Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et svar der forandrede mit liv

Et svar der forandrede mit liv

Livsberetning

Et svar der forandrede mit liv

FORTALT AF HARRY PELOYAN

Hvorfor tillader Gud lidelser? Det spørgsmål havde jeg tumlet med lige siden jeg var dreng. Mine forældre var arbejdsomme og ærlige mennesker som værnede meget om familien. Men min far var ikke religiøs, og min mor kun i mindre grad, så de kunne ikke besvare mit spørgsmål.

JEG spekulerede endnu mere over dette spørgsmål i de tre år jeg var i den amerikanske flåde under og efter den anden verdenskrig. Efter krigen skulle jeg gøre tjeneste på et skib der sejlede til Kina med nødforsyninger. Jeg var der i næsten et år og var vidne til ufattelige lidelser.

Kineserne er et flittigt og kløgtigt folk. Men mange af dem gennemgik svære lidelser på grund af fattigdom og de voldelige tilstande som Anden Verdenskrig havde forårsaget. Noget der især berørte mig, var at se de mange underernærede og pjaltede børn som kom og tiggede når vi gik fra borde.

Hvorfor?

Jeg er født i 1925 og opvokset i Californien i USA, og jeg havde aldrig oplevet så forfærdelige forhold som dem jeg var vidne til i Kina. Igen og igen spurgte jeg mig selv: ’Hvis der findes en almægtig Skaber, hvorfor tillader han da at så mange mennesker, endda uskyldige børn, udsættes for sådanne forhold?’

Jeg spekulerede også over hvorfor Gud, hvis han virkelig fandtes, havde tilladt al den død og ødelæggelse, og alle de massemord og lidelser som menneskene har været udsat for op gennem historien — især under Anden Verdenskrig, hvor over 50 millioner mennesker mistede livet. Og hvordan kunne det være at folk af samme tro, tilskyndet af deres præster, slog hinanden ihjel i denne krig blot fordi de havde forskellig nationalitet?

Teleskopet

Da den anden verdenskrig begyndte i 1939, og dermed også massemyrderierne i hele verden, var jeg overbevist om at der ikke kunne være nogen Gud. Men så fik vi i naturfag i highschool til opgave at fremstille noget af videnskabelig art. Eftersom jeg var interesseret i astronomi, valgte jeg at bygge et stort spejlteleskop med et spejl der var 20 centimeter i diameter.

Jeg købte et stykke glas som var cirka 2,5 centimeter tykt og 20 centimeter bredt, og fik en fagmand til at skære det ud i en cirkel. Så gik jeg i gang med det slidsomme arbejde med at slibe glasset til i hånden for at fremstille et konkavt spejl. Det brugte jeg al min fritid på i et helt semester. Da jeg var færdig med spejlet, anbragte jeg det i et langt metalrør og forsynede teleskopet med okularer i forskellige styrker.

På en klar nat uden måneskin tog jeg for første gang mit færdige teleskop udenfor og rettede det mod stjernerne og mod planeterne i vores solsystem. Jeg var forbløffet over at se de mange himmellegemer og den planmæssighed det hele var kendetegnet af. Da jeg fandt ud af at nogle af „stjernerne“ i virkeligheden er galakser — ligesom vores Mælkevej — som hver består af milliarder af stjerner, blev jeg endnu mere imponeret.

’Alt dette kan simpelt hen ikke være opstået af sig selv,’ tænkte jeg. ’Noget der er organiseret, opstår ikke ved et tilfælde. Eftersom universet er så velorganiseret, tyder det på at det er skabt af en overlegen intelligens. Kunne det tænkes at der alligevel fandtes en Gud?’ Erfaringen med teleskopet fik mig til at tage min dogmatiske, ateistiske holdning op til revision.

