Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Træl for Jehova“

„Træl for Jehova“

„Vær ikke nølende i jeres iver. ... Træl for Jehova.“ — ROM. 12:11.

1. Hvilken kontrast er der mellem den gængse opfattelse af trældom og den form for trældom der nævnes i Romerbrevet 12:11?

KRISTEN trældom er noget helt andet end det folk normalt kommer til at tænke på når de hører ordet ’trældom’. De tænker måske på slaver der bliver brutalt undertrykt og uretfærdigt behandlet. Men Guds inspirerede ord taler om en trældom hvor man frivilligt tjener en kærlig Herre. Da apostlen Paulus opfordrede de kristne i det første århundrede til at ’trælle for Jehova’, tilskyndede han dem i virkeligheden til at yde hellig tjeneste af kærlighed til Gud. (Rom. 12:11) Hvad indebærer denne form for trældom? Hvordan kan vi undgå at blive trælle af Satan og hans verden? Og hvad er belønningen for at være Jehovas træl og tjene ham trofast?

„JEG ELSKER MIN HERRE“

2. (a) Hvad kunne få en israelitisk træl til at give afkald på sin frihed? (b) Hvad kan vi lære af at en træl skulle have sit øre gennemboret hvis han gerne ville blive hos sin herre?

2 Guds lov til Israel giver os en idé om hvad det indebærer at trælle for Jehova. En hebraisk træl skulle have sin frihed i det syvende år efter at han var kommet i trældom. (2 Mos. 21:2) Men for trælle der elskede deres herre og ønskede at blive hos ham, havde Jehova indført en særlig ordning. Herren skulle føre sin træl hen til døren eller dørstolpen og gennembore hans øre med en syl. (2 Mos. 21:5, 6) Det er værd at lægge mærke til at denne fremgangsmåde havde at gøre med øret. På hebraisk er ordet for lydighed forbundet med at lytte og at høre efter. Ved at få sit øre gennemboret viste trællen at han ønskede at fortsætte med at tjene sin herre. Det hjælper os til at forstå hvad vores indvielse til Jehova indebærer — villig lydighed motiveret af kærlighed.

3. Hvad er grunden til at vi indvier os til Gud?

3 Allerede inden vi lod os døbe, besluttede vi at  tjene Jehova, at blive hans trælle. Vi indviede os fordi vi ønskede at adlyde Jehova og gøre hans vilje. Ingen tvang os til det. Selv helt unge der lader sig døbe, gør det fordi de personligt har indviet sig til Jehova, ikke bare for at glæde deres forældre. Grunden til at kristne indvier sig til deres himmelske Herre, Jehova, er at de elsker ham. „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige,“ skrev apostlen Johannes, „at vi holder hans bud.“ — 1 Joh. 5:3.

FRIE, MEN ALLIGEVEL TRÆLLE

4. Hvad skal der til for at blive „trælle for retfærdigheden“?

4 Hvor er vi taknemmelige for at Jehova giver os mulighed for at blive hans trælle! Vores tro på Kristi genløsningsoffer gør det muligt for os at slippe af med syndens åg. Selvom vi stadig er ufuldkomne, har vi valgt at underlægge os Jehovas og Jesu myndighed. Paulus forklarede dette meget tydeligt i et af sine inspirerede breve: „Regn jer selv for at være døde i forhold til synden, men levende i forhold til Gud ved Kristus Jesus.“ Og så kom han med denne advarsel: „Ved I ikke at hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham, enten syndens med død til følge eller lydighedens med retfærdighed til følge? Men tak til Gud at I har været syndens trælle men af hjertet er blevet lydige mod den læreform I blev overgivet til. Ja, da I er blevet frigjort fra synden, er I blevet trælle for retfærdigheden.“ (Rom. 6:11, 16-18) Læg mærke til at apostlen omtaler ’lydighed af hjertet’. Vores indvielse til Jehova gør os altså til „trælle for retfærdigheden“.

5. Hvilken indre kamp har vi alle, og hvorfor?

5 Som indviede trælle for Gud kan vi ikke undgå at møde hindringer. Vi kæmper på to fronter. For det første er der den indre kamp Paulus beskrev. „Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre,“ skrev han, „men i mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ (Rom. 7:22, 23) Ligesom Paulus ligger vi under for den nedarvede ufuldkommenhed. Derfor har vi en vedvarende kamp mod vores kødelige tilbøjeligheder. Apostlen Peter tilskyndede os: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud.“ — 1 Pet. 2:16.

6, 7. Hvordan får Satan denne verden til at virke attraktiv og tillokkende?

