Livsberetning

Jehova hjalp mig med at finde Ham

FORTALT AF FLORENCE CLARK

Jeg sad og holdt min meget syge mand i hånden, og som troende anglikaner bad jeg til Gud om at han måtte blive rask. Jeg lovede at hvis min mand ikke døde, ville jeg søge efter Gud indtil jeg fandt ham, og derefter ville jeg tjene ham helt og fuldt.

JEG blev født den 18. september 1937 og fik navnet Florence Chulung. Min familie boede i det aboriginske lokalsamfund Oombulgurri i det afsidesliggende område Kimberley Plateau i Western Australia.

Min barndom står for mig som en sorgløs og lykkelig tid. På kirkens missionsstation lærte jeg nogle få grundlæggende ting om Gud og Bibelen, men det var min mor som lærte mig de kristne principper. Hun læste regelmæssigt op for mig af Bibelen, og lige fra jeg var ganske ung, holdt jeg meget af at lære om Gud. En af mine mostre var missionær for kirken. Hende så jeg op til, og inderst inde ønskede jeg at gå i hendes fodspor.

På missionen, som dengang blev kaldt Forrest River Mission, var det muligt at gå i skole fra første til femte klasse. Jeg gik kun i skole to timer hver morgen, så det var begrænset hvor meget jeg lærte, og det bekymrede min far. Han ville gerne have at hans børn fik en god uddannelse, og derfor besluttede han at vi som familie flyttede fra Oombulgurri og i stedet slog os ned i byen Wyndham. Jeg var ked af at vi skulle forlade Oombulgurri, men i Wyndham kunne jeg de næste fire år, fra 1949 til 1952, få en fuld skolegang. Jeg er meget taknemmelig for at min far gjorde det muligt for mig at få denne uddannelse.

 Min mor arbejdede for den lokale læge, og da jeg som 15-årig forlod skolen, tilbød lægen at jeg kunne få arbejde som sygeplejerske på hospitalet i Wyndham. Jeg tog med glæde imod tilbuddet, for på det tidspunkt var det svært at finde arbejde.

Nogle år senere mødte jeg Alec, en hvid kvægavler. Vi blev gift i 1964 i byen Derby, hvor jeg regelmæssigt kom i den anglikanske kirke. En dag ringede nogle Jehovas Vidner på min dør. Jeg fortalte dem at jeg overhovedet ikke var interesseret og bad dem om ikke at besøge mig igen. Men noget de sagde, fangede min interesse — at Gud havde et personligt navn, Jehova.

„Kan du ikke bede dine egne bønner?“

I 1965 begyndte der at ske nogle ting som gjorde livet vanskeligt. Min mand kom ud for tre ret alvorlige ulykker — to gange da han var ude at ride, og en gang da han kørte bil. Han kom sig heldigvis efter disse ulykker og begyndte snart at arbejde igen. Men der gik ikke lang tid før han endnu en gang kom til skade mens han var ude at ride. Denne gang fik han alvorlige kvæstelser i hovedet. På hospitalet sagde lægen til mig at min mand ville dø, og det gjorde mig meget fortvivlet. En af sygeplejerskerne bad præsten om at komme og se til mig, men han sagde at han ikke havde tid og først kunne komme næste dag.

Jeg ville ellers have at præsten skulle bede sammen med mig, og det nævnte jeg for sygeplejersken. Til det sagde hun: „Hvad er der galt med dig? Kan du ikke bede dine egne bønner?“ Jeg begyndte så at bede til de religiøse statuer om hjælp, men til ingen nytte. Alt tydede på at min mands liv var ved at ebbe ud. ’Hvordan skal jeg kunne klare mig hvis min mand dør?’ tænkte jeg. Vi havde også tre børn — Christine, Nanette og Geoffrey — som jeg var bekymret for. Hvordan ville deres liv blive hvis de ikke havde en far? Heldigvis kom min mand til bevidsthed tre dage senere, og han blev udskrevet fra hospitalet den 6. december 1966.

Selvom Alec på andre områder kom sig forbløffende hurtigt, havde hans hjerne dog taget skade. Hans hukommelse svigtede, og desuden blev han voldelig og havde et meget svingende humør. Børnene var til irritation for ham, og han blev meget aggressiv hvis de ikke opførte sig som voksne. Det var ikke let for mig at passe ham. Jeg måtte gøre næsten alt for ham, og jeg lærte ham endog at læse og skrive igen. Anstrengelserne med at sørge for min mand og samtidig klare de huslige pligter drænede mig fuldstændigt, og til sidst fik jeg et nervesammenbrud. Syv år efter min mands ulykke blev vi derfor enige om at lade os separere for en tid så jeg kunne blive rask igen.

