Hold dig nær til Jehova
„Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — JAK. 4:8.
1, 2. (a) Hvad går Satans „planer“ ud på? (b) Hvad kan hjælpe os til at komme nær til Gud?
JEHOVA GUD skabte mennesket med et behov for at have et nært forhold til ham. Men Satan ønsker at vi skal tænke ligesom han gør — at vi ikke har brug for Jehova. Det er en løgn som Satan har forsøgt at få mennesker til at tro på lige siden Eva blev bedraget af den i Edens Have. (1 Mos. 3:4-6) Og siden da har mange begået den samme fejl.
2 Lykkeligvis behøver vi ikke at falde i Satans snare — „hans planer er vi jo ikke uvidende om“. (2 Kor. 2:11) Satan prøver at føre os væk fra Jehova ved at få os til at træffe forkerte valg. Men som det fremgik af den foregående artikel, kan vi træffe de rette valg i forbindelse med arbejde, adspredelser og familie. Denne artikel vil vise hvordan vi kan træffe de rette valg i forbindelse med elektronisk udstyr, sundhed, penge og stolthed så disse ting ikke hindrer os i at ’komme nær til Gud’. — Jak. 4:8.
ELEKTRONISK UDSTYR
3. Hvordan kan elektronisk udstyr bruges?
3 Overalt i verden er der flere og flere der bruger avanceret elektronisk udstyr. Brugt på den rette måde kan det være et nyttigt redskab. Brugt på den forkerte måde kan det føre os væk fra vores himmelske Far. Tag for eksempel computere. Det blad du sidder og læser, blev skrevet og udgivet ved hjælp af computere. En computer kan være et effektivt redskab i forbindelse med studium og kommunikation og kan undertiden benyttes til forfriskende underholdning. Man kan imidlertid blive besat af elektronisk udstyr. Reklamefolk er dygtige til at overbevise folk om at de må have det sidste nye udstyr. En ung mand ønskede så desperat at få en bestemt computer, en „tablet“, at han i hemmelighed solgte en af sine nyrer for at købe den. Hvor kortsynet!
4. Hvad gjorde en broder ved sin overdrevne brug af internettet?
4 Det ville være endnu mere sørgeligt hvis man ofrede sit nære forhold til Jehova gennem misbrug eller overdreven brug af elektronisk udstyr. „Jeg ved godt Bibelen siger at vi skal ’købe den belejlige tid’ til åndelige anliggender,“ siger Jon, en broder sidst i tyverne. * „Men når det gælder computere, er jeg min egen værste fjende.“ Jon var ofte på internettet til langt ud på aftenen. „Jo trættere jeg var, jo sværere var det at holde op med at chatte eller se videoklip — også nogle jeg ikke burde have set,“ forklarer han. For at hjælpe sig selv til at bryde denne dårlige vane indstillede han sin computer til automatisk at lukke ned når det var tid at gå i seng. — Læs Efeserne 5:15, 16.
5, 6. (a) Hvilket ansvar har forældre i forbindelse med deres børn? (b) Hvordan kan forældre sikre sig at deres børn har en god omgangskreds?
5 I forældre behøver ikke at overvåge alt hvad jeres børn gør, men det er nødvendigt at I kontrollerer deres brug af elektronisk udstyr. Overlad dem ikke til umoralske eller okkulte hjemmesider, voldelige spil og dårligt selskab på internettet blot for at holde dem beskæftiget så de ikke forstyrrer jer. Ellers vil de måske tænke: ’Mor og far er ligeglade, så det er nok i orden.’ Som forældre har I pligt til at beskytte jeres børn — også teenagere — mod alt hvad der kunne føre dem væk fra Jehova. Selv dyr beskytter deres unger mod fare. Forestil jer hvad en bjørnemor ville gøre hvis nogen truede dens unger! — Jævnfør Hoseas 13:8.
