Gud anbefaler sin kærlighed til os

„Den ufortjente godhed [skal] herske som konge ved retfærdighed og føre til evigt liv.“ — ROM. 5:21.

1, 2. Hvilken gave betragter mange som værdifuld, men hvilken gave er af langt større værdi?

„ROMERNES . . . største gave til dem der efterfulgte dem, var deres lov og deres erkendelse af at livet bør leves lovmæssigt.“ (David J. Williams, bibeloversætter og professor ved University of Melbourne i Australien) Hvor rigtigt dette udsagn end måtte være, findes der en gave som er langt mere værdifuld, nemlig den mulighed Gud giver os for at blive betragtet som godkendte og retfærdige i hans øjne og opnå frelse og evigt liv.

² I en vis forstand var der nogle juridiske aspekter ved den måde Gud gjorde denne gave tilgængelig på. I Romerbrevet, kapitel 5, forklarede apostelen Paulus disse aspekter, men ikke i form af en tør og legalistisk afhandling. Nej, han indledte kapitlet med denne opmuntrende forsikring: „Lad os . . . , nu da vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro, have fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus.“ De der får Guds gave, føler sig motiveret til at gengælde hans kærlighed. Paulus var selv en af dem. Han skrev: „Guds kærlighed er blevet udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd.“ — Rom. 5:1, 5.

3. Hvilke spørgsmål vil vi gerne have svar på?

³ Men hvorfor var denne kærlige gave påkrævet? Hvordan kunne Gud give menneskene denne gave på en retfærdig måde og til gavn for alle? Og hvad skal vi som enkeltpersoner gøre for at modtage den? Lad os finde de svar  som Bibelen giver på disse spørgsmål, og se hvordan de understreger Guds kærlighed.

Guds kærlighed kontra synden

4, 5. (a) På hvilken enestående måde har Jehova vist sin kærlighed? (b) Hvilken baggrundsviden hjælper os til at forstå Romerbrevet 5:12?

⁴ I sin store kærlighed sendte Jehova sin enestefødte søn til jorden for at hjælpe menneskene. Paulus udtrykte det på denne måde: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Tænk et øjeblik over ordene: „Mens vi endnu var syndere.“ Alle mennesker har brug for at vide hvordan det gik til at vi blev syndere.

⁵ Paulus gjorde rede for dette og begyndte med at pege på følgende: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Rom. 5:12) Vi er i stand til at forstå dette fordi Gud har sørget for at der blev nedskrevet en beretning om hvordan livet begyndte her på jorden. Jehova skabte to mennesker, Adam og Eva. Skaberen er fuldkommen, og disse to mennesker, vores forfædre, var også fuldkomne. Gud opstillede kun én lov som de skulle overholde, og han fortalte dem at de ville blive straffet med døden hvis de overtrådte den. (1 Mos. 2:17) Men de valgte at ’handle ødelæggende’ ved at overtræde Guds rimelige lov, og derved afviste de ham som Lovgiver og Suveræn. — 5 Mos. 32:4, 5.

6. (a) Hvorfor døde Adams efterkommere, både de der levede før Gud havde givet israelitterne Moseloven, og de der levede efter? (b) Hvad kan den nedarvede synd sammenlignes med?

⁶ Det var først efter at Adam havde syndet, at han fik børn, og han gav synden og dens virkninger i arv til dem alle. Adams børn havde jo ikke overtrådt Guds lov sådan som Adam havde gjort, så de blev ikke anklaget for den samme synd; de havde heller ikke fået nogen lovsamling af Gud endnu. (1 Mos. 2:17) Ikke desto mindre arvede Adams efterkommere synden. Synd og død herskede således frem til den tid da Gud gav israelitterne en lovsamling, som tydeligt viste at de var syndere. (Læs Romerbrevet 5:13, 14). Den nedarvede synd kan til en vis grad sammenlignes med visse arvelige sygdomme eller defekter, som for eksempel hæmofili. Måske har du læst at Aleksej, søn af den russiske zar Nikolaj II og Aleksandra, led af den arvelige blødersygdom hæmofili. I en sådan familie er det dog ikke nødvendigvis alle børnene der får sygdommen, men de kan godt være bærere af den. Sådan er det ikke med synden fra Adam. Den synd eller defekt har ramt alle mennesker uden undtagelse. Den er altid dødelig, og den videreføres til alle børn. Ville den synd nogen sinde kunne overvindes?

