Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova værdsætter at vi adlyder ham

Jehova værdsætter at vi adlyder ham

Jehova værdsætter at vi adlyder ham

„Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig.“ — ORDSPROGENE 27:11.

1. Hvilken ånd er samfundet i dag gennemtrængt af?

NUTIDENS verden er gennemtrængt af en uafhængig og ulydig ånd. Apostelen Paulus angav årsagen i sit brev til de kristne i Efesus: „I [vandrede] tidligere . . . i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner.“ (Efeserne 2:1, 2) Ja, Satan Djævelen, „herskeren over luftens myndighed“, har så at sige inficeret hele verden med ulydighedens ånd. Det gjorde han i det første århundrede, og det har han gjort endnu mere intenst siden han blev kastet ud af himmelen omkring Første Verdenskrigs udbrud. — Åbenbaringen 12:9.

2, 3. Af hvilke grunde bør vi adlyde Jehova?

2 Som kristne ved vi imidlertid at Jehova Gud fortjener vores oprigtige lydighed fordi han er vores Skaber, vores livs Opretholder, vores kærlige Suveræn og vores Udfrier. (Salme 148:5, 6; Apostelgerninger 4:24; Kolossenserne 1:13; Åbenbaringen 4:11) Israelitterne på Moses’ tid vidste at Jehova var deres Livgiver og Befrier. Derfor sagde Moses til dem: „I må tage vare på at gøre sådan som Jehova jeres Gud har påbudt jer.“ (5 Mosebog 5:32) Ja, Jehova fortjente at de adlød ham. Men inden længe blev de ulydige mod deres Suveræn.

3 Hvor stor betydning har det for universets Skaber at vi adlyder ham? Gud lod engang profeten Samuel sige til kong Saul: „At adlyde er bedre end slagtoffer.“ (1 Samuel 15:22, 23) Hvad er forklaringen?

Hvorfor lydighed „er bedre end slagtoffer“

4. Hvad kan vi give Jehova?

4 Da Jehova er Skaberen, ejer han i forvejen alle de materielle ting vi har. Er der da noget vi kan give ham? Ja, vi kan give ham noget meget dyrebart. Hvad er det? Vi kan udlede svaret af opfordringen: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ (Ordsprogene 27:11) Altså kan vi give Gud vores lydighed. Uanset vores omstændigheder og baggrund kan vi hver især ved at være lydige gendrive Satan Djævelens ondsindede påstand om at mennesker ikke vil forblive loyale mod Gud når de bliver prøvet. Det er en stor forret!

5. Hvordan berører det Jehova når mennesker er ulydige? Belys svaret med et eksempel.

5 Gud er interesseret i de afgørelser vi træffer. Hvis vi er ulydige, berører det ham. Hvordan? Det smerter ham at se nogen bære sig så uklogt ad. (Salme 78:40, 41) Forestil dig at en diabetiker blev ved med at spise usundt og nægtede at holde den sunde diæt som hans læge havde ordineret ham til hans eget bedste. Hvad ville hans omsorgsfulde læge føle? Vi kan være sikre på at det smerter Jehova når mennesker sætter sig op imod ham, for han kender følgerne af at ignorere det han har „ordineret“ os, hans forskrifter for hvordan man lever et godt liv.

6. Hvordan kan vi lære at være lydige mod Gud?

6 Hvordan kan vi som enkeltpersoner lære at være lydige? Vi har hver især god grund til at bede Gud om „et lydigt hjerte“, sådan som Salomon gjorde. Han bad om et sådant hjerte for at kunne „skelne mellem godt og ondt“ når han optrådte som dommer for sine israelitiske landsmænd. (1 Kongebog 3:9) Vi har brug for „et lydigt hjerte“ hvis vi skal skelne mellem godt og ondt i en verden der er gennemtrængt af ulydighedens ånd. Gud har kærligt givet os sit ord, de kristne møder, omsorgsfulde ældste og hjælpemidler til bibelstudium for at vi kan opdyrke „et lydigt hjerte“. Gør vi god brug af disse gaver?

7. Hvorfor lægger Jehova vægt på lydighed frem for ofre?

7 I den forbindelse må vi huske at Jehova gjorde det klart for sit folk i fortiden at lydighed betød mere for ham end dyreofre. (Ordsprogene 21:3, 27; Hoseas 6:6; Mattæus 12:7) Hvordan kunne det være, når Jehova selv havde befalet sine tjenere at bringe sådanne ofre? Fordi det var vigtigt at ransage sit motiv til at bringe et offer. Var det virkelig for at behage Gud? Eller var det blot et ritual? Hvis man oprigtigt ønsker at behage Gud, vil man omhyggeligt sørge for at adlyde alle hans bud. Gud har ikke behov for dyreofre; men vores lydighed er af stor værdi for ham.

