Lukas — en elsket medarbejder

DET var år 65, og stedet var Rom. Lukas var klar over hvilken risiko han udsatte sig for ved at give sig til kende som en ven af apostelen Paulus, der sad i fængsel på grund af sin tro. Alt tydede på at Paulus ville blive dømt til døden. Det var på dette kritiske tidspunkt at Lukas — og kun Lukas — var hos apostelen. — 2 Timoteus 4:6, 11.

Navnet Lukas er velkendt for bibellæsere fordi det evangelium han skrev, bærer hans navn. Han rejste over lange strækninger sammen med Paulus, der kaldte ham „den elskede læge“ og sin ’medarbejder’. (Kolossenserne 4:14; Filemon 24) I Bibelen findes der kun få oplysninger om Lukas, og hans navn nævnes kun tre gange. Når du nærlæser de tilgængelige oplysninger om Lukas, vil du sikkert, ligesom Paulus, sætte pris på denne trofaste kristne broder.

Skribent og missionær

Lukasevangeliet og bogen Apostelgerninger er begge stilet til Theofilus. Det tyder på at Lukas samlede stoffet til begge disse skrifter, der er inspireret af Gud. (Lukas 1:3; Apostelgerninger 1:1) Lukas gør ikke krav på at have været vidne til Jesu Kristi tjeneste. Han fortæller i stedet at han fik sine oplysninger fra øjenvidner, og han ’gik omhyggeligt alle ting igennem forfra’. (Lukas 1:1-3) Det er derfor sandsynligt at Lukas blev discipel af Kristus på et tidspunkt efter pinsedagen år 33.

Nogle mener at Lukas var fra Antiochia i Syrien. De bemærker at Apostelgerninger indeholder detaljerede beretninger om begivenheder i denne by, og i bogen bliver en af de syv mænd der havde „godt vidnesbyrd“, skilt ud fra de andre ved at han omtales som „en proselyt fra Antiochia“ mens det lades uvist hvor de andre seks kom fra. Vi kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige at dette er et udtryk for at skribenten Lukas nærede en særlig interesse for Antiochia fordi den var hans hjemby. — Apostelgerninger 6:3-6.

Lukas nævnes ikke ved navn i Apostelgerninger, men i bestemte passager støder man på stedordene „vi“, „vore“ og „os“. Det viser at han personligt oplevede nogle af de begivenheder der er omtalt i bogen. Da Lukas nedskrev den rute som Paulus og hans rejsefæller fulgte gennem Lilleasien, skrev han: „De passerede så Mysien og kom ned til Troas.“ Det var i Troas at Paulus fik et syn af en makedonisk mand der indtrængende bønfaldt ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ Lukas tilføjer: „Da han havde set det syn, søgte vi straks at komme over til Makedonien.“ (Apostelgerninger 16:8-10) Dette skift fra „de“ til „vi“ tyder på at Lukas sluttede sig til Paulus og hans rejsefæller i Troas. Lukas beskriver dernæst forkyndervirksomheden i Filippi i første person flertal, og det taler for at han selv tog del i den. Han skriver: „På sabbatsdagen gik vi uden for porten, ud ved en flod, hvor vi mente at der var et bedested; og vi satte os og begyndte at tale med de kvinder som havde samlet sig.“ Det førte til at Lydia og alle i hendes husstand tog imod den  gode nyhed og blev døbt. — Apostelgerninger 16:11-15.

I Filippi mødte de modstand, for Paulus helbredte i denne by en tjenestepige der havde øvet spådomskunst under påvirkning af „en spådomsånd“. Da hendes herrer så at de havde mistet deres mulighed for at tjene penge, greb de fat i Paulus og Silas, som derefter blev slået og sat i fængsel. Lukas undgik åbenbart at blive arresteret, for han beskriver sine rejsefællers prøvelser i tredje person. Efter at Paulus og Silas var blevet løsladt, „opmuntrede de [brødrene], og tog så af sted“. Det var først da Paulus på et senere tidspunkt vendte tilbage til Filippi, at Lukas igen inkluderede sig selv ved at skrive i første person. (Apostelgerninger 16:16-40; 20:5, 6) Måske var Lukas blevet i Filippi for at føre tilsyn med arbejdet der.

Hvordan han fik sine oplysninger

Hvordan fik Lukas fat på materialet til sit evangelium og bogen Apostelgerninger? Af de steder i Apostelgerninger hvor det personlige stedord bruges i første person flertal — altså hvor Lukas inkluderede sig selv i beretningen — fremgår det at han ledsagede Paulus fra Filippi til Jerusalem, hvor apostelen igen blev arresteret. På vejen dertil opholdt Paulus og hans rejsefæller sig nogen tid hos evangelieforkynderen Filip i Cæsarea. (Apostelgerninger 20:6; 21:1-17) Lukas kunne have fået oplysninger til sin beretning om hvordan missionærvirksomheden i Samaria begyndte, fra Filip, der havde ført an i forkyndelsesarbejdet i dette område. (Apostelgerninger 8:4-25) Men hvilke andre kilder benyttede Lukas sig ellers af?

I de to år Paulus var fængslet i Cæsarea, har Lukas sandsynligvis haft mulighed for at indsamle oplysninger til sit evangelium. Jerusalem lå ikke så langt borte, og her kunne han rådføre sig med Jesu slægtsregister. Lukas beretter om mange begivenheder fra Jesu liv og tjeneste der kun er omtalt i hans evangelium. En bibelforsker har opregnet hen ved 82 af sådanne særlige passager.

