Du kender sikkert en — eller måske flere — der er blevet skilt. Ja, skilsmisser er blevet meget almindelige. For eksempel viste en undersøgelse i Polen at 30-årige der har været gift mellem tre og seks år, er dem der har størst risiko for at blive skilt; og skilsmisse er ikke begrænset til den aldersgruppe.

„Statistikker viser at halvdelen af dem [i Europa] der gifter sig, vil blive skilt,“ rapporterer Institut for Familiepolitik i Spanien. I andre udviklede lande tegner der sig et lignende billede.

Hvad medfører en skilsmisse? En erfaren ægteskabsrådgiver fra Østeuropa siger: „Skilsmissen gør det der allerede er sket — at forholdet er gået i opløsning, og at man er blevet separeret — officielt, og det er følelsesmæssigt meget smertefuldt.“ Hun siger videre: „En storm af stærke, ekstreme følelser — vrede, sorg, skuffelse, fortvivlelse og skam“ følger ofte i kølvandet. Nogle gange opstår der endda selvmordstanker. „Når skilsmissen bliver stadfæstet af retten, begynder næste fase. En følelse af at være tom og fremmedgjort kan få den fraskilte til at tænke: ’Hvem er jeg egentlig, nu hvor jeg er blevet skilt? Hvad har jeg at leve for?’“

Ewa fortæller hvordan hun havde det for nogle år siden: „Jeg skammede mig når naboer og kolleger efter skilsmissen omtalte mig som ’fraskilt’. Jeg var fuld af vrede. Jeg stod tilbage med to små børn som jeg skulle være både mor og far for.“ * Adam, der i 12 år var en respekteret ældste, siger: „Jeg har mistet så meget af min selvrespekt at jeg indimellem bliver fyldt med vrede og får lyst til at distancere mig fra alle.“

Frygt for fremtiden har plaget nogle så meget at de, selv flere år efter skilsmissen, har haft svært ved at genvinde balancen. De konkluderer måske at andre ikke er interesseret i dem. Derudover må de, som en klummeskribent siger, „ændre deres vaner og lære selv at klare deres problemer“.

Stanisław fortæller: „Da vi blev skilt, forhindrede min ekskone mig i at se mine to små piger. Det fik mig til at føle at ingen brød sig om mig mere, og endda at Jehova måtte have forladt mig. Jeg mistede lysten til at leve. Med tiden gik det dog op for mig hvor forkert min opfattelse havde været.“ Wanda følte sig også meget usikker med hensyn til fremtiden da hun blev skilt.  Hun siger: „Jeg var overbevist om at folk — også mine trosfæller — efter et stykke tid ville holde op med at vise interesse for mig og mine børn. Men nu kan jeg se hvor meget brødrene støttede os og hjalp mig i mine bestræbelser for at opdrage mine børn til at tjene Jehova.“

Sådanne kommentarer viser os at nogle efter en skilsmisse bliver opslugt af negative følelser. De får måske et negativt syn på sig selv og tænker at de ikke er noget værd og ikke fortjener andres opmærksomhed. Samtidig bliver de måske kritiske over for deres omgivelser. Det kan føre til at de begynder at betragte menigheden som kold og uforstående. Men erfaringer som Stanisławs og Wandas viser at fraskilte måske på et tidspunkt vil erkende at deres brødre og søstre har omsorg for dem. Ja, trosfæller har vist en usædvanlig omsorg, selvom deres hjælp ikke altid er blevet bemærket til at begynde med.

Selvom vi gør vores bedste for at hjælpe og støtte fraskilte trosfæller, kan de af og til blive overvældet af ensomhed. Især søstre kan måske få det indtryk at ikke ret mange interesserer sig for dem. Alicja fortæller åbenhjertigt: „Det er nu otte år siden jeg blev skilt. Men af og til føler jeg mig stadig mindreværdig. Så er jeg tilbøjelig til at isolere mig og lade tårerne og selvmedlidenheden tage over.“

Det er helt naturligt at nogle der har været igennem en skilsmisse, kan have sådanne følelser, men Bibelen advarer imod at man isolerer sig. Hvis man gjorde det, kunne det føre til at man afviste „al praktisk visdom“. (Ordsp. 18:1) Men det ville heller ikke være praktisk visdom hvis man fordi man følte sig ensom, igen og igen søgte råd eller trøst hos en af det modsatte køn og derved risikerede at vække upassende romantiske følelser.

Som vi har set, kan vores fraskilte trosfæller være ramt af svære følelser som frygt for fremtiden og ensomhed og endda føle sig afvist. I erkendelse af at sådanne følelser er naturlige og svære at bearbejde, bør vi efterligne Jehova ved loyalt at støtte vores brødre og søstre. (Sl. 55:22; 1 Pet. 5:6, 7) Vi kan være sikre på at enhver hjælp vi giver dem, vil blive meget værdsat. Ja, i menigheden vil de få hjælp og støtte fra sande venner! — Ordsp. 17:17; 18:24.