DET var tilbage i august 1936. Stedet var den kongelige kraal, eller landsby, i Swaziland. Robert og George Nisbet havde fra en højttalerbil netop afspillet musik og derefter nogle foredrag af broder J.F. Rutherford. Kong Sobhuza II var meget begejstret. „Vi kom i en lidt pinlig situation,“ forklarede George, „for han ville gerne købe grammofonen, pladerne og den store højttaler!“

Robert sagde undskyldende at tingene ikke var til salg. Hvorfor ikke? Fordi udstyret tilhørte en anden. Kongen bad om at få at vide hvem det var.

Robert svarede: „Det tilhører alt sammen en anden konge.“ Så spurgte Sobhuza hvem denne konge var. „Det er Jesus Kristus, kongen i Guds rige,“ sagde Robert.

„Oh, han er en stor konge,“ sagde Sobhuza anerkendende og med dyb respekt i stemmen. „Jeg ønsker ikke at tage noget der tilhører ham.“

’Jeg var ret imponeret over Overhøvdingen, kong Sobhuza,’ skrev Robert. ’Han talte flydende engelsk uden at vigte sig af det og var åben og meget nem at tale med. I tre kvarter sad jeg sammen med ham på hans kontor, mens George afspillede musik udenfor.’

Robert fortsatte: ’Senere samme dag besøgte vi Swazi National School, hvor vi havde en meget spændende oplevelse. Vi forkyndte for forstanderen, og han lyttede med stor interesse. Da vi nævnte at vi havde en grammofon og gerne ville afspille vores plader for hele skolen, blev han henrykt og kaldte næsten hundrede elever sammen og lod dem sidde på græsset og lytte. Vi fik at vide at drengene på skolen blev undervist i landbrug, havebrug, tømrerarbejde, byggeri, engelsk og matematik; pigerne blev undervist i sygepleje, husholdning og andre nyttige færdigheder.’ Skolen var grundlagt af Overhøvdingens bedstemor. *

Allerede i 1933 lyttede kong Sobhuza velvilligt til nogle pionerer der besøgte den kongelige kraal. Engang sammenkaldte han endda sine 100 livvagter for at de kunne høre  et grammofonforedrag. Han tegnede abonnement på vores blade og tog imod litteratur. Der gik ikke lang tid før kongen havde et næsten komplet teokratisk bibliotek! Dette bibliotek værnede han om trods det britiske kolonistyres forbud mod vores litteratur under Anden Verdenskrig.

Kong Sobhuza II blev ved med at tage godt imod Jehovas Vidner i den kongelige kraal i Lobamba, og han indbød oven i købet flere præster til at komme og lytte til deres bibelske foredrag. Da en lokal forkynder ved navn Helvie Mashazi var ved at gennemgå kapitel 23 i Mattæusevangeliet, sprang en gruppe vrede præster op og prøvede at tvinge ham til at sætte sig ned. Men kongen greb ind og bad broder Mashazi om at fortsætte. Desuden bad kongen tilhørerne om at notere alle de bibelvers som blev nævnt i foredraget!

Ved en anden lejlighed hørte fire præster et foredrag der blev holdt af en pionerbroder, og det fik dem til at skjule deres præstekraver og erklære: „Vi er ikke længere præster men er nu Jehovas Vidner.“ De spurgte derefter pioneren om han kunne give dem nogle bøger magen til dem Overhøvdingen havde.

Lige fra 1930’erne og helt frem til sin død i 1982 viste Overhøvdingen respekt for Jehovas Vidner og tillod ikke at de blev forfulgt fordi de nægtede at overholde Swazilands skikke og ritualer. Vidnerne var ham derfor meget taknemmelige og sørgede oprigtigt da han døde.

I begyndelsen af 2013 var der over 3.000 forkyndere i Swaziland. Med et befolkningstal på lige godt en million er der i dette land 1 forkynder for hver 384 indbyggere. I de 90 menigheder er der mere end 260 flittige pionerer, og i 2012 overværede 7.496 mindehøjtiden, så der er helt klart store muligheder for yderligere vækst. Der er ingen tvivl om at det var et godt grundlag der blev lagt af de første forkyndere der kom til Swaziland i 1930’erne. — Fra vores arkiver i Sydafrika.