Så stillede jeg mig selv spørgsmålet: ’Hvis der findes en Gud som har magt og visdom til at skabe dette fantastiske univers, kan han så ikke også rette op på den ynkværdige situation der er på jorden? Hvorfor har han overhovedet tilladt at lidelser er opstået?’ Når jeg stillede religiøse mennesker sådanne spørgsmål, kunne de ikke give mig tilfredsstillende svar.

Efter highschool og adskillige år på college gik jeg ind i flåden. Feltpræsterne kunne heller ikke give mig fyldestgørende svar på mine spørgsmål. Troende mennesker kom ofte med kommentarer som „Herrens veje er uransagelige“.

Leder stadig efter svar

Da jeg forlod Kina, var jeg stadig optaget af spørgsmålet om hvorfor Gud tillader lidelser. Jeg kunne ikke få det ud af hovedet, især ikke da jeg så militærkirkegårdene på de forskellige øer i Stillehavet hvor vi gjorde ophold på vejen hjem. I de fleste af gravene lå unge mænd hvis liv knap nok var begyndt.

Da jeg vendte tilbage til USA og min tjeneste i flåden sluttede, manglede jeg et år i at færdiggøre min uddannelse på Harvard University i Cambridge, Massachusetts. Jeg tog den afsluttende eksamen og fik min bachelorgrad, men jeg rejste ikke tilbage til Californien. Jeg besluttede at blive på østkysten et stykke tid i håb om at finde svar på mine spørgsmål. Jeg havde i sinde at tage til New York, hvor der var mange trossamfund jeg kunne opsøge og lære at kende.

I New York fik jeg lov til at bo hos min moster, Isabel Kapigian. Hun og hendes to døtre, Rose og Ruth, var Jehovas Vidner. Da jeg ikke troede at jeg ville være interesseret i deres religion, kom jeg hos forskellige andre trossamfund. Jeg talte med folk om deres tro og læste deres litteratur. Jeg spurgte mange af dem hvorfor Gud tillader lidelser, men de kunne lige så lidt som jeg svare på det spørgsmål. Jeg nåede til den slutning at der måske ikke var nogen Gud alligevel.

Jeg finder svar

På et tidspunkt bad jeg min moster og hendes to døtre om nogle af deres publikationer for at se hvad Jehovas Vidner tror på. Da jeg læste dem, indså jeg hurtigt at Jehovas Vidner var meget anderledes end de andre trossamfund. De svar jeg fik, var baseret på Bibelen og var meget tilfredsstillende. Mit spørgsmål om hvorfor Gud tillader at folk lider, fik jeg hurtigt svar på.

Jeg fandt også ud af at Jehovas Vidner lever efter det de tror på. For eksempel spurgte jeg min moster hvad de unge mænd blandt Jehovas Vidner i Tyskland gjorde under den anden verdenskrig. Tjente de i de væbnede styrker? Sagde de „Heil Hitler“? Og gjorde de honnør for hagekorsflaget? Hendes svar var nej, det gjorde de ikke. Og på grund af deres neutrale standpunkt blev de sendt til koncentrationslejre, hvor mange af dem blev myrdet. Hun forklarede at Jehovas Vidner overalt i verden indtog samme standpunkt under krigen: De var neutrale. Selv i demokratiske lande blev unge mænd der var Jehovas Vidner, sat i fængsel på grund af deres neutrale standpunkt.

Min moster bad mig dernæst om at læse Johannes 13:35, hvor der står: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Sande kristne overalt i verden skal kunne kendes på at de viser hinanden indbyrdes kærlighed. Man vil aldrig opleve at de kæmper på hver sin side i en krig og dræber hinanden fordi de er af forskellig nationalitet! Hun spurgte mig: „Kunne du forestille dig Jesus og hans disciple kæmpe mod hinanden på hver sin side af fronten i nogle af romernes krige?“

Hun henviste også til Første Johannesbrev 3:10-12. Der står: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. . . . Vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“

Det fremgår altså klart af Bibelen at sande kristne har kærlighed til hinanden, uanset hvilket land de bor i. De kunne aldrig finde på at dræbe deres åndelige brødre eller andre for den sags skyld. Det er derfor Jesus kunne sige følgende om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 17:16.