6 Hjælp jeres børn til at være sammen med andre kristne, unge såvel som ældre, der er gode eksempler. Og husk at jeres børn har behov for at I forældre bruger tid på dem! Så tag jer tid til at le, lege, arbejde og ’komme nær til Gud’ sammen med dem. *
SUNDHED
7. Hvorfor ønsker vi alle at forblive sunde og raske?
7 „Hvordan har du det?“ Bag dette almindelige spørgsmål ligger der en barsk realitet — at vi alle bliver syge. Det skyldes at vores første forældre lod Satan føre dem væk fra Jehova. Sygdom tjener Satans hensigt, for hvis vi er syge, er det vanskeligere for os at tjene Jehova. Og hvis vi er døde, kan vi slet ikke tjene ham. (Sl. 115:17) Så vi vil naturligvis gøre alt hvad vi kan, for at forblive sunde og raske. * Og vi bør også være interesseret i vore brødres helbred og velbefindende.
8, 9. (a) Hvordan kan vi undgå at gå til yderligheder i forbindelse med vores helbred? (b) Hvorfor er glæde en gavnlig egenskab?
8 Det er imidlertid vigtigt at vi ikke går til yderligheder. Nogle har ivrigt anbefalet visse diæter, behandlinger eller produkter — endda med større iver end de forkynder den gode nyhed om Guds rige. De tror måske oprigtigt at de hjælper andre. Men det vil ikke være rigtigt at reklamere for medicin, skønhedsmidler eller behandlingsmetoder før eller efter møderne i rigssalen eller ved stævnerne. Hvorfor ikke?
9 Vi kommer sammen for at studere Bibelen og øge vores glæde, der er et resultat af Guds ånd. (Gal. 5:22) Hvis man ved sådanne lejligheder går rundt og giver andre råd om deres helbred eller tilbyder produkter, uanset om de beder om det eller ej, kan det aflede opmærksomheden fra formålet med møderne og berøve andre glæden. (Rom. 14:17) Den enkelte må selv bestemme hvordan han eller hun vil passe på sit helbred. Desuden er der ingen mennesker der har en løsning på alle sygdomme. Selv de dygtigste læger bliver gamle og syge og dør til sidst. Og vi kan ikke forlænge livet ved at nære overdreven bekymring for vores helbred. (Luk. 12:25) Derimod siger Bibelen at „et hjerte der fryder sig er god medicin“. — Ordsp. 17:22.
10. (a) Hvilke egenskaber er smukke i Jehovas øjne? (b) Hvordan opnår vi det bedst mulige helbred?
10 Det er også på sin plads at være interesseret i sit udseende. Men vi behøver ikke at fjerne alle tegn på at vi bliver ældre. De kan vidne om modenhed, værdighed og indre skønhed. Bibelen siger for eksempel: „Grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej.“ (Ordsp. 16:31) Det er sådan Jehova betragter os, og sådan bør vi også prøve at se på os selv. (Læs 1 Peter 3:3, 4). Ville det da være klogt at udsætte sig for unødvendige og potentielt farlige kirurgiske indgreb eller lægebehandlinger blot for at forbedre sit udseende? „Jehovas glæde“ er en kilde til ægte skønhed der kommer indefra, uanset alder eller helbred. (Neh. 8:10) Det er først i den nye verden vi vil opnå et fuldkomment helbred og den skønhed der hører ungdommen til. (Job 33:25; Es. 33:24) Indtil da må vi sætte vores lid til Jehovas løfter og træffe kloge valg. Det vil hjælpe os til at holde os nær til Jehova og få det bedste ud af livet nu uanset vores omstændigheder. — 1 Tim. 4:8.
PENGE
11. Hvordan kan penge blive en snare?
11 Der er intet galt med penge i sig selv, og der er heller ikke noget forkert ved at drive forretning på ærlig vis. (Præd. 7:12; Luk. 19:12, 13) Men hvis vi har ’kærlighed til penge’, vil det uvægerligt føre os væk fra Jehova. (1 Tim. 6:9, 10) ’Den bekymring der hører denne ordning til,’ det vil sige en overdreven ængstelse for om man kan skaffe sig det nødvendige til livets opretholdelse, kan kvæle os åndeligt. Det samme kan „rigdommens bedragende magt“, den fejlagtige opfattelse at rigdom fører til varig lykke og tryghed. (Matt. 13:22) Jesus gjorde det klart at „ingen“ kan tjene både Gud og rigdom. — Matt. 6:24.