Det Gud har tilvejebragt gennem Jesus Kristus

7, 8. Hvordan fik to fuldkomne mænds liv vidt forskellige udfald?

⁷ Jehova har i sin kærlighed gjort det muligt for mennesker at blive befriet for den nedarvede synd. Paulus forklarede at dette blev gjort muligt ved hjælp af en mand der var fuldkommen ligesom Adam havde været — i realiteten en anden Adam. (1 Kor. 15:45) Men disse to mænds liv fik vidt forskellige udfald. Hvordan det? — Læs Romerbrevet 5:15, 16.

⁸ „Det er . . . ikke med gaven som med overtrædelsen,“ skrev Paulus. Adam var skyldig i denne overtrædelse, og han fik med rette en ugunstig dom — døden. Men han var ikke den eneste der blev underlagt døden. Vi læser: „Mange døde ved den enes overtrædelse.“ Den retfærdige dom over Adam kom til at gælde alle hans ufuldkomne efterkommere, os indbefattet. Vi kan dog finde trøst i at vide at den fuldkomne mand Jesus kunne gøre noget der ville få det modsatte resultat. Hvilket resultat? Paulus svarer: „Følgen for mennesker af alle slags . . . [er] blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ — Rom. 5:18.

9. Hvad betyder det når Gud erklærer mennesker retfærdige, som det siges i Romerbrevet 5:16, 18?

 ⁹ Hvilken betydning ligger der i de græske ord som er oversat med „retfærdighedskendelse“ og ’erklære retfærdig’? Bibeloversætteren David J. Williams, som er citeret i indledningen af artiklen, skriver: „Der er tale om en juridisk metafor, et udtryk med juridiske undertoner. Der sigtes til en forandring i en persons status i forhold til Gud, ikke til en indre forandring i personen . . . Metaforen skildrer Gud som en dommer der har truffet en afgørelse til gunst for den anklagede, der så at sige er blevet ført frem for Guds dommersæde, anklaget for uretfærdighed. Gud frikender den anklagede.“

10. Hvad gjorde Jesus som skabte grundlaget for at mennesker kunne erklæres retfærdige?

¹⁰ På hvilket grundlag kunne Gud, „den der dømmer hele jorden“ retfærdigt, frikende en der ikke var retfærdig? (1 Mos. 18:25) Som det første skridt sendte han i sin kærlighed sin enestefødte søn til jorden. Jesus gjorde sin Faders vilje til fuldkommenhed, på trods af fristelser, nedværdigende latterliggørelse og grov mishandling. Han bevarede sin uangribelighed, selv til døden på en marterpæl. (Hebr. 2:10) Ved at bringe sit fuldkomne menneskeliv som et offer tilvejebragte han en løsesum, en værdi der kunne genløse, eller udfri, Adams efterkommere fra synd og død. — Matt. 20:28; Rom. 5:6-8.

11. Hvad vil det sige at løsesummen er „en tilsvarende løsesum“?

¹¹ Et andet sted bruger Paulus udtrykket „en tilsvarende løsesum“. (1 Tim. 2:6) På hvilken måde er den tilsvarende? Adam fik milliarder af efterkommere som han bragte ufuldkommenhed og død over. Det er sandt at Jesus, som en fuldkommen mand, kunne være blevet far til milliarder af fuldkomne efterkommere. * Derfor er den tanke blevet fremsat at Jesu liv og alle hans potentielle efterkommeres liv tilsammen udgjorde et offer med en genløsende værdi der svarede til det fuldkomne liv som Adam satte over styr for sig selv og alle sine efterkommere. Bibelen siger imidlertid ikke at Jesu potentielle efterkommere ville udgøre en del af løsesummen. Romerbrevet 5:15-19 slår fast at udfrielsen alene er et resultat af at „det ene menneske“ døde. Ja, Jesu fuldkomne liv svarer til Adams fuldkomne liv. Løsesummen udgøres ene og alene af Jesus Kristus. Det der har gjort det muligt for mennesker af alle slags at modtage den frie gave og livet, er Jesu ’ene retfærdiggørelseshandling’, det at han forblev lydig og uangribelig indtil døden. (2 Kor. 5:14, 15; 1 Pet. 3:18) Hvordan finder denne genløsning, eller frikendelse, sted?

