Urkristendommen og de romerske guder

I ET brev til den romerske kejser Trajan skrev Plinius den Yngre, der var statholder i Bitynien: „Jeg [har] fulgt denne fremgangsmåde overfor dem, der bragtes til mig anklaget for at være kristne. Jeg har spurgt dem personligt, om de var kristne. Tilstod de det, spurgte jeg dem for anden og tredje gang under trussel om straf: fastholdt de det, lod jeg dem føre bort til afstraffelse.“ Om dem der fornægtede kristendommen ved at forbande Kristus og tilbede kejserens billede og gudernes billeder som Plinius havde ladet bringe ind, skrev han: „Dem fandt jeg burde frifindes.“ *

De første kristne blev forfulgt fordi de nægtede at tilbede kejseren og forskellige gudebilleder. Hvordan forholdt det sig med andre religioner i Romerriget? Hvilke guder blev dyrket, og hvordan betragtede romerne dem? Hvorfor blev kristne der nægtede at ofre til Roms guder, forfulgt? Svarene på disse spørgsmål kan hjælpe os til at gøre det rigtige når vi kommer ud for situationer der berører vores loyalitet mod Jehova.

Religionerne i det romerske rige

I hele Romerriget var der ikke alene en mangfoldighed af sprog og kulturer, men også af guddomme. Hvor mærkelig jødedommen end forekom romerne, betragtede de den som en religio licita, en tilladt religion, og beskyttede den. To gange om dagen blev der i Jerusalems tempel bragt to lam og en okse som offer til kejseren og den romerske nation. Om disse ofre formildede én gud eller mange guder var irrelevant for romerne. For dem var denne handling tilstrækkeligt bevis på jødernes loyalitet mod Rom.

De lokale kulter var præget af forskellige former for hedenskab. Græsk mytologi havde vundet stort indpas, og spådomskunst var almindelig. De såkaldte mysteriereligioner fra Østen appellerede til udøverne med løfte om udødelighed, direkte åbenbaringer og adgang til guderne gennem mystiske riter. Disse religioner bredte sig i hele imperiet. I de første århundreder efter vor tidsregning var kulterne af den ægyptiske gud Serapis og gudinden Isis, den syriske fiskegudinde Atargatis og den persiske solgud Mithra særlig populære.

 Apostelgerninger i Bibelen giver et tydeligt billede af den hedenskab som urkristendommen var omgivet af. For eksempel omgikkes Cyperns romerske prokonsul en jødisk troldmand. (Apg. 13:6, 7) I Lystra antog de lokale fejlagtigt Paulus og Barnabas for at være de græske guder Hermes og Zeus. (Apg. 14:11-13) Da Paulus var i Filippi, stødte han på en tjenestepige der øvede spådomskunst. (Apg. 16:16-18) I Athen bemærkede han at indbyggerne ’syntes at have større frygt for guderne end andre havde’. I denne by havde han også set et alter hvorpå der var skrevet: „For en ukendt Gud.“ (Apg. 17:22, 23) Indbyggerne i Efesus tilbad gudinden Artemis. (Apg. 19:1, 23, 24, 34) På øen Malta sagde folk at Paulus var en gud fordi han ikke havde lidt skade af at blive bidt af en slange. (Apg. 28:3-6) I sådanne omgivelser måtte kristne være på vagt over for påvirkning der kunne besmitte deres rene tilbedelse.

Romersk religion

Efterhånden som imperiet voksede, tog romerne mange nye guddomme til sig, men betragtede dem blot som forskellige manifestationer af de guder de allerede kendte. I stedet for at forbyde de fremmede kulter accepterede og overtog de romerske sejrherrer dem. Religionen i Rom blev således lige så forskelligartet som byens multikulturelle befolkning. Romersk religion krævede ikke at man holdt sig til én Gud; man kunne sagtens tilbede mange forskellige guder.

Den øverste af romernes oprindelige guder var Jupiter, også kaldet Optimus Maximus, den bedste og største. Han mentes at manifestere sig i vind, regn, lyn og torden. Man troede at Jupiters søster og gemalinde, Juno, som var knyttet til månen, vågede over alle aspekter af kvindernes liv. Jupiters datter Minerva var gudinde for håndværk, erhverv, kunst og krig.

Listen over de romerske guder synes uendelig. Larer og penater var husguder. Vesta var gudinde for arneilden. Janus med de to ansigter var gud for al begyndelse. Alle erhverv havde deres egen skytsgud. Romerne tilbad endda guder for abstrakte begreber. Pax værnede om fred, Salus om sundhed,  Pudicitia om blufærdighed og kyskhed, Fides om troskab, Virtus om mod og Voluptus om lystfølelse. Alt hvad der foregik i romernes offentlige og private liv, mentes at være underlagt gudernes vilje. For at ens forehavende skulle lykkes, var det derfor vigtigt at formilde den gud der havde med det at gøre, gennem rituelle bønner, ofre og fester.

En måde at lære gudernes vilje at kende på var at tage varsler. En udbredt metode var at undersøge indvoldene fra offerdyr. Man mente at indvoldenes tilstand og udseende kunne vise om guderne misbilligede eller godkendte det man havde tænkt sig at gøre.

