„Den kloge overvejer sine skridt“

EN DER ER KLOG, har praktisk sans og god dømmekraft. Han er desuden skarpsindig, forstandig, forsigtig, indsigtsfuld og vis. „Enhver der er klog handler med kundskab,“ siger Ordsprogene 13:16. Ja, klogskab er en ønskværdig egenskab.

På hvilke måder kan vi handle klogt i dagligdagen? Hvordan kan vi vise at vi er kloge ved de valg vi træffer, ved den måde vi behandler andre på, og ved den måde vi reagerer på i forskellige situationer? Hvilke fordele har den kloge? Hvilke ulykker undgår han? Som vi læser i Ordsprogene 14:12-25, giver Israels kong Salomon brugbare svar på disse spørgsmål. *

Vælg en klog handlemåde

Man må kunne skelne mellem hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, for at træffe kloge beslutninger og få et godt liv. Men Bibelen siger advarende: „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje.“ (Ordsprogene 14:12) Vi må altså lære at kende forskel på det der virkelig er rigtigt, og det der blot forekommer at være det. Udtrykket „dødens veje“ viser at der findes mange veje som kan føre én på vildspor. Lad os se på nogle områder vi må være opmærksomme på, og som vi må undgå.

Det er almindeligt at beundre de rige og berømte i denne verden og at betragte dem som respektable mennesker. At de har en stor omgangskreds og mange penge, kunne give det indtryk at de handler ret. Men hvilke metoder bruger mange af disse til at skaffe sig rigdom og berømmelse? Er det altid de rette moralnormer de følger i deres stræben efter disse ting? Hvad angår religiøse mennesker, er der nogle som virker oprigtige og nidkære for deres tro. Men er det i sig selv et bevis for at det de tror på, er sandt? — Romerne 10:2, 3.

En bestemt handlemåde kan også forekomme os at være rigtig fordi vi bedrager os selv. Hvis vi udelukkende træffer beslutninger ud fra det vi føler er rigtigt, støtter vi os til hjertet, som er en forræderisk vejleder. (Jeremias 17:9) En samvittighed der ikke er oplært, og som sjældent bruges, kunne få os til at tro at en forkert handlemåde er rigtig. Hvad vil da hjælpe os til at vælge den rette kurs?

Hvis vi ønsker at få en „opfattelsesevne [der er] opøvet til at skelne mellem ret og uret“, er det bydende nødvendigt at vi flittigt studerer de dybere sandheder i Guds ord. Desuden må vi opøve denne opfattelsesevne „gennem brugen“, altså ved at følge Bibelens principper. (Hebræerne 5:14) Vi må ikke lade en vej eller handlemåde der blot synes at være rigtig, føre os bort fra ’den trange vej som fører til livet’. — Mattæus 7:13, 14.

Når ’hjertet kan lide’

Kan man være lykkelig når man ikke har fred i sindet? Kan latter og munterhed dulme en dyb, følelsesmæssig smerte? Er det klogt  at drukne depressive tanker i alkohol, at tage stoffer eller at forsøge at eliminere sådanne følelser ved at leve et udsvævende liv? Svaret er nej. „Selv under latter kan hjertet lide,“ siger den vise konge. — Ordsprogene 14:13a.

Latter kan måske dække over smerten, men ikke fjerne den. „Til alt er der en fastsat tid,“ udtaler Bibelen. Der er faktisk en „tid til at græde og en tid til at le; en tid til at holde klage og en tid til at danse omkring“. (Prædikeren 3:1, 4) Når en depression varer ved, bør man om nødvendigt søge kyndig vejledning. (Ordsprogene 24:6) * Latter og morskab har en vis værdi, men den er relativt lille. Som en advarsel mod upassende former for morskab og for megen underholdning siger Salomon: „Fryden ender i sorg.“ — Ordsprogene 14:13b.

Hvordan „mættes“ henholdsvis den troløse og den gode?

„Den der har et troløst hjerte mættes af sine egne veje,“ fortsætter Israels konge, „og den gode mand af sine gerninger.“ (Ordsprogene 14:14) Hvordan „mættes“ henholdsvis den troløse og den gode af sine gerninger?

