger det nok, men gør det  ikke,“ sagde Jesus. „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ (Mattæus 23:2-4) Disse religiøse ledere bebyrdede det jævne folk med utallige regler og bestemmelser, men fandt på hyklerisk vis smuthuller som ville fritage dem selv for at følge de samme love. Hertil kommer at disse mænd, som gik meget op i at granske Skriften, ’undlod det der var vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed’. — Mattæus 23:16-24.

Hvor er det paradoksalt at de skriftlærdes og farisæernes forsøg på at opstille deres egen retfærdighed medførte at de overtrådte den selv samme lov som de påstod de overholdt! Århundreders diskussioner om ord og detaljer i Loven havde ikke bragt dem nærmere til Gud. Diskussionerne førte til at nogle veg bort fra troen — og havde altså samme virkning som „den tomme snak“, „modsigelserne“ og den falske „kundskab“ som Paulus omtalte. (1 Timoteus 6:20, 21) Et andet alvorligt problem var den virkning som de skriftlærdes og farisæernes endeløse granskning havde på dem selv. De fik ikke den form for tro som motiverede dem til at gøre de rette gerninger.

Stor kundskab, men ingen tro

Hvor var de jødiske religiøse lederes tankegang forskellig fra Guds! Kort før israelitterne gik ind i det forjættede land, sagde Moses til dem: „Ret jeres hjerte mod alle de ord som jeg har advaret jer med i dag, så I kan give jeres sønner påbud om at tage vare på at følge alle denne lovs ord.“ (5 Mosebog 32:46) Guds folk skulle tydeligvis ikke blot granske Loven, men også følge den.

Israelitterne var dog gang på gang troløse mod Jehova. Frem for at gøre det rette „troede [de] ikke på ham“, og de „adlød ikke hans røst“. (5 Mosebog 9:23; Dommerne 2:15, 16; 2 Krønikebog 24:18, 19; Jeremias 25:4-7) Det resulterede til sidst i at de begik deres største synd, nemlig at forkaste Jesus som Messias. (Johannes 19:14-16) Jehova Gud forkastede derpå Israel og vendte sin opmærksomhed mod nationerne. — Apostelgerninger 13:46.

Vi må passe på ikke at gå i samme fælde ved at tro at vi kan tilbede Gud med sindet uden at have hjertet med i det. Eller sagt på en anden måde skal vores studium af Bibelen ikke kun foregå på et intellektuelt plan. Nøjagtig kundskab må nå ned i vores hjerte hvis den skal kunne gavne os. Ville der være nogen mening i at sætte sig grundigt ind i hvordan man dyrker grøntsager og derefter lade være med at så? Det kan godt være at man ville have en del forstand på havedyrkning, men man ville aldrig høste noget! Folk som ved hjælp af et bibelstudium lærer Guds krav at kende, må på samme måde lade sandhedens sædekorn nå ned i deres hjerte så sædekornene kan spire og bevæge til handling. — Mattæus 13:3-9, 19-23.

„Bliv ordets gørere“

Apostelen Paulus sagde at „troen kommer . . . af det man hører“. (Romerne 10:17) Når man hører Guds ord og derefter udviser tro på hans søn, Jesus Kristus, har man udsigt til at få evigt liv. Ja, det er ikke nok bare at sige: ’Jeg tror på Gud og Kristus.’

Jesus tilskyndede sine disciple til at have en tro som ville motivere dem til handling. „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ (Johannes 15:8) Senere skrev Jesu halvbror Jakob: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere.“ (Jakob 1:22) Men hvordan kan vi vide hvad vi skal gøre? Jesus viste os i ord og gerning hvad vi skal gøre for at behage Gud.

 Mens Jesus var på jorden, gjorde han en ihærdig indsats for at fremme Rigets interesser og herliggøre sin Faders navn. (Johannes 17:4-8) Hvordan? Mange tror måske at han først og fremmest gjorde det ved mirakuløst at helbrede syge og handicappede. Men Mattæusevangeliet viser tydeligt hvad han var mest optaget af: „Jesus tog nu rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste i deres synagoger [og] forkyndte den gode nyhed om riget.“ Jesus begrænsede ikke sin forkyndelse til nu og da at tale med nogle få venner og bekendte eller folk som han mødte lokalt. Han anstrengte sig til det yderste og benyttede sig af de muligheder han havde for at tale med folk „i hele Galilæa“. — Mattæus 4:23, 24; 9:35.