I slutningen af det andet århundrede før vor tidsregning havde Rom identificeret deres hovedguder med de græske hovedguder — Jupiter med Zeus, Juno med Hera, og så videre. Romerne havde også overtaget den mytologi der fulgte med de græske guder. Myterne var på ingen måde flatterende for guderne, som jo havde de samme fejl og begrænsninger som mennesker. For eksempel blev Zeus skildret som en voldtægtsforbryder og pædofil der dyrkede sex med både dødelige og udødelige. Som følge af gudernes skamløse eskapader — som blev skildret i skuespil på teatrene og modtaget med bragende bifald — følte deres tilhængere sig berettigede til at give efter for deres laveste instinkter.

Blandt de veluddannede var det sikkert kun få der tillagde myterne en bogstavelig betydning. Nogle anså dem som allegorier. Dette kan måske være baggrunden for Pontius Pilatus’ berømte spørgsmål „Hvad er sandhed?“ (Joh. 18:38) Det er blevet opfattet som et udtryk for „den udbredte anskuelse blandt kultiverede mennesker at det er umuligt at finde frem til den absolutte sandhed om disse ting“.

Kejserdyrkelse

Kejserdyrkelsen opstod i Augustus’ regeringstid (27 f.v.t.-14 e.v.t.). Især i de græsktalende østlige provinser følte mange stor taknemmelighed mod Augustus, som havde bragt dem velstand og fred efter en lang periode med krig. Folk ønskede en synlig herskerfigur som kunne yde dem varig beskyttelse. De ville have en institution som kunne nedbryde religiøse skel, fremme patriotisme og forene verden under dens „frelser“. Det førte til at kejseren blev betragtet som en gud.

Augustus tillod ikke at man kaldte ham for en gud mens han levede, men insisterede dog på at personificeringen af Rom som en gudinde — Dea Roma — skulle tilbedes. Augustus blev ophøjet til gud efter sin død. Religiøsiteten og patriotismen i provinserne blev således rettet mod imperiets centrum og dets herskere. Gennem den nye kejserkult, som snart bredte sig til alle provinser, kunne folk hylde staten og give udtryk for deres loyalitet.

Domitian, der var kejser fra år 81 til 96 e.v.t., var den første romerske hersker der forlangte at blive tilbedt som en gud. På hans tid skelnede romerne mellem kristne og jøder og modarbejdede det der blev betragtet som en ny kult. Det var sandsynligvis i Domitians regeringstid at apostelen Johannes blev forvist til øen Patmos fordi han havde „vidnet om Jesus“. — Åb. 1:9.

Det var mens Johannes befandt sig på Patmos, at han skrev Åbenbaringens Bog. Heri omtaler han en kristen ved navn Antipas, der blev dræbt i Pergamum, et vigtigt center for kejserdyrkelse. (Åb. 2:12, 13) Det er muligt at den kejserlige regering på det tidspunkt var begyndt at forlange at de kristne udførte statsreligionens ritualer.  Under alle omstændigheder krævede Plinius i år 112 e.v.t. at de kristne i Bitynien udførte sådanne ritualer, som det fremgår af det brev til Trajan der er nævnt i indledningen.

Trajan roste Plinius for den fremgangsmåde han havde benyttet i forbindelse med de sager der var blevet forelagt ham, og han befalede at kristne der ikke ville tilbede de romerske guder, blev henrettet. ’Men,’ skrev Trajan, ’en der nægter at være kristen og beviser det i gerning, det vil sige ved at tilbede vore guder, om han end med hensyn til fortiden er nok så mistænkelig, skal gennem sin anger opnå tilgivelse.’

Ifølge romersk tankegang kunne en guddom ikke kræve at man kun dyrkede ham eller hende alene. Det gjorde de romerske guder ikke, så hvorfor skulle de kristnes gud gøre det? Romerne mente at dét at dyrke statsguderne blot var et udtryk for at man anerkendte det politiske system. At nægte at gøre det blev derfor betragtet som forræderi. Som Plinius erfarede, kunne de kristne ikke tvinges til at tilbede disse guder. For dem ville en sådan handling være ensbetydende med troløshed mod Jehova, og langt de fleste af de første kristne ville hellere dø end at tilbede kejseren, hvilket var afgudsdyrkelse.

Hvorfor bør dette have vores interesse? I nogle lande forventes det at borgerne ærer nationale symboler. Som kristne respekterer vi helt bestemt de verdslige myndigheder. (Rom. 13:1) Men når det drejer sig om ceremonier der har med nationale symboler at gøre, vælger vi at rette os efter Jehova Guds krav om at vise ham udelt hengivenhed og at følge vejledningen i hans ord om at ’flygte fra afgudsdyrkelsen’ og at ’vogte os for afguderne’. (1 Kor. 10:14; 1 Joh. 5:21; Nah. 1:2) Jesus sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Luk. 4:8) Lad os derfor fortsat forblive loyale mod den Gud vi tilbeder.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

Sande kristne tilbeder kun Jehova

[Illustrationer på side 3]

De første kristne ville hverken tilbede kejseren eller afgudsbilleder

Kejser Domitian

Zeus

[Kildeangivelser]

Kejser Domitian: Todd Bolen/​Bible Places.com; Zeus: Foto af Todd Bolen/​Bible Places.com fra Istanbuls Arkæologiske Museum

[Illustration på side 4]

De kristne i Efesus nægtede at tilbede den populære gudinde Artemis. — Apg. 19:23-41