12. Hvilke økonomiske snarer er almindelige i dag, og hvordan kan vi undgå dem?
12 Et forkert syn på penge kan føre til forkerte handlinger. (Ordsp. 28:20) Løfter om hurtige, lettjente penge har fået nogle til at købe lodsedler eller involvere sig i pyramidespil eller andre tvivlsomme foretagender, og de har endda fået nogle i menigheden til at gøre det samme. Andre er blevet lokket af tilbud om et urealistisk højt udbytte af investeringer. Pas på at havesyge ikke gør dig til et offer for svindel. Brug din sunde fornuft. Hvis du synes at et tilbud lyder for godt til at være sandt, har du sikkert ret.
13. Forklar forskellen mellem Jehovas og verdens syn på penge.
13 Når vi sætter „riget og hans retfærdighed“ først, vil Jehova velsigne vores ligevægtige bestræbelser for at skaffe os det nødvendige. (Matt. 6:33; Ef. 4:28) Han ønsker ikke at vi skal falde i søvn under møderne på grund af for meget arbejde, eller at vi skal sidde i rigssalen og bekymre os om penge. Mange i verden tror at det kun er ved at bruge deres tid og energi på at tjene penge at de kan sikre deres fremtid økonomisk og så trappe ned senere hen. De opfordrer ofte deres børn til at sætte sig de samme materialistiske mål. Men Jesus viste hvor ufornuftigt det er. (Læs Lukas 12:15-21). En sådan tankegang minder os om Gehazi, der troede at han kunne give efter for sin havesyge og alligevel bevare et godt forhold til Jehova. — 2 Kong. 5:20-27.
14, 15. Hvorfor er det uklogt at tro at penge kan give os tryghed? Giv et eksempel.
14 Nogle ørne er efter sigende druknet fordi de ikke ville give slip på en fisk der var for tung til at de kunne flyve bort med den. Kunne noget lignende ske for en kristen? „Jeg er normalt meget sparsommelig,“ fortæller en ældste ved navn Alex. „Hvis jeg kommer til at hælde for meget shampoo ud af flasken, hælder jeg noget tilbage igen.“ Ikke desto mindre blev Alex involveret i aktiehandel, og han troede at han inden længe ville kunne sige sit arbejde op og begynde i pionertjenesten. Han blev mere og mere opslugt af sine investeringer og brugte til sidst alle sine sparepenge. Han lånte endda penge for at kunne købe aktier som efter sigende hurtigt ville stige i værdi. I stedet faldt de drastisk. „Jeg var besluttet på at få mine penge tilbage,“ fortæller Alex. „Jeg tænkte at hvis bare jeg fortsatte, ville aktierne stige igen.“
15 I månedsvis kunne Alex næsten ikke tænke på andet. Han fandt det vanskeligt at koncentrere sig om åndelige anliggender, og han sov ikke godt. Men aktierne steg aldrig igen. Han mistede alle sine sparepenge og måtte sælge sit hus. „Det gik hårdt ud over min familie,“ indrømmer han. Men han lærte noget meget vigtigt. „Jeg ved nu at enhver der sætter sin lid til Satans ordning, vil blive dybt skuffet.“ (Ordsp. 11:28) Ja, at sætte sit håb til sine sparepenge, investeringer eller evner til at tjene penge i denne ordning er det samme som at sætte sit håb til ’denne ordnings gud’, Satan. (2 Kor. 4:4; 1 Tim. 6:17) Alex har siden forenklet sit liv „for den gode nyheds skyld“. Det har gjort ham og hans familie lykkeligere og har hjulpet dem til at komme nærmere til Jehova. — Læs Markus 10:29, 30.
