1, 2. Hvad hjalp 230 Jehovas Vidner til at overleve dødsmarchen ved slutningen af Anden Verdenskrig?

DA NAZIREGIMET brød sammen ved slutningen af Anden Verdenskrig, blev der givet ordre til at udrydde tusinder som stadig var i koncentrationslejrene. Fangerne fra Sachsenhausen blev sendt af sted mod havnebyer hvor de skulle sættes om bord på skibe og sænkes i havet. Det var en del af en plan der senere blev kendt som dødsmarcherne.

² Treogtredive tusind af fangerne fra koncentrationslejren Sachsenhausen skulle marchere 250 kilometer til havnebyen Lübeck. Blandt dem var 230 Jehovas Vidner fra seks lande, der blev beordret til at marchere sammen. Alle var svækket af sult og sygdom. Hvordan overlevede vores brødre marchen? „Vi opmuntrede hele tiden hinanden til at fortsætte,“ sagde en af dem. Den gudgivne „kraft som er ud over det normale“, og brødrenes kærlighed til hinanden hjalp dem til at overleve ildprøven. — 2 Kor. 4:7.

3. Hvorfor er der behov for at vi opmuntrer hinanden?

³ I dag er vi ikke på en sådan dødsmarch, men vi står over for mange udfordringer. Da Guds rige var blevet oprettet i 1914, blev Satan fordrevet fra himlen og begrænset til jordens nærhed. Han „har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. (Åb. 12:7-9, 12) Efterhånden som Harmagedon nærmer sig, udsætter Satan os for prøvelser og forskellige former for pres i et forsøg på at svække os åndeligt. Dertil kommer hverdagens stress. (Job 14:1; Præd. 2:23) Nogle gange kan den samlede vægt af vores problemer være så tung at uanset hvor stor følelsesmæssig og åndelig styrke vi kan opbyde, er det ikke nok til at vi kan bevare glæden. Det oplevede en broder der i årenes løb havde hjulpet rigtig mange åndeligt. Da han blev ældre, fik både han og hans  kone problemer med helbredet, og han begyndte at blive modløs. Ligesom denne broder har vi alle brug for ’kraft ud over det normale’ fra Jehova og for opmuntring fra hinanden.

4. Hvilket råd af apostlen Paulus må vi tage til os hvis vi gerne vil opmuntre andre?

⁴ Hvis vi skal kunne opmuntre andre, må vi tage den tilskyndelse til os som apostlen Paulus gav de kristne hebræere. Han sagde: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25) Hvordan kan vi i praksis følge dette vigtige råd?

5. Hvad vil det sige at „give agt på hinanden“, og hvad kræver det af os?

⁵ At „give agt på hinanden“ vil sige at man er opmærksom på andres behov og tager hensyn til dem. Kan vi give agt på andre hvis vores samtaler med dem begrænser sig til en hurtig hilsen i rigssalen eller en snak om overfladiske ting? Nej, vel? Vi ønsker selvfølgelig at ’passe vores egne sager’ og ikke ’blande os i andres sager’. (1 Thess. 4:11; 1 Tim. 5:13) Men hvis vi vil opmuntre vores brødre, er vi nødt til at kende dem — deres omstændigheder, deres egenskaber, deres åndelige stade, deres styrker og deres svagheder. De må se os som deres venner og vide at vi elsker dem. Det kræver at vi bruger tid sammen med dem — ikke kun når de har problemer og er nedtrykte, men også på andre tidspunkter. — Rom. 12:13.

6. Hvad vil hjælpe en ældste til at „give agt på“ dem der er i hans varetægt?

⁶ Menighedens ældste tilskyndes til villigt og af iver at ’være hyrder for Guds hjord i deres varetægt’. (1 Pet. 5:1-3) Hvordan kan de være gode hyrder hvis de ikke kender fårene ordentligt? (Læs Ordsprogene 27:23). Hvis de ældste er til rådighed for deres trosfæller og nyder at være sammen med dem, vil fårene være mere tilbøjelige til at bede om hjælp når de har brug for det. Brødrene og søstrene vil også have mere lyst til at fortælle hvad de føler inderst inde, og hvad de går og tumler med. På den måde vil de ældste kunne „give agt på“ dem de har i deres varetægt, og yde den nødvendige hjælp.