Et menneske uden tro bekymrer sig ikke om at han må stå Gud til regnskab, og kan derfor ikke se noget formål med at gøre hvad der er ret i Jehovas øjne. (1 Peter 4:3-5) Han „mættes“ gennem sin materialistiske livsstil. (Salme 144:11-15a) Den gode, derimod, sætter de åndelige interesser først. Han lader Guds normer være en rettesnor for alt hvad han foretager sig. Et sådant menneske „mættes“ med det hans gerninger fører til, fordi Jehova er hans Gud, og det giver ham en uforlignelig glæde at tjene den Allerhøjeste. — Salme 144:15b.

Tro ikke hvert et ord

Kong Salomon sætter den uerfarnes handlemåde op som en kontrast til den kloges og siger: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Den kloge er ikke godtroende. I stedet for at tro på alt hvad han hører, eller at lade andre tænke for sig, overvejer han nøje sine skridt. Han undersøger alle kendsgerninger og handler derved med klogskab.

 Lad os for eksempel tage spørgsmålet: „Findes der en Gud?“ Den uerfarne er tilbøjelig til at lade sine synspunkter være styret af hvad flertallet eller fremtrædende personer mener. Den kloge tager sig derimod tid til at undersøge kendsgerningerne. Han tænker over det der siges i skriftsteder som Romerbrevet 1:20 og Hebræerbrevet 3:4. Når det drejer sig om åndelige spørgsmål, godtager han ikke uden videre religiøse lederes holdninger. Han ’prøver de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’. — 1 Johannes 4:1.

Det er klogt at følge rådet om ikke ’at tro hvert ord’! Det er især noget som de der har fået ansvar for at vejlede andre i den kristne menighed, må gøre. En der skal vejlede andre, vil sørge for at få det fuldstændige billede af hvad der er foregået. Han vil lytte opmærksomt og indsamle oplysninger fra alle parter så hans vejledning ikke bliver misvisende og ensidig. — Ordsprogene 18:13; 29:20.

„En mand der ejer evnen til at tænke, bliver hadet“

Israels konge peger på endnu en forskel mellem den vise og den tåbelige ved at sige: „Den vise frygter og vender sig fra ondt, men tåben raser og er selvsikker. Den der er hurtig til vrede handler dåragtigt, men en mand der ejer evnen til at tænke, bliver hadet.“ — Ordsprogene 14:16, 17.

Den vise frygter konsekvenserne af en forkert kurs. Derfor er han forsigtig og værdsætter et råd der hjælper ham til ikke at begå en ond handling. En sådan frygt ejer den tåbelige ikke. Han ignorerer selvsikkert de råd han får. Og eftersom han er tilbøjelig til at fare op, handler han tåbeligt. Men hvorfor bliver en mand der ejer evnen til at tænke, undertiden mødt med fjendtlighed?

Det hebraiske ord der er oversat med „evnen til at tænke“, har to betydninger. Ordet indeholder i den positive betydning tanken om skarpsindighed eller klogskab. (Ordsprogene 1:4; 2:11; 3:21) I den negative betydning kan ordet betegne onde påfund eller en ondsindet tankegang. — Salme 37:7; Ordsprogene 12:2; 24:8.

Hvis udtrykket „en mand der ejer evnen til at tænke“ betegner en person der udtænker ondt, er det ikke svært at forstå hvorfor en sådan bliver hadet. Men på den anden side kan en der har dømmekraft, også blive hadet, nemlig af dem der mangler denne egenskab. For eksempel bliver de der bruger deres åndsevner og vælger ’ikke at være en del af verden’, hadet af verden. (Johannes 15:19) Kristne unge der bruger deres tænkeevne og modstår gruppepres fra jævnaldrende for ikke at handle ondt, bliver ofte latterliggjort. Faktum er at sande tilbedere bliver hadet af verden, som ligger i den ondes, Satan Djævelens, magt. — 1 Johannes 5:19.

„De onde skal bøje sig“

Der er endnu et punkt hvor den kloge adskiller sig fra den uerfarne. „De uerfarne får dårskab i eje, men de kloge krones med kundskab.“ (Ordsprogene 14:18) De uerfarne ejer ikke dømmekraft og vælger derfor at gøre det der er tåbeligt. Det vil forme deres liv. Kundskab er på den anden side til pryd for den kloge på samme måde som en krone er til hæder for en konge.