STOLTHED
16. Hvorfor kan stolthed både være en god og en dårlig egenskab?
16 Vi kan med rette være stolte af at være Jehovas Vidner. (Jer. 9:24) Et vist mål af selvrespekt hjælper os til at træffe gode beslutninger og undgå at sænke vores moralnormer. Men hvis vi lægger alt for stor vægt på vores position eller meninger, kan det føre os væk fra Jehova. — Sl. 138:6; Rom. 12:3.
17, 18. (a) Giv bibelske eksempler på nogle der var ydmyge, og nogle der var stolte. (b) Hvad gjorde en broder frem for at lade stolthed føre ham væk fra Jehova?
17 Bibelen indeholder både eksempler på nogle der var stolte, og nogle der var ydmyge. Kong David så ydmygt hen til Jehova efter vejledning, og Jehova velsignede ham. (Sl. 131:1-3) Men Jehova ydmygede de stolte konger Nebukadnezar og Belsazzar. (Dan. 4:30-37; 5:22-30) Også i dag kan der opstå situationer som er en prøve på vores ydmyghed. Ryan, en 32-årig menighedstjener, flyttede til en ny menighed. „Jeg forventede at jeg hurtigt ville blive anbefalet som ældste,“ fortæller Ryan, „men der gik et år uden at der skete noget.“ Blev Ryan vred eller bitter, og følte han at de ældste ikke havde vist ham den respekt der tilkom ham? Holdt han op med at overvære møderne, og lod han stolthed føre ham væk fra Jehova og Hans folk? Hvad ville du have gjort?
18 „Jeg læste alt hvad jeg kunne finde i vores publikationer om uindfriede forventninger,“ siger Ryan. (Ordsp. 13:12) „Jeg indså at jeg måtte lære tålmodighed og ydmyghed. Jeg måtte lade Jehova oplære mig.“ Ryan begyndte at tænke mere på andre end på sig selv, og han koncentrerede sig om at betjene andre — i menigheden og i forkyndelsen. Det varede ikke længe før han ledte adskillige fremadskridende bibelstudier. „Da jeg halvandet år senere blev udnævnt som ældste, kom det som en overraskelse for mig,“ fortæller han. „Jeg var holdt op med at bekymre mig om det, for jeg havde så mange glæder i tjenesten.“ — Læs Salme 37:3, 4.
HOLD DIG NÆR TIL JEHOVA!
19, 20. (a) Hvordan kan vi undgå at noget af det vi foretager os til daglig, fører os væk fra Jehova? (b) Hvilke eksempler på nogle der holdt sig nær til Jehova, kan vi følge?
19 Alle de områder vi har behandlet i denne og den foregående artikel, har deres berettigelse. Vi er stolte af at være Jehovas tjenere. En lykkelig familie og et godt helbred er nogle af de største gaver fra Jehova. Verdsligt arbejde og penge kan hjælpe os til at skaffe det nødvendige. Adspredelser kan forfriske os, og elektronisk udstyr kan være nyttigt. Men hvis vi beskæftiger os med noget af alt dette på et forkert tidspunkt, i et ekstremt omfang eller på en sådan måde at det griber ind i vores tilbedelse, kan det føre os væk fra Jehova.
Lad intet føre dig væk fra Jehova!
20 Det ville Satan naturligvis glæde sig over. Men du kan beskytte dig og din familie mod en sådan ulykke! (Ordsp. 22:3) Kom nær til Jehova, og hold dig nær til ham. Vi har mange bibelske eksempler som vi kan lære af. Enok og Noa „vandrede med den sande Gud“. (1 Mos. 5:22; 6:9) Moses „holdt stand som så han den usynlige“. (Hebr. 11:27) Jesus gjorde altid hvad hans himmelske Far ønskede, og derfor var Gud til stadighed med ham. (Joh. 8:29) Følg sådanne eksempler. „Glæd jer altid. Bed uophørligt. Sig tak i forbindelse med alt.“ (1 Thess. 5:16-18) Og lad intet føre dig væk fra Jehova!
^ par. 4 Navnene er ændret.
^ par. 6 Se „Hvordan man lærer sine børn at tage ansvar“ i Vågn op! for oktober 2011.
^ par. 7 Se „Fem nøgler til et bedre helbred“ i Vågn op! for marts 2011.