Jesus befalede også sine disciple at tage del i arbejdet med at gøre disciple. Han var et fuldkomment forbillede som de skulle efterligne. (1 Peter 2:21) Jesus sagde til sine trofaste disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

Det skal indrømmes at det er en stor udfordring at forkynde. Jesus sagde selv: „Se, jeg sender jer som lam ud blandt ulve.“ (Lukas 10:3) Når man udsættes for modstand, er det en naturlig reaktion at forsøge at unddrage sig så man slipper for unødige sorger og bekymringer. Det var hvad der skete for apostlene den aften Jesus blev arresteret. De flygtede på grund af frygt. Senere samme aften nægtede Peter tre gange at kendes ved Jesus. — Mattæus 26:56, 69-75.

Det vil måske også overraske nogle at selv apostelen Paulus syntes at det var svært at forkynde den gode nyhed. Han skrev til menigheden i Thessalonika: „Ved hjælp af vor Gud tog [vi] mod til os til at fremholde Guds gode nyhed for jer med megen kamp.“ — 1 Thessaloniker 2:1, 2.

Paulus og hans medapostle overvandt deres frygt for at tale med andre om Guds rige, og det kan du også. Hvordan? Det vigtigste er at støtte sig til Jehova. Hvis vi har fuld tillid til Jehova, vil vores tro bevæge os til handling, og vi vil da kunne gøre hans vilje. — Apostelgerninger 4:17-20; 5:18, 27-29.

Dine handlinger vil blive belønnet

Jehova er opmærksom på de bestræbelser vi gør os for at tjene ham. Han ved for eksempel hvornår vi er syge eller trætte. Han forstår når vi føler os mindreværdige eller usikre. Og når vi tynges af økonomiske byrder, plages af helbredsmæssige problemer eller er skuffede over os selv, er Jehova altid opmærksom på vores situation. — 2 Krønikebog 16:9; 1 Peter 3:12.

Hvor må det glæde Jehova når vores tro — trods vores ufuldkommenhed og problemer — bevæger os til handling! Den kærlige omsorg Jehova har for sine trofaste tjenere, er ikke en vag følelse. Det fremgår af det løfte som apostelen Paulus under guddommelig inspiration omtalte: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ — Hebræerne 6:10.

Du kan have tillid til Bibelens ord om at Jehova er „en trofast Gud, hos hvem der ikke er uret“, og „at han belønner dem som ivrigt søger ham“. (5 Mosebog 32:4; Hebræerne 11:6) En kvinde i Californien i USA fortæller: „Min far var heltidsforkynder i ti år før han stiftede familie. Jeg nød at høre ham fortælle om hvordan Jehova havde sørget for ham. Det skete tit at han brugte sin sidste dollar på benzin for at tage ud i forkyndelsen. Når han kom hjem igen, var  der ofte nogen som havde sat madvarer ved hans dør.“

Ud over materiel støtte giver „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“ os følelsesmæssig og åndelig hjælp. (2 Korinther 1:3) Et Jehovas vidne som har udholdt mange prøvelser gennem årene, siger: „Det er dejligt at kunne stole på Jehova. Det giver én mulighed for at sætte sin lid til ham og se hvordan han hjælper en.“ Du kan ydmygt henvende dig til Gud, den „som hører bøn“, og være sikker på at han vil være opmærksom på dine problemer. — Salme 65:2.

Åndelige høstarbejdere får store glæder og velsignelser. (Mattæus 9:37, 38) Det har gavnet mange rent helbredsmæssigt at deltage i forkyndelsen, og det samme kan gøre sig gældende for dig. Endnu vigtigere er det dog at forkyndelsen styrker vores forhold til Gud. — Jakob 2:23.

Bliv ved med at vise din tro i handling

Det ville ikke være rigtigt af nogen blandt Guds tjenere at tænke at Jehova bliver skuffet hvis man på grund af fysiske skavanker eller alderdom ikke længere kan yde så meget i forkyndelsen som man gerne ville. Det samme gælder for dem hvis forkyndelse er begrænset på grund af dårligt helbred, familieforpligtelser eller andre forhold.

Husk at da apostelen Paulus følte sig hæmmet af en fysisk lidelse eller en anden form for prøvelse, bad han ’tre gange indtrængende Herren om at den måtte vige’ fra ham. Jehova helbredte ikke Paulus så han kunne udrette mere i tjenesten for ham, men sagde: „Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ (2 Korinther 12:7-10) Uanset hvilken prøvende situation du befinder dig i, kan du derfor være forvisset om at din himmelske Fader sætter pris på det du er i stand til at gøre for at fremme hans interesser. — Hebræerne 13:15, 16.

Vor kærlige Skaber kræver ikke mere af os end hvad vi kan klare. Han ønsker blot at vi har en tro som bevæger os til handling.

[Illustration på side 26]

Var det nok at studere Loven?

[Illustrationer på side 29]

Vores tro må vises i handling