DET var i 1949, for over 60 år siden, men min beretning begynder mange år tidligere. Min far, Hendrik, arbejdede som skomager og gartner i Donderen, en lille landsby i det nordlige Drenthe i Holland. Dér blev jeg født i 1927, som nummer fire i en børneflok på syv. Vores hus lå ved en markvej langt ude på landet. De fleste af vores naboer var landmænd, og jeg elskede landmandslivet. I 1947, da jeg var 19, hørte jeg om sandheden gennem en af vores naboer, Theunis Been. Oprindelig havde jeg ikke brudt mig om ham, men da han kort efter Anden Verdenskrig blev et af Jehovas Vidner, lagde jeg mærke til at han blev meget venligere. Denne forandring i hans personlighed gjorde mig nysgerrig, så jeg lyttede da han fortalte mig om Guds løfte om et paradis på jorden. Jeg tog hurtigt imod sandheden, og vi blev venner for livet. *

Jeg begyndte at forkynde i maj 1948, og allerede måneden efter, den 20. juni, blev jeg døbt ved et stævne i Utrecht. Den 1. januar 1949 blev jeg pioner og fik tildelt distrikt i Borculo i det østlige Holland, hvor der var en lille menighed. Der var omkring 130 kilometer dertil, så jeg besluttede mig for at cykle. Jeg tænkte at det ville tage mig cirka 6 timer, men på grund af voldsom regn og stærk modvind tog det 12 timer, og dét selvom jeg tog toget de sidste 90 kilometer! Sent om aftenen nåede jeg langt om længe frem til  den familie af Jehovas Vidner som jeg kom til at bo hos mens jeg var pioner i det område.

I disse efterkrigsår havde folk kun få ejendele. Det eneste jeg ejede, var et jakkesæt og et par bukser — jakkesættet var for stort, bukserne for korte! Som jeg nævnte i indledningen, var den første måned i Borculo vanskelig, men Jehova velsignede mig med adskillige bibelstudier. Efter ni måneder blev jeg sendt til Amsterdam.

Jeg, som var født og opvokset på landet, befandt mig nu i Amsterdam, den største by i Holland. Distriktet var meget frugtbart. I løbet af den første måned afsatte jeg mere litteratur end jeg havde gjort i de foregående ni måneder. Inden længe ledte jeg hele otte bibelstudier. Efter at være blevet udnævnt til menighedstjener (i dag koordinator for ældsterådet), fik jeg til opgave at holde mit første offentlige foredrag. Jeg var skræmt ved tanken, så jeg drog et lettelsens suk da jeg blev flyttet til en anden menighed lige inden jeg skulle holde foredraget. Dengang havde jeg ingen anelse om at jeg med tiden ville komme til at holde mere end 5.000 foredrag!

I maj 1950 blev jeg flyttet til Haarlem. Og så blev jeg indbudt til at begynde i zonetjenesten. I tre dage lukkede jeg ikke et øje. Jeg fortalte Robert Winkler, en af brødrene på afdelingskontoret, at jeg slet ikke følte mig kvalificeret, men han sagde: „Bare udfyld papirerne. Du skal nok lære det.“ Kort efter fik jeg en måneds oplæring og begyndte så som zonetjener (kredstilsynsmand). Under et besøg i en af menighederne mødte jeg Janny Taatgen, en kæk ung pionersøster der elskede Jehova højt og var meget selvopofrende. Vi blev gift i 1955. Men inden jeg fortsætter min beretning, vil Janny fortælle hvordan hun blev pioner, og hvordan vi senere mødte hinanden.

Janny: Min mor blev et af Jehovas Vidner i 1945 da jeg var 11 år gammel. Hun forstod med det samme vigtigheden af at studere Bibelen med sine tre børn, men min far var modstander af sandheden, så hun underviste os når han ikke var hjemme.