6 For det andet må vi kæmpe imod denne verden, der er under dæmonernes indflydelse. Satan, verdens hersker, retter sine pile mod os i et forsøg på at bryde vores loyalitet over for Jehova og Jesus. Han prøver at gøre os til sine trælle ved at friste os til at give efter for hans fordærvende indflydelse. (Læs Efeserne 6:11, 12). Én måde Satan gør dette på, er ved at få sin verden til at virke attraktiv og tillokkende. „Hvis nogen elsker verden,“ sagde apostlen Johannes advarende, „er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden.“ — 1 Joh. 2:15, 16.

7 Ønsket om velstand og luksus gennemsyrer verden. Satan får folk til at tro at penge er lig med lykke. Store indkøbscentre skyder op det ene sted efter det andet. Reklamer promoverer en livsstil centreret om ejendele og fornøjelser. Rejsebureauer tilbyder rejser til  eksotiske steder, ofte i selskab med folk der har en verdslig tankegang. Ja, alt omkring os appellerer til at vi skal „få mere ud af livet“ — men altid i overensstemmelse med verdens normer.

8, 9. Hvad udgør en reel fare, og hvorfor?

8 Om dem i den kristne menighed i det første århundrede der havde tillagt sig en verdslig tankegang, sagde Peter advarende: „De anser vellevned om dagen for en nydelse. De er pletter og fejl, de som svælger i deres bedrageriske lærdomme mens de fester sammen med jer. For de ytrer sig med overmodige, frugtesløse udtalelser, og ved kødets lyster og ved skamløse gerninger lokker de dem som er lige ved at undslippe fra folk der færdes i vildfarelse. Mens de lover dem frihed, er de selv fordærvelsens trælle. For den man overvindes af, er man træl af.“ — 2 Pet. 2:13, 18, 19.

9 Et menneske opnår ikke frihed ved at tilfredsstille „øjnenes begær“. Tværtimod bliver han træl af denne verdens usynlige herre, Satan Djævelen. (1 Joh. 5:19) Faren for at blive træl af materialisme er meget reel. Og det er en trældom som er svær at slippe fri af.

EN TILFREDSSTILLENDE KARRIERE

10, 11. Hvem er Satans yndlingsmål i dag, og hvad er en af farerne ved at tage en højere uddannelse?

10 I dag bruger Satan samme fremgangsmåde som i Edens Have: Han angriber de uerfarne. Hans yndlingsmål er de unge. Satan bryder sig ikke om at en ung, eller andre for den sags skyld, frivilligt vælger at trælle for Jehova. Guds fjende ønsker at alle der indvier deres liv til Jehova, skal svigte og være illoyale.

11 Lad os vende tilbage til eksemplet med trællen der gik med til at få sit øre gennemboret. Det har selvfølgelig gjort ondt; men smerten gik hurtigt over, og nu var der et tydeligt mærke i trællens øre som tegn på at han ville forblive i trældom. I dag kan det være svært, måske endda smertefuldt, for en ung at træffe anderledes valg i livet end kammeraterne gør. Satan fremmer den tanke at en karriere i hans verden vil give glæde og tilfredshed, men kristne må huske hvor vigtigt det er at få dækket deres åndelige behov. „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov,“ sagde Jesus. (Matt. 5:3) Kristne indvier deres liv til at gøre Guds vilje, ikke Satans. De har lyst til Jehovas lov,  og de mediterer over den dag og nat. (Læs Salme 1:1-3). Men mange højere uddannelser i dag er så tidskrævende at en tjener for Jehova vil have svært ved at få tid til at meditere og tilfredsstille sit åndelige behov.

12. Hvilket valg har mange unge i dag?

12 En verdslig herre kunne gøre livet vanskeligt for en kristen træl. I sit første brev til korintherne spurgte Paulus: „Blev du kaldet som træl?“ Derefter gav han rådet: „Så lad det ikke bekymre dig; men hvis du også kan blive fri, da benyt hellere lejligheden.“ (1 Kor. 7:21) Frihed fra trældom var at foretrække. I dag er der i mange lande skole- eller undervisningspligt indtil en bestemt alder. Derefter får eleverne et valg. Hvis man vælger at læse videre for at gøre karriere i denne verden, kan det trælbinde en så man ikke har frihed til at begynde i heltidstjenesten. — Læs 1 Korinther 7:23.

Hvilken herre vil du trælle for?

EN HØJERE UDDANNELSE — ELLER DEN HØJESTE?