Frikendt på grundlag af løsesummen

12, 13. Hvorfor har de der erklæres retfærdige, behov for Guds barmhjertighed og kærlighed?

¹² Jehova Gud anerkendte det genløsningsoffer som hans søn bragte. (Hebr. 9:24; 10:10, 12) Jesu disciple på jorden, også hans  trofaste apostle, var dog stadig ufuldkomne. De bestræbte sig for at undgå at handle uret, men det lykkedes ikke altid. Hvorfor ikke? Fordi de havde arvet synden fra Adam. (Rom. 7:18-20) Men det kunne Gud gøre noget ved, og det gjorde han. Som nævnt anerkendte han den „tilsvarende løsesum“ og var villig til at bruge den til gavn for de mennesker der tjente ham.

¹³ Det er ikke sådan at Gud skyldte apostlene eller nogen andre at bruge løsesummen til gavn for dem fordi de havde gjort nogle gode gerninger. Nej, han handlede i sin barmhjertighed og store kærlighed. Han valgte at frikende apostlene og andre for den dom der hvilede over dem, idet han nu betragtede dem som renset for nedarvet skyld. Paulus skrev rent ud: „Ved denne ufortjente godhed er I frelst ved tro; og det skyldes ikke jer; det er Guds gave.“ — Ef. 2:8.

14, 15. Hvilken belønning kunne de som Gud erklærer retfærdige, se frem til, men hvad måtte de blive ved med at gøre?

¹⁴ Tænk på hvor stor en gave det er når den almægtige Gud tilgiver et menneske både den synd det har arvet, og alle de urette gerninger det har gjort! Ingen kan tælle hvor mange synder en person har begået før han eller hun blev kristen, men på grundlag af løsesummen kan Gud tilgive alle disse synder. Paulus skrev: „Gaven der fulgte efter mange overtrædelser, blev en retfærdighedskendelse.“ (Rom. 5:16) Apostlene og andre der modtog denne store gave, at blive erklæret retfærdig, måtte naturligvis fortsætte med at tilbede Jehova Gud i tro. Og hvilken belønning kunne de se frem til hvis de gjorde det? „De der modtager denne overflod af den ufortjente godhed og retfærdighedens frie gave, [skal] have liv og herske som konger gennem den ene, Jesus Kristus.“ Ja, retfærdighedens gave ophæver virkningen af Adams overtrædelse. Denne gave udvirker liv. — Rom. 5:17; læs Lukas 22:28-30.

¹⁵ De der modtager denne gave, at blive erklæret retfærdig, bliver sønner af Gud i åndelig forstand. Som Kristi medarvinger kan de desuden se frem til at blive oprejst til liv i himmelen som egentlige åndesønner af Gud, og her skal de „herske som konger“ sammen med Jesus Kristus. — Læs Romerbrevet 8:15-17, 23.

Guds kærlighed omfatter også andre

16. Hvilken gave kan de der nærer et jordisk håb, modtage allerede nu?

¹⁶ Ikke alle der udviser tro og tjener Gud som loyale kristne, forventer at „herske som konger“ sammen med Kristus i himmelen. Mange nærer det samme bibelsk begrundede håb som Guds førkristne tjenere, nemlig håbet om at leve evigt i et paradis på jorden. Kan de allerede nu modtage den kærlige gave fra Gud at blive betragtet som retfærdige med udsigt til at leve på jorden? På grundlag af det Paulus skrev i Romerbrevet, kan vi glæde os over at svaret er ja!

17, 18. (a) Hvad resulterede Abrahams tro i? (b) Hvordan kunne Jehova betragte Abraham som retfærdig?

