Spørgsmål fra læserne
Hvordan bør kristne se på kremering?
Bibelen kommer ikke med nogen indvendinger imod kremering.
I Bibelen berettes der om tilfælde hvor nogles lig eller knogler blev brændt. (Jos. 7:25; 2 Krøn. 34:4, 5) Det kan have været fordi man ikke mente at de fortjente en anstændig begravelse. Men det var ikke altid grunden.
Det kan vi se ud fra beretningen om kong Sauls og hans tre sønners død. De faldt alle fire i kamp mod filistrene. En af sønnerne var Jonatan, Davids gode ven og loyale støtte. Da nogle tapre israelitter fra Jabesj i Gilead hørte hvad der var sket, tog de ligene, brændte dem og begravede knoglerne. David roste senere disse israelitter for det de havde gjort. — 1 Sam. 31:2, 8-13; 2 Sam. 2:4-6.
Bibelen lover at de døde vil få en opstandelse — at Gud vil give personen livet igen. Jehova kan oprejse et menneske med et nyt legeme uanset om vedkommende er blevet kremeret eller ej. De tre trofaste hebræere som kong Nebukadnezar dømte til døden i en brændende ildovn, behøvede ikke at frygte at Gud ikke kunne oprejse dem hvis de blev udslettet på denne måde. (Dan. 3:16-18) Det samme gjaldt de trofaste tjenere for Jehova der stod over for at blive henrettet og kremeret i nazisternes koncentrationslejre. Nogle af Guds loyale tjenere er døde i eksplosioner eller omkommet på andre måder der har udslettet ethvert spor af dem. Men de vil helt sikkert få en opstandelse. — Åb. 20:13.
Jehova behøver ikke at stykke en persons tidligere legeme sammen for at kunne oprejse ham. Det ses af den måde han oprejser salvede kristne til himmelsk liv på. Ligesom Jesus, der blev „gjort levende i ånden“, bliver salvede kristne oprejst som de personer de var, men med et åndeligt legeme. De får ikke nogen del af deres fysiske legeme med i himlen. — 1 Pet. 3:18; 1 Kor. 15:42-53; 1 Joh. 3:2.
Vores håb om en opstandelse afhænger ikke af hvad der sker med det fysiske legeme, men hviler på tillid til at Gud kan og vil opfylde sine løfter. (Apg. 24:15) Vi forstår selvfølgelig ikke fuldt ud hvordan Gud tidligere har udført opstandelsens mirakel, og hvordan han vil gøre det i fremtiden. Alligevel sætter vi vores lid til Jehova. Han har givet os „en garanti“ ved at oprejse Jesus. — Apg. 17:31; Luk. 24:2, 3.
Kristne bør tage hensyn til sociale normer, lokale opfattelser og gældende lovgivning når de skal beslutte hvad der skal ske med en afdød. (2 Kor. 6:3, 4) Spørgsmålet om kremering er således noget man selv eller de efterladte må tage stilling til.