Sammen med børnene flyttede jeg sydpå til byen Perth. Inden da var min søster begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner i Kununurra, en lille by i Western Australia. Hun havde vist mig et billede fra bogen Sandheden der fører til evigt liv * der skildrede Bibelens løfte om at jorden vil blive et paradis, og ud fra samme bog havde hun også vist mig at Guds navn er Jehova. Det tiltalte mig meget. Eftersom ingen i min kirke havde fortalt mig noget sådant, besluttede jeg mig for at ringe til Jehovas Vidner så snart jeg var flyttet til Perth.

Det blev ikke rigtig til noget med at kontakte Jehovas Vidner. Så en aften ringede det på døren. Min søn åbnede, løb tilbage til mig og sagde: „Mor, de mennesker som du sagde du ville ringe til, er kommet.“ Det overrumplede mig lidt, så jeg sagde: „Sig til dem at jeg ikke er hjemme!“ Men til det sagde min søn: „Du ved godt at jeg ikke må lyve, mor.“ Efter den irettesættelse gik jeg ud til døren. Jeg hilste på de besøgende og lagde mærke til at de så lidt forbavsede ud. Egentlig var de kommet  for at hilse på en anden lejer som nu var flyttet, men jeg inviterede dem indenfor og stillede dem en masse spørgsmål som de besvarede på en tilfredsstillende måde ud fra Bibelen.

Den følgende uge begyndte jeg et regelmæssigt bibelstudium med Jehovas Vidner ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Gennem studiet genfandt jeg min kærlighed til åndelige anliggender. To uger senere overværede jeg højtideligheden til minde om Kristi død. Jeg begyndte at overvære møderne om søndagen, og inden længe kom jeg også til møderne midt i ugen. Desuden begyndte jeg at fortælle andre om det jeg lærte. Jeg fandt ud af at jeg både mentalt og følelsesmæssigt fik det bedre når jeg fortalte andre om Bibelens sandheder. Seks måneder senere blev jeg døbt ved et områdestævne i Perth.

Efterhånden som jeg gjorde åndelige fremskridt, kom jeg til at forstå at Jehova betragter ægteskabet som noget helligt, og jeg blev opmærksom på princippet i Første Korintherbrev 7:13 hvor der siges: „Hvis en kvinde har en ikketroende mand, og han er indforstået med at bo sammen med hende, så lad hende ikke forlade sin mand.“ Dette skriftsted fik mig til at flytte tilbage til Alec.

Jeg tager tilbage til Derby

Jeg ankom til Derby den 21. juni 1979 efter at have levet adskilt fra min mand i over fem år. Jeg havde naturligvis blandede følelser ved det og spekulerede på hvordan min mand ville reagere på min tilbagevenden. Til min overraskelse var han glad for at jeg var kommet tilbage, men han var mindre glad for at jeg var blevet et af Jehovas Vidner. Han foreslog med det samme at jeg tog med i hans kirke; den kirke jeg plejede at komme i inden jeg flyttede til Perth. Men jeg forklarede ham at det kunne jeg ikke. Jeg bestræbte mig for at vise Alec respekt som mit overhoved og for at være en god kristen hustru. Samtidig forsøgte jeg at fortælle ham om Jehova og hans vidunderlige fremtidsløfter, men han var ikke interesseret.

Med tiden kom Alec dog ikke alene til at acceptere min nye livsform, han begyndte også at hjælpe mig rent økonomisk så jeg kunne overvære stævnerne og de ugentlige møder. Jeg var meget taknemmelig for at han købte en bil — en uvurderlig hjælp i denne afsidesliggende del af Australien — som jeg kunne bruge i forkyndelsen. Det skete ofte at brødre og søstre, også kredstilsynsmanden, overnattede hos os i flere dage. På den måde kom Alec til at kende mange af mine trosfæller, og han var tilsyneladende glad for at være sammen med dem.

Jeg følte mig som Ezekiel

Jeg nød det når brødre og søstre kom på besøg, men min situation var en udfordring for mig. Jeg var det eneste Jehovas vidne i Derby. Den nærmeste menighed var i Broome, 220 kilometer væk. Jeg besluttede at jeg ville gøre hvad jeg kunne for at dele den gode nyhed med andre. Med Jehovas hjælp kom jeg i gang med at forkynde fra dør til dør. Jeg syntes ikke at det var en let opgave, men jeg mindede hele tiden mig selv om apostelen Paulus’ ord: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.

De lokale præster var ikke glade for min flid, især brød de sig ikke om at jeg forkyndte for andre aboriginere. De forsøgte at skræmme mig for at få mig til at holde op med at forkynde. Men deres modstand forstærkede bare min beslutning om at fortsætte,  og jeg bad ofte Jehova om hjælp. Det skete ikke sjældent at jeg kom til at tænke på de opmuntrende ord til Ezekiel: „Se, jeg har gjort dit ansigt lige så hårdt som deres ansigter, og din pande lige så hård som deres pander. Som diamant, hårdere end flint, har jeg gjort din pande. Du skal ikke være bange for dem, og du skal ikke være skrækslagen for deres ansigter.“ — Ezekiel 3:8, 9.