„De onde skal bøje sig for de gode, siger den vise konge, „ja, de ugudelige ved den retfærdiges porte.“ (Ordsprogene 14:19) Den gode vil med andre ord i sidste ende sejre over den onde. Læg mærke til hvor meget Guds folk vokser i antal, og hvor langt bedre deres liv er. Når Guds folks modstandere ser hvordan Jehova på denne måde velsigner sine tjenere, tvinges de til at „bøje sig“ for Jehovas symbolske, himmelske kvinde, der repræsenteres af den åndsavlede rest på jorden. Disse modstandere bliver tvunget til på et eller andet tidspunkt — måske først i Harmagedon — at anerkende at den jordiske del af  Guds organisation repræsenterer den himmelske del. — Esajas 60:1, 14; Galaterne 6:16; Åbenbaringen 16:14, 16.

„Den der viser de nødstedte sin gunst“

Salomon beskriver den menneskelige natur med ordene: „Den der har få midler hades endog af sin næste, men den riges venner er mange.“ (Ordsprogene 14:20) Ja, sådan forholder det sig med ufuldkomne mennesker. Deres selviske tilbøjeligheder får dem til at favorisere de rige. En rig har mange venner, men disse er lige så flygtige som hans velstand. Lad os derfor undgå at skaffe os venner ved hjælp af penge eller smiger.

Hvad nu hvis vi ved ærlig selvransagelse bliver klar over at vi forsøger at indynde os hos de rige og ser ned på dem der har få midler? Da må vi forstå at en sådan partiskhed bliver fordømt i Bibelen. Der siges i Ordsprogene 14:21: „Den som foragter sin næste synder, men lykkelig er den der viser de nødstedte sin gunst.“

Vi bør vise omsorg for dem der befinder sig i en vanskelig situation. (Jakob 1:27) Det kan vi gøre ved at sørge for at de får „denne verdens midler at leve af“, hvilket kan indbefatte at vi giver dem penge, husly, mad og klæder og viser dem personlig interesse. (1 Johannes 3:17) Den som viser de nødstedte sin gunst, er lykkelig, for „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. — Apostelgerninger 20:35.

Hvordan går det henholdsvis den kloge og den tåbelige?

Princippet „hvad et menneske end sår, dette skal han også høste“ gælder den kloge såvel som den tåbelige. (Galaterne 6:7) Den førstnævnte gør det der er godt; den sidstnævnte udtænker ondt. „Mon ikke de der udtænker ondt farer vild?“ spørger den vise konge. Jo, de „farer vild“. „Men der er loyal hengivenhed og sandhed til dem der udtænker godt.“ (Ordsprogene 14:22) De som gør det der er godt, er vellidte i andres øjne og mærker Guds loyale hengivenhed.

„Ved al slags slid er der fordel, men læbernes ord alene fører til armod,“ siger Ordsprogene 14:23. Her knytter Salomon en forbindelse mellem det at slide i det og få succes, frem for blot at snakke om sine planer — og få fiasko. Princippet gælder også når vi ønsker at gøre åndelige fremskridt. Gennem hårdt arbejde i den kristne tjeneste høster vi de frugter der er forbundet med at gøre Guds ords livgivende sandheder kendt for andre. Når vi trofast udfører enhver teokratisk opgave vi måtte få tildelt, giver det os glæde og tilfredshed.

„De vises krone er deres rigdom; tåbernes dårskab er og bliver dårskab,“ siger Ordsprogene 14:24. Det kan forstås sådan at den visdom som de vise stræber efter at opnå, bliver en kostbarhed for dem, og at den er til ære for dem. Tåben, derimod, er og bliver en tåbe. Ifølge et opslagsværk kan dette ordsprog indeholde tanken om at „velstand er en pryd for dem der bruger den rigtigt, . . . [mens] tåberne kun har deres dårskab“. Uanset hvad, så går det den vise bedre end tåben.

„Sandfærdigt vidne udfrier sjæle, men det svigefulde udspyr løgne.“ (Ordsprogene 14:25) Det sker ikke alene i forbindelse med juridiske sager, men også i forkyndelsen. Når vi forkynder budskabet om Riget og gør disciple, vidner vi om at Guds ord er sandt. Dette vidnesbyrd udfrier retsindige fra falsk religion og er med til at redde liv. Ved hele tiden at give agt på os selv og vores undervisning kan vi ikke alene frelse os selv, men også dem der hører på os. (1 Timoteus 4:16) Lad os fortsætte med dette samtidig med at vi er opmærksomme på at handle klogt på alle livets områder.

[Fodnoter]

[Illustration på side 18]

Hvis vi skal kunne skelne mellem ret og uret, er det ubetinget nødvendigt at vi flittigt studerer de dybere sandheder i Guds ord

[Illustration på side 18]

„Mættes“ man virkelig gennem en materialistisk livsstil?