’Hvordan skal jeg kunne forkynde?’
’Hvordan skal jeg kunne forkynde?’
I hele verden har vi mange gode eksempler på brødre og søstre som trofast er med i forkyndelsen trods alvorlige helbredsproblemer. Tag for eksempel Dalia, som bor i Vilnius, hovedstaden i Litauen.
Dalia er midt i trediverne. Lige siden hun blev født, har hun kæmpet med eftervirkningerne af et slagtilfælde. Hun er lam og har et alvorligt talehandicap, og det er faktisk kun familien der rigtigt forstår hvad hun siger. Dalia bor sammen med sin mor, Galina, som tager sig af hende. Til trods for at Dalias liv har været fyldt med modgang og bekymringer, har hun et positivt livssyn. Hvordan har det kunnet lade sig gøre?
Galina fortæller: „I 1999 kom min kusine Apolonija på besøg hos os. Vi lagde mærke til at Apolonija, som er et af Jehovas Vidner, kendte sin bibel godt, og Dalia stillede hende mange spørgsmål. Der gik ikke længe før der blev oprettet et bibelstudium med Dalia. En gang imellem overværede jeg deres studium for at hjælpe Apolonija med at forstå hvad Dalia sagde. Jeg lagde mærke til at Dalia havde stor gavn af alt det hun lærte. Snart bad jeg også om at få et bibelstudium.“
Efterhånden som Dalia begyndte at forstå sandheden fra Bibelen, var der et spørgsmål der nagede hende mere og mere. Til sidst spurgte hun Apolonija: „Hvordan skal sådan en som mig — der er lam — kunne forkynde?“ (Matt. 28:19, 20) Apolonija beroligede Dalia med ordene: „Du skal ikke bekymre dig. Jehova skal nok hjælpe dig.“ Og det gør han.
Hvordan forkynder Dalia? På mange forskellige måder. Nogle kristne søstre hjælper hende med at skrive breve om et bibelsk emne. Dalia giver udtryk for sine tanker over for søstrene, og så skriver de et brev ud fra det hun har sagt. Dalia forkynder også ved at sende sms’er. Og når vejret er godt, tager nogle fra menigheden hende med udenfor så hun kan henvende sig til folk de møder i parker og på gaden.
Dalia og hendes mor er fortsat med at gøre åndelige fremskridt. De indviede sig begge til Jehova og blev døbt i november 2004. I september 2008 blev der oprettet en polsktalende gruppe i Vilnius. I gruppen var der behov for flere forkyndere, så Dalia og hendes mor sluttede sig til den. Dalia siger: „Hvis der i en måned går for længe inden jeg kommer ud i forkyndelsen, bliver jeg noget frustreret. Men når jeg så har bedt til Jehova, kommer der som regel en der vil lave en tjenesteaftale med mig.“ Hvordan ser vores kære søster på sin situation? Hun fortæller: „Sygdommen har lammet min krop, men ikke mit sind. Jeg er utrolig glad for at jeg kan fortælle andre om Jehova!“