7. Hvordan skal vi reagere når en der er deprimeret, ’taler overilet’?

⁷ Til menigheden i Thessalonika skrev Paulus: „Støt de svage.“ (Læs 1 Thessaloniker 5:14). De svage indbefatter „de modfaldne sjæle“ og dem der lider af depression. Ordsprogene 24:10 siger: „Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.“ En der er dybt deprimeret, kan let komme til at ’tale overilet’. (Job 6:2, 3) For at kunne „give agt på“ nogle der har det sådan, må vi huske at det de siger, ikke nødvendigvis afspejler deres sande jeg. Det lærte Rachelle, hvis mor fik en svær depression. Hun siger: „Min mor sagde ofte nogle meget grimme ting. De fleste gange prøvede jeg at minde mig selv om hvordan min mor virkelig er — kærlig, venlig og gavmild. Jeg fandt ud af at deprimerede mennesker siger mange ting de ikke mener. Det værste man kan gøre, er at gengælde ondt med ondt.“ Ordsprogene 19:11 siger: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“

8. Hvem er det særlig vigtigt at vi ’bekræfter’ vores kærlighed til, og hvorfor?

⁸ Hvordan kan vi „give agt på“ en der  bliver ved med at være fortvivlet og skamfuld over en synd han tidligere har begået, selvom han har taget de nødvendige skridt til at rette det forkerte? Angående en angrende synder i Korinth skrev Paulus: ’I skal frit tilgive og trøste ham, for at han ikke på en eller anden måde skal blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse. Derfor tilskynder jeg jer til at bekræfte jeres kærlighed til ham.’ (2 Kor. 2:7, 8) Ifølge et leksikon betyder udtrykket der er oversat med „bekræfte“, at „stadfæste, underbygge, gøre juridisk bindende“. Vi kan ikke bare gå ud fra at vores broder ved at vi holder af ham og føler med ham. Han har brug for at vi viser det i ord og handling.

9. Hvad vil det sige „at anspore til kærlighed og gode gerninger“?

⁹ „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger,“ skrev Paulus. Vi må opflamme vores trosfæller til at vise kærlighed og gøre gode gerninger. Hvis et bål er ved at dø ud, kan vi blive nødt til at rage op i gløderne og puste til ilden. (2 Tim. 1:6) På samme måde kan vi kærligt anspore vores brødre til at vise deres kærlighed til Gud og deres medmennesker. At give oprigtig ros er en af de bedste måder hvorpå vi kan motivere andre til at gøre gode gerninger.

10, 11. (a) Hvem har brug for ros? (b) Nævn et eksempel på hvordan ros kan hjælpe en der har ’begået et fejltrin’.

¹⁰ Vi har alle sammen brug for ros, uanset om vi er nedtrykte eller ej. „Min far har aldrig rost mig,“ skrev en ældste. „Det betød at jeg fik et meget lavt selvværd. ... Selvom jeg nu er 50 år gammel, betyder det stadig meget for mig at mine venner forsikrer mig om at jeg gør det godt som ældste. ... Min egen erfaring har lært mig hvor vigtigt det er at opmuntre andre, og jeg er altid på udkig efter lejligheder til at gøre det.“ Ros kan virke stimulerende på alle — også på pionererne, de ældre og dem som måske er nedtrykte. — Rom. 12:10.

 ¹¹ Når ’de som har åndelige kvalifikationer, prøver at hjælpe et menneske der har begået et fejltrin, på fode igen’, kan kærlig vejledning og oprigtig ros motivere overtræderen til igen at gøre gode gerninger. (Gal. 6:1) Det erfarede en søster der hedder Miriam. Hun skriver: „Jeg gennemgik en traumatisk periode i mit liv da nogle af mine nære venner forlod sandheden og min far samtidig fik en hjerneblødning. Jeg blev ret deprimeret. I et forsøg på at komme ovenpå igen begyndte jeg at komme sammen med en verdslig fyr.“ Resultatet blev at Miriam ikke længere følte sig værdig til Jehovas kærlighed, og hun overvejede at forlade sandheden. Men en ældste mindede hende om hvor trofast hun tidligere havde tjent Jehova, og det rørte hendes hjerte. Hun tog imod hjælp fra de ældste, der forsikrede hende om at Jehova stadig elskede hende. Det fik hendes kærlighed til Jehova til igen at flamme op. Hun slog op med sin kæreste og fortsatte med at tjene Jehova.

12. Hvad ville man få ud af at sammenligne sine brødre med hinanden, kritisere dem eller give dem dårlig samvittighed?

¹² Hvis man giver en trosfælle skyldfølelse ved at sammenligne ham med andre, kritiserer ham for ikke at følge ens egne høje krav eller giver ham dårlig samvittighed over ikke at gøre mere, kan man måske i en kort periode motivere ham til at gøre en ekstra indsats, men det vil ikke holde i længden. Hvis man derimod roser andre og appellerer til deres kærlighed til Gud, vil det have en varig, positiv virkning. — Læs Filipperne 2:1-4.