Det første møde jeg overværede, var et stævne i Haag i 1950. En uge senere var jeg til mit første møde i den lokale rigssal i Assen (Drenthe). Min far blev rasende og smed mig ud hjemmefra. Min mor sagde til mig: „Du ved hvor du kan bo.“ Jeg vidste at hun hentydede til mine åndelige brødre og søstre. Først flyttede jeg ind hos en familie i nærheden der var Jehovas Vidner, men min far blev ved med at gøre  livet surt for mig, så jeg flyttede til menigheden i Deventer (Overijssel), omkring 95 kilometer væk. Men jeg var mindreårig, så min far fik problemer med de sociale myndigheder fordi han havde smidt mig ud. Han lod mig derfor flytte hjem igen. Selvom min far aldrig tog imod sandheden, gav han mig efterhånden lov til at overvære alle møderne og at gå ud i forkyndelsen.

Kort efter at jeg var flyttet hjem igen, blev min mor alvorligt syg, og jeg måtte tage mig af alt det huslige. Alligevel fortsatte jeg med at gøre åndelige fremskridt og blev døbt i 1951 som 17-årig. I 1952, da mor var blevet rask igen, var jeg feriepioner (hjælpepioner) i to måneder, hvor jeg tjente sammen med tre pionersøstre. Vi boede på en husbåd og forkyndte i to byer i Drenthe. Jeg blev almindelig pioner i 1953. Et år senere besøgte en ung kredstilsynsmand vores menighed. Det var Markus. Vi blev gift i maj 1955, da vi følte at vi ville kunne tjene Jehova bedre som ægtepar. — Præd. 4:9-12.

Markus: Efter vores bryllup blev vi først sendt som pionerer til Veendam (Groningen). Vi boede på et lille bitte værelse på kun to gange tre meter. Det lykkedes dog Janny at gøre værelset rart og hyggeligt. Hver aften måtte vi flytte vores bord og to små stole så vi kunne slå vores vægseng ned.

Et halvt år senere blev vi indbudt til at virke i rejsetjenesten i Belgien. Dengang, i 1955, var der kun omkring 4.000 forkyndere i landet. Nu er der seks gange så mange! I Flandern, i det nordlige Belgien, taler folk samme sprog som i Holland. Men den belgiske dialekt er noget anderledes, så vi måtte overvinde en sprogbarriere.

Janny: Rejsetjenesten kræver virkelig en selvopofrende indstilling. Vi cyklede rundt til menighederne og boede hos brødrene og søstrene. Da vi ikke havde vores eget sted at tage hjem til mellem menighedsbesøgene, blev vi mandagen med og cyklede videre til den næste menighed tirsdag morgen. Men vi betragtede altid vores tjeneste som en velsignelse fra Jehova.

Markus: Til at begynde med kendte vi ingen i menighederne, men vennerne var meget kærlige og gæstfri. (Hebr. 13:2, fdn.) Som årene gik, besøgte vi alle de nederlandske menigheder i Belgien flere gange. Det gav os mange velsignelser. For eksempel lærte vi næsten alle brødrene og søstrene i det nederlandske område at kende, og de er blevet os meget kære. Vi har set hundreder af unge vokse op, blive åndeligt modne, indvi sig til Jehova og søge Riget først. Vi fryder os over at mange af dem trofast tjener Jehova i  heltidstjenesten. (3 Joh. 4) Denne gensidige opmuntring har gjort det let for os at fortsætte helhjertet i vores opgave. — Rom. 1:12.

Markus: Fra den dag vi blev gift, var det vores store ønske at komme på Gileadskolen. Hver dag læste vi engelsk i mindst en time. Men det var ikke let at lære engelsk ud fra bøger alene, så vi besluttede at holde ferie i England og øve os på sproget mens vi forkyndte dér. Endelig, i 1963, modtog vi en konvolut fra hovedkontoret i Brooklyn. Den indeholdt to breve, et til mig og et til Janny. Brevet til mig var en indbydelse til et særligt ti-måneders kursus på Gilead. Kursets hovedformål var at oplære brødre i organisationsmæssige spørgsmål. Ud af de 100 elever der blev indbudt, var de 82 derfor brødre.

Janny: I det brev jeg fik den dag, blev jeg bedt om under bøn at overveje om jeg ville være villig til at blive i Belgien mens Markus var på Gilead. Jeg må indrømme at jeg til at begynde med var skuffet. Det virkede som om mine bestræbelser for at stille mig til rådighed ikke var blevet velsignet af Jehova. Men jeg mindede mig selv om at formålet med Gilead var at uddanne elever til at forkynde den gode nyhed i hele verden, så jeg indvilligede i at blive hjemme. Jeg fik til opgave at tjene som specialpioner i den belgiske by Gent sammen med Anna og Maria Colpaert, to erfarne specialpionerer.