Et advarende eksempel

8. Hvad var grunden til at Gud forkastede Saul som konge?

8 Bibelens beretning om kong Saul understreger hvor vigtigt det er at være lydig. Saul var i begyndelsen en ydmyg og beskeden hersker, „ubetydelig i egne øjne“. Men med tiden blev hans afgørelser præget af stolthed og fejlagtige ræsonnementer. (1 Samuel 10:21, 22; 15:17) Ved en lejlighed hvor han skulle kæmpe mod filistrene, befalede Samuel ham at vente, for Samuel skulle først frembære ofre til Jehova og give yderligere instrukser. Men han kom ikke så hurtigt som forventet, og folkene begyndte at spredes. Ved synet af dette ofrede Saul brændofferet. Det mishagede Jehova. Da Samuel omsider kom, undskyldte kongen sin ulydighed med at Samuel havde ladet vente på sig. Derfor havde Saul ’taget sig sammen’ til at ofre brændofferet for at formilde Jehovas ansigt. I kongens øjne var det vigtigere at bringe offeret end at adlyde påbuddet om at vente på at profeten gjorde det. Samuel sagde til ham: „Du har handlet tåbeligt. Du har ikke holdt Jehova din Guds bud, det som han påbød dig.“ Sauls ulydighed mod Jehova kostede ham kongedømmet. — 1 Samuel 10:8; 13:5-13.

9. Hvad viste at Saul var kommet i vane med at være ulydig mod Gud?

9 Tog kongen ved lære af denne erfaring? Nej. Nogen tid efter befalede Jehova Saul at udslette Amalek, en nation som uprovokeret havde angrebet Israel. Saul måtte end ikke skåne husdyrene. Han adlød så vidt som til at ’slå Amalek fra Havila helt til Sjur’. Da Samuel kom til kongen, sagde denne sejrsstolt: „Måtte Jehova velsigne dig. Jeg har opfyldt Jehovas ord.“ Men i modstrid med den klare anvisning Saul og hans mænd havde fået, havde de skånet kong Agag og „det bedste af småkvæget og hornkvæget, og de fedeste dyr og vædderne og alt det bedste“. Saul søgte at retfærdiggøre sin ulydighed ved at sige: „Folkene skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til Jehova din Gud.“ — 1 Samuel 15:1-15.

10. Hvilken lektie havde Saul ikke lært?

10 Da sagde Samuel til Saul: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i at man adlyder Jehovas røst? Se, at adlyde er bedre end slagtoffer, at lytte opmærksomt bedre end vædderfedt.“ (1 Samuel 15:22) Eftersom Jehova havde bestemt at disse dyr skulle aflives, var de ikke antagelige som ofre.

Vær lydig i alle forhold

11, 12. (a) Hvordan ser Jehova på det vi gør for at behage ham? (b) Hvordan kunne man narre sig selv til at tro at man gør Guds vilje selvom man handler ulydigt?

11 Det glæder Jehova når han ser sine loyale tjenere forblive standhaftige under forfølgelse, forkynde Riget trods udbredt ligegyldighed og komme til de kristne møder selvom de føler sig presset til at tage meget arbejde! Lydighed i sådanne vigtige aspekter af vores åndelige liv fryder Jehovas hjerte! Det vi gør for at tjene ham, er dyrebart for ham når vi gør det af kærlighed. Mennesker overser måske den indsats vi yder, men Gud lægger mærke til vores helhjertede ofre og husker dem. — Mattæus 6:4.

12 Men for at behage Gud fuldt ud må vi være lydige i alle facetter af tilværelsen. Vi må aldrig narre os selv til at tro at vi kan tage let på nogle af Guds krav når bare vi gør hans vilje i andre sammenhænge. For eksempel kunne man bilde sig selv ind at hvis man rutinemæssigt yder en formel tjeneste, kan man slippe godt fra umoralske handlinger eller andre grove overtrædelser. Det ville være en stor fejltagelse! — Galaterne 6:7, 8.

13. Hvordan kan vores lydighed mod Jehova blive prøvet når andre ikke ser os?

13 Vi har derfor god grund til at spørge os selv: ’Adlyder jeg Jehova i hverdagen, også i tilsyneladende private anliggender?’ Jesus sagde: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ (Lukas 16:10) ’Vandrer vi i vores hjertes uangribelighed’, også ’inde i vores hus’, hvor andre ikke iagttager os? (Salme 101:2) Ja, vores loyalitet kan blive prøvet hjemme hos os selv. I mange lande er der computere i de fleste hjem, og umoralske billeder er kun nogle få museklik væk. For relativt få år siden kunne man kun se den slags hvis man vovede sig ind på steder der tilbød umoralsk underholdning. Vil vi adlyde den formaning der ligger i Jesu ord? Han sagde: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ Afviser vi derfor tanken om så meget som at se på umoralske billeder? (Mattæus 5:28; Job 31:1, 9, 10; Salme 119:37; Ordsprogene 6:24, 25; Efeserne 5:3-5) Og hvad med voldsprægede tv-udsendelser? Har vi samme holdning som Gud, hvis sjæl ’hader den der elsker vold’? (Salme 11:5) Eller hvad med overdreven indtagelse af alkohol når vi er alene? Bibelen fordømmer drukkenskab, men den advarer også kristne mod at blive „afhængige af megen vin“, altså forfaldne til alkohol. — Titus 2:3; Lukas 21:34, 35; 1 Timoteus 3:3, fodnote.

