Spørgsmål fra læserne

Hvad mente apostelen Paulus da han skrev at kvinderne skulle „tie i menighederne“?

Til den kristne menighed i Korinth skrev Paulus: „Som i alle de helliges menigheder: lad kvinderne tie i menighederne, for det er dem ikke tilladt at tale.“ (1 Korinther 14:33, 34) For at forstå denne vejledning rigtigt vil det være godt at se på den sammenhæng Paulus’ ord forekommer i.

Her i det 14. kapitel i Første Korintherbrev giver Paulus retningslinjer vedrørende møderne i den kristne menighed. Han anviser hvad der skal behandles, og anbefaler den måde møderne bør foregå på. (1 Korinther 14:1-6, 26-34) Desuden betoner han hensigten med møderne — „at menigheden kan få opbyggelse“. — 1 Korinther 14:4, 5, 12, 26.

Tre steder i dette kapitel taler Paulus om at tie, og han henvender sig til tre forskellige kategorier i menigheden. Men i alle tilfældene er hensigten den samme, nemlig at „alt [skal] ske sømmeligt og med orden“. — 1 Korinther 14:40.

Først skriver Paulus: „Hvis nogen taler tungetale, så lad det være begrænset til to eller højst tre, og efter tur; og lad en eller anden oversætte det. Men hvis der ingen oversætter er, så lad ham tie i menigheden og tale til sig selv og til Gud.“ (1 Korinther 14:27, 28) Det betyder ikke at vedkommende aldrig måtte tage ordet ved møderne, men at der var tidspunkter hvor han skulle tie. Mødet ville jo ikke tjene sit formål — at alle skulle blive opbygget — hvis han talte på et sprog som ingen forstod.

Om den anden kategori siger Paulus: „Lad to eller tre profeter tale, og lad de andre tyde meningen. Men hvis en anden som sidder der, får en åbenbaring, så lad den første tie.“ Det betyder ikke at den første profet til enhver tid skulle afholde sig fra at sige noget ved møderne, men at han ved nogle lejligheder måtte tie. Så kunne den der havde fået  den mirakuløse åbenbaring, tale til menigheden, og hensigten med mødet — at ’alle blev opmuntret’ — ville være nået. — 1 Korinther 14:26, 29-31.

Den tredje vejledning giver Paulus specifikt angående de kristne kvinder: „Lad kvinderne tie i menighederne, for det er dem ikke tilladt at tale, men lad dem underordne sig.“ (1 Korinther 14:34) Hvorfor befaler Paulus søstrene at tie? Af hensyn til ordenen i menigheden. Han skriver: „Hvis der er noget de ønsker at få at vide, så lad dem spørge deres mænd hjemme, for det er til skam for en kvinde at tale i en menighed.“ — 1 Korinther 14:35.

Det kan være at nogle søstre har rejst indvendinger mod det der blev sagt i menigheden. Paulus’ vejledning hjalp søstrene til at indordne sig og ydmygt acceptere deres plads i Jehovas ordning, især over for deres respektive ægtemænd. (1 Korinther 11:3) Ved at tie kunne søstrene desuden vise at de ikke havde ambitioner om at undervise i menigheden. I et af brevene til Timoteus skriver Paulus at det ville være utilbørligt hvis en kvinde tiltog sig den opgave at være lærer: „Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, eller at udøve myndighed over en mand, men at være stille.“ — 1 Timoteus 2:12.

Betyder det at en kristen kvinde aldrig må sige noget under et menighedsmøde? Nej. På Paulus’ tid forekom det nu og da at kristne kvinder, måske under indvirkning af den hellige ånd, bad eller profeterede i menigheden. Ved sådanne lejligheder anerkendte de deres plads ved at bære en hovedbeklædning. * (1 Korinther 11:5) Desuden var og er søstre omfattet af opfordringen til ’offentligt at bekende deres håb’, på lige fod med brødre. (Hebræerne 10:23-25) Det er ikke kun i forkyndelsen, men også ved menighedens møder, at søstrene bekender deres håb og opmuntrer andre. Det gør de ved at give velgennemtænkte kommentarer når de får ordet for at svare på spørgsmål, og ved at de medvirker ved demonstrationer eller holder elevopgaver.

Kristne kvinder ’tier’ altså ved ikke at forsøge at tiltage sig mandens plads og undervise menigheden. De stiller ikke kværulantiske spørgsmål der kunne anfægte de undervisende brødres myndighed. Når kristne søstre udfylder deres retmæssige plads i menigheden, bidrager de i høj grad til en fredfyldt atmosfære hvori alt hvad der foregår ved møderne, ’sker til opbyggelse’. — 1 Korinther 14:26, 33.

[Fodnote]