¹⁷ Paulus brugte det fremragende eksempel med Abraham, en mand der var kendt for sin tro, og som levede før Jehova gav Israel en lovsamling, og længe før Kristus åbnede vejen til himmelsk liv. (Hebr. 10:19, 20) Vi læser: „Det var ikke ved loven at Abraham eller hans afkom fik løftet om at han skulle blive arving til en verden, men det var ved retfærdigheden af tro.“ (Rom. 4:13; Jak. 2:23, 24) Gud regnede altså Abraham for retfærdig på grund af hans tro. — Læs Romerbrevet 4:20-22.

¹⁸ Det kan ikke betyde at Abraham var syndfri i alle de år han tjente Jehova. Nej, det var ikke i den betydning han var retfærdig. (Rom. 3:10, 23) Men det Jehova i sin store visdom tog med i sin bedømmelse, var Abrahams enestående tro og de gerninger den fik ham til at gøre. Af særlig betydning var Abrahams tro på det lovede „afkom“ som ville komme i hans slægt. Dette afkom viste sig at være Messias, eller Kristus. (1 Mos. 15:6; 22:15-18) Og derfor, på grundlag af „løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“, kan Gud som den store Dommer tilgive synder der blev begået i fortiden, og både Abraham  og andre troende i førkristen tid vil få livet igen ved en opstandelse. — Læs Romerbrevet 3:24, 25; Sl. 32:1, 2.

Du kan blive regnet for retfærdig af Gud

19. Hvorfor kan Guds syn på Abraham være til opmuntring for mange i dag?

¹⁹ At kærlighedens Gud regnede Abraham for retfærdig, er noget som kan være til stor opmuntring for kristne i dag. Abraham blev ganske vist ikke erklæret retfærdig i samme forstand som dem der af Jehova bliver salvet med hellig ånd til at være „Kristi medarvinger“. Disse udgør en forholdsvis lille gruppe som er „kaldede til at være hellige“, og som er antaget som „Guds sønner“. (Rom. 1:7; 8:14, 17, 33) Men Abraham blev „Jehovas ven“, og det skete før genløsningsofferet var blevet bragt. (Jak. 2:23; Es. 41:8) Hvad så med den gruppe af kristne der nærer håb om at leve i det genoprettede paradis på jorden?

20. Hvad forventer Gud af dem han i dag betragter som retfærdige i lighed med Abraham?

²⁰ Disse har ikke modtaget „retfærdighedens frie gave“ og har ikke udsigt til at få himmelsk liv „gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“. (Rom. 3:24; 5:15, 17) Ikke desto mindre har de en stærk tro på Gud og den løsesum han har tilvejebragt, og de viser deres tro ved gode gerninger. Det gør de blandt andet ved at ’forkynde Guds rige og undervise i det der vedrører Herren Jesus Kristus’. (Apg. 28:31) Derfor kan Jehova betragte disse som retfærdige i samme forstand som han regnede Abraham for retfærdig. Den gave de modtager — venskab med Gud — er anderledes end den „frie gave“ som de salvede får, men det er i høj grad en gave de tager imod med taknemmelighed.

21. Hvordan nyder vi godt af Jehovas kærlighed og retfærdighed?

²¹ Verdens politiske ledere lover mangt og meget, men ikke noget der giver grundlag for et sikkert håb. Hvis det er dit håb at komme til at leve evigt på jorden, så lad det stå helt klart for dig at denne mulighed tilbydes dig ikke af noget menneske, men af universets øverste Hersker som en del af hans víse hensigt. Jehova har taget skridt til at gennemføre sin hensigt. De skridt han har taget, er ikke alene i overensstemmelse med sand retfærdighed, men er også et udtryk for hans store kærlighed. Som Paulus så rigtigt sagde: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ — Rom. 5:8.

[Fodnote]

Husker du?

• Hvad arvede Adams efterkommere, og med hvilket resultat?

• Hvordan blev en tilsvarende løsesum tilvejebragt, og i hvilken forstand var den tilsvarende?

• Hvilken fremtidsudsigt har det åbnet for dig at du får tilbudt den gave at blive regnet for retfærdig?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 13]

Det fuldkomne menneske Adam syndede. Det fuldkomne menneske Jesus gav sig selv som „en tilsvarende løsesum“

[Illustration på side 15]

Det er virkelig en god nyhed — på grundlag af det Jesus har gjort, kan vi blive regnet for retfærdige!