I det første århundrede sagde apostlen Paulus til de ældste der tjente i menigheden i Efesus: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apg. 20:28) Hvilken rolle spiller den hellige ånd i forbindelse med udnævnelsen af ældste og menighedstjenere i dag?

For det første bevægede den hellige ånd bibelskribenterne til at nedskrive kvalifikationskravene til ældste og menighedstjenere. Seksten forskellige krav til ældste nævnes i Første Timoteusbrev 3:1-7. Yderligere kvalifikationskrav nævnes i skriftsteder som Titus 1:5-9 og Jakob 3:17, 18. Kravene til menighedstjenere findes i Første Timoteusbrev 3:8-10, 12, 13. For det andet beder de der anbefaler en bror, og de der foretager udnævnelsen, specifikt om Jehovas ånds ledelse når de ser på om broren i rimelig grad lever op til de bibelske krav. For det tredje må den der anbefales, vise Guds ånds frugt i sit liv. (Gal. 5:22, 23) Guds ånd er altså med i alle aspekter af udnævnelsesprocessen.

Men hvem er det egentlig der udnævner sådanne brødre? Førhen blev alle anbefalinger af nye ældste og menighedstjenere sendt til det lokale afdelingskontor. Dér havde brødre udnævnt af Det Styrende Råd til opgave at se på disse anbefalinger og foretage udnævnelserne. Derefter underrettede Afdelingskontoret ældsterådet. De ældste informerede så de pågældende brødre om deres udnævnelse og spurgte dem om de var villige til og rent faktisk kvalificerede til at tage imod opgaven. Og endelig blev der givet en meddelelse til menigheden.

Men hvordan blev sådanne udnævnelser foretaget i det første århundrede? Indimellem foretog apostlene specifikke udnævnelser, som for eksempel da de udnævnte syv mænd til at stå for den daglige uddeling af mad til enker. (Apg. 6:1-6) Men sandsynligvis tjente disse mænd allerede som ældste inden de fik denne ekstra opgave.

Bibelen fortæller ikke i detaljer hvordan hver enkelt udnævnelse blev foretaget dengang, men den giver os et tydeligt fingerpeg om hvordan det foregik. Vi læser at da Paulus og Barnabas  var på vej hjem efter deres første missionsrejse, „udnævnte de ældste ... i hver menighed, og efter at have bedt under faste betroede de dem til Jehova, som de havde fået tro på“. (Apg. 14:23) Flere år senere skrev Paulus til sin rejsefælle Titus: „[Jeg efterlod] dig på Kreta, for at du kunne rette de ting der var mangler ved, og indsætte ældste i by efter by, sådan som jeg gav dig besked om.“ (Tit. 1:5) Og Timoteus, der rejste meget sammen med apostlen Paulus, fik åbenbart en lignende myndighed. (1 Tim. 5:22) Disse udnævnelser blev tydeligvis foretaget af rejsende tilsynsmænd, ikke af apostlene og de ældste i Jerusalem.

Med denne bibelske fremgangsmåde i tanke har Det Styrende Råd justeret proceduren for hvordan ældste og menighedstjenere udnævnes. Fra den 1. september 2014 foretages udnævnelser på følgende måde: Hver kredstilsynsmand ser omhyggeligt på de anbefalinger de ældste i hans kreds kommer med. I løbet af sine besøg i menighederne vil han bestræbe sig for at lære de brødre der anbefales, at kende, og hvis det overhovedet er muligt, vil han arbejde sammen med dem i forkyndelsen. Efter at have drøftet anbefalingerne med det lokale ældsteråd har kredstilsynsmanden ansvaret for at udnævne ældste og menighedstjenere i menighederne i sin kreds. På denne måde er ordningen tættere på mønstret fra det første århundrede.