Hvorfor Gud tillader lidelser

Jeg fandt hurtigt ud af at Bibelen fortæller os hvorfor Gud har tilladt at menneskene lider. Den forklarer at Gud skabte vore første forældre fuldkomne og satte dem i en paradisisk have. (1 Mosebog 1:26; 2:15) Han gav dem også en gave af stor værdi — den frie vilje. Men de skulle bruge denne frie vilje på en ansvarsbevidst måde. Hvis de adlød Gud og hans love, ville de fortsat kunne leve i fuldkommenhed i et paradis. De kunne udvide Paradiset så det kom til at omfatte hele jorden. Deres efterkommere ville også være fuldkomne, og med tiden ville jorden derfor blive et pragtfuldt paradis beboet af fuldkomne og lykkelige mennesker. — 1 Mosebog 1:28.

Men hvis Adam og Eva valgte at gå deres egne veje, at være uafhængige af Gud, ville de miste deres fuldkommenhed. (1 Mosebog 2:16, 17) Desværre for menneskeheden misbrugte vore første forældre deres frie vilje og valgte at blive uafhængige af Gud. De blev ansporet til det af en oprørsk åndeskabning som fik navnet Satan Djævelen. Han tragtede efter at blive uafhængig af Gud og få den tilbedelse der tilkommer Gud og ingen anden. — 1 Mosebog 3:1-19; Åbenbaringen 4:11.

Sådan blev Satan „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Bibelen siger: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Jesus kaldte Satan „verdens hersker“. (Johannes 14:30) Satans og vore første forældres ulydighed bragte ufuldkommenhed, vold, død, sorg og lidelse over hele menneskeheden. — Romerne 5:12.

„Det står ikke til en mand“

For at vise hvad det fører med sig at ignorere hans love, har Skaberen ladet menneskeheden mærke konsekvenserne af det i tusinder af år. Det har givet menneskene rig lejlighed til at erkende sandheden i følgende ord fra Bibelen: „Menneskets vej [står ikke] til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt. Tugt mig, Jehova.“ — Jeremias 10:23, 24.

I dag, efter alle disse århundreder, er det tydeligt at se at menneskets styre uafhængigt af Gud har været en stor fiasko. Gud vil derfor ikke lade dette katastrofale forsøg på at være uafhængig af ham og hans love fortsætte.

En vidunderlig fremtid

Bibelprofetier viser at Gud meget snart vil gøre ende på denne onde og grusomme tingenes ordning: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:10, 11.

Profetien i Daniel 2:44 lyder: „I de kongers [alle de nuværende styreformers] dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ Menneskers styre vil aldrig mere blive tilladt. Guds rige vil herske over hele jorden. Under dette riges administration vil jorden blive omdannet til et paradis, hvor menneskene vil opnå fuldkommenhed og leve lykkeligt til evig tid. Bibelen lover: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ (Åbenbaringen 21:4) Ja, det er en vidunderlig fremtid Gud har stillet os i udsigt!

Mit liv blev forandret

At få tilfredsstillende svar på mit spørgsmål forandrede mit liv. Fra da af ønskede jeg at tjene Gud og hjælpe andre til også at få svar. Jeg forstod alvoren i det der siges i Første Johannesbrev 2:17: „Verden [denne tingenes ordning der styres af Satan] forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ Jeg ønskede inderligt at få evigt liv i Guds nye verden. Jeg besluttede at blive i New York, hvor jeg begyndte at komme i en af Jehovas Vidners menigheder. Dér oplevede jeg mange glæder ved at hjælpe andre til at lære hvad jeg selv havde lært.