13. Hvad indebærer det at opmuntre andre? (Se indledningsbilledet).

¹³ Vi må ’opmuntre hinanden så meget mere som vi ser dagen nærme sig’. Det kan vi blandt andet gøre ved at motivere hinanden til at holde ud i tjenesten for Gud. Ligesom det at anspore andre til kærlighed og gode gerninger kan sammenlignes med at man rager op i nogle gløder der er ved at gå ud, kan det at opmuntre andre sammenlignes med at man lægger brænde på et bål for at holde det ved lige eller få mere gang i det. Opmuntring indbefatter at man styrker og trøster de modløse. Når vi får lejlighed til at opmuntre en der er ked af det, må vi bruge kærlige og lægende ord. (Ordsp. 12:18) Vi må desuden være ’hurtige til at høre’ og ’langsomme til at tale’. (Jak. 1:19) Hvis vi lytter med empati, vil vi måske kunne gennemskue hvad det er der tager modet fra vores trosfælle, og sige noget der hjælper ham til at klare det.

14. Hvad gjorde en ældste for at hjælpe en broder der havde mistet modet?

¹⁴ Lad os se hvordan en medfølende ældste hjalp en broder der havde været uvirksom i flere år. Ældstebroderen lyttede til ham og fandt efterhånden ud  af at han stadig havde dyb kærlighed til Jehova. Broderen studerede omhyggeligt hvert eneste nummer af Vagttårnet og bestræbte sig for regelmæssigt at overvære møderne. Men han var skuffet og bitter over noget nogle i menigheden engang havde gjort. Ældstebroderen lyttede medfølende uden at være fordømmende og forsikrede broderen om at menigheden holdt meget af ham og hans familie. Gradvis gik det op for broderen at han lod fortidens skuffelser hindre ham i at tjene den Gud han elskede. Ældstebroderen spurgte om han havde lyst til at følges med ham i forkyndelsen. Med ældstebroderens hjælp kom broderen i gang i tjenesten, og med tiden kvalificerede han sig til igen at virke som ældste.

15. Hvad lærer Jehovas eksempel os om at opmuntre dem der er modløse?

¹⁵ Når vi prøver at opmuntre en der er nedtrykt, må vi ikke forvente at han straks vil føle sig bedre tilpas eller hurtigt vil reagere på vores hjælp. Det er sikkert nødvendigt at vi bliver ved med at støtte ham. Paulus sagde: „Hold fast i de svage, vær tålmodige med alle.“ (1 Thess. 5:14, An American Translation) I stedet for at være hurtige til at opgive de svage må vi ’holde fast’ i dem og fortsat støtte dem. Når nogle af Jehovas tjenere i fortiden af og til var modløse, tog Jehova sig tålmodigt af dem. For eksempel var Gud meget barmhjertig mod Elias og tog hensyn til hans følelser. Jehova sørgede for at profeten fik det han behøvede for at fortsætte i sin tjeneste. (1 Kong. 19:1-18) Og da David oprigtigt angrede det forkerte han havde gjort, tilgav Jehova ham frit. (Sl. 51:7, 17) Gud hjalp også den der nedskrev Salme 73, da denne var lige ved at opgive at tjene ham. (Sl. 73:13, 16, 17) Jehova viser os barmhjertighed og godhed, især når vi er kede af det eller deprimerede. (2 Mos. 34:6) Hans barmhjertighed er „ny hver morgen“, og den „svigter aldrig“. (Klages. 3:22, 23) Jehova forventer at vi følger hans eksempel og er kærlige og forstående over for dem der er deprimerede.

16, 17. Hvad må vi være besluttede på nu hvor afslutningen på denne tingenes ordning nærmer sig, og hvorfor?

¹⁶ Af de 33.000 fanger der forlod koncentrationslejren Sachsenhausen, døde tusinder. Men alle de 230 Jehovas Vidner der forlod lejren, kom levende gennem denne ildprøve. Den opmuntring og støtte de fik fra hinanden, havde afgørende betydning for at dødsmarchen for dem blev en march mod livet.

¹⁷ I dag går vi på „den vej som fører til livet“. (Matt. 7:14) Snart vil alle Jehovas tjenere forenet vandre ind i den retfærdige nye verden. (2 Pet. 3:13) Lad os være besluttede på at hjælpe hinanden til at blive på vejen der fører til evigt liv!