Markus: Eftersom jeg havde brug for at blive bedre til engelsk, blev jeg indbudt til at komme til Brooklyn fem måneder før skolen skulle begynde. Jeg arbejdede i Forsendelsen og i Tjenesteafdelingen. At tjene på hovedkontoret og at være med til at sende litteratur til Asien, Europa og Sydamerika gjorde mig mere bevidst om vores internationale brodersamfund. Jeg husker især broder A.H. Macmillan, der havde været pilgrim (rejsende tilsynsmand) på broder Russells tid. Nu var han gammel og temmelig døv, men alligevel overværede han trofast alle menighedsmøderne. Det gjorde virkelig indtryk på mig og lærte mig at vi aldrig må tage samværet med vores trosfæller for givet. — Hebr. 10:24, 25.

Janny: Markus og jeg skrev sammen flere gange om ugen. Vi savnede hinanden utrolig meget! Men Markus nød undervisningen på Gilead, og jeg glædede mig rigtig meget over min tjeneste. Da Markus vendte hjem fra USA, ledte jeg 17 bibelstudier! Det var selvfølgelig en stor udfordring at være adskilt i 15 måneder, men jeg kunne se at Jehova velsignede os for de ofre vi bragte. Den dag Markus kom hjem, var flyet adskillige timer forsinket, så da han endelig nåede frem, faldt vi grædende hinanden om halsen. Lige siden har vi været uadskillelige.

Markus: Da jeg vendte hjem fra Gilead i december 1964, fik vi til opgave at tjene på Betel. Hvad vi ikke vidste, var at det var midlertidigt. Kun tre måneder senere blev vi sendt til Flandern for at være i områdetjenesten. Da Aalzen  og Els Wiegersma blev sendt til Belgien som missionærer, fik de til opgave at være i områdetjenesten, og vi vendte tilbage til Betel, hvor jeg kom i Tjenesteafdelingen. Fra 1968 til 1980 blev vi sendt frem og tilbage mellem Betel og rejsetjenesten. Fra 1980 til 2005 tjente jeg igen som områdetilsynsmand.

Selvom vi ofte har fået nye opgaver, har vi aldrig glemt at vi har viet vores liv til at tjene Jehova af et helt hjerte. Vi har glædet os over alle de opgaver vi har fået, i tillid til at ændringerne altid er sket for at fremme Rigets sag.

Janny: For mig var det meget spændende at få lov til at rejse med Markus da han i 1977 skulle til Brooklyn og i 1997 til Patterson for at få yderligere oplæring som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Markus: I 1982 gennemgik Janny en operation som hun kom sig over. Tre år senere tilbød menigheden i Louvain os kærligt at vi kunne bo i en lejlighed oven over deres rigssal. For første gang i 30 år havde vi nu et lille sted vi kunne kalde vores eget. Om tirsdagen, når vi skulle af sted på menighedsbesøg, måtte jeg gå adskillige gange ned og op ad de 54 trin for at bære bagagen ned! Heldigvis blev der i 2002 sørget for at vi kunne få en stuelejlighed. Da jeg havde rundet de 78 år, blev vi specialpionerer i byen Lokeren. Vi er meget glade for at kunne være i denne tjeneste og for at vi stadig kan gå i forkyndelsen hver dag.

Janny: Tilsammen har vi været i heltidstjenesten i mere end 120 år! Vi har personligt erfaret at Jehova taler sandt når han lover at han ’ikke på nogen måde vil slippe os’, og at vi ’intet vil mangle’ hvis vi tjener ham trofast. — Hebr. 13:5; 5 Mos. 2:7.

Markus: Da vi var unge, indviede vi os til Jehova. Vi har aldrig søgt os store ting. Vi har været villige til at tage imod en hvilken som helst opgave fordi vi er overbeviste om at det vigtigste ikke er hvor vi tjener, eller hvilken opgave vi har, men hvem vi tjener.