I 1949 mødte jeg Rose Marie Lewis. Hun og hendes mor, Sadie, og hendes seks søstre var alle Jehovas Vidner. Rose, der var heltidsforkynder, havde mange gode egenskaber, og jeg blev straks tiltrukket af hende. Vi blev gift i juni 1950 og blev boende i New York. Vi fandt stor tilfredsstillelse ved det vi beskæftigede os med, og glædede os over håbet om evigt liv i Guds nye verden.

I 1957 blev Rose og jeg indbudt til at virke i heltidstjenesten på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. I juni 2004 havde vi været lykkeligt gift i 54 år, hvoraf vi havde tilbragt de 47 på hovedkontoret. Det var nogle lykkelige år i tjenesten for Jehova, hvor vi arbejdede side om side med tusinder af vore trosfæller.

Min største sorg

I begyndelsen af december 2004 fik Rose Marie den tragiske besked at hun havde en kræftsvulst i den ene lunge. Ifølge lægerne ville kræften brede sig hurtigt, og svulsten måtte derfor fjernes. Hun blev opereret senere i samme måned, og omkring en uge efter kom kirurgen ind på Roses stue mens jeg var der, og sagde: „Nu kan du godt tage hjem, Rose Marie! Du er helbredt!“

Men blot nogle få dage efter at Rose Marie var kommet hjem, begyndte hun at få voldsomme smerter i maveregionen og andre steder. Smerterne blev ved, så hun blev igen indlagt på hospitalet. Det viste sig at der af en eller anden årsag dannede sig blodpropper i hendes vitale organer. Derfor blev blodtilførselen og dermed iltforsyningen til disse organer utilstrækkelig. Lægerne gjorde hvad de kunne for at modvirke det, men uden held. Nogle få uger senere, den 30. januar 2005, oplevede jeg mit livs største sorg. Min elskede Rose Marie døde.

Jeg var på det tidspunkt næsten 80 år og havde i hele mit liv været vidne til menneskers lidelser, men det her var noget helt andet. Rose Marie og jeg var „ét kød“, som Bibelen siger. (1 Mosebog 2:24) Jeg havde set andre mennesker lide og havde også selv lidt når venner og slægtninge døde. Men den sorg min kones død voldte mig, har været meget mere smertefuld og langvarig. Nu forstår jeg til fulde hvor megen sorg døden har bragt over menneskeheden.

Det der har hjulpet mig til at klare denne situation, er at jeg kender årsagen til al lidelse og véd hvordan det vil ende. Salme 34:18 siger: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ En uvurderlig hjælp til at udholde lidelser er bevidstheden om at der ifølge Bibelen vil ske en opstandelse — at de der er i gravene, vil blive bragt til live og få mulighed for at leve evigt i Guds nye verden. Apostelgerninger 24:15 siger: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ Rose Marie elskede Gud højt. Jeg er sikker på at Gud elskede Rose Marie lige så højt, og at han vil huske hende og til sin fastsatte tid give hende livet igen, forhåbentlig meget snart. — Lukas 20:38; Johannes 11:25.

Sorgen over at miste en af sine kære er stor, men glæden ved at tage imod vedkommende i opstandelsen vil være endnu større. (Markus 5:42) Guds ord lover: „Dine døde skal leve. . . . Jorden vil bringe de livløse tilbage til verden.“ (Esajas 26:19) Mange af de „retfærdige“ der omtales i Apostelgerninger 24:15, vil sandsynligvis få en tidlig opstandelse. Det bliver en skøn tid! Og Rose Marie vil være blandt dem der får livet igen. Hun vil få en varm velkomst af sine kære! Hvor bliver det skønt at leve i en verden der er fri for lidelser!

[Illustrationer på side 9]

Jeg var vidne til mange lidelser mens jeg var udstationeret i Kina

[Illustrationer på side 10]

Siden 1957 har jeg tjent på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn

[Illustration på side 12]

Jeg giftede mig med Rose Marie i 1950

[Illustration på side 13]

På vores 50 års bryllupsdag i 2000