Er du parat til at forsvare din tro?
Er du parat til at forsvare din tro?
HAR du nogen sinde været i en situation hvor du følte at du burde forsvare din tro? Læg mærke til hvad Susana, en 16-årig søster i Paraguay, oplevede. På hendes gymnasium blev der i en skoletime om etik sagt at Jehovas Vidner ikke tror på „Det Gamle Testamente“, på Jesus Kristus eller jomfru Maria. Nogle påstod også at Jehovas Vidner er fanatikere som hellere vil dø end modtage lægebehandling. Hvordan ville du have reageret?
Susana bad til Jehova og rakte hånden op. Da timen var ved at slutte, spurgte hun sin lærer om hun måtte holde et indlæg om sin tro. Det gik læreren med til. I de næste to uger forberedte Susana sig til det, og hun gjorde brug af brochuren Jehovas Vidner — Hvem er de? Hvad tror de på?
Så kom dagen hvor hun skulle holde indlægget. Susana forklarede hvorfor vi kalder os Jehovas Vidner. Hun fortalte også om vores håb for fremtiden og forklarede hvorfor vi ikke ønsker at modtage blodtransfusion. Derefter indbød hun klassen til at stille spørgsmål. De fleste elever i klassen rakte hånden i vejret. Læreren var imponeret over at Susana brugte Bibelen i sine svar.
En af eleverne bemærkede: „Jeg har engang været i en rigssal, og der var ikke et eneste religiøst billede.“ Læreren ville gerne vide hvorfor der ikke var det. Susana læste Salme 115:4-8 og Anden Mosebog 20:4. Læreren spurgte overrasket: „Hvordan kan det være at vores kirker er fyldt med billeder når Bibelen fordømmer brugen af dem?“
Spørgsmål og svar-drøftelsen fortsatte i 40 minutter. Da Susana spurgte sine klassekammerater om de kunne tænke sig at se filmen Behandling uden blod — Hvordan læger har klaret udfordringen, svarede alle ja. Så læreren planlagde at drøftelsen kunne fortsætte den følgende dag. Efter at Susana havde vist filmen, fortalte hun om de alternative behandlingsformer som nogle Jehovas Vidner kan acceptere. „Jeg vidste ikke at der var så mange alternative behandlingsmetoder,“ bemærkede læreren, „og jeg var heller ikke klar over fordelene ved lægebehandling uden brug af blod. Er disse behandlingsmetoder så kun til rådighed for Jehovas Vidner?“ Da læreren fik at vide at alle har mulighed for at benytte sig af dem, sagde hun: „Næste gang Jehovas Vidner kommer til min dør, vil jeg gerne tale med dem.“
Susana havde egentlig forberedt en 20 minutters drøftelse, men den kom til at vare tre timer. Ugen efter holdt andre elever et indlæg om hvad deres kirke lærte. Til sidst blev der stillet en hel del spørgsmål, men eleverne kunne ikke forsvare deres tro. Læreren spurgte dem: „Hvordan kan det være at I ikke kan svare for jer ligesom jeres klassekammerat, der er et af Jehovas Vidner?“
Til det sagde eleverne: „De studerer Bibelen grundigt. Det gør vi ikke.“
Læreren vendte sig mod Susana og sagde: „Ja, I studerer Bibelen grundigt og gør noget for at leve efter den. I fortjener ros.“
Susana kunne have valgt at forholde sig tavs. Men ved at tage til orde fulgte hun det gode eksempel som vi har i den lille israelitiske pige der blev taget til fange af aramæerne. Denne unavngivne pige tjente hos den aramaiske hærfører Na’aman, som led af en væmmelig hudsygdom. Den israelitiske pige sagde frimodigt til sin frue: „Hvis blot min herre var hos profeten i Samaria! Så ville han skaffe ham af med hans spedalskhed.“ Pigen kunne ikke holde sig tilbage fra at vidne om den sande Gud. Det førte til at hendes herre, Na’aman, blev en tjener for Jehova. — 2 Kong. 5:3, 17.
Heller ikke Susana kunne lade være med at vidne om Jehova og hans folk. Hun tog initiativet til at forsvare sin tro da den blev anfægtet. Derved adlød hun det bibelske påbud: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Pet. 3:15) Er du parat til at forsvare din tro når lejligheden byder sig — og tage initiativet til at gøre det?
[Illustration på side 17]
Disse redskaber kan være en hjælp til at forsvare din tro