Det kan tænkes at Lukas fik sine oplysninger om Johannes Døbers fødsel fra dennes mor, Elisabet. Detaljerne om Jesu fødsel og første leveår kan han have fået af Jesu mor, Maria. (Lukas 1:5–2:52) Måske har Peter, Jakob eller Johannes fortalt Lukas om den mirakuløse fiskefangst. (Lukas 5:4-10) Nogle af Jesu billedtaler er kun  omtalt i Lukasevangeliet, for eksempel billedtalen om den barmhjertige samaritaner, den tabte drakme, den fortabte søn og om den rige mand og Lazarus. — Lukas 10:29-37; 15:8-32; 16:19-31.

Lukas var meget interesseret i mennesker. Han beretter om Marias renselsesoffer, om en enkes søn der bliver oprejst, og om en kvinde der salver Jesu fødder. Lukas nævner de kvinder der sørgede for Jesus, og fortæller at Jesus spiste hos Marta og Maria. Lukasevangeliet indeholder beretningen om hvordan en krumbøjet kvinde og en mand med vattersot bliver helbredt, og hvordan ti spedalske bliver renset. Lukas fortæller os om Zakæus der kravlede op i et træ for bedre at kunne se Jesus, og om den angerfulde indstilling som den ene af forbryderne der var pælfæstet ved siden af Jesus, lagde for dagen. — Lukas 2:24; 7:11-17, 36-50; 8:2, 3; 10:38-42; 13:10-17; 14:1-6; 17:11-19; 19:1-10; 23:39-43.

Det er værd at lægge mærke til at Lukas’ evangelium nævner behandlingen af et sår, nemlig i forbindelse med Jesu billedtale om den barmhjertige samaritaner. Med en læges interesse gengiver Lukas Jesu beskrivelse af den hjælp samaritaneren ydede, deriblandt at han brugte vin som et antiseptisk middel og olie til at lindre med, og at han forbandt sårene. — Lukas 10:30-37.

Sørgede for Paulus mens han var i fængsel

Lukas var bekymret for Paulus’ velbefindende. Da Paulus blev holdt i forvaring i Cæsarea, gav den romerske prokurator Felix ordre til at „ingen af [Paulus’] egne måtte hindres i at yde ham tjeneste“. (Apostelgerninger 24:23) Lukas var sandsynligvis en af dem der tog sig af Paulus. Og eftersom Paulus til tider var plaget af dårligt helbred, kan dette have været en af de måder hvorpå „den elskede læge“ ydede ham tjeneste. — Kolossenserne 4:14; Galaterne 4:13.

Da Paulus appellerede til kejseren, sendte den romerske prokurator Festus apostelen til Rom. Lukas ledsagede loyalt fangen på den lange rejse til Italien og nedskrev en levende skildring af det skibbrud de oplevede. (Apostelgerninger 24:27; 25:9-12; 27:1, 9-44) Mens Paulus var i husarrest i Rom, skrev han en række inspirerede breve, og i to af dem omtaler han Lukas. (Apostelgerninger 28:30; Kolossenserne 4:14; Filemon 24) Det har sandsynligvis været i denne toårige periode at Lukas skrev bogen Apostelgerninger.

Paulus’ bolig i Rom har sikkert været kendetegnet af en livlig åndelig aktivitet. Her kan Lukas være kommet i kontakt med andre af Paulus’ medarbejdere — Tykikus, Aristarkus, Markus, Justus, Epafras og Onesimus, for blot at nævne nogle få. — Kolossenserne 4:7-14.

Da Paulus under sit andet fangenskab følte at døden var nær, var den loyale og modige Lukas ved hans side, hvorimod alle andre havde forladt ham. Ved at forblive hos ham kunne Lukas have risikeret at miste sin frihed. Det kan være at han som sekretær nedskrev Paulus’ ord: „Lukas alene er hos mig.“ Ifølge overleveringen blev Paulus halshugget kort tid derefter . — 2 Timoteus 4:6-8, 11, 16.

Lukas var selvopofrende og beskeden. Han gjorde ikke noget stort nummer ud af sin kundskab, og han søgte heller ikke at få andres opmærksomhed. Han kunne have fået en karriere som læge, men han valgte at fremme Rigets interesser. Måtte vi ligesom Lukas uselvisk forkynde den gode nyhed og ydmygt tjene til ære for Jehova. — Lukas 12:31.

[Ramme på side 19]

HVEM VAR THEOFILUS?

Lukas stilede både sit evangelium og Apostelgerninger til Theofilus. I Lukasevangeliet bliver denne mand kaldt „højtærede Theofilus“. (Lukas 1:3) Man brugte benævnelsen „højtærede“ når man ville titulere fremtrædende og velhavende personer samt højtstående embedsmænd i den romerske statsadministration. Apostelen Paulus titulerede Festus, den romerske prokurator i Judæa, på samme måde. — Apostelgerninger 26:25.

Theofilus havde øjensynlig hørt budskabet om Jesus og var interesseret i det. Gennem sit evangelium håbede Lukas at Theofilus ville „blive helt klar over hvor sikre de ting [var] som [han var] blevet mundtligt undervist i“. — Lukas 1:4.

Ifølge Richard Lenski, en græskkyndig sprogforsker, er det usandsynligt at Theofilus var troende da Lukas kaldte ham „højtærede“, for „i hele den kristne litteratur . . . er ingen kristen broder nogen sinde blevet tituleret så ærefuldt“. Da Lukas senere skrev Apostelgerninger, brugte han ikke titlen „højtærede“, men blot Theofilus’ navn. (Apostelgerninger 1:1) Richard Lenski drager denne konklusion: „På det tidspunkt da Lukas skrev sit evangelium til Theofilus, var denne fremtrædende mand endnu ikke blevet kristen, men var meget interesseret i anliggender der havde med kristendommen at gøre; da Lukas sendte Apostelgerninger til Theofilus, var han imidlertid blevet omvendt.“