Hvor bør du være når enden kommer?

HVORDAN vil det gå med de retskafne når Jehova i Harmagedon gør ende på den nuværende onde tingenes ordning? Det svarer Ordsprogene 2:21, 22 på: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“

Men hvordan vil de uangribelige blive ladt tilbage på jorden? Vil der være et bestemt sted hvor de kan søge tilflugt? Hvor bør de retskafne være når enden kommer? Fire bibelske beretninger om nogle der overlevede, kaster lys over dette emne.

Da det var vigtigt hvor man befandt sig

I forbindelse med udfrielsen af Noa og Lot læser vi i Andet Petersbrev 2:5-7 at „[Gud] ikke skånede en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige, og . . . han fordømte byerne Sodoma og Gomorra ved at lægge dem i aske og [satte derved] et eksempel for ugudelige med hensyn til kommende ting, men udfriede den retfærdige Lot, som var stærkt plaget af lovbrydernes skamløse adfærd“.

Hvordan overlevede Noa Vandfloden? Gud sagde til Noa: „Alt køds endeligt står mig klart, for jorden er fuld af vold på grund af dem; og se, jeg ødelægger dem sammen med jorden. Lav dig en ark af harpiksholdigt træ.“ (1 Mos. 6:13, 14) Noa byggede arken nøjagtig som Jehova havde påbudt ham. Syv dage før oversvømmelsen begyndte, fik Noa af Jehova befaling til at samle dyrene i arken og til selv at gå ind i den sammen med sin familie. På den syvende dag lukkede Jehova døren bag ham, „og skylregnen varede ved på jorden i fyrre dage og fyrre nætter“. (1 Mos. 7:1-4, 11, 12, 16) Noa og hans familie blev „bragt sikkert igennem vandet“. (1 Pet. 3:20) For at overleve måtte de befinde sig i arken. Der var ikke andre steder de kunne være i sikkerhed. — 1 Mos. 7:19, 20.

I Lots tilfælde var instruktionerne noget anderledes. To engle fortalte ham hvor han ikke skulle være. „Alle som er dine i byen [Sodoma], skal du føre bort fra stedet!“ sagde englene. „Vi står nemlig i begreb med at ødelægge dette sted.“ De skulle ’bringe sig i sikkerhed i bjerglandet’. — 1 Mos. 19:12, 13, 17.

Beretningerne om Noa og Lot viser at „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag“. (2 Pet. 2:9) I begge disse tilfælde var det sted man befandt sig, afgørende for om man ville overleve eller ej. Noa skulle gå ind i arken; Lot skulle gå ud af Sodoma. Men vil det altid forholde sig sådan? Kan Jehova ikke frelse de retfærdige uanset hvor de er, uden at de behøver at tage et andet sted hen? For at få svar på dette spørgsmål vil vi se nærmere på endnu to beretninger om frelse.

Er det altid vigtigt hvor man befinder sig?

Inden Jehova på Moses’ tid tvang Ægypten i knæ med den tiende plage, befalede han israelitterne at de skulle stryge blodet  fra påskeofferet på dørstolperne og overliggeren i deres huse. Hvorfor? „Når Jehova . . . går igennem landet for at slå ægypterne med plagen og ser blodet på overliggeren og på de to dørstolper, vil Jehova gå forbi indgangen, og han vil ikke tillade ødelæggeren at komme ind i jeres huse for at slå jer med plagen.“ Selv samme nat „slog Jehova hver førstefødt i Ægyptens land ihjel, fra den førstefødte hos Farao som sad på sin trone, til den førstefødte hos fangen som var i fangehullet, og hver førstefødt af husdyrene“. Israelitternes førstefødte blev altså reddet uden at de skulle tage et andet sted hen. — 2 Mos. 12:22, 23, 29.

Tænk også på hvad Rahab i Jeriko skulle gøre. Israelitterne var klar til at indtage det forjættede land. Da Rahab kunne se at Jeriko var prisgivet, fortalte hun de to israelitiske spioner at indbyggerne i byen var grebet af frygt på grund af de fremrykkende israelitter. Hun skjulte spionerne og fik dem til at sværge på at hun og hendes familie ville blive bevaret i live når Jeriko blev indtaget. Spionerne gav Rahab besked på at samle sin familie i sit hus, der lå på bymuren. Hvis nogen forlod huset, ville de dø sammen med resten af indbyggerne. (Jos. 2:8-13, 15, 18, 19) Senere sagde Jehova imidlertid til Josua: „Byens mur skal falde sammen.“ (Jos. 6:5) Det „sikre“ sted som spionerne havde anvist, så nu ud til at være i fare. Hvordan ville Rahab og hendes familie blive udfriet?

