„De tidligst kendte citater fra Bibelen“
„De tidligst kendte citater fra Bibelen“
FOR femogtyve år siden gjorde israelske arkæologer et enestående fund. I et gravkammer på en af skråningerne i Hinnoms Dal fandt de to små sølvruller hvorpå der var skrevet noget bibeltekst. Sølvrullerne stammede fra tiden før babylonierne ødelagde Jerusalem i år 607 f.v.t. Teksten på sølvrullerne gengiver en del af den velsignelse der står at læse i Fjerde Mosebog 6:24-26. Guds personlige navn, Jehova, forekommer flere steder på begge ruller. Sølvrullerne er blevet betegnet som „de tidligst kendte genstande fra oldtidens verden der gengiver uddrag fra den hebraiske bibel“.
Nogle forskere bestred imidlertid dateringen af sølvrullerne og argumenterede for at de var skrevet i det andet århundrede før vor tidsregning. En af årsagerne til at forskerne var uenige, var at kvaliteten af de oprindelige fotografier af de meget små ruller gjorde det umuligt at studere detaljerne. For at stadfæste hvornår rullerne var fremstillet, foretog et hold forskere en ny undersøgelse. De anvendte den nyeste teknologi inden for fotografi og digital billedbehandling for at producere billeder med høj opløsning af rullerne. Resultatet af den nye undersøgelse blev for nylig offentliggjort. Hvad var forskerholdets konklusion?
De pointerede først og fremmest at de arkæologiske data viste at rullerne stammede fra tiden før det babyloniske fangenskab. De palæografiske konklusioner — dateringen af manuskripter ud fra bogstavernes form, stil og placering samt strøgenes rækkefølge og hældning — pegede på samme tidsperiode, nemlig slutningen af det syvende århundrede før vor tidsregning. Og efter at have undersøgt ortografien, retskrivningen, konkluderede forskerne: „De ortografiske informationer fra tavlerne [rullerne] harmonerer med de arkæologiske og palæografiske vidnesbyrd med hensyn til dateringen af inskriptionerne.“
Tidsskriftet Bulletin of the American Schools of Oriental Research opsummerer resultatet af undersøgelsen af sølvrullerne, også kendt som Ketef Hinnom-inskriptionerne, på denne måde: „Vi kan hermed bekræfte det som de fleste forskere er nået frem til, nemlig at inskriptionerne på disse ruller er de tidligst kendte citater fra Bibelen.“
[Kildeangivelser på side 32]
Hule: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.; inskriptioner: Foto © Israelmuseet, Jerusalem; med tilladelse fra Israel Antiquities Authority