14. På hvilke måder viser vi tydeligt at vi adlyder Gud i pengesager?

14 Vi må også være på vagt når det gælder pengesager. Ville vi for eksempel gå ind i forretningsforetagender der lover hurtig rigdom, men som tangerer bedrageri? Føler vi os fristede til at snyde i skat? Eller adlyder vi samvittighedsfuldt buddet om at ’give alle hvad der tilkommer dem’, for eksempel ved at betale skat? — Romerne 13:7.

Lydighed på grundlag af kærlighed

15. Hvorfor adlyder du Jehovas bud?

15 Lydighed mod Guds anvisninger medfører velsignelser. Når vi for eksempel afholder os fra tobak, lever moralsk rent og respekterer blodets hellighed, mindsker vi risikoen for at pådrage os bestemte sygdomme. Og når vi følger Bibelens vejledning i andre aspekter af livet, kan det gavne os økonomisk, socialt og i familielivet. (Esajas 48:17) Vi kan med rette betragte alle disse håndgribelige goder som velsignelser der beviser at det er muligt og gavnligt at følge Guds love. Men den vigtigste grund til at vi adlyder Jehova, er at vi elsker ham. Vi tjener ikke Gud af selviske grunde. (Job 1:9-11; 2:4, 5) Gud har givet os mennesker frihed til selv at vælge hvem vi vil adlyde. Vi vælger at adlyde Jehova fordi vi ønsker at behage ham, og fordi vi søger at gøre det der er ret. — Romerne 6:16, 17; 1 Johannes 5:3.

16, 17. (a) Hvordan viste Jesus lydighed mod Gud af helhjertet kærlighed? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus?

16 Jesus var det fuldkomne eksempel med hensyn til at adlyde Jehova af helhjertet kærlighed til ham. (Johannes 8:28, 29) Mens Jesus befandt sig på jorden, „lærte han lydighed af det han led“. (Hebræerne 5:8, 9) Hvordan? Ved at han „ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. (Filipperne 2:7, 8) Jesus havde allerede været lydig i himmelen, men hans lydighed blev yderligere prøvet her på jorden. Vi kan være sikre på at Jesus i enhver henseende er velegnet til at tjene som ypperstepræst, både for sine åndelige brødre og for andre der tror. — Hebræerne 4:15; 1 Johannes 2:1, 2.

17 Hvad med os? Vi kan efterligne Jesus ved at lægge vægt på at adlyde Gud og gøre hans vilje. (1 Peter 2:21) Vi kan finde personlig tilfredshed når vi motiveres til at gøre Jehovas vilje af kærlighed til ham, selv når vi bliver udsat for pres eller fristelser til at være ulydige. (Romerne 7:18-20) Det indbefatter at vi er villige til at adlyde anvisninger fra dem der fører an i den sande tilbedelse, til trods for at de er ufuldkomne. (Hebræerne 13:17) Det er dyrebart i Jehovas øjne at vi adlyder hans bud, også i vores privatliv.

18, 19. Hvad medfører det at vi af hjertet adlyder Gud?

18 Det kan også blive nødvendigt for os at vise lydighed mod Jehova ved at bevare vores loyalitet under forfølgelse. (Apostelgerninger 5:29) Og vores lydighed mod Guds befaling om at forkynde og undervise kræver at vi holder ud til afslutningen på denne tingenes ordning. (Mattæus 24:13, 14; 28:19, 20) Vi behøver udholdenhed for at blive ved med at komme sammen med vores brødre selvom vi kan mærke at verden presser os. Vores kærlige Gud kender alt til de bestræbelser vi gør for at være lydige i disse henseender. Men hvis vi skal være fuldstændig lydige, må vi kæmpe mod vores syndige kød og vende os bort fra det onde samtidig med at vi opbygger kærlighed til det gode. — Romerne 12:9.

19 Når vi tjener Jehova af kærlighed og med et taknemmeligt hjerte, vil vi personligt mærke at „han belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) At vi bringer de rette ofre, er nødvendigt og til glæde for Jehova, men det der behager ham allermest, er fuldstændig lydighed der udspringer af kærlighed til ham. — Ordsprogene 3:1, 2.

Hvad vil du svare?

• Hvad kan vi give Jehova?

• Hvilke fejl begik Saul?

• Hvordan kan du vise at du tror på at lydighed er bedre end ofre?

• Hvad motiverer dig til at adlyde Jehova?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 26]

Hvad ville en omsorgsfuld læge føle hvis en patient ignorerede hans gode råd?

[Illustration på side 28]

Hvorfor pådrog kong Saul sig Jehovas mishag?

[Illustrationer på side 30]

Adlyder du Guds bud, også når du er alene?