13. Hvilken slags uddannelse vil gavne Jehovas tjenere mest?

13 Paulus advarede de kristne i Kolossæ: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ (Kol. 2:8) „Den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering,“ kommer i dag til udtryk i den tankegang der fremmes af mange intellektuelle. En højere uddannelse, der lægger vægt på akademisk studium, udruster som regel ikke de studerende med praktiske færdigheder, og nyudklækkede kandidater er ofte helt uforberedte på at klare livets realiteter. Som en kontrast hertil vælger Jehovas tjenere en uddannelse der hjælper dem til at tilegne sig de færdigheder der er nødvendige for at kunne leve et ukompliceret liv og tjene Gud. De følger det råd Paulus gav Timoteus: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Tim. 6:6, 8) Sande kristne går ikke op i at få universitetsgrader eller titler, men fokuserer på at få „anbefalingsbreve“ ved at engagere sig så meget som muligt i forkyndelsen. — Læs 2 Korinther 3:1-3.

14. Hvordan betragtede Paulus ifølge Filipperbrevet 3:8 det privilegium at trælle for Gud og Kristus?

 14 Vi kan lære meget af Paulus. Han var uddannet ved den jødiske lovlærer Gamaliels fødder. Paulus’ uddannelse kan sammenlignes med en universitetsuddannelse i dag. Men hvordan betragtede han sin uddannelse i forhold til det privilegium at trælle for Gud og Kristus? Han skrev: ’Jeg anser alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har.’ Og han tilføjede: „På grund af ham har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus.“ (Fil. 3:8) Denne bedømmelse kan hjælpe unge kristne og deres forældre til at træffe et klogt valg når det gælder uddannelse. (Se billederne).

VÆLG DEN HØJESTE UDDANNELSE

15, 16. Hvilken uddannelse tilbyder Jehovas organisation, og hvad drejer den sig først og fremmest om?

15 Hvordan er atmosfæren på mange af denne verdens højere læreanstalter? Er dårlig moral og drikkeri ikke udbredt blandt de studerende? Og fremmer disse institutioner ikke udviklingsteorien? I mange lande er det desuden her man ser politiske og sociale opstande spire frem. (Ef. 2:2) Som en kontrast til dette tilbyder Jehovas organisation den højeste form for uddannelse inden for den kristne menigheds fredelige rammer. Hver uge har vi alle gavn af undervisningen på Den Teokratiske Skole. Dertil kommer specialkurser for ugifte pionerbrødre (Bibelskolen for Ugifte Brødre) og for pionerægtepar (Bibelskolen for Kristne Ægtepar). Sådanne teokratiske uddannelser hjælper os til at adlyde Jehova, vores himmelske Herre.

16 Vi kan grave efter dyrebare åndelige skatte i Register til Vagttårnets publikationer eller Watchtower Library på cd-rom. Vores bibeluddannelse drejer sig først og fremmest om tilbedelsen af Jehova. Vi lærer hvordan vi kan hjælpe andre til at få et godt forhold til Gud. (2 Kor. 5:20) Dem vi underviser, vil så igen kunne undervise andre. — 2 Tim. 2:2.

TRÆLLENS BELØNNING

17. Hvilke fordele er der ved at vælge den højeste uddannelse?

17 I Jesu lignelse om talenterne kunne de to trofaste trælle glæde sig over at få ros, og deres herre gav udtryk for sin tilfredshed med dem ved at betro dem mere arbejde. (Læs Mattæus 25:21, 23). At vælge den højeste uddannelse giver glæde, og man bliver belønnet stort. Det erfarede Michael. Han klarede sig så godt i skolen at hans lærere indbød ham til et møde for at drøfte hans muligheder for at læse videre på universitetet. Til deres overraskelse valgte Michael i stedet at tage en kort erhvervsuddannelse, der inden længe gjorde det muligt for ham at forsørge sig selv som pioner. Føler han at han er gået glip af noget? „Den teokratiske uddannelse jeg har fået som pioner — og nu som ældste i menigheden — har været uvurderlig,“ fortæller han. „De velsignelser og privilegier jeg har fået, opvejer rigeligt de penge jeg måske kunne have tjent. Jeg er virkelig glad for at jeg fravalgte en højere uddannelse.“

18. Hvad får dig til at vælge den højeste uddannelse?

18 Den højeste uddannelse lærer os hvad Guds vilje er, og hjælper os til at trælle for Jehova. Den giver os håb om at blive „frigjort fra trældom under fordærv“ og til sidst opnå „Guds børns herlige frihed“. (Rom. 8:21) Frem for alt lærer vi hvordan vi bedst kan vise at vi elsker vores himmelske Herre, Jehova. — 2 Mos. 21:5.