Da tiden kom til at indtage Jeriko, råbte israelitterne og blæste i hornene. „Så snart folket [israelitterne] hørte lyden af hornet, udstødte de et højt krigsråb, og muren faldt sammen,“ siges der i Josua 6:20. Intet menneske kunne standse sammenstyrtningen af muren. Men på mirakuløs vis standsede sammenstyrtningen ved Rahabs hus. Josua befalede nu de to spioner: „Gå ind i kvindens, skøgens, hus, og før kvinden og alle som tilhører hende, ud, sådan som I har svoret over for hende.“ (Jos. 6:22) Alle der var i Rahabs hus, blev altså reddet.

Hvad var vigtigst?

Hvad kan vi lære af den udfrielse som Noa, Lot, israelitterne på Moses’ tid og Rahab oplevede? Hvordan kan disse beretninger være med til at vise os hvor vi bør være når enden kommer for den nuværende onde tingenes ordning?

Sandt nok fandt Noa sikkerhed i arken. Men hvorfor befandt han sig der? Var det ikke på grund af hans stærke tro og hans lydighed? „Noa [gjorde] ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han,“ siger  Bibelen. (1 Mos. 6:22; Hebr. 11:7) Hvad med os? Gør vi alt det Gud har befalet os? Noa var også „en forkynder af retfærdighed“. (2 Pet. 2:5) Gør vi, ligesom Noa, en ihærdig indsats i forkyndelsen, selv hvis folk i vores distrikt ikke er interesserede?

Lot undslap ødelæggelsen af Sodoma ved at flygte. Han blev udfriet fordi han var retfærdig i Guds øjne og var stærkt plaget af den skamløse adfærd de lovløse indbyggere i Sodoma og Gomorra lagde for dagen. Er den skamløse adfærd der er så almindelig i verden i dag, også noget der virkelig plager os? Eller er vi blevet så vant til det at det ikke længere generer os? Gør vi vores yderste for „at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred“? — 2 Pet. 3:14.

For israelitterne i Ægypten og Rahab i Jeriko afhang deres udfrielse af at de blev inde i deres huse. Det har krævet tro og lydighed. (Hebr. 11:28, 30, 31) Forestil dig hvordan hver eneste israelitiske familie må have haft øjnene rettet mod deres førstefødte da de hørte „et højt skrig“ i det ene ægyptiske hus efter det andet. (2 Mos. 12:30) Og forestil dig hvordan Rahab og hendes familie må være krøbet sammen da de hørte støjen fra de sammenstyrtende mure nærme sig. Det har krævet ægte tro og lydighed af hende at blive inde i huset.

Snart vil enden komme for Satans onde verden. Vi ved endnu ikke hvordan Jehova vil beskytte sine tjenere på hans frygtindgydende „vredes dag“. (Zef. 2:3) Men uanset hvor vi er, og hvilken situation vi befinder os i til den tid, kan vi være sikre på at vores udfrielse afhænger af at vi tror på Jehova og lydigt følger hans anvisninger. Indtil da må vi arbejde på at have den rette indstilling til det der i Esajas’ profeti omtales som vore „inderste kamre“.

„Søg ind i dine inderste kamre“

„Gå, mit folk, søg ind i dine inderste kamre og luk dine døre bag dig,“ siges der i Esajas 26:20. „Skjul dig blot et øjeblik til fordømmelsen driver over.“ Denne profeti fik muligvis sin første opfyldelse i 539 f.v.t. da mederne og perserne indtog Babylon. Da perseren Kyros rykkede ind i Babylon, skulle han angiveligt have befalet at alle skulle holde sig inden døre. Dem der var udenfor, havde hans soldater fået besked på at slå ihjel.

I dag kan de „inderste kamre“ der er omtalt i denne profeti, være forbundet med de mere end 100.000 menigheder af Jehovas Vidner som findes jorden over. Disse menigheder indtager en vigtig plads i vores liv, og det vil de fortsætte med hele vejen gennem „den store trængsel“. (Åb. 7:14) Guds folk får befaling til at gå ind i deres „inderste kamre“ og skjule sig ’til fordømmelsen er drevet over’. Det er livsvigtigt at vi udvikler og bevarer en sund indstilling til menigheden og er fast besluttede på at være nært knyttet til den. Ja, lad os tage Paulus’ opfordring til hjerte: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som [vi] ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:24, 25.

[Illustrationer på side 7]

Hvad kan vi lære af Jehovas frelsesgerninger i fortiden?

[Illustration på side 8]

Hvad kan de „inderste kamre“ være i dag?