Hvem er de forskellige parter der er involveret i denne proces? Som altid har „den trofaste og kloge træl“ det overordnede ansvar for at give tjenestefolkene mad. (Matt. 24:45-47) Det indbefatter at de studerer Skrifterne, med hjælp fra den hellige ånd, for at kunne give anvisninger om den praktiske anvendelse af bibelske principper der har betydning for hvordan den globale menighed er organiseret. Den trofaste træl udnævner også alle kredstilsynsmænd og medlemmer af afdelingskontorernes udvalg. Afdelingskontorerne hjælper menighederne til at implementere den vejledning der er blevet givet. Hvert ældsteråd har pligt til omhyggeligt at drøfte om de brødre de anbefaler til at tjene i Guds menighed, opfylder de bibelske kvalifikationskrav. Kredstilsynsmanden har det store ansvar omhyggeligt og under bøn at overveje de ældstes anbefalinger og derpå udnævne de mænd der er kvalificerede.

Når vi ved hvordan udnævnelser bliver foretaget, forstår vi bedre hvilken rolle den hellige ånd spiller i processen. Så får vi større tillid til og respekt for dem der er blevet udnævnt i den kristne menighed. — Hebr. 13:7, 17.

Åbenbaringen 11:3 omtaler to vidner der skulle profetere i 1.260 dage. Ifølge beretningen ville vilddyret derefter „sejre over dem og dræbe dem“. Men efter „tre og en halv dag“ ville disse to vidner blive bragt til live igen, til stor forbløffelse for alle der så det. — Åb. 11:7, 11.

Hvem er disse to vidner? Beretningens detaljer hjælper os til at identificere dem. For det første får vi at vide at de „er symboliseret ved de to oliventræer og de to lampestandere“. (Åb. 11:4) Det minder os om lampestanderen og de to oliventræer der beskrives i Zakarias’ profeti. Disse oliventræer var et billede på „de to salvede“, det vil sige landshøvdingen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, „som står rede hos al jordens Herre“. (Zak. 4:1-3, 14) For det andet siges der om de to vidner at de gør nogle tegn der ligner dem Moses og Elias gjorde. — Sammenlign Åbenbaringen 11:5, 6 med 4 Mosebog 16:1-7, 28-35 og 1 Kongebog 17:1; 18:41-45.

Hvad er fælles for det vi læser i Åbenbaringens Bog og i Zakarias’ Bog? Begge passager henviser til Guds salvede der førte an i en vanskelig tid med prøvelse. I opfyldelsen af Åbenbaringen, kapitel 11, forkyndte de salvede brødre der førte an da Guds rige blev oprettet i himlen i 1914, „klædt i sæk“ i tre og et halvt år.

Efter at disse salvede havde forkyndt klædt i sæk, blev de i overført forstand dræbt da de blev kastet i fængsel i en kortere tidsperiode, symbolske tre og en halv dag. Set med Guds folks fjenders øjne var deres arbejde afgået ved døden, til stor fryd for disse modstandere. — Åb. 11:8-10.

Men efter de tre og en halv dag blev de to vidner, i overensstemmelse med profetiens ord, bragt til live igen. Ikke alene blev disse salvede løsladt fra fængslet; de der var forblevet trofaste, fik en særlig udnævnelse af Gud gennem deres Herre, Jesus Kristus. I 1919 var de blandt dem som blev udnævnt til at tjene som en ’trofast og klog træl’ der skulle dække Guds folks åndelige behov i de sidste dage. — Matt. 24:45-47; Åb. 11:11, 12.

Interessant nok forbinder Åbenbaringen 11:1, 2 disse begivenheder med en tid hvor det åndelige tempel ville blive målt, eller bedømt. Malakias, kapitel 3, omtaler en lignende inspektion af det åndelige tempel, efterfulgt af en tid med renselse. (Mal. 3:1-4) Hvor lang tid varede denne inspektion og renselse? Den strakte sig fra 1914 til første del af 1919. Denne tidsperiode indbefatter både de 1.260 dage (42 måneder) og de symbolske tre og en halv dag der er omtalt i Åbenbaringen, kapitel 11.

Hvor er vi glade for at Jehova sørgede for denne åndelige lutring for at rense et særligt folk så det var egnet til at udføre gode gerninger! (Tit. 2:14) Vi værdsætter det eksempel de trofaste salvede viste ved at føre an i denne prøvelsens tid og derved tjene som de symbolske to vidner. *