Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvornår ophører kaldelsen til et himmelsk håb med at lyde til kristne?

Bibelen giver ikke noget præcist svar på dette spørgsmål. Vi véd at salvelsen af dem af Jesu disciple der skal modtage den himmelske belønning, begyndte i år 33. (Apostelgerninger 2:1-4) Vi véd også at „hveden“, de ægte salvede kristne, efter apostlenes død voksede op sammen med de uægte, eller falske, kristne, „ukrudtet“. (Mattæus 13:24-30) Fra og med slutningen af 1800-tallet var de salvede kristne igen tydeligt virksomme. Og i 1919 begyndte „jordens høst“, deriblandt indsamlingen af de tilbageværende salvede. — Åbenbaringen 14:15, 16.

Fra slutningen af 1800-tallet og indtil 1931 blev der i forkyndelsen fortrinsvis lagt vægt på indsamlingen af de manglende ’lemmer’ på Kristi legeme. I 1931 antog bibelstudenterne det bibelsk begrundede navn Jehovas Vidner, og i Vagttaarnet for 15. januar 1934 fremholdt man i artiklen „Arbejdernes Løn“ den tanke at denaren i Jesu lignelse i Mattæus 20:1-16 skulle skildre dette enestående navn. De 12 timer der omtales i lignelsen, mente man svarede til de 12 år fra 1919 til 1931. I mange år derefter mente man at kaldet til det himmelske rige var endt i 1931, og at de der i 1930 og 1931 var blevet kaldet til at være Kristi medarvinger, var „de sidste“. (Mattæus 20:6-8) I 1966 blev der imidlertid fremlagt en tilpasset forståelse af billedtalen, og det stod klart at den ikke havde noget at gøre med afslutningen på de salvedes kaldelse.

I 1935 forstod man at den ’store skare’ i Åbenbaringen 7:9-15 bestod af „andre får“, kristne med et jordisk håb, som ville vise sig på verdensskuepladsen i „de sidste dage“ og, som gruppe betragtet, overleve Harmagedon. (Johannes 10:16; 2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 21:3, 4) Efter dette år lagde man hovedvægten på at indsamle den store skare. Det havde blandt andet den virkning at man især efter 1966 mente at det himmelske kald var ophørt i 1935. Dette syntes at blive bekræftet af den omstændighed at næsten alle som blev døbt efter 1935, gav udtryk for at de havde et jordisk håb. Man mente at fra da af blev der kun kaldet nogen til det himmelske håb hvis en salvet kristen var faldet fra og skulle erstattes.

Der er ingen tvivl om at Jehova vil erstatte enhver salvet som falder fra uden at angre. Kaldet går ud til en anden, som så indtager vedkommendes plads. (Romerne 11:17-22) Men antallet af ægte salvede som er faldet fra troen, er sandsynligvis ikke særlig stort. Dog er nogle af de kristne som er døbt efter 1935, i tidens løb blevet kaldet af den hellige ånd med den himmelske kaldelse. (Romerne 8:16, 17) Det ser således ud til at vi ikke kan sætte en nøjagtig dato for hvornår der ikke længere bliver kaldet nogen kristne til det himmelske håb.

Hvordan skal man betragte en som i sit hjerte er helt overbevist om at han nu er salvet, og som begynder at nyde symbolerne ved mindehøjtiden? Vi skal ikke dømme vedkommende. Det er en sag mellem ham og Jehova. (Romerne 14:12) Ægte salvede kristne vil dog aldrig kræve særlig opmærksomhed. De mener ikke at deres salvelse giver dem en særlig „indsigt“ der overgår den som nogle af de erfarne i den store skare har. De mener ikke at de nødvendigvis må være i besiddelse af en større andel af Guds ånd end det er tilfældet med deres trosfæller blandt de „andre får“. De forventer heller ikke særbehandling, og de gør heller ikke krav på at stå over menighedens udnævnte ældste blot fordi de nyder symbolerne. De er ydmyge og husker at der var nogle af de salvede mænd i det første århundrede som hverken kvalificerede sig til at tjene som ældste eller menighedstjenere. (1 Timoteus 3:1-10, 12, 13; Titus 1:5-9; Jakob 3:1) Der var endda nogle af de salvede kristne som var åndeligt svage. (1 Thessaloniker 5:14) Og søstrene havde ikke tilladelse til at undervise i menigheden selvom de var salvede. — 1 Timoteus 2:11, 12.

Både de salvede kristne og de andre får vil bestræbe sig for at forblive åndeligt stærke, idet de opdyrker åndens frugt og arbejder for freden i menigheden. Alle kristne, de salvede såvel som de andre får, er flittige i arbejdet med at forkynde den gode nyhed og gøre disciple under ledelse af Det Styrende Råd. De salvede kristne vil være tilfredse med at gøre dette lige så længe det er Jehovas vilje at de befinder sig på jorden som hans tjenere.