Det skete flere gange når jeg var på indkøb, at to mænd fra kirken kom hen mod mig og højlydt begyndte at håne mig i den hensigt at tiltrække andre kunders opmærksomhed. Jeg ignorerede dem bare. Engang da jeg var på genbesøg hos en interesseret dame, kom præsten fra den lokale kirke forbi og beskyldte mig for ikke at tro på Jesus. Han hev Bibelen ud af min hånd, rystede den foran mit ansigt og stak den tilbage i hånden på mig. Idet jeg så direkte på ham, citerede jeg mildt men fast ordene fra Johannes 3:16 og forsikrede ham om at jeg troede på Jesus. Han blev helt paf over min sikre måde at svare på og gik uden at sige et ord.

Jeg kunne godt lide at forkynde for aboriginerne i Derbyområdet. Der var en enkelt præst som forsøgte at forhindre mig i at tale med nogle i et bestemt område, men han blev forflyttet. Det gjorde at jeg også fik mulighed for at bringe Bibelens budskab ud til disse mennesker. Jeg havde altid ønsket mig at blive missionær ligesom min moster. Ved at lære andre om Guds ord var det netop missionærarbejde jeg udførte. Mange aboriginere tog positivt imod budskabet, og jeg påbegyndte mange bibelstudier.

Jeg erkender mit åndelige behov

I fem år var jeg det eneste Jehovas vidne i Derby, og jeg fandt det vanskeligt at holde mig åndeligt stærk uden den opmuntring man får ved regelmæssigt at overvære  møderne med sine medkristne. Engang da jeg følte mig særlig modløs, tog jeg ud for at køre en tur. Da jeg kom hjem igen sent på eftermiddagen, sad en søster og hendes syv børn og ventede på mig. De havde taget en forsyning litteratur med til mig fra menigheden i Broome, som lå langt væk. Fra da af begyndte denne søster, Betty Butterfield, at komme til Derby en gang om måneden for at blive hos mig en weekend ad gangen. Vi gik ud i forkyndelsen sammen, og bagefter studerede vi Vagttårnet hjemme hos mig. Jeg begyndte også at tage til Broome en gang om måneden.

Brødrene i Broome var meget hjælpsomme, og nogle gange lykkedes det dem at komme hele den lange vej til Derby for at samarbejde med mig i forkyndelsen. De opfordrede også brødre og søstre fra andre byer som kom forbi Derby en gang imellem, til at opsøge mig så vi kunne arbejde sammen i forkyndelsen. Disse rejsende gæster medbragte bånd med offentlige foredrag, og somme tider studerede vi Vagttårnet sammen. Den slags korte besøg var meget opmuntrende.

Yderligere hjælp på vej

Igennem nogle år fik jeg også opmuntring af Arthur og Mary Willis, et pensioneret ægtepar fra den sydlige del af Western Australia. De kom og hjalp mig i tre måneder ad gangen på den køligere tid af året. Broder Willis ledte de fleste af møderne og førte an i forkyndelsen. Sammen rejste vi til de mest øde områder af Kimberley Plateau og besøgte kvægfarmene. Hver gang jeg måtte tage afsked med broder og søster Willis, følte jeg et stort tomrum.

Hen imod slutningen af 1983 fik jeg endelig den glædelige nyhed at en familie ville flytte til Derby — Danny og Denise Sturgeon og deres fire sønner. Med deres ankomst kunne vi regelmæssigt holde de ugentlige møder og sammen tage ud i forkyndelsen. I 2001 blev der oprettet en menighed, og i dag er der en stærk menighed på 24 forkyndere i Derby. Vi har to ældste og en menighedstjener som tager sig godt af vores åndelige behov, og nogle gange er vi 30 til møderne.

Når jeg ser tilbage på tiden der er gået, varmer det mit hjerte at se hvordan Jehova har hjulpet mig til at tjene ham. Selvom min mand endnu ikke har samme tro som mig, støtter han mig på andre måder. Fem i min familie er nu døbte Jehovas Vidner — mine to døtre, to børnebørn og en niece. Desuden studerer flere i min familie Bibelen med Jehovas Vidner.

Jeg er Jehova dybt taknemmelig fordi han har hjulpet mig til at finde ham, og jeg er besluttet på at ville tjene ham for evigt. — Salme 65:2.

[Fodnote]

[Kort/illustrationer på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AUSTRALIEN

Wyndham

Kimberley Plateau

Derby

Broome

Perth

[Kildeangivelser]

Kænguru og lyrehale: Lydekker; koala: Meyers

[Illustration på side 14]

Jeg arbejdede som sygeplejerske på hospitalet i Wyndham, 1953

[Illustration på side 15]